Fujoshi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Melia er 15 år og skal begynde på et nyt kapitel af sit liv. Gymnasiet. De voksnes rækker. Folkeskolen er endelig forbi, og nu forventes det, at Melia kan tage ansvar og være moden. Det i sig selv er grænseoverskridende for en pige, der hele sit skoleliv har lukket sig inde, isoleret sig og ikke rigtig har haft nogle venner. Bedre bliver det ikke, da klassens drenge lægger mærke til hende - en uvant følelse.
Problemet er bare, at Melia hellere vil se drengene kysse hinanden end at kysse dem selv.

1Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

1. Modellen og kammeraten

Bygningen var størrer og langt mere frygtindgydende, end hun huskede den. Hun havde været på besøg med sin klasse, men det havde bare været brobygning. Man var sammen med de mennesker, man var vant til. Dette var helt nyt, anderleds og meget, meget uvant.

Melia trak sin trøje tættere omkring sig, og begav sig ind i den hvide kæmpes bug. Det var helt tydeligt, at hun ikke var den eneste, som følte sig malplaceret. Der var rigtig mange, der knugede deres tasker ind til sig, der stod klistrert op ad væggene, for ikke at bliver lagt mærke til.

Og så var der selvfølgelig også den anden gruppe af nye elever. De udadvendte, de populære, de smarte, de smukke. I den gruppe fløj det rundt med high fives, fits bumbs og latter. Jubleråb, når man mødte nogle man kendte og ikke havde set en hel lang sommer, og krammere. Masser og masser af kys og kram. Ens personlige sfære blev virkelig sat på prøve, hvis man var blandt de populære, hvilket var hovedårsagen til at Melia ikke ville deltage i popularitetsræset - eller, det var i hvert fald, det hun fortalte sig selv.

Hun gjorde som mange af de andre usikre unge mennesker. Hun listede forbi jubelaberne, helt inde ved væggen, og stillede sig i et hjørne længst væk. At betrakte aberne var en syndig fornøjelse, hun tillod sig selv at have. Deres fjogede og fjantede måde at agere med hinanden på var dybt facinerende. Om ikke andet, var deres opførsel og ansigtsudtryk gode at notere sig mentalt. Melia brugte det som reference, når hun tegnede. En af pigerne vrængede på næsen, da en veninde tydeligvis fortalte den mest grufulde historie sommeren havde budt på. En anden stod lænet op af en dreng og så op på ham med et næsten bedende blik. Drengen ænsede hende knapt nok, men talt med store armbevægelser til sin kammerat, der lo og lo.

Det var ført da Milas blik faldt på et par brune øjne, der stirrede intenst på hende, at hun bremsede op i sine mentale noter. Øjnene tilhørte en dreng, der var den klassiske smukke unge mand. Han havde højden, bygningn og ikke mindst kindbenene til at være model. Og hans øjne brændte sig fast til hende.

Så snart øjenkontakten var etableret, smilede han og begyndte at bevæge sig gennem menneskemængden over mod hende. Ude af sig selv, uden mulighed for at kunne slippe væk, fiskede Melia hurtigt sin mobil op af tasken og lod som om, hun tog den.

"Hallo?" sagde hun tydeligt nok, til at modellen burde kunne høre det. Hvis han ejede bare den mindste smule pli, ville han holde sig væk - i hvert fald indtil hun var færdig med at tale med sin imaginære ven. Men hvad talte man lige med sin ikke-eksisterende ven om? Melia havde aldig været god til at lyve, og hun stak til alt hvad der hed skuespil, så hun gav bare sin 'ven' ret engang imellem, mens hun skævede ud af øjenkrogen og ønskede inderligt, at modellen ville gå sin vej. Han var stoppet op et par meter fra hende - stadig alt for tæt på, stadig smilende - og ventede høfligt på, at hun blev færdig med sin telefon.

Satans.

Men hun stædigt blev ved med at ytre enstavelsesord, lagde hun mærke til en anden dreng, der næsten sneg sig ind på modellen. Han sprang på ham bagfra og rodede rundt i modellens mørke hår.

"Hey, Mark," grinede den fremmede dreng og lagde armene om modellen, der åbenbart hed Mark. Den fremmede var på højde med Mark, men langt mere muskuløs. Hans t-shirt led under hans svulmende overarme og enorme brystkasse, der strakte det stakkel stof til den yderste grænse. Hans ansigt var mere kantet, hvor Marks var mere androgynt. Begge var overjordiske smukke, og burde ikke befinde sig på jorden - og slet ikke på samme sted.

Deres snak tonede sig ud, da Melia langsomt mærkede den velkendte kilden i maven. Den kilden, der for alt i verdenen ikke måtte vises for andre. Den kilden, der var hendes mørkeste hemmelighed. Men hun tillod sig at brænde hver en detalje af de to flotte drenges interaktion fast i sin hukommelse. Den muskuløse drengs arme om Marks hals, deres smil, måden deres hænder lagde sig om hinanden, da de high fivede, deres kram, deres ansigter så tæt på hinandens, at de kun var få centimeter fra at deres læber rørte hinanden. Og på det tidspunkt tog hendes alt for livlige fantasi over, og lod hendes indre film spille en alt for dejlig scene, hvor Mark og hans kammerat rent faktisk lod sig forene i et langt og blødt kys. Kammeraten lod en hånd køre gennem Marks hår, greb ham om nakken og gjorde kysset langt mere intest, end det burde være i det offentlige rum. Mark lod sig firvilligt rive med og lagde sin hånd om -

Telefonen valgte selvfølgelig at ringe nu. Af alle tidspunkter i hele hendes liv, valgte den at ringe, mens hun talte med sin fantasiven og syndigt lod sine tanker få frit løb.

Både modellen og hans ven vendte deres opmærksomhed mod hende.

Og hun fumlede bare med sin mobil, tabte den næsten, inden hun fik trykket på den og svaret sin mor - som var den eneste, der nogensinde ringede til hende.

Kinderne brændte, og Melia var kun alt for bevidst om, at hun var knaldrød i fjæset.

Og de to drenge blev ved med at glo på hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...