En Ufuldstændig Romance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2017
  • Opdateret: 28 aug. 2017
  • Status: Igang
Igennem hele livet bliver man konfronteret med utallige valg og utallige meninger om hvilke valg man bør tage.
Følg Olivia i hendes færd igennem et af hendes sidste år som teenager.
Hvilke valg vil hun tage når det gælder Skole, Venner, Fremtid, Selværd og ikke mindst Kærlighed?

1Likes
2Kommentarer
141Visninger
AA

2. Koncert, Øl og Vand

 

   Smagen af øl, så bitter, kølig og hjemmelig på min tunge. Fra et behageligt sted i skyggen, kigger jeg ud mod lyset. Så mange forskællige mennesker der går forbi, ude og nyde vejret eller ordne ærinder. Jeg kigger over mod Molly, der sidder ved min side, hendes blik opslugt af sin Iphone. Det gør mig ikke noget, jeg har ikke noget imod at sidde lidt for mig selv, så længe hun er ved min side, ser jeg i det mindste ikke ensom ud, i andres øjne.

   Det er tydeligt at hun virkelig har gjort noget ud af sig selv idag, lyderød læbestift og så har hun krøllet sit lyse hår, men meget let, så det ser naturligt ud. Jeg derimod har bare sat mit lange brune hår op i en hestehale og så har jeg kun lidt mascara på. Jeg tjekker tiden over skulderen på Molly, der er stadig lidt over en time til at dørene åbner. Jeg bringer dåsen op til min mund og tager endnu en tår øl.

   ”Ej Olli du skal lige høre det her!” med et spjæt kigger hun op fra telefonen og griber fat om min arm, så jeg er lige ved at spilde ud over mig selv.

   ”Så Jonas har åbenbart gerne villet invitere mig ud i næsten et halvt år nu, men han har bare været for genert til det. Og du skal lige høre det bedste! Helt uden at jeg sagde noget, så har han selv foreslået at tage mig med i teatret på vores første date, er det ikke vildt!” fortæller hun ivrigt.

   ”Det lyder jo som din drømme date.. men måske skal du passe på med at køre begejstringen for højt op i dit hoved allerede nu,” svarer jeg forsigtigt.

   ”Olli altså, kan du ikke se det romantiske i det?”

   ”Måske lidt, men du ved jo hvordan jeg er.”

   ”Ja ja, verdens mindst romantiske person.. Du bør lære at løsne lidt op og omfavne din feminine side.” Hun griber fat om min hårelestik og begynder at hive den ud af min hestehale. Hurtigt stopper jeg hende, dog ikke hurtigt nok, så jeg bliver nød til at hive den ud alligevel.

   ”Som min veninde bør du vide bedre end at forsøge at ændre mig,” siger jeg og sender hende et for sjov belærende blik.

   ”Som din veninde er det mit ansvar, at gøre dig opmærksom på, at du gemmer dig selv og det er mit job, at hjælpe dig til at løsne op og være dig selv.”

   ”Jeg er da mig selv.”

   ”Ja, men du prøver at bilde dig selv ind at de 50% du viser omverden er alt hvad du er, men du er så meget mere Olli!” hun tager armen om mig og placere et kys på min højre kind. Jeg kigger små irriteret på hende.

   ”Har jeg din læbestift på kinden nu?”

   ”Jep” siger hun med et stort smil. ”Og jeg udfordre dig til ikke at fjerne det hele aftenen.” Hun griner og rækker hånden frem mod mig ”Deal?”

   ”Argh.. okay så,” siger jeg modvilligt ”Deal.”

 

-*-

 

   Musikken fylder hele salen, der synger med på hvert et ord og hopper i takt med musikken. Molly har fået mast os helt op foran, så der kun er et metalhegn mellem os og scenen. Jeg kan ikke andet end, at smile imens jeg intenst står og stirrer fascineret på guitaristen, den måde hans fingre bevæger sig hen over strengene på, hvordan er det overhovedet muligt? Den måde hans krop bevæger sig på i takt med musikken, det er nærmest hypnotiserende.

 

   Så småt begynder jeg at lægge mærke til, at jeg ikke har det så godt. Det må være adrenalinen der har blokeret det indtil nu, mit hoved føles tungt og jeg begynder at blive lidt svimmel. Jeg kan da ikke bare gå ud nu, vi har de bedste pladser i hele salen og hvis jeg først går, får jeg ikke lov at mase mig igennem igen. Desperat forsøger jeg at tage mig sammen, men hurtigt indser jeg, at det er til ingen nytte, så jeg læner mig over mod Mollys øre.

   ”Jeg bliver nød til at gå lidt ud,” råber jeg i hendes øre.

   ”Hvad?! Hvorfor?”

   ”Jeg har det ikk så godt, du kan bare blive.”

   ”Er du sikker?”

   ”Helt sikker! Jeg tror bare jeg skal have noget vand.”

   ”Okay, vi ses udenfor bagefter,” hun giver mig et kram og et stort smil. Jeg begynder at kæmpe mig ud igennem folkemængden, maser mig imellem høje, små fulde, svedige mennesker.

   Endelig når jeg ud i foyeén, straks går jeg op til baren og bestiller en flaske vand. Musikken inde fra salen buldre løs og kan sagtens høres ude fra foyeén af. Jeg åbner min lille lillae skuldertaske og finder min pung frem. Efter at have betalt latterligt 30,- for en halv liter vand, finder jeg også mine smertestillende piller frem, for at stoppe den hovedpine, som jeg kan mærke er på vej.

   ”Er du okay?” høre jeg en stemme sige, idet jeg er ved at putte pillen i munden. Jeg drejer hovedet og ser et bekendt ansigt kigge på mig med et stort varmt smil, navnet kan jeg dog ikke komme i tanke om.

   ”Ja, jeg er bare lidt svimmel,” svare jeg, hvorefter jeg skynder mig at sluge pillen.

   ”Nå findes der piller mod det?”

   ”Naa, det tror jeg ikke, men jeg har også lidt ondt i hovedet.”

   ”Drik du noget mere vand, det lyder som om du er dehydreret” jeg smiler let til ham og tager en stor tår af min vand. ”Vi går på den samme skole, gør vi ikke?” spørg han.

   ”Jo, det sku jeg mene, du er trommeslageren i Christophers band ikk?”

   ”Jo, det er mig,” siger han med endnu et stort smil, han har virkelig et dejligt smil. Vi kender dårligt nok hinanden, men hans smil får det til at virke som om vi er vokset op sammen, som om jeg har kendt ham altid. ”Kevin,” siger han og rækker mig hånden.

   ”Olivia” svare jeg og giver ham min hånd i et håndtryk.

   ”Det ser ud til at du er elsket,” siger han.

   ”Hvaffor noget?” spørg jeg og stirrer forbløffet på ham. Min halv paniske reaktion får ham straks til at grine, midt i sit grin peger han mod min kind og først da kommer jeg i tanke om Mollys kys på min kind. Jeg placere min højre hånd over kysset og griner lidt. ”Det var min veninde Molly.”

   ”Og hvor er Molly så blevet af nu?”

   ”Hun står nok stadig op foran, vi mødes bare når koncerten er ovre.”

   ”Imponerende,” jeg kigger undrende på ham, hvad mener han dog med det?

   ”Hvad mener du?”

   ”Det er ikke mange der er selvsikre nok til, at dele sig op på den måde.”

   ”Jeg ville bare ikke ødelægge hendes koncert ved at slæbe hende med ud, bare fordi jeg fik det dårligt.”

   ”Nåå, så du er bare et godt menneske, der tænker på andre. Det er da også imponerende,” siger han med et små grinende stort smil. ”Hvis du har lyst, kan vi sætte os op ovenpå, så kan du sidde ned og stadig se hele koncerten.”

   ”Okay,” siger jeg med et genert smil og blikket i gulvet.

 

   Vi går over mod trappen og går op til balkonen. Der er ingen sæder ledige, men vi kan fint se scenen fra trappetrinene af, så der sætter vi os ved siden af hinanden. Jeg tømmer hurtigt min vandflaske og pludselig går det op for mig, at Kevin da også må være her med sine venner.

   ”Hvad med dig? Hvor er dine venner henne?” spørg jeg, lænet over mod ham. Han vender hovedet mod mig, så hans læber er lige ude for mit øre.

   ”De står nede på gulvet et sted, men de kan godt klare sig en halv time uden mig” jeg kan mærke hans ånde mod min nakke, inden han vender hovedet mod koncerten igen. Pludselig peger han ud iblandt menneskemængden. ”Der er de!” råber han, jeg har dog stadig svært ved, at høre ham over musikken. Jeg kigger i den retning han peger og så spotter jeg Christopher, selvfølgelig er han her med Christopher, det kunne jeg da have sagt mig selv.

 

 

 

 

 

----------*----------

Det var så andet kapitel, lad mig endelig vide hvad i syntes om det.

Ze_Wolff

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...