Ventum gade

En kort historie om at bearbejde sorg.

3Likes
2Kommentarer
157Visninger

1. Ventum gade

Ventum gade

Det var vinter udenfor på ventum gade, men selvom huset var tæt isoleret, kunne vinden ikke holdes ude. Den var der altid, hylende som ulve kom den tættere og tættere på, indtil den til sidst fandt vej ind i huset. Jeg var vant til vinden og alle dens vaner, jeg var vant til at ting væltede ned fra hylderne, men en dag var vinden anderledes. Jeg vågnede op. Sirid må have kaldt mit navn, men det lød forkert. Jeg stod hurtigt op, måske var hun syg igen.
”Luna”
lød det fra spisestuen af. Jeg tog sko på og løb straks derud. 
”Hvor er du?” -Intet svar.
Spisestuen var tom intet spor af liv. Klinisk rent, ikke som Sigrid plejede at holde det. Lyset var slukket, intet af dette mindede mig om dagligdagen. Mine fingre famlede over dørkammen for at finde lys kontakten, men der var ingenting: Ingen fordybning i muren hvor en firkantet skæv selv opsat plade ville være, ingenting. 

”Sigrid, sig noget!”
"Luna…”
Et svar. Mine arme sitrede, jeg skubbede bordet til siden.
Bordet?”
Nej, der skulle ikke være et bord der, det var ikke meningen, det var en fejl blandt de mange andre underlige misforståelser, der ikke skulle være der.
Fokuser, hvor er hun?”
Jeg skulle finde hende. Gennem spisestuen mod køkkenet, igennem buen, nej døren.
Det var jo en åben bue!”
Jeg skulle igennem buen der hældte let på venstre. -Mod gangen, mod hendes værelse, men der var en dør. En brun trædør, den var slidt, den var gammel, intet gav mening mere. Da hørte jeg det: Vinden. En hæs stemme hviskede, og den hviskede mit navn. Jeg har før hørt om adrenalinsus, noget der skulle give dig overmenneskelig styrke, urealistisk hurtighed, det føltes sådan, da jeg flåde døren op og var klar til at se hende. Vinden kom mig i
forkøbet, den kom væltende, den fløj rundt om mig, pustede til døren, skubbede den i, lukkede indgangen til hende. Det vinden gjorde, styrkede blot min vrede. Langsomt voksede anger i mig, og jeg råbte:
”Hvorfor gør du det her?”  
Men der kom intet svar. Jeg begyndte at vride i håndtaget, mine
knoer blev hvide og mine håndflader røde af metallets kolde greb.
”Luna hjælp mig.” Vinden bar hendes stemme, men samtidig tog den hende fra mig.
”Luk mig nu ind!” Skreg jeg. 
Denne gang blæste vinden hårdere, den samlede sig omkring mig og begyndte at hyle: 
”Nej Luna.”
”Du skræmmer mig ikke, lad mig være.” 

Men da jeg rev i døren, blæste den mig omkuld.
”Luk mig nu ind! Jeg skal redde hende.”
Vindens vrede hyl blev til klynk, da den hviskede:
”Du kan ikke.”
Efter det åbnede vinden døren langsomt og knagende, mens dens tuden foresatte med sætningen: ”Jeg ville blot beskytte dig.” Først kom mørket langsomt og truende, mens et rum der ikke var hendes viste sig. I det var blot en ensom redt seng. ”Du dræbte hende!” Men vinden var væk. Alt var anderledes, omkring mig var blot et hospital med en tom seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...