Prins Ebbe

Dette er mit første forsøg på at skrive en homoseksuel hovedperson. Dette er mit bidrag til Kunsten at være normal konkurrencen.
Der var engang en prins, der bar på en tung hemmelighed. En hemmelig, han slet ikke kunne dele med sine nærmeste, og slet ikke med sit folk.

1Likes
1Kommentarer
268Visninger

1. Prins Ebbe

Prins Ebbe stirrede på sit portræt, der endnu ikke var blevet rammet ind. Det sidste penselstrøg var lige blevet lagt, og nu stod den og tørrede. Det forestille en ung mørkhåret mand iført jakkesæt og slips og med et drømmende blik i øjnene. Han stod ved siden af marmorbusten af Ebbes oldefar kong Christer. Det var tradition, at enhver prins og prinsesse skulle have et portræt malet ved siden af busten, da det var Kong Christer, der blev stamfar til deres dynasti.
Ebbe måtte indrømme, at billedet var godt malet. Maleren var også et af deres tids bedste indenfor portrætter. Manden var alle pengene værd.
Der var bare ét problem.
Han kunne ikke genkende sig selv i det billede.
Men det var ikke en fremmed, der stirrede tilbage på ham. Næh, det var en, han havde kendt hele sit liv – levet med hele sit liv. Han var vokset med denne person.
Det var den opfattelse, hans lands befolkning helst skulle have af ham. Den person, som de troede han var.
Denne mand var deres prins Ebbe. Det nybagte kongepars prins Ebbe. Nummer to i arvefølgen.
Han havde altid vidst, at denne dag ville komme. Den slags var uundgåelig. Det var samfundets cyklus. Den gamle regent dør, også må den næste komme til. Det var naturens gang. Gamle blade må falde om vinteren for at nye kunne springe frem til forår.
Ebbe var ikke forberedt på, hvad det ville betyde for ham. Han var gået var at være Hans Højhed til Hans Kongelige Højhed. Han troede, at han var forberedt. Han havde jo løjet hele sit liv om hvem han var.
Okay, måske ikke løjet. Han undlod at fortælle sine forældre hvem han var under jakkesættet, det drømmende blik og de dannede ord. Men han følte sig stadig som en løgner. Nu føltes det som om en net af tynde hårde tråde blev strammet om ham.
Det var ikke fordi, at det var han var, var ulovligt, i hvert fald ikke ifølge den offentlige lov, men kongehuset havde deres egne love.
Og en homoseksuel prins var ikke acceptabelt.
Selvom homoseksuelle var blevet mere accepteret i samfundet, så var der stadig lang vej igen. For lang til at Ebbe turde springe ud.
Han var ikke engang først i arvefølgen – gudskelov. Det var hans storesøster Hejre. Kronprinsesse Hejre. Takket være en ændring i tronfølgeloven fra før deres far overhovedet var født, så kunne prinsesser være på lige fod med prinser.
Ind imellem misundte han Hejre for at tingene var så let for hende. Allerede fra hun blev født var hun Hendes Kongelige Højhed. Hun var vant til at være centrum i offentlighedens søgelys som tronfølgers tronfølger. Hun var ikke som ham. Hun havde ikke samme… tilbøjeligheder som ham. Hun var perfektionen på den perfekte prinsesse. Hun kunne blive gift med sit livs store kærlighed – en mand – uden at frygte en smædekampagne i sladderblade.
Han elskede sin storesøster selvfølgelig, og ønskede slet ikke, der ske hende noget ondt, men af og til var hans liv så uudholdeligt, at det var svært ikke at blive bitter over hendes sorgløse tilværelse.
Ebbe tænkte tilbage til sin første forelskelse. Tilbage til ottende klasse. Vidar havde været klassens nørd. Isoleret fra resten af klassen med sit hoved skjult bag en bog eller computer. Håbløs til social sammenværd, men når det kom til ting som atomfysik og kemi, så kunne han selv komme til kort med læreren. Ebbe kunne huske, hvordan Vidar altid knyttede sine hænder, når nogen talte til ham. Hvordan han altid slog blikket ned mod jorden, når samtalen faldt på noget, han ikke interesserede sig for. Hvordan hans øjne ville stråle, når han begyndte at snakke om atomer og metaller. Det var den følsomhed, der havde tiltrukket Ebbe. Vidar havde det ikke på samme måde som ham, men han havde været mest glad for at få sig en ven, han kunne snakke med om sine interesser. Og Ebbe havde bare været glad for at kunne glæde Vidar med hans selskab. I dag var Vidar i Amerika, hvor han kunne gøre gavn med sin viden, og Ebbe var glad for at han havde fundet sin plads.
Spørgsmålet var bare om Ebbe nogensinde ville finde sin egen plads. En plads, hvor det var okay at både være prins og homoseksuel.
Af og til følte han sig som en skuespiller på fuldtid og at alle disse mennesker, han så stå og vinke til ham, bare var publikum, der ventede på en forestilling, han skulle give dem.
Han tænkte tilbage til hvad engang havde hørt i skolen. Om at Gud sendte syndige mennesker til skærsilden for at de kunne blive rense inden de kunne komme ind i himlen.
Hvornår ville han blive fri fra skærsilden? Hvornår ville han have lidt nok til at få lov til at være sin sande jeg tro?
Med et suk vendte han sit portræt ryggen. Nu måtte han se at komme videre med at være prins.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...