Den vi elsker

Det er ikke altid verden omkring dig der er imod hvem du elsker. Nogen gange er det dig selv der er den værste fjende.

- Novelle til LGBTQ+-konkurrencen

3Likes
0Kommentarer
293Visninger

1. Den vi elsker

Det er først da jeg står uden for din dør, og vinden blæser ekstra kraftigt og små klamme regndråber begynder at danne plamager på min forældede regnjakke, at jeg indser hvordan det hele er så fucking kompliceret, og højst sandsynligt aldrig ændrer sig.

     Jeg tror jeg har været så forblændet af dine smilehuller og omvandrende latter og de glødende øjne der får sjælen til at smelte når du kigger på én. Jeg tror jeg har været så forgabt i alle dine historier og tanker og drømme og alle dine håb for fremtiden, at jeg glemte mig selv et sted midt imellem alt det andet. Selv når du undskyldte over for mig og græd og kyssede mig og sagde du elskede mig, og jeg egentlig godt vidste at jeg bare burde gå og lade dig kæmpe dine egne kampe, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre andet end at opmuntre dig og sige at det da okay. Og så er det først nu, på denne kølige efterårs-onsdag, at jeg indser jeg ikke kan længere.

     Jeg har lyst til at tage min cykel og forsvinde, men min finger hviler allerede på dørklokken, og jeg kan høre dine opmuntrende fodtrin nærme sig. Jeg ved jeg bliver nødt til at se dig ind i dine smukke øjne og sige sandheden og være ærlig for jeg fortjener fandeme bedre end det du har givet mig, og sådan er det bare.

     Du åbner døren med et bredt smil, og trækker mig indenfor. Naboerne må helst ikke vide noget, og dine forældre er ikke hjemme. Jeg ved jeg er vred, men det er svært at fokusere på andet end dine fingre vinklet ind i mine, og den dejlige duft du udstråler, alt det der gør dig til dig, fantastisk og unik. Jeg undrer mig over hvad sådan en som dig laver i en by som Bagsværd. Den komplimenterer dig ikke nok, du er alt for farvestrålende og prangende i forhold til sådan en grå og intetsigende by.

     Du kysser mig op ad halsen og siger at du vil have mig lige nu og her, dine fingre er allerede famlende omkring mit bælte, jeg forsøger at trække vejret og skubbe dig væk, men jeg trækker dig kun tættere ind til mig og jeg hader mig selv for at være så svag. Du siger hvor dejlig og smuk og lækker jeg er og hvor meget du har lyst til mig, og jeg gisper efter håbet på at min selvrespekt kommer tilbage. Det er først da du har trukket begge vores T-shirts af, at jeg skubber dig væk.

     ”STOP!” råber jeg, og alt omkring os er stille. Det er en forfærdelig stilhed. Det er som om jeg kan høre insekter der kravler bag væggen og stemmer fra nabohusene og alt er modbydeligt.

     Du spørger hvad fuck jeg mener med stop.

     ”Jeg elsker dig ikke,” siger jeg.

     Vi ved begge to godt det er løgn. Mit ansigt er som halen på en hund, folk ved altid hvornår jeg logrer og hvornår jeg stikker den mellem benene. Du ved jeg elsker dig højere end mine drømme og håb og værdigheden som ikke findes her for tiden. Du ved at du kan bede mig om noget og jeg ville gøre det uden at blinke, fordi sådan er jeg bare. Du griner lidt forvirret, men jeg kan se du er såret. Det tog dig lang tid at sige at du elskede mig. Og da du endelig gjorde ville du ikke have kontakt med mig i halvanden måned.

     ”Jeg er slet ikke til drenge,” siger jeg.

     Stilheden gør tomheden inden i mig værre. Du ved godt at jeg bluffer. Jeg har aldrig forstået mig på piger, og bryster gør mig usikker og sårbar. Det er som om de bare stirrer på en hvor end man går, med deres små prikkende øjne. Og piger med deres lange hår og lange negle. Alt er langt på dem, bortset fra dét ene sted hvor det burde give mening. Dér er der bare helt bart og ingenting.

     Drenge er ukomplicerede. Drenge giver mening.

     Bortset fra dig.

     Jeg tager min T-shirt på og går hen mod døren. Mine knæ ryster og mine fingre føles mærkeligt geléagtige. Jeg ved at jeg ikke kan blive ved med det her, men mit hjerte har aldrig væres så uenig med mit sind, og det banker uregerligt i mit bryst.

     ”Jonas, vent … ” tigger du, og forsøger at tage fat i mig. Jeg river mig løs, men sænker alligevel farten lidt så du kan gribe fat igen. Jeg vil have at du skal kæmpe for mig, holde mig fast i dine arme og claime mig din foran hele verden. Jeg vil ikke længere være din sidetrunte, din skamfulde hemmelighed, når ingen af pigerne bider på krogen på tinder. Jeg gider ikke at undgå dine forældre, og blive holdt gemt for dine naboer og aldrig blive nævnt for vennerne. Jeg kan ikke længere.

     Du ved det godt. Tårer springer ud af øjnene på dig som en utæt vandhane, og jeg tørrer snot af i mit ærme mens jeg mumler ting der ikke giver mening, og lader mig rive ind i din favn hvor du tysser på mig og kysser mig i panden og vugger frem og tilbage.

     Jeg ved du er bange. Det var jeg også engang. Verden er et skræmmende sted. Men jeg er ikke bange længere.

     Jeg tager mine arme omkring dig og omfavner dig tæt og varmt. Dette er sidste gang jeg holder sådan om dig. Jeg kan høre dit hjerte der dundrer og din vejrtrækning der er ustyrligt. Sikkert din astma der træder i kraft, som den altid gør når du panikker eller er opstemt. Jeg kysser dine tårer på kinderne, og tænker på at vi ligner nogen fra en plat-romantisk serie, og tanken får mig til at smile lidt for mig selv midt i alt det absurde.

     ”Jeg vil ikke miste dig,” hvisker du, mens du græder og kysser mig på skift. Dine hænder ryger ind under min T-shirt, dine fingre mod min bare hud får det til at sitre gennem min krop. Jeg tænker på alle de piger du tager med hjem til dit hus, viser til dine forældre og naboerne med stolthed. Piger med deres lange hår og stirrende bryster, og alt andet end brede skuldre og hår på benene. Jeg overvejer om du også er over for dem som du er for mig, eller om det bare er en facade. Om du virkelig nyder at gøre det, eller om det bare er noget du føler dig forpligtiget til for at passe ind. Være normal. Så dine venner kan give dig high-fives og pigerne kan kæmpe om dig, og dine forældre kan lære dig om beskyttelse og drømme om børnebørn og en stor familie juleaften. Og egentlig ville de sikkert være så pisse ligeglade hvis du tog mig i hånden og kyssede mig foran dem, og dine forældre ville stadig håbe på børnebørn og advare mod sex uden beskyttelse, og dine venner ville sikkert stadig give high-fives og pigerne ville stadig komme til dig, bare i søgen efter venskab i stedet for sex.

     Men du er ikke ligeglad. Og du er den eneste der betyder noget, for det er dig der skal have det bedst med det. Det dig der skal gå med stolthed og være ligeglad, og sige fuck dem der ikke er ligeglade. Men det gør du ikke.

     Jeg går hen til døren, og du råber at du elsker mig, men det er egentlig så lige meget. Jeg elsker også dig mere end jeg anede man kunne, men ikke nok til at blive ved med at pine dig. Jeg har egentlig ondt af dig, som du står der og græder og tigger, uden at gøre andet end at stå og kigge. Jeg ville ønske du kæmpede. Men du gør ingenting.

     ”Ingen kærlighed burde fucking holdes skjult på den måde,” siger jeg dramatisk, og håber at døren smækker efter mig så du kan mærke vinden i dit ansigt fra slaget. Jeg håber stilheden efter at jeg er gået kan få dig til at føle dig så tom og ensom at du forstår hvordan jeg har det.

     Du stopper døren med din hånd før den når at smække. ”Jonas, please ikke gå.” beder du, trippende i døråbningen med uglet hår og bare tæer. Jeg låser min cykel op og gør klar til at cykle langt væk. Jeg overvejer hvilket sted der er mest isoleret hvis man vil skrige uden at nogen hører det.

     En nabo står og klipper hæk og følger nysgerrigt med, og jeg ved at du ved han er der. Alligevel løber du ud på brostenene, smerten er i dit ansigt over de små sten der skærer sig op i dine fødder, men du når hen til mig, og du kysser mig foran din nabo, og verden går egentlig ikke under, han fortsætter bare med at klippe hæk, og et lille smil kan spottes på hans læber. Jeg ved at dette er det modigste du nogensinde har gjort. Jeg ved at dette er dig, når du kæmper.

     Du mumler usammenhængende om at du er bange og det er så fucking skræmmende fordi det bare ikke er den du er, men det er det jo så alligevel. Du siger at jeg har ret i at jeg ikke fortjener det her, og at du vil forsøge at gøre det bedre, du vil ændre dig, gøre dit bedste. Du græder og griner og kysser mig, og jeg står og lytter, tålmodigt. Da du er færdig og afventer en form for svar fra mig, tager jeg min cykel og gør klar til at køre. Du ser forvirret på mig.

     ”Når du en dag ikke længere er bange, så skriv til mig.” siger jeg med et smil, før jeg kører afsted på cyklen uden at se mig tilbage. Jeg forestiller mig hvordan du står og ser efter mig, stadig med tårer i øjnene, og din gudsskabte krop der hænger i fortvivlelse. Jeg føler mig på en måde lettet, som jeg flyver afsted gennem luften, jeg føler mig stærkere og mere modig end nogensinde før.

     Jeg ved at du skriver til mig en dag. Ingen kan frygte kærligheden hele deres liv. Selv ikke dig, den perfekte dreng. Det er livet for kort til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...