Five Letters | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2017
  • Opdateret: 3 sep. 2017
  • Status: Færdig
Liam Payne's lillesøster Lara, fylder sytten år. Hun har altid været rigtig tætte med hele bandet, men efter de er gået på pause, er hun blevet ignoreret.
Lara bliver ikke behandlet særlig godt ad sine 'venner' og sin 'kæreste'. Til sidst bliver det hele for meget for hende, og hun prøver at begå selvmord. Lara bliver lagt i kunstig koma, inden hun er helt væk. Dog oplever hun en ud ad kroppen oplevelse, som mange mennesker har talt om, så hun ser alt hvad der foregår den nat på hospitalsstuen. Inden hendes selvmordsforsøg skrev hun fem breve. Et til hver af de fem personer der svigtede hende allermest.

15Likes
12Kommentarer
2232Visninger
AA

5. 4 | Harry

 

 

Kapitel 4

Harry

 

Harry. Du var altid den person der fik mig til at føle mig elsket. Jeg kunne altid regne med dig i forhold til Matt. Jeg fortryder så inderligt, at jeg ikke slog op med ham noget før, så jeg kunne gøre dit forslag om at være sammen med dig, til virkelighed. Jeg havde flere gange afvist dine kys, for at vise troskab til Matt, selvom han langt fra fortjente det. Jeg fortryder så inderligt mine dumme valg. Jeg ville ønske at jeg havde valgt dig frem for ham. Harry, jeg vil til hver en tid vælge dig over ham! men jeg var bange, han havde ikke tilladt det. Vi havde det så godt, dig og mig. Også selvom vi bare var "venner'" og jeg sætter "venner" i gåseøjne fordi vores forhold til hinanden var så meget mere end det. Jeg elskede vores stunder, men til sidst var du der ikke mere. Du var ligesom forsvundet. Husk, at jeg altid vil elske dig Harry. Altid. Lara.

 

Harry så en sidste gang ned, på det krøllede stykke papir han havde i hånden. Han havde læst det mindst tusind gange, men han blev ved med at læse det igen og igen og igen.

Harrys hoved fløj op fra papiret, da han hørte glasdøren der førte ind til hospitalsstuen åbne. Zayn trådte ud som den første uden at græde. Dog kunne man tydeligt se at han havde grædt. Han gik med langsomme skridt over til sofaen og satte sig imellem Niall og Liam. 

Liam lignede en der var ved at springe. Han kunne ikke holde sine hænder stille i mere end ti sekunder ad gangen. Harry rejste sig op og går med ligeså langsomme skridt som Zayn hen mod døren. Et kort øjeblik overvejede han faktisk om han ville derind, han var bange for synet der ville møde ham. Han havde ingen ide, om hvordan hun så ud i dag, og det skræmte ham.

Da Harry trak ned i håndtaget, fik Lara med det samme følelsen af, at skulle græde. Men tårerne ville ikke ud. De kunne ikke komme ud. De var låst fast inde i hendes egen krop. 

Lara forsøgte at kramme Harry så snart kun så ham, men gav hurtigt op da det igen gik op for hende, at han bare gik lige igennem hende.

Harry satte sig lettet ned på stolen. Lettet over at hun stadigvæk lignede sig selv. Lara var derimod helt splittet af følelser. Skylden nagede hende. Hun kunne ikke holde ud at se de drenge der betød aller mest for hende, have det så dårligt. Hun ønskede bare at hun kunne have gjort det hele om, hun havde jo fået det til at lyde som om hun gav dem skylden.

 

Harry flettede sine fingre ind i den liggende Laras. I et par øjeblikke sad han bare og så på hende. Ud af det blå formede hans stemmebånd et lille "Hvorfor". Han kunne mærke et par tårer løbe ned ad sine kinder. Ude af stand til at tørre dem væk, fortsatte han sin talen "Du kunne være kommet til mig". Lara vidste ikke hvad hun skulle gøre, Harry var den første der rent faktisk havde spurgt hvorfor hun gjorde det. Og selvom spørgsmålet var nemt; hun havde det ikke godt. Så følte hun, at Harry satte gang i hendes tanker med det spørgsmål. Skulle hun havet givet livet en ekstra chance?

 

"Du kunne være kommet til mig med alle dine problemer, Lara" fortsatte han sin mumlen ned i deres sammenflettede hænder. Men du var der jo ikke tænkte Lara. Efter drengenes pause var startet, havde hun ikke hørt specielt meget til nogen af dem, heller ikke Harry. De gange hun havde prøvet at ringe til ham, var den bare gået på telefonsvaren. Lara kunne ikke forstå hvad han mente med at "hun bare kunne være kommet til ham".

 

Harry snøftede engang, inden han fortsatte "Jeg ved godt at jeg ikke lige har været den bedste ven her på det seneste....eller...i et godt stykke tid nu.." flere og flere tårer trillede ned ad kinderne på ham "...det må du virkelig undskylde..." ligeså stille begyndte han at hulke "Undskyld..".

 

 "Jeg ville bare ønske at du ikke havde gjort det. At du ikke havde følt at du blev nød til at gøre det" han tørrede tårene væk med håndryggen og sagde "Hvis du bare giver det én chance til..".

Han rejste sig op, og Lara følte at hun skulle kaste op. Hun følte sig både så forfærdelig dum og irriteret på samme tid.

Han gav hende et hurtigt lille kys på munden inden han gik over imod glasdøren. Lige inden han trak ned i håndtaget, brød han sammen igen. Men han åbnede alligevel døren og gik ud til de andre drenge.

 

----------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved virkelig ikke om den her movella bare er noget volapyk, hahah.

Jeg øver mig jo i at skrive på den her måde. (Både som en alvidende fortæller og også det her lidt "sørgelig/Triste")

Men jeg håber at jeg bare har gjort det nogenlunde, ahahah

-Matilde 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...