Næsten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2017
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Færdig
"Så med en helt vildt ironisk distance klæder jeg mig ud som en der slet ikke har brug for dig..."

7Likes
4Kommentarer
358Visninger

1. ☂



Det er hundrede enogfirs dage siden jeg sidst hørte mit navn udtalt af din stemme. Det lød ligesom altid lidt mere rigtigt når det blev sagt af dig (bilder jeg endnu mig selv ind).
Selvom det er hele hundrede enogfirs dage siden, og det plejer at være tid nok, så spørger de stadig alle sammen ind til hvordan jeg har det, og om de ikke lige skal suse ned i netto og købe en bakke æg og noget mælk, bare for lige at fylde mit skrigende køleskab lidt ud.

Men mest af alt spørger de om jeg er kommet videre. Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal svare.

Det er hundrede enogfirs dage siden, og jeg finder stadig mig selv siddende i køkkenet med et tomt blik der ikke kan se andet end dig i mørket omkring mig. Det var naivt af os at tro, at det er muligt at bygge et forhold op på et fundament af undskyldninger og tårer og hungren efter det den anden kan give. Det har jeg især tænkt over siden.
Det giver en bitter smag på tungen.

For det har taget utallige nætter med gråd i halsen og på hovedpuden, hundrede forestillinger og ønsker om at se dig træde ind ad døren på mit værelse, eller blot se dit navn på min mobilskærm og muligheden for at høre din stemme, før at jeg er kommet til den uundgåelige realisation at det var umuligt for os ikke at ende der, hvor vi er endt. Men på trods, så tager jeg endnu mig selv i at rykke mig længere ind i dobbeltsengen, fordi min krop forventer at din vil være der til at møde min med en varme og tryghed som jeg hungrer sådan efter. Men din side er kold og uberørt nu hvor du ikke længere er at finde der.

Det er en ubeskrivelig følelse der breder sig helt ned til tåspidserne i min krop, når spørgsmålet igen slynges ud i lokalet. For mens jeg blot nikker stædigt og smiler mens jeg udstråler et ja, hvem har brug for ham, fordi jeg har så travlt med at fortælle alle at jeg er kommet videre og slet ikke tænker på dig mere, så er den eneste jeg mangler at overtale mig selv. Smilet jeg forsøger at overtale mig selv med i spejlet er endnu ikke godt nok til at snyde mit hjerte til at tro, at det er helet eller at det aldrig har været i stykker. Så med en helt vildt ironisk distance klæder jeg mig ud som en der slet ikke har brug for dig – og det er selvom mit hjerte endnu springer et slag over hver gang dit navn nævnes, og selvom tårerne i mine øjne slet ikke er til at tage fejl af når jeg kigger på de ikke-slettede billeder og beskeder der endnu findes i min telefon. Jeg finder tryghed i at vide, at der findes et sted hvor alting er som før.

Men bare rolig, jeg har indset at vores kærlighedshistorie ikke var ment til at vare flere sæsoner. Vores navne stod ikke skrevet i stjernerne, hvor meget vi end havde håbet. Vores tid sammen var turbulent, skræmmende og fyldt med uvished og ondt i hjertet. Men som de fleste andre ting i livet havde det også en god side. Kærligheden var god. Den var ægte, ren. Men også udefinerbar. Den fik min mave til at kilde når dine hænder ramte min hud, men den efterlod mig også flere nætter i træk med en svien under huden og en følelse i kroppen der var på vrangen og forkert.

Så sandheden er vel, at jeg ikke er kommet videre: At du for evigt vil eje en del af mig, og at den del er noget du har fortjent. Vi elskede hinanden, højt, bredt og dybt og med en passion jeg aldrig havde set mulig, og som jeg tvivler på kan findes i andre hjerter end dit.

Vi gjorde det næsten.

Men næsten er aldrig nok. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...