Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1177Visninger
AA

8. 8.

For alle andre mennesker i hele verden er det at køre med bus ikke noget problem. Men det er det for Patricia. For hende er det nødløsningen, hun kun benytter, når alle andre nødløsninger ikke er en mulighed.

   Nødløsningen over alle nødløsninger.

   Hun plejer at kunne stole på toget. Det kører hver dag. Året rundt. Nogle gange lidt forsinket, men det dukker altid op. Og skulle der være problemer, for eksempel et forbandet skinnearbejde, så der er sat togbusser ind i stedet, så finder Patricia altid en anden løsning. Får en lift af en bekendt, eller hvis det bare er en meget kort strækning, prajer hun en taxa. Kun i nødstilfælde benytter hun sig af bussen.

   Og i dag må hun ty til denne løsning.

   En hvilken som helst anden dag ville hun overveje at aflyse sin aftale. Måske undskylde sig med pludselig opstået svimmelhed eller et voldsomt migræneanfald. Men hun kan ikke aflyse i dag. Hun kan under ingen omstændigheder aflyse denne aftale. Og desuden lider hun heller ikke af migræne.

   Ens første indskydelse vil være, at Patricia lider af køresyge. En køresyge som hun ikke lider af, hvis bare hun ikke sidder, så hun kører baglæns i toget eller på bagsædet af en bil. Men som kommer snigende så snart bussen sætter i bevægelse.

   Men Patricia lider ikke af køresyge.

   Og hun lider heller ikke af nogen anden form for fysisk lidelse. Hendes modvilje mod busser kan der ikke proppes en diagnose på. Måske ville psykologerne finde på et eller andet at kalde det, men psykologerne diagnosticerer også alting.

   Patricia vil ikke diagnosticeres. Hun vil bare være en kvinde med en stærk modvilje mod busser.

   Hun kører med toget hver dag. Hun er vant til at sidde tæt på fremmede mennesker. Hun er vant til den konstante lavmælte mumlen. Hun er vant til de ældre mænd med den halvdårlig ølånde, der sætter sig lidt for tæt på. Og hun er vant til de skrigende unger. Hun er så helt igennem vant til det offentlige transport miljø.

   Men busser er anderledes end toge. Ikke i forhold til de ældre mænd eller de skrigende unger. Men i forhold til komfortabiliteten i ens rejse. Gud hvor hun elsker det ord.

   Komfortabiliteten.

   Busser er store skrumlende væsner, der langsomt tøffer derudad. De betjenes enten af halvsure buschauffører, hvor man altid undrer sig over, hvordan fanden de egentlig endte ved rattet i den bus, eller af alt for muntre og sarkastiske chauffører, som giver en lyst til at træde ud af bussen igen, mens det stadig er en reel mulighed.

   Toge derimod er hurtige. De glider afsted i det hurtigt skiftende landskab. Forbi de små forstæder, markerne og floden inden den med sin susende fart glider ind i Paris.

   Busture er prægede af ubehagelige mavefornemmelser. Ikke på grund af den ikke eksisterende køresyge, men man skal altid være på vagt overfor skarpe sving og det ekstremt fjedrede sæde for ikke at ende på gulvet.

   Men i dag skal Patricia klare denne tur. Og kun tanken om hvad der venter på den anden side, kan få hende igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...