Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1160Visninger
AA

4. 4.

”Vi afbryder for at medbringe en meddelelse. Det er blevet bekræftet, at der har fundet skyderier sted i toget mod St-Martin d’Ètampes. Toget befandt sig på dette tidspunkt i nærheden af stationen Sainte-Geneviéve-des-Bois. Alle toge er blevet indstillet. Vi gentager alle toge er blevet indstillet.”

   Meddelelsen bliver efterfulgt af et langt suk. Patricia Leroy smider jakken på gulvet. Den jakke hun lige har taget ned fra knagen.

   ”Forhelved i lort. Forhelved forhelved forhelved.” Skoene bliver også trådt af, og det hele ender i et rod ude i den lille gang. ”Jeg roder op senere,” siger hun højt for sig selv. Gangen bliver forladt i denne nye rodede tilstand, og døren derud til lukkes. Ude af øje ude af sind.

   Patricia sætter en kande kaffe over. Der er alligevel ikke andet, hun kan gøre nu. Ikke når en eller anden idiot har valgt at skyde hovedet af folk lige netop omkring den station, hvor hun skulle med toget fra. Hun kunne selvfølgelig gå ned til stationen alligevel og håbe på, at togene snart kører igen, men noget siger hende, at denne ’særlig omstændighed’ gør, der kommer til at gå noget tid.

   Og hun gider i hvert fald ikke gå derned, bare for at skulle gå hjem igen.

   ”Det er forfærdeligt Patricia,” prøver hun at overbevise sig selv om. ”Mennesker er døde. Måske kender du nogle af dem.” Hun slår det ud af hovedet igen. Fordi hun ikke kender særlig mange mennesker, der kunne befinde sig om bord på det tog. Fordi det er en forfærdelig tanke.

   ”Men det er også pisseirriterende.” Hun kan ikke lade være. Det er sgu irriterende, at han valgte lige netop i dag. ”Det er en han ikke?” Patricia bliver pludselig helt i tvivl. Sagde de noget om kønnet? Sagde de overhovedet noget om gerningsmanden? Hun kan ikke huske det. Og egentlig er det vel også lige meget om det er en mand eller en kvinde. Personen har lige meget hvad, gjort noget forfærdeligt.

   Alligevel kan Patricia ikke helt skyde den tanke væk, at det er en smule spændende. Og lige netop derfor er hun lige ved at trodse sin dovenhed og gå ned til stationen. Men hendes ben protesterer. Og hendes mave. Tanken om blod og lig giver hende kvalme. Ikke fordi hun nogensinde har set et lig, altså ud over dem man ser i film, og de er jo ikke levende, men hun har set så mange film nu, at hun sagtens kan forestille sig det.

   Og lugten.

   Hun gyser ved tanken. Hun er helt sikker på, hun ved, hvordan der vil se ud og lugte. Som sagt, hun har set mange film.

   Kaffen er færdig, og hun hælder en kop op til sig selv. For der er kun hende i lejeligheden. Der er altid kun hende. Patricia savner som sådan ikke selskab. Hun klarer sig helt fint selv. Hun står op om morgenen, og der er ingen, hun skal slås om toilettet med. Og der er altid varmt vand, for ingen har været i bad inden hende. Hun spiser morgenmad, mens hun ser nyhederne. Selvom hun egentlig er lidt ligeglad med verden, men det siger hun selvfølgelig ikke. Så ligesom en anden pligtopfyldig borger ser hun nyhederne.

   Og når hun kommer hjem fra arbejde, er der ingen der har rodet lejeligheden til, og ingen har flyttet rundt på noget, så hun skal aldrig lede efter fjernbetjeningen i nogle pinende fem lange minutter, mens hun kan se på klokken, at hendes yndlingsprogram allerede er begyndt, for den ligger præcis, hvor hun sidst lagde den.

   Men vigtigst af alt så er hun kun i starten af trediverne. Hun har så meget liv foran sig. Og så meget tid til at finde et glemsomt rodehoved med dårlig mave. Den mand kan sagtens nå at dukke op. Så nej. Patricia Leroy savner ikke selskab. Hun er en enlig karrierekvinde, og hun er stolt af det.

   Det påstår hun i hvert fald, hvis man spørger hende.

 

Det er en fortvivlet situation, Patricia er kommet i. Hun kan ikke køre med toget ind til Paris, som hun ellers havde planlagt. Og nu er det helt sikkert, det ikke engang kan betale sig at være optimist og håbe at togene snart kører igen, for de har lige bekendtgjort i radioen, at togene er indstillet resten af dagen. Toget er altså en udelukket mulighed.

   Og da Patricia heller ikke har nogen bil, som ellers normalt ville være en mulighed, så er det i netop Patricias tilfælde heller ikke en løsning.

   Så er der taxaen. Og det ville være den ideelle løsning. Hvis det ikke var fordi, taxaerne er så fandens dyre. Patricia bander ved tanken. Hun har allerede smidt al for mange penge ned i taxamonsterets store åbne gab, og hun tør ikke engang tænke tanken, hvad turen ind til Paris vil koste.

   Så er der kun en mulighed tilbage. Patricia tager en dyb indånding.

   Bussen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...