Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1179Visninger
AA

10. 10.

Patricia tager jakken op fra gulvet. Den er blevet lidt støvet, men hun tager sig ikke af det. Den bliver alligevel beskidt, når hun sætter sig på bussædet. Hun ved, hvor beskidte de er. Hun læste en artikel om det, og Patricia er nu overbevist om, at det bare er endnu en grund til at afsky busser. Hun ved godt, at det samme nok gælder for togsæder. Men de nævnte ikke noget om det i artiklen. Så hun tror på, at togets hurtige fart skyder støvet af. Og en teori er sand, indtil den er modbevist.

   Hun tager en sidste indånding, inden hun låser døren. Som om at når først døren er låst, så kan hun ikke vende om.

   Togstationen ligger ikke særlig langt væk. Hun kunne slå et smut forbi og lige tjekke situationen. Måske kommer hun i fjernsynet. Som en af dem der står bag nyhedsværten og ser rystet ud. Men hun er allerede sent på den.

   Og hun har egentlig heller ikke nogen drøm om at komme i fjernsynet.

   Alle små piger drømmer om at blive sangere eller skuespillere eller bare komme i fjernsynet. Men ikke Patricia. Selvfølgelig havde hun den modstandsperiode, hvor hun bare ville ses og høres, og hvis hun skulle i fjernsynet for, at det skete, så ville hun i fjernsynet. Og selvfølgelig kom hun ikke fjernsynet. Hun var 13 år gammel på det tidspunkt, og for at komme i fjernsynet som 13-årig skal man være noget særligt.

   Der er ikke noget særligt over Patricia. Hverken dengang eller nu.

   Intet ved den togstation tiltaler hende. Hverken kameraerne, lugten eller ligene. Selvom de nok er blevet kørt væk nu. Hun vil kunne skimte stedet fra busstoppestedet, og hun må modstridigt indrømme, at det er nok for hende.

   Patricia tjekker bustiderne. Hun burde at have siddet på toget nu. Og så ville det tage omkring en halv time, før hun var midt i Paris. Ved hendes endestation. Hun ved ikke, hvor lang tid turen tager med bus, men helt sikkert for lang tid. Hun bliver nødt til at meddele, at hun er forsinket. Det må de da kunne forstå. Omstændighederne taget i betragtning.

   Omstændighederne taget i betragtning.

   Det var sådan, de sagde til hende. ”Omstændighederne taget i betragtning så er dette den bedste løsning.” Det var selvfølgelig ikke sådan, hun helt havde ønsket det, men hun blev stadig glad. Lykkelig. Overlykkelig omstændighederne taget i betragtning. Og nu kommer hun for sent. Og ikke bare ’alle lyskrydsene var røde, så jeg kommer lige sjoskende her to minutter for sent’. Men hun kommer virkelig for sent.

   Bussen går om 10 minutter. Hun bliver nødt til at meddele, at hun er forsinket. Hun kan ikke overskue at snakke med dem, så hun sender bare en sms.  

   Jeg bliver desværre forsinket. Alle togene er indstillet grundet det skyderi, der har fundet sted. Min bus går om 10 minutter. Jeg kommer så hurtigt, jeg kan. Patricia

   Hun ved, at hun burde have ringet, at de nok vil nævne det over for hende. Hvis de overhovedet stadig vil snakke med hende. Men de må da forstå, at hun ofrer sig. At hun gør sit yderste for at nå det skide møde. Også når det indebærer at tage bussen. Men de ved selvfølgelig ikke, hvor stor en udfordring det er for hende. Patricia overvejer at skrive endnu en sms. Fortælle dem hvor meget det her møde betyder for hende, hvor ked af det hun er, og hvor meget hun prøver at nå Paris uden for mange forsinkelser. Men det virker for patetisk.

   Hun drejer om hjørnet. ”Pis.” Ordet undslipper hendes læber, inden hun overhovedet når at tænke over det. For præcis som hun havde frygtet, så er busstoppestedet overfyldt med andre som hende selv, der skulle have været med toget til Paris. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...