Med mig på perronen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2017
  • Status: Færdig
Nicole Durand og Louis Blanc elsker hinanden. Patricia Leroy hader busser. Og Paul Fournier er bare en tilfældig mand, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


13Likes
4Kommentarer
1165Visninger
AA

1. 1.

Nicole Durand falder om i det slidte sæde. Den røde farve er næsten slidt helt af, og i stedet hærger store sorte slidpletter nu det ellers ganske behagelige sæde. Hun smiler. Hun kan ikke lade være. En hånd tager hendes, og hun kigger op. De øjne. Gud hvor hun elsker de øjne. Louis Blanc smiler tilbage og klemmer hendes hånd. Bare en smule. Sådan et klem der siger ’jeg er lige her elskede’. Nicole klemmer tilbage.

   ”I dag?” Hun kigger spørgende på ham. Noget i hende siger, at hun ikke burde spørge og dermed ødelægge dette øjeblik, men hun kunne ikke lade være. Han svarer ikke lige med det samme. Et modkørende tog skrumler forbi. Larmen fylder hele togkabinen. Manden foran har åbnet vinduet.

   Louis ryster svagt på hovedet. Hun kan mærke, hvordan håbet falder i hende. Det bliver heller ikke i dag. Nicole ønsker at spørge hvorfor. Hun vil ikke give op. Det var ikke et nej, hun ville høre.

   Men hun siger ingenting. Hun modsiger ham ikke, for han får alligevel altid sin vilje. Og hun er så træt. Hun gider ikke bruge kræfter på det.

   Louis Blanc kan mærke, hvordan han automatisk krymper sig en smule, da Nicole spørger. Men han viser det ikke. Han ville sådan ønske, han kunne give hende det svar, hun ønsker, men han kan bare ikke. Ikke i dag. Og han kan på ingen måde forklare hende hvorfor, for hun ville alligevel ikke forstå det, og så vil de bare blive uvenner igen, og måske vil hun slå op med ham, og han vil være alene.

   Igen.

   ”Det er okay, hvis du ikke har lyst til at være hos dig, men jeg er altså ligeglad med om det roder lidt ekstra, eller om der lugter af gammel mad. Jeg vil bare være sammen med dig. Vi kan bestille kinesisk og se en film,” siger Nicole.

   ”Jeg vil da også være sammen med dig.”

   ”Så tag med mig hjem.”

   ”Ikke i dag.”

   Parret bliver stille. Louis kigger ud af vinduet. Måske skulle han alligevel tage med hende hjem. Planer kan rykkes. Men han kender også den følelse, han får, når han bliver ved med at udskyde sine planer. Man kan ikke udskyde planer for evigt. Heller ikke selvom ens kæreste sidder ved siden af en og lokker med kinesisk. Han må være stærk.

   Nicole Durand har affundet sig med Louis’ dårlige kommunikationsfærdigheder. Det er bare sådan, han er. Selvom hun selvfølgelig håber på, at han en dag vil indvie hende lidt mere i hans liv. Hun har set hans lejelighed. Et par gange. Ellers har de kun været hos hende.

   Og talt mest om hende.

                     

Toget kører ind på stationen Ivry-sur-Seine. En familie rejser sig op. De to drenge hopper omkring med deres små kasketter vippende på hovedet. Moren genner dem hurtigt mod udgangen. Hendes rygsæk rammer en ældre mand, da de haster forbi for at nå de netop opslåede døre. I forbifarten får hun stykket en undskyldning sammen på gebrokkent fransk. Nicole skyder familien til at være hollændere.

   Hun tager Louis’ hånd. Hun skal af om tre stationer. ”Er du sur?”

   ”Hvorfor skulle jeg være sur”

   ”Du blev helt tavs. Jeg ved, du har det lidt stramt med at være hjemme hos dig, og jeg kan ikke påstå, at jeg forstår det, men derfor er jeg stadig ked af, hvis det gjorde dig vred, at jeg spurgte. Det må du undskylde.” Hun giver ham et kys på kinden.

   ”Jeg blev ikke sur over, at du spurgte,” svarer Louis.

   ”Det er godt. Det er jeg glad for.”

 

En mand sætter sig overfor dem. Han trækker slipset lidt ud. Arbejdsdagen er endelig slut. Manden hedder Paul Fournier. Han lægger ikke særligt mærke til parret overfor ham. Der er så mange overdrevet romantiske par i Paris. Og han gider ikke se på det, mens de sluger hinandens tunger, men i det overfyldte tog var det hans eneste mulighed for en siddeplads.

   Så han vender blikket mod telefonen og Facebook.

 

Nicole Durand elsker Louis Blanc. Hun ved det, ligesom hun ved, at hun lige nu befinder sig i Paris. Kærlighedens by. Og ligesom hun ved, at himlen er blå. Så meget elsker hun ham. Han kan måske godt være lidt krævende. Men sådan som den mand kysser, så kan han være så krævende, han orker.

   Svagt i baggrunden er der en, der modtager en besked. Og endnu en. Men de ænser det knap. De er helt opslugte.

   De er helt opslugte af den kærlighed, som kun kan opstår i kærlighedens førende by.

   ”Jeg skal af næste gang,” Nicole afbryder kyssene, ”er du sikker på, du ikke vil med?”

   ”Lige meget hvor fristende det end lyder, så er jeg sikker.” Han er blevet blødgjort af kyssene. Der er ikke mere nogen kant i hans stemme men stadig en helt klar beslutsomhed.

   Nicole nikker. Hun prøver at overbevise sig selv om, at det er okay. Men tanken om endnu en aften alene i lejeligheden piner hende. Ligesom det piner ham at afslå endnu en gang. Men planer kan ikke udskydes for evigt.

 

Toget begynder at bremse ned. Nicole rejser sig. Hun stopper ude på gangen og vender sig mod Louis. Hun vil ikke skilles. Fordi hun elsker ham. Fordi alternativet er ensomheden.

   Louis kigger efter hende. Hun stopper lige ud for sit sæde, og hendes blik møder hans. Hendes længselsfulde triste blik. Han ved, at hun kæmper med ensomheden, men han kan ikke hjælpe hende.

   Han kan ikke hjælpe hende i dag.

   ”Du skal gå nu.” Hans ord er omsvøbt i candyfloss, men hun hører godt undertonen. Du skal gå nu Nicole, vi skal ikke diskutere det her yderligere. Så hun går mod udgangen uden at vende sig om.

   Hun fortryder straks, da hun træder ud på perronen.

   Han fortryder sine ord, da hun vender sig om og går. Uden et sidste blik. Louis åbner vinduet. Måske kan han stadig nå at råbe, han elsker hende.

   Nicole ser hans åbne vindue. Og hendes fødder bærer hende derhen. Han rækker sin hånd ud, og hun tager den. De siger ingenting. De kigger bare på hinanden, og hun ved, at han ved det. Han ved, hvad der venter hende i lejeligheden. Og hun ved, han er ked af det.  

   Toget udstøder en høj tuden, inden dørene smækker i. Nicole Durand slipper modvilligt Louis’ hånd. Deres fingerspidser rører stadig hinanden. Som om al den sidste kærlighed lige skal nå at overføres. Toget sætter i bevægelse, og hun bliver nødt til at træde et skridt tilbage.

   Louis Blanc kigger efter Nicole. Hun står helt stille på perronen og kigger efter ham. Han bliver nødt til at vride sin nakke. Og så forsvinder hun ud af syne.

   Han glemte helt at fortælle hende, at han elsker hende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...