Verden omkring mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Igang
Alice har lige været ude for en bilulykke og har efter ulykken fået angst og er blevet deprimeret. Allerede før ulykken havde hun stress og havde ikke overskud til noget. En dag møder hun en person der ændrer nærmest alt for hende på ingen tid og som hjælper hende gennem angsten og depressionen.

5Likes
4Kommentarer
686Visninger
AA

1. Velkommen.

Alice´s P.O.V

”SKRID! ” nærmest skreg jeg grædene af mig selv og mine tanker. Jeg blev næsten helt forskrækket.

Jeg havde allerede fået stress for en lille måneds tid inden det skete. Altså bilulykken. Far og jeg var på vej hen til psykologen, da vi stadig prøvede at finde årsagen til hvorfor jeg havde fået stress. Vi vidste jo godt hvordan, men ikke hvorfor. Jeg havde presset mig selv for meget, skolemæssigt. Og det var jo ikke fordi at skolelivet var så hårdt endda, i forhold til hvordan nogen andre havde det.

Men jeg blev mobbet hver dag og det gjorde bare ikke noget godt for nogen. Og fordi vi fik flere lektier for end hvad godt var, så fik jeg det værre og værre, som tiden gik, jah så gik jeg helt ned og magtede ikke skolen mere. Jeg blev mere og mere bekymret for hvad der skulle ske den næste dag, om man blev mobbet eller what so fucking ever der nu måtte ske gjorde alting værre.

Far og jeg var på vej hen til psykologen, en lørdag formiddag, da en sindssyg person åbenbart valgte at køre ind i os, direkte fra fars side. Jeg var mere heldig end han. Det gjorde mig helt ked af det at tænkte på ham.

FUUUCK mand, så kom depressionen bare væltende ind over mig. Klokken var 04.00 og jeg havde haft mareridt. Igen. Det samme fucking irriterende depressionsfyldte mareridt.

Jeg kom næsten ikke ud af huset længere, da jeg altid var sikker på at folk kunne se på mig at min far var død, at jeg blev mobbet, at jeg var deprimeret og havde angst. Jeg følte mig kort sagt blottet for hele omverdenen.

Som altid hørte jeg de samme tre fucking deprimerende sange som lagde øverst på min play-liste.  Som jeg endda kunne udenad. Sad life. Hvor nederen er det ikke lige at sidde i en fucking bus, høre de tre samme fucking sange og prøve på at gøre sig usynlig for de andre fucking passagerer, der nu engang er på denne skide bus.

Det eneste sæde der var ledigt var ved siden af mig. Jeg var som en af de første stået på bussen og havde set alle andre stå på og gå af bussen. Nu var den næsten overfyldt. Bussen stoppede ved et busstoppested igen, åbnede døren og der trådte en pige ind. Hun så ud til at være måske et års tid eller to ældre end mig og havde næsten model højden. Ja ja, jeg har styr på min research. Det er omkring 177 cm. Og hun havde endda også udseendet til det med hendes alt for kønne fucking lorte ansigt og fede kort-klippede hår.

Hun kiggede rundt for at sidde på, så selvom jeg ikke var meget for det, så flyttede jeg min taske og lod hende komme til. Selvom man selv har det af lort til, kan man jo ligeså godt vise lidt hensyn og venlighed. Hun smilede taknemligt til mig og satte sig på sædet.

Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at smile igen, men det måtte have set ynkeligt ud, for hun stoppede straks med at smile.

”Er du okay? ” spurgte hun.

”Ja ja. Det skal du ikke tænke på,” svarede jeg med en svag hæs og rusten stemme. Det var tydeligvis lang tid siden at jeg havde brugt min stemme, sådan rigtig, i flere måneder. Hun så stadig lidt bekymret ud og lignede en der ville hjælpe mig, men ikke helt vidste hvordan.

”Hvad siger du til at vi efter det næste busstoppested, står af bussen. Jeg kender den sødeste Café, ikke så langt derfra og så kunne vi måske lære hinanden at kende? ” sagde hun, stadig lidt bekymret, men hun smilede forsigtigt, sit fucking kønne smil, igen.

Jeg tænkte kun lige kort over det, før jeg nikkede til hende og hviskede: ”Det vil jeg gerne, ” og smilede mindst ligeså forsigtigt igen, for første gang i flere måneder.

__________________________________________________________________________________________

Det var første kapitel. Jeg håber I kunne lide det. Det bliver måske ikke helt så tit jeg skriver, men jeg vil forsøge at skrive så hurtigt som muligt og så gode kapitler som muligt. Jeg håber I vil følge lidt med i historien. Og tak for at have læst første kapitel.

Nanna360

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...