Verden omkring mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Igang
Alice har lige været ude for en bilulykke og har efter ulykken fået angst og er blevet deprimeret. Allerede før ulykken havde hun stress og havde ikke overskud til noget. En dag møder hun en person der ændrer nærmest alt for hende på ingen tid og som hjælper hende gennem angsten og depressionen.

5Likes
4Kommentarer
686Visninger
AA

3. Derhjemme

Alice’s P.O.V

Da jeg kom hjem var mit humør en del bedre end, end hvad det havde været i snart tre måneder. Jeg trådte glad ind ad døren, tog hurtigt skoene og jakken af og løb af sted op mod mit værelse, med et stort smil om læberne. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til at vi havde gæster, så det var først da min mor kom op på værelset til mig. Hun stod ligeså stille i døren, som jeg ubevidst havde ladet stået åben som jeg havde gjort for ihvertfald fire måneder siden.

Min mor stod bare og så på at jeg, glad og dansende, var ved at tænde min MacBook for at gå ind på YouTube og finde noget julemusik. Det var først da hun smilende trådte helt ind i rummet at jeg opdagede hende.

“Hvad er du så glad over?” spurgte hun , nervøs for om hun måske ødelagde min åbenlyse glæde. Men lige nu kunne intet ødelægge min glæde.

“Jeg har, måske, måske ikke, lige mødt en potentiel ny veninde.” fortalte jeg hende og pegede hurtigt på hende, med en lang, tynd pegefinger. Hun så lidt skeptisk på mig, som om jeg tog pis på hende. Men hun kendte mig for godt til at vide at jeg ikke tog pis på hende.

“Alice, tror du ikke bare det har været dig, der har set syner eller kan det ikke bare være en person du har opdigtet inde i dit hoved?” spurgte hun tydeligvis bekymret for mig.

“Mor, jeg er helt sikker!” svarede jeg selvsikker.

Hun så helt overrasket på mig, som om hun ikke havde forventet min selvsikkerhed, som jo havde været væk Ca. 2-3 måneder.

"Nå, men kommer du ned? Vi har åbenbart fået ´uventet´ gæster." sagde hun. Jeg smilede, nikkede og gik med nedenunder.

Der sad en mand i sofaen, som virkede underligt bekendt. Jeg vidste at ham jeg havde kaldt far de sidste 10 år, ikke var min biologiske far, men en som mor havde fundet kort efter skilsmissen med ham den biologiske.

"Alice?” sagde manden, som havde en af de mest afslappede stemmer jeg havde hørt i lang tid, udover Marlene’s. Jeg så på ham, lige i øjnene, som jeg aldrig havde gjort med et andet menneske før. Og da jeg så i hans øjne kunne jeg se at han havde de samme nøddebrune øjne som jeg havde på det ene øje, hvor mit andet var smaragdgrønt. Ligesom mors.

Fra det øjeblik, da jeg så ham lige i øjnene, var jeg sikker på at det var min biologiske far. En person jeg helt havde glemt alt om og som jeg ikke havde set i over halvdelen af mit, snart 18-årige liv. En person jeg har undret mig over hvem var. Om han overhovedet havde nogle intentioner om at prøve på at finde mig igen? Hvilket han tydeligvis havde gjort. Og ikke mindst var han en person jeg på nogle punkter ikke ville have noget at gøre med, men også en jeg ville skabe alle mulige minder med? Om jeg overhovedet ville have noget at gøre med ham? En hel del problemer oven i alle de andre problem. Hvorfor nu hvor alt var begyndt at blive godt igen?

____________________________________________________________

Tredje kapitel✌🏻 yay, fedt fedt.

Håber det er ok og I er tilfredse med det.

Nanna360

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...