Trolddomsseglet

Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1667Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Rundt om et kraftigt stenbord, mønstret med oldgamle elvertegn, stod Raknna lænet over et kort. Hun betragtede hvordan det gulnede papir viste hele den verden de levede i. Taria. Fra hendes eget hus, til nordens faldne dværgerige. Helt ud til verdens ende. Hver eneste lille by var tegnede, med smukke navneskilte og symboler. Detaljerede cirkler var formet under og omkring den svævende jordklump, og med indgraverede runer betagede de hende.

      Ved hendes side stod en række af adelige folk, fra nabobyerne under hendes rige. Bastian fra Magda, Hordal fra Gnistjad og Balron fra Ygdrasol. Alle de navne fra alle de huse. Alle lod de som om de var noget vigtigt i en kamp der kun var ment for de store.

Raknna betragtede de smukt dekorerede søjler rundt i den lille sal. Hver sten var af mørke klipper som sammen gav en skræmmende stemning.  

I færd med at planlægge et drastisk skridt i kampen om magten, debatterede de frem og tilbage. To store emner var lagt på bordet, og to store løsninger skulle findes på den dag.

     En adelig herre henvendte sig mod sin dronning. Hun gengældte ham ikke med sit blik, men lod ham tale ud i luften.

”Så hvis vi antager at dette Trolddomssegl eksistere, hvordan kan du så forsikre os at det er det værd at bruge alle vores ressourcer på at finde den?”

Hun løftede sit blik. Langsomt vendte hun sig mod ham. Adelsherren rykkede usikkert tilbage da han så Raknnas negle skære langs stenpladen og efterlade fire lange spor. Hun løftede sit hoved, hvorefter hun klart overlegent stirrede ned på ham med et afgørende blik.

”Trolddomsseglet eksisterer. Det har det altid gjort, og vi vil finde det. I er alle afhængige af min beskyttelse, indrøm det. Hvis jeres små landsbyer ikke havde mig, ville Syrakos og Seldari have jævnet jer med jorden, smadret jeres familier og bortført jeres koner og børn.” Raknna tog en kort vejrtrækning. ”Så her er mit tilbud. Mit endelige tilbud. I støtter min jagt på trolddomsseglet og oven i det, tilbyder i mig rigelige mængder fodsoldater. Hvis ikke, overlader jeg jer i de øvrige huses magt, og de kan gøre med jer hvad de vil.”

     De forskellige mænd rømmede sig kort. De vekslede nogle korte blikke, og det tog ikke lang tid før de havde bestemt sig for deres beslutninger.

Raknna så på dem en for en. Bastian rejse sig fra sin stenstol. Den altdi trofaste Bastian. Hun huskede tydeligt hvordan sendebuddet ankom hos hende i hulen og fortalt at Syrakos havde taget byen over. Men alligevel har han sluppet ud af deres kløer, og mød op her. Han lagde hænderne på brystet og rettede ryggen.

”Magda har altid stået ved din side, og det vil den blive ved med. Vi vil støtte dig i både krig og diplomati, og give dig hvad du har brug for, for at skabe en ny verden.”

Et skjult smil bredte sig på hendes læber. Hun nikkede kort, og Bastian satte sig igen.

”Til gengæld for den tjeneste, vil Akariin sørge for at Syrakos’ magt vil blive udryddet fra Magda.”

Rakknas blik svævede mod den næste adelige ved Bastians side. Hordal. Han rømmede sig kort. Rejste sig og så hende med usikkerhed i øjnene.

”Huset Gnistjad vil ikke føje os. Du kan gøre med os hvad du vil, for begge dele vil være selvmord. At støtte dig med alle vores soldater for dit syge magtspil vil gøre os sårbare mod Seldari, og hvis vi ikke gør det vil vi blive overladt til Seldari! Trolddomsseglet eksisterer ikke, og det har det aldrig gjort!” Han sendte hende et hadefuldt blik. ”Vi vil ikke støtte dig i dit psykotiske spil efter trolddom.”

Raknna løftede hovedet, så hun kunne se ned på ham. En elektrisk aura fyldte rummet. Summede fra overkroppen og ned til fødderne, og ladede hendes krop med kraft. Med et kort vift med sin finger slog faklernes ild hårdt rundt i rummet. Hordal krympede sig sammen, og gik med hastige skridt ud af salen.

”Huset Ygrasol vil støtte din sag. Vi vil tjene dig i krig og diplomati, og give dig hvad du behøver for at skabe en ny verden!”

Smilet på Raknnas læber bredte sig. Med 2 mindre huse ved sin side, var hendes militære magt fordoblet. Jagten på Trolddomsseglet forstærket. Og imens elverne levede i deres egen lille verden i østen, havde hun den helt store chance for at jævne menneskets hus med jorden.

 

En fæl stank ramte Mats næsebor, og vækkede ham med et sæt. Der var mørkt omkring ham. Ikke så mørkt at man ikke kunne se, for ilden fra et par fakler lyste rummet op. Han mærkede gulvet med sine hænder. Det var vådt. Koldt. Slimet. I et forsøg på at rejse sig op, mærkede han hans hoved dunke kraftigt. Hvad var der sket? Han forsøgte at fokusere sit blik. Det var sløret, men han fik en fornemmelse af hvor han befandt sig. I et fængsel. Det gik langsomt op for ham at hans rustning var fjernet. Han havde ikke sit våben mere, men sad på det våde stengulv iklædt en forrådnet sæk. Det stank. Hele rummet stank. Det sved i hans næse, og han frøs.

     Pludselig så han en skygge bevæge sig foran ham. Den gik lige forbi. Stannon?

Mat gjorde endnu et forsøg på at rejse sig. Det lykkedes lige, og med usikre ben slæbte han sig over mod en række af jernbarre. Faklerne skar i hans øjne, så han blev nødt til at holde dem på klem for at hovedet ikke skulle dunke hårdere.

     Skyggen var væk. Der var fuldstændig stille. Udover regelmæssige dryp fra loftet og den knitrende varme fra faklerne, var der intet. Tingene begyndte lige så langsomt at gå op for ham. Kongen, Trolddomsseglet, vagterne. Han huskede hvordan de slæbte dem ned af lange trapper. Hvordan de slog dem omkuld. Hvordan den mystiske kutteklædte kvinde smilte, idet de blev slæbt ud af tronsalen.

Hvor var trolddomsseglet?

     De havde fejlet! De havde fejlet deres folk, Doroliir og den eneste simple opgave de havde fået. Men … de havde jo udført opgaven. De havde jo overdraget trolddomsseglet til Syrakos. Men der var noget galt. Det var som om det var det fuldstændig forkerte. Men det var jo Doroliir der havde sagt det! Eller havde han læst runerne forkert?

Mat forsøgte at stikke hovedet ind imellem barrerne. Ikke engang for en navn var det muligt. Sikkerheden var i top. Opgivende satte han sig tilbage i et hjørne i cellen. Den slimede væg var ubehagelig og klam, og det så ud til at han ville blive der i lang tid endnu.

 

Jorka så op mod de høje murer. Forpustet klamrede han sig til en bunke halm skjult bag en finere bygning. Han var stadig i Syrakos. Hans trolddom var ikke til at sammenligne med hans dronnings. Han kunne transportere sig selv et stykke, men det ville også tære på hans kræfter. Derimod kunne hun bevæge sig hvor hun vil.

Han rejste sig udmattet op. Han så sig kort omkring. Han var omgivet f halm og tønder. I en lille lys gyde omme bag noget der lignede en blanding af et bordel og en kro. Han kunne høre latteren indefra bygningen. På nogle punkter savnede han fornemmelsen. Fornemmelsen af at kunne drikke sig i hegnet, gå i seng med et utal af kvinder og udøve trolddom frit. Men han ville ikke vende tilbage til det liv. Han havde fået et mål i livet. En grund til at være. Hurtigt fik han øje på en travl hovedgade hvorpå et utal af finere folk gik. Med beslutsomme skridt bevægede han sig ud i folkmængden.

    Han vidste vagterne ikke turde lede efter ham. Ikke efter hvad der skete med de andre. Billedet af den afbrændte adelsmand hvis øjne ikke var andet end to sorte huller, ville ikke forsvinde fra hans tanker. Vagterne han brændte levende ved bare at vifte med sin hånd. På en måde var han desperat efter at aflede sin egen opmærksomhed fra billederne, og på den anden side var det en nydelse. En nydelse at kunne bruge sine kræfter som man havde lyst.

Han rystede hurtigt den sadistiske tanke væk. Han betragtede hvordan flere folk, handelsmænd som adelige usikkert skævede til ham. Det gik op for ham hvor meget han skildte sig ud. Hans blodrøde kåbe. Sorte støvler. Emblemet på hans spænde hvorpå Akariins symbol var mønstret. Han var en fjende i en fremmed by og udslukket for kræfter efter det mindre slag i tronsalen. Men hvis han sørgede for at se kraftfuld ud, turde de nok ikke nærme sig ham.

     Pludselig kunne han fornemme noget. En enorm kraft. Det var så overvældene at Jorka var nødt til at læne sig op af en bygning for at trække vejret.

Hvor kom det fra?

Pludselig slog det ham. Som en sten mod maven gik det op for ham, at det eneste med sådan en kraft kun kunne være en ting. Trolddomsseglet. Det var her! I Syrakos!

Jorka lod de nysgerrige blikke fra folkemængden glide forbi, idet han lukkede øjnene. Han mærkede hvordan hans fødder summede. Hvordan hans kraft på en måde bandt sig til jorden. Han søgte efter dets lokalisation. I den ildelugtende slum, hvis folk vandrede rundt og solgte sig selv i et desperat forsøg på at tjene til føden. I den Snobbede hovedby som klart havde glemt omverdenen og levede et liv i luksus. Selv uden for de store ringmure hvor spor efter Troldkrigen stadig eksisterede.

Han kunne ikke finde den. Medmindre …

Jorka vendte sin opmærksomhed mod selve paladset. For at tydeliggøre fornemmelsen fokuserede han på de majestætiske søjler, de lange sale, tronen hvorpå Torador sad. Der! Endnu engang, som en sten mod maven, hamrede den almægtige kraft imod ham. Den var der! Hos Torador.

     Hvordan havde han fået fat på den? Med et kort blik så han omkring sig. Nogle adelige sendte ham nogle uinteressante blikke, og gik videre. Nogle af børnene dog, så på ham med stor ny nysgerrighed. Han havde ingen anelse om hvor noget var i paladset. Men der var en måde … folk i denne by var villige til alt for penge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...