Trolddomsseglet

Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1649Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Elrom betragtede hvordan den ydre ringmur omsluttede den lille karavane, og en slum af fattigdom og forfald kom til syne. Mudder og løse brosten dominerede landskabet. Det man kunne kalde for huse, lå som ruiner af planker oven på hinanden. Flere af bygningerne havde ikke engang en dør. Et flertal af mennesker kikkede nysgerrigt på karavanen, men mistede interessen igen kort efter. De var åbenbart vant til rejsende. Hovedvejen de red på strakte sig lige over til den indre ringmur, og var det eneste af nogenlunde stand. 
     En kvinde nærmede sig de rejsende og gjorde sit sædvanlige forsøg for føden. Hun gjorde en positur, knappede de øverste knapper op på hendes kjole, og viste sine varer. Stannon skar et ansigt af afsky da han så mennesket. Nogle enkelte mænd fra karavanen viste kort interesse, men et strengt blik fra Falkan fik dem til at afvige. Han rakte sin hånd ned til kvinden. Hun så i den, og tog hastigt indholdet. En mønt. Hun smilede taknemmeligt hvorefter hun dækkede sig til med kjolen, og listede væk. En enkelt mønt. 

Den indre ringmur nærmede sig. Elrom kunne ane hvordan hovedvejen de red på, virkede mere og mere velholdt jo nærmere de kom. De lod sig omslutte af den høje port, og betragtede den anden side. Gaden var velholdt. Husene var smukt dekorerede, uden en eneste revne. Adelige folk, både mænd, kvinder og børn gik på gaden. Det var ikke mange der kikkede efter karavanen, men dem der gjorde, holdte sig på afstand. Dem der fik øje på de fire navnere der klamrede sig til deres heste, gjorde store øjne.
     Falkan lagde mærke til beboernes blikke. Han smilede for sig selv.
”De fleste mennesker er ikke vant til dværge her omkring. Faktisk har de fleste aldrig set en. Efter De Gamle År er de blevet lidt af et folkesagn” 

Karavanen drejede til højre ved et gadeskilt. Efter kort tid gjorde de holdt. 
”Det vil være endestationen. Vi har nogle ærinder inde i butikken her, og vi vil helst at i kigger den anden vej.” 
     Mat så mistænksomt på ham. 
Falkan gjorde tegn til de andre i karavanen. De hoppede af deres sadler, bar navnerne ned, og gik derefter ind i butikken. Hvad skulle de derinde? Midas nysgerrighed tog over. Hun fik øje på en bunke af tønde længere henne af gaden. Hvis de trillede én derover, ville de være i rette højde til at kunne kigge ind af vinduet til butikken. Hun gjorde tegn til Mat, som med det samme forstod. Han gik hen til tønderne, så sig godt omkring, og væltede en ned af bunken. Det gav et højt brag fra sig. Mida så sig hurtigt om en ekstra gang, men det virkede ikke som om nogen lagde mærke til det. 
”Hurtigt! Herhen!” hviskede hun anspændt. 
     Mat drejede tønden den rigtige retning, og begyndte at trille. Hvad end der var inde i tønden, var det flydende og ufatteligt tungt. Forpustet fik Mat tønnen placeret under vinduet. Ufrivilligt gav Stannon hende en hestesko, så hun kunne komme op. Stannon så med afsky på sine jordede hænder, hvorefter han febrilsk børstede dem af i noget hø langs muren.

Mida så ind igennem det støvede vindue. Hun fik hurtigt øje på Falkan og de andre. Det så ud som om de var i en samtale med en købmand. Rummet var lille, men på en måde hyggeligt. Krukker og bøger dominerede alle vægge, og hvor der var plads, var der en vare. Bøger stod i høje stakke langs gulvet, og dirrede truende når en person gik forbi dem. De snakkede videre, men hun kunne kun høre en svag mumlen. Hun skulle til at kigge væk da Falkan pludselig stormede op over kassen, tog fat i manden og tvang hans hoved ned i bordet. Han gjorde tegn til en af mændene som tog en kniv frem. Han trykkede den truende mod hans nakke. Mida hørte råb. Det var utydeligt, men hun hørte ordet penge og død. I et hurtigt ryk kastede han manden op fra bordet så han landede ind i nogle reoler omme bagved. Han faldt sammen, og reolerne braste over ham. 
     Falkan og has mænd forlod bygningen. Mida nåede at hoppe ned fra tønden, hvorefter de fire navnere lod som om de talte sammen.
Falkan så undersøgende på Mida. Hun mærkede hans blik. Hun mærkede hvordan hårende rejste sig på hendes arme og ryg. Han fjernede blikket. 
”Hvad er det egentlig en flok dværge som jer skal i en by som Syrakos? Det er ikke ligefrem fordi det er det bedste sted at være, selv efter Troldkrigen.”
Elrom tøvede kort. Han vidste ikke hvem han var, eller hvad han kunne udrette. Men på en måde var der noget betryggende over ham. Han så kort over mod Mida, som så anstrengt ud. Hvad havde hun set igennem det vindue? 
”Et ærinde.” stammede Mida kort.
   Falkan skar et anerkendende smil. Han vendte sig om mod sine mænd. De stod og snakkede kort, hvorefter han så mod de fire navnere. 
”Jeg må sige, at jeg er imponeret over i stadig kan stå på jeres ben efter det bur ude i vildnisset. Lad mig give jer lidt mønter til en kro ikke så langt væk. Der kan i hvile jeres krop.”
Falkan rakte Mida en mindre bunke mønter. Hun så kort på dem, hvorefter hun afvisende så på ham. 
”Vores ærinde kan ikke vente.”
Han lukkede hånden. Eftertænksomt tog han den til sig igen, vendte om, hvorefter hele flokken forlod dem.

   Mat så lamslået på hende. 
”Hvorfor afslog du hans tilbud?”
Mida vendte sit ansigt mod ham i et stramt blik. 
”Vi har lige oplevet at være ved at blive slået ihjel i en kro 2 gange, hvorefter vi er blevet hængt op i et bur til at tørste i solen. Vi var unaturligt heldige at møde Falkan, og jeg har ikke tænkt mig at risikere det igen. Lad os gå direkte op til Kongen og aflevere Trolddomseglet til de eneste folk der rent faktisk kan beskytte det.”
En tavshed fulgte hendes faste ord. Mat så endnu mere lamslået på hende end før. Uden at overveje hendes ord, fnes Stannon af ham. Mida vendte sig mod ham med et nedgørende ansigt.

”Og du kan heller ikke andet end at vente med at regere bag dit skrivebord, imens du beklager dig over alle kanter af virkelighedens verden.”
Stannon tavs. Med et chokeret blik så han mod hende. Han skulle til at protestere, men forblev stille da hendes blik voksede mere truende. 

 

-<>-

 

Jorka lænede sig længere tilbage i den polstrede stol. De to adelsmænd bag ham havde ikke talt om et eneste intelligent emne der rent faktisk kunne bruges til noget. Kun kvinder, elvere og de mystiske dværge.

”Og så kørte jeg med hestevognen igennem Seldaris gader. Jeg mindes at den kaldes Gyldengade. Ha! Jeg må da så sandelig sige at jeg ikke engang kan se hvilken en der er mand eller dame!” sagde en yngre mand klædt i prægtige klæder.
En latter efterfulgte hos de to mænd, og en gammel herre med fuldskæg fortsatte samtalen.
”Jeg har også engang været i elvernes hus. Det er nu mageløst. Meget mere prægtigt end nogen andre, det må man da give dem. Jeg kan nu ikke helt begribe hvordan de har skabt deres bygninger. Formene virker jo næsten unaturlige.”
Den yngre nikkede anerkendene.
”Da jeg var barn kan jeg huske at jeg var tvunget af min fader til at overnatte hos en elverkvinde. Hun var en stram kvinde, og jeg mindes at jeg lod som om min fine silkepude var hende og jeg slog løs på den før jeg skulle i seng. Men hendes datter var en skønhed både inderst til yderst. Jeg var helt aldeles forgabt i hende og fortalte hende, at jeg nok skulle blive gift med hende en dag. Jeg var kun 6 år gammel!”
De to herrer lo, hvorefter de drak af deres rødvin.

   Jorka rystede let på hovedet. Det var den mest uintelligente samtale han længe havde hørt. Men det var en strålende tidsfordriv. Han betragtede nøje hvordan en musiker stod og spillede på en lut og sang gamle sange. Tilsyneladende havde han kun sunget såkaldt politisk korrekte sange. Kedeligt. De sjoveste var ellers altid de sagaer hvor hovedpersonerne blev slået ihjel på de mest uventede måder. Hans sange handlede ikke om andet om prinser og skønjomfruer. Mænd …

”Mester Jorka af Akariin.” lød en ældre stemme. 

Jorka så søgende op, hvorefter han fik øje på en gammel støvet mand på et højt sæde, der med tålmodige øjne så tilbage. Han vidste at så snart han rejste sig ville blikke fra hele salen følge ham nøje. En adelig fra huset Akariin var et sjældent syn i Syrakos. De var jo ikke ligefrem allierede. 
   Med langsome bevægelser rejste han sig fra den polstrede stol. Som han havde forudset lagde han mærke til flere og flere blikke. Uden at se mod nogle af dem, gik han op mod den ældre mand.
”Eders nåde, Kong Torador venter dig inde bag salen.”
Jorka steg op af en række trin indbygget i salens gulv. Med kontrollerede trin gik han igennem en høj port bagerst i ventesalen, og trådte ind i tronsalen.
Salen strakte sig højere end ventesalen. 3 prægtige lysekroner lyste den op, og mægtige søjler strakte sig fra gulv til loft langs salens sider. Helt henne i enden stod den majestætiske trone som med 3 spirer strakte sig et par meter op. I den sad en ældre mand iklædt en konges klæder. Hans krone var almindelig. Gylden. Med spirer og en rubin i enden. Manden i tronen var svært bevogtet af vagter. 4 ved sin side, 2 foran og omkring 20 langs salens murer. Et forsøg på kongemord her, ville være selvmord.

Jorka nærmede sig. Han gik med forsigtige skridt op af den første sektion af trapperne. Han stoppede op, hvorpå han betragtede hvordan den ældre konge stirrede tilbage. Der var flere adelige omkring kongen. En overvægtig rigmand, hvis krop lod til at være bredere end høj, en kvinde som bar en lilla kåbe samt en stor amulet, og endnu en ældre mand i brun kåbe, som begyndte at tale.

"De står nu overfor Kong Torador af Syrakos. Den første af sit navn, og Trolddommens bryder."

Jorka gik på knæ foran den ophøjede. 

"Rejs dem, Jorka af Akariin."

Uden tøven rejste han sig op. Toradors intense blik var gennembrydende. Det skar lige igennem i dets forsøg på at afsløre enhver hemmelighed om ham. Jorka ville tale, men han kunne næsten ikke. Det var noget andet end at stå foran hans dronning Raknna. Imellem dem var det næsten mere personligt. Her var det meget mere formelt. Alt hvad der blev sagt blev skrevet ned af den gamle mand i kåben, som havde sat sig ved et bord til venstre for tronen. Han afventede tålmodigt Jorkas ord.

"Deres excellence. Jeg bringer nyt fra huset Akariin, og vil fremføre et forslag for Dem. Et forslag om fred." Jorka gjorde en kort kunstpause. Tog en dyb vejretrækning som gennemborede den pirrende stilhed i salen. "Vort folk ønsker intet andet. Vi har lidt siden De Gamle År. Lige siden vores fortids hersker Droth Agna tog sit eget liv, og riget faldt. Vær bamhjertig, og skænk os nåde."

Kong Torador betragtede ham nøje. Han kørte sine lange tynde fingre langs sit korte fuldskæg, imens han lavede en kort brummen.

"Ærede Jorka, Rådet vil overveje forslaget. Hvis De vil vente uden for salen vil vi indkalde Dem om lidt."

Jorka bukkede kort, hvorpå han forlod tronsalen, og gik ind i ventesalen. 

 

Torador betragtede hvordan porten lukkede. Den fremmede skikkelse var væk. Han vendte sig mod den ældre mand i den brune kåbe. 

"Mester Dathyl. Hvad tænker De om denne munks forslag?"

Dathyl gryntede kort.

"Forslaget virker lovende nok. Spørgsmålet, Eders Nåde, er bare hvad vi selv får ud af det? At bringe fred imellem Syrakos og Akariin vil intet andet end at svække vores chancer for selv at genopbygge vores styrke. Nok er huset Akariin stadig hårdt ramt af De Gamle År, men det er Syrakos også."

Torador nikkede anerkendene. 

"Hvad mener De, Enuur?"

Kvinden så kort på ham, hvorefter hun med et storsindet blik så ud over salen og svarede så alle vagter kunne høre det.

"Huset Syrakos har altid kæmpet side om side mod dem som hylder trolddomens kræfter. Akariin hylder troldommen. Ved at bringe fred mellem Syrakos og Akariin bringer det et dårligt rygte over os og de folk vi er allierede med. De har vist sig svage overfor os. Vi burde udnytte det! Udrydde dem fra Tarias overflade en gang for alle og genopbygge vort stolte rige endnu engang!"

 

-<>-

 

Elrom mærkede hvordan paladsets murer omsluttede dem. Det var i sandhed mageløst. Ingen navn havde i hundredevis af år set sådan et fantastisk bygningsværk! De blev hurtigt stoppet af en gruppe vagter, som stak deres spyd mod dem uden at overveje størrelsesforskellen af en navn og et menneske.

"Hvad vil i, i Syrakos palads?"

"Vi har noget vigtigt der måske vil interessere kongen." svarede Mida.

Vagterne så kort på hinanden hvorefter de lo højlydt. Hurtigt tog de fat i dem, og førte dem mod udgangen.

"I har ingen forretninger her, dværge! Skrub hjem til jeres ynkelige ruin hvor i kommer fra!"

I et kort ryk blev navnerne kastet mod jorden ved fortrappernes ende. Elrom landede hårdt mod de velplacerede brosten i gården. Et højt metallisk klang lød lige til højre for ham. Et metallisk klang som han aldrig håbede på at høre. Han åbnede øjnene og betragtede hvordan trolddomsseglet lå frit fremme på brostenene. Lynhurtigt samlede han det op. Gemte det under sin trøje, og lod som ingenting. Men vagterne havde allerede set den. Ud af det blå sprang de på ham hvorefter de vred seglet ud af hænderne på ham. 

"Og hvad er så det her? Et eller andet i har stålet?! Ynkelig ... ynkel ... ynk."

Med ét stod de stille. De stirrede tomt på seglet. Dets blanke overflade der genspejlede solens stråler op mod deres ansigter. Hvad skete der med dem? De stod bare der, imens de hjerneløst stirrede på den. På samme tid vendte de hovederne mod Elrom. Deres stirrende øjne gennemborede ham. De var fuldstændig livløse. Pupillerne var små prikker i deres fuldstændigt hvide øjne.

"Kom, ærede gæster. Vi vil føre dem til Kong Torador, Den første af hans navn og Trolddommens bryder."

I en maskinel rytme gik de  op af paladsets fortrapper. De førte navnerne ind imellem nogle få mageløse sale, hvorefter de ankom til ventesalens indgang. 

"Inde i denne sal venter flere adelige folk på en audiens med kongen. Vi vil tale med ordføreren inde i salen om at fremskynde jeres audiens."

Vagten rakte som hypnotiseret seglet tilbage til Elrom. Så snart deres gred om seglet slab, syntes pupillerne i deres øjne at vokse til normal størrelse. I en mere naturlig gang gik de direkte op til ordføreren og fremskyndte audiensen.

 

Porten imellem ventesalen og tronsalen åbnede op. Jorka tog en dyb vejrtrækning, og gik ind. 

"Syrakos råd har overvejet dit forslag. Dog må vi afslå. Vi kan ikke skabe en alliance, eller så meget som en fredsaftale med et hus der hylder trolddommen."

Jorka spærrede øjnene op. Den unge kvinde trådte frem.

"Tag det ikke så tungt, munk. Det er intet andet end et princip, og du vidste det så snart du trådte ind i denne sal."

Hun gav et kort nik til vagterne, som med ét omringede Jorka. 

"Og som du nok ved. Vi har svoret en ed til riget Syrakos, at vi vil udrydde enhver der hylder trolddommens kraft."

Jorka så sig hurtigt om. En fælde! Han vidste han løb en risiko ved at træde ind i hjertet af Syrakos. Menneksets by. De fanatiskes kraftcenter. Han vidste, at de ikke ville slå ham ihjel hvis han ikke gjorde modstand. I et kort øjeblik, et lille strejf af en hurtigt tanke syntes det fristende. At lægge sig ned på knæ og tude om nåde. Men han vidste udemærket at hvad han så ville komme ud for var langt værre end en kniv mod struben. I et kort ryk vendte han sig mod kongen.

"Kujon! En bunke af kujoner der gemmer sig bag disse sale, i jeres fine silkedragter på jeres polstrede stole, imens hundredevis af mennesker sulter uden for jeres vægge! Jeres folk! I frygter hvad i ikke ved. Hvad i ikke forstår! Men jeg skal vise jer hvad trolddommens kraft virkelig kan bruges til."

En elektrisk aura omringede Jorka. En kraftig blæst bredte sig i salen, og slog et flertal af lys ihjel. Pludselig stormede flammer ud af siderne på ham. De slog med voldsomme slag ind i vagterne der havde omringet ham, som en efter en faldt døde om på gulvet. Et par af vagterne bakkede bagud. Flere vagter stormede til. Der var langt flere end han kunne slå ihjel. I et sidste forsøg kastede han en søjle af flammer mod Torador i håbet om at riste hans psykotiske hoved af ham. Flammen ramte. Men det var ikke Torador der rullede ned af stentrapperne foran ham. Det var den overvægtige rigmand der havde kastet sig foran. Jorkas blik strejfede rigmandens forkullede lig. Hans hud var glorød, hvor den flere steder var sprækket. Hans øjne var næsten udbrændte. To sorte huller i hans kranie, hvor to mindre søjler af røg steg op fra dem. Helvede til livreddere! Vagterne var næsten over ham, da Jorka sendte et hadefuldt blik mod den forskræmte konge. I sort røg forsvandt munken ud af den blå luft, og efterlod et billede af død og ødelæggelse.

 

De fire navnere havde sat sig klar i de polstrede stole. Omringet af fremmede mennesker i farverige kostumer, imens de drak en rødlig væske. Flere af dem havde skævet til dem. Nogle havde smågrinet af dem men vendt sig om igen. De talte med den mærkeligste accent, hvor hvert enkelt ord var bøjet til nogle andre toner. Elrom skævede til Stannon, hvorefter han hentydede til at det mindede ufattelig meget om hans accent. Pludselig hørte de en ældre stemme tale, så alle i salen kunne høre det.

"De ... øhm ... fire dværge."

De kiggede kort på hinanden, men forstod hurtigt budskabet. De rejste sig og gik hen mod ordføreren. 

"Kongen er klar til audiens bag porten der." sagde han, hvorefter han pegede bagud. Porten stod på klem. 

De fire navnere nærmede sig hurtigt den enorme port. Selv for et menneske var porten stor, men for en navn var den gigantisk. Mageløse mønstre formede sig hele vejen fra top til tå. Man kunne tydeligt se den repræsenterede en eller anden historie. I bunden var fire kutteklædte figurer, der så ud til at kontrollere flammer. Flammerne strakte sig højt op mod muren, hvorefter de mundede sig ud og blev stoppet af mænd med skjolde. Flere soldater i siderne pegede med spyd mod mændene. De gik ind af porten, og betragtede hvordan den lukkedes bag sig af 2 unge drenge. 

En underlig lugt ramte deres næseborde. En lugt der som ved et hammerslag mindede dem om deres brændte hjem, de brændte kroppe og huse. Børnene der lå døde på deres fortids gader og huse der lå i ruiner. En klump i halsen samlede sig i Elrom idet han med besvær gik op mod tronen. 

Kong Torador skævede kort til de fire dværge. Det var længe siden han sidst havde set sådan nogle væsener.

Mester Dathyl rejste sig, for at lave den sædvanlige præsentation.

"I står nu overfor Kong Torador af Syrakos. Den første af sit navn og Trolddomens Bryder."

Mester Dathyl satte sig ned på sin træstol igen, og gav ordet videre til Torador.

"Vær hilset dværge. Jeg hører at i har noget der måske vil friste Kongen?" 

Mida tøvede kort. Den underlige lugt af afbrændt hud gjorde hende nervøs. Der var noget galt. 

"Ja."

Elnuur rettede på hende.

"Deres Nåde."

Mida så kort op mod hende. Hun var lamslået af frygt. 

"Ja, Deres Nåde."

Hun tøvede kort. Hun tog med rystende hænder fat i Elroms taske, bandt den op og tog Trolddomsseglet frem. Torador stirrede chokeret på den. Selv Mester Dathyl stoppede med at skrive og så i stedet på seglet. Den glinsede blankt i de mange stearinlys' skær, imens den bredte en underlig atmosfære i salen. 

"Dette, Eders Nåde, er Trolddomsseglet."

Kongen rakte armene ud mod navnerne, som en baby der ville have sin flaske. Mida gik tøvende op mod ham. Hun lagde mærke til at for hvert skridt hun tog knuede vagter omkring ham hårdere om deres våben. Hun lod Trolddomsseglet glide over i hænderne på kongen. Hans lange tynde fingre mærkede på det. Han tog en dyb indånding og mærkede hvordan kraften spredte sig i hans gamle krop. En kraft af begær. En kraft af død. En kraft af krig. Han så hadefuldt mod navnerne. Mida så chokeret tilbage. 

"Endelig." lagde han ud med. "Endelig vil vi destruere dem alle!" 

Galskaben bredte sig i deres øjne. Begæret voksede. Som sultne dæmoner så de fælles mod seglet, og derefter på navnerne. Toradors pupiller var blevet til små prikker i hans fuldstændigt hvide øjne. Mida så med det samme at ved at give ham det segl ville han misbruge det, og hun havde set og følt hvad den kunne medføre. I et greb af panik vred hun seglet ud af kongens hænder og løb ned af trapperne. Kongen skreg af vrede og sendte vagterne i salen efter dem. Navnerne stormede mod porten. Men hvordan skulle de nogensinde kunne nå ned på den anden side? Med ét blokerede en række vagter udgangen. De var fanget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...