Trolddomsseglet

Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1657Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

Jorka tog fat om cellens forrådnede tremmer. Han nærmede sig i et håbløst forsøg på at komme så tæt på skabningen som muligt. Navnen slæbte sig bagud så han kunne komme så langt ind i cellens hjørne som muligt, væk fra munken. Jorka tog sig selv i at stirre med åben mund, og tog sig hurtigt sammen til at forme nogle ord.

”Hvem er du?”

     Navnen stirrede tilbage. Uden at sige et ord.

Jorka smilede kort for sig selv. Selvfølgelig ville han ikke sige noget. Det er ikke hver dag man støder på en ældre adelsmand i en mørk kutte. Og da slet ikke fra fjendernes hus.

”Jeg ved hvad du er.” Jorka så på ham med et bestemt udtryk.

     Det lykkedes ham at få navnens opmærksomhed.

Mat så på den gamle mand. Hvordan vidste han hvad han var? Måske var det en fælde, hvem ved. Måske ville han lokke ham til at sige sandheden om hvem han var, hvad deres opgave var, hvor han kom fra og så derefter slå ham ihjel. Til gengæld syntes den gamle mands blik at være ærligt. Tøvende nærmede han sig. Mærkede hvordan den klistrede sæk gned sig langs hans hud, hvordan det kolde gulv var hård mod hans knæ. Men han tog det ikke til sig så meget som før.

”Du har ingen grund til at skjule dig for mig.”

Han brugte længere tid på at skabe en tillid til væsenet. Jorka spurgte ind til alt. Hvordan navnen var endt der, hvad der var sket, hvor de har gemt sig i alle disse år. Og han fik alt at vide.

”Træd tilbage.” sagde han, og navnen krøb hastigt tilbage til det bagerste hjørne.

Jorka gjorde sig klar, rettede ryggen og foldede hænderne frem. Han begyndte at dreje sin højre hånd lidt til højre, hvorefter man kunne høre hvordan cellens lås begyndte at bevæge sig. En modstand kunne mærkes i de højre fingerspidser, og Jorka vendte med det samme sin opmærksomhed mod sin venstre hånd.  Han drejede hånden i korte ryk. Låsen i cellen gav de selvsagt samme lyde som var det to dirke der forsøgte at få den op. Han brugte et lille stykke tid på at stå sådan, skifte imellem venstre og højre hånd lige indtil det sagde klik. Døren gik op af sig selv i et langt klagende knirk.

Han betragtede Mats håbefulde udtryk, da han på usikre ben rejste sig fra det våde gulv.

”Lad os finde de andre.”

 

***

 

Omsluttet af mørke. Et mørkt rum. Det syntes uendeligt, men det føltes som om det var lille. Raknna åbnede øjnene i et sæt. Hendes gisp gav et højt ekko igennem det uendelige. Det tonede ud. Stilhed. Det lykkedes hende at rejse sig op, hvorefter hun så sig omkring. Der var intet gulv. Ingen murer, ingen himmel. Der var kun hende i et stort tomrum.

”Og din straf er døden!” brølede en sagte stemme så lav at det knap nok kunne høres.

Det lød som om stemmen kom langt væk fra. Raknna vendte sig hurtigt om i et forsøg på at finde munken. Mørke. Der var fuldstændig sort. Hun knep øjnene sammen, men der var intet. Hvor var hun henne? Hvad var det her for et sted?

”Og din straf er døden?” lød en helt anden stemme. En kvindelig stemme.

Det gav et sæt i Raknna. Kuldegysninger sitrede i hendes hud. Den tomme verden snørede sig omkring hende. Den stemme.

     Et hvidligt lys formede sig et stykke ude i mørket. Det var som silkebånd der foldede sig sammen og skabte en menneskeskikkelse. Hun kom nærmere. Hun gik med rolige skridt hen mod Raknna i en evig tålmodighed.

”Nej,” startede hun ud med, ”Nej, det kan ikke passe.”

     Raknna vendte sig om for at gå væk fra skikkelsen. Hurtigere og hurtigere skridt i et håbløst forsøg på at flygte.

”Nej!” skreg hun indædt, ”Nej!”

     Lige meget hvor meget Raknna løb, kom skikkelsen nærmere. Hendes blonde, næsten kridthvide hår svævede vægtløst i luften. Hendes ansigt var fejlfrit, og hendes mørkeblå øjne syntes næsten uendelige.

”Raknna …” lød den rolige stemme.

”Hold dig fra mig!” brølede Raknna truende, hvorefter hun faldt over sine egne fødder. ”Hold dig væk!”

Hun krøb sammen. Holdte sig om hovedet. Gravede sine fingrer ned i sit sorte hår imens hele kroppen nærmest krampede. Hun mærkede hvordan en blid hånd blev lagt på hendes skuldrer.

Så begyndte det.

Ordene formede sig på hendes læber, idet hendes stemmebånd begyndte at give lyd.

”Dikka …” Raknnas hænder begyndte at ryste. ”DikkaDikkaDikka …” Hun krydsede hendes fødder og krøllede sine tæer i sit forsøg på at aflede sig selv. Men hun kunne ikke.

”DikkaDikkaDikkaDikkaDikka …” ordene strømmede ud af hendes mund. Hurtigere og hurtigere flakkede hendes læber i en kamp for at følge med. Ordene begyndte at flyde ind i hinanden til en utydelig mumlen der blev ved og ved og ved.

     Skikkelsen placerede sin anden hånd på hendes skuldrer, og et kæmpe nova af hvidt bragede ud af dem. Det hvide lys overrumlede det kulsorte tomrum, og et lysene landskab kom til syne.

”Raknna.” gentog stemmen. Stemmen i sig selv lød næsten guddommelig.

Raknna stilnede lidt efter lidt. Rystelserne holdte ind, og hendes krop forholdt sig i ro. Der var stille igen. Fuldstændig stille.

Tøvende fjernede Raknna sine hænder fra hovedet. Hun så op på skikkelsen.

”Jeg er her nu.” smilede hun.

”Dikka?” Raknnas læber stammede idet hun udtalte ordene.

”Ja.”

”Du er her? Hvordan er du det?”

Dikka fjernede sine hænder fra hendes skuldrer og satte sig på knæ foran hende.

”Intet af det betyder noget som helst. Hvad der betyder noget er at du rejser dig lige nu, og går tilbage. Du går tilbage lige nu, for Trolddomsseglet er i hænderne på Torador og han må ikke misbruge det. Hvis han låser op for dets hemmeligheder er det ude med jer alle.”

Raknna rejste hovedet. Hendes ansigt var blevet mere alvorligt.

”Er Trolddomsseglet i Syrakos?”

Dikka nikkede kort. ”Du må og skal have fat i det, og overbringe det til elverkongen Mun Ovaiir. Kun han kan forsvare det imod dem der vil misbruge det, kun han forstår det!”

”Mun Ovaiir er lige så grådig og selvisk som Torador. Aldrig i mit liv vil jeg give ham seglet. Aldrig!”

Dikka rejste sig. Hun så ned på hende med et skuffet udtryk.

”Så er i alle fortabte.”

     Raknna mærkede den elektriske aura omringe hende. Hun så omkring sig og fik øje på hvordan det hvide billede forsvandt. Alt begyndte at blive sort igen som blodårer der spredte sig fra jorden og dækkede himlen til. Dikka tonede lige så langsomt ud imens hendes udtryk forandrede sig fra et skuffet til et ensomt udtryk. Hun forsvandt.

     Raknna rejste sig op. Vendte omkring sig selv. Desperat efter at se hende igen. Et voldsomt savn overrumplede hende så kraftigt at hun faldt bagover. Alt blev sort.

 

Fjerne stemmer lød rundt omkring Raknna. Hun kunne mærke det hårde underlag. Sten. En kende for koldt, og en kende for hård til at det var behageligt at ligge på. Stemmerne blev en lille smule klarere.

Hun gjorde et forsøg på at åbne øjnene, og blev med det samme mødt af et skarpt lys. Hun blev nødt til at holde dem på klem for hendes dunkende hoved. Mørke skikkelser flakkede foran lyset og gjorde det ekstra ubehageligt, men hun blev ved med at kigge. Hun drejede hovedet mod venstre, og fik øje på et velkendt men sløret ansigt der så tilbage. Bastian. Han talte til hende, men hun forstod ikke hvad han forsøgte at sige. Han var en flot mand. Midt i trediverne. Hvis ikke det var fordi hun var opdraget til kun at se på den kolde fornuft, ville hun have giftet sig med ham og have 3 børn nu. Men nej. Hun havde et helt kongerige at beskytte. Til gengæld var hun nødt til snart at overveje hvad hun skulle gøre med arven. Skulle hun vælge en? Skulle hun overhovedet have et barn som skulle arve hele hendes rige?

Hvorfor fik hun alle de tanker?

     Stemmerne begyndte så småt at blive tydelige. Hun begyndte at kunne skille dem fra hinanden og høre enkelte ord. Hun lade mærke til bastians stemme. Det var lidt en blanding imellem ru og blød. Hun vendte sin opmærksomhed på ham, og hans stemme blev klarere.

”Er du okay”

Raknna tøvede kort med at svare. Hun var fuldstændig svækket for energi. Enhver dråbe af kræfter var forsvundet fra hendes krop, så meget at det var helt anstrengende at trække vejret. Hun nikkede svagt, klart hendes værste forsøg på at overbevise ham. Hans ansigt var fuld af bekymring.

”Du er i sikkerhed nu. Munken er død.”

Hendes øjne åbnede sig lidt mere. Et sus af glæde og frygt slog igennem hende, og gav hende en lille smule energi. Munken. Hun genkendte ham med det samme. Eller, ikke præcist ham, men hans orden. Ravnemunkene var magtfulde. Ufatteligt kraftfulde udøvere af en oldgammel trolddom, ældrer end den hun selv kendte til. Et eller andet med at de forbandt sig selv til jorden og de forskellige elementer, og brugte dets styrke til sine egne mål. Den dunkende hovedpine tog til. Det var udmattende at holde fokus, så hun blev nødt til at lukke øjnene igen.

 

***

 

Faklens flammer afslørede gangenes kolde vægge. De store sten havde igennem tusinder lagt fundamentet for kongerigets hjemstad. Dets trone af frygt og magt. Men også umådelig skønhed.

Sætningen fra en gammel tekst Jorka engang havde læst blev ved med at gå igen i hans tanker.

”Jeg husker ikke så meget. Ikke andet end vi blev slæbt hen af gangene, og derefter blev splittet op.”

Jorka nikkede forstående til Mats ord.

”Ja, én ting må man give kong Torador. Han havde sans for sit forsvar. At splitte fangerne op, og sprede dem ud i fangehullet er en genial ide. Ingen flugtplaner. Ingen plots. Intet kan planlægges hernede.”

     En metallisk klang kunne pludselig høres, og en skygge rejste sig længere fremme. Jorka så hurtigt om efter et sted at skjule sig, men der var ingen. De befandt sig i en bred gang, og den eneste flugtvej var bagud. Men vagten var for tæt på.

     Vagten kom med faste skridt omkring hjørnet, og vendte lige imod dem. Han fik et sæt ved snet af den kutteklædte mand, og trak sit sværd frem. Jorka tog fat i skuldrene på Mat, hvorefter han hurtigt trak ham om bag sig. De stod der i et kort stykke tid. I fuldstændig stilhed.

”Hvem er du?” lød det beslutsomt fra vagten.

Jorka rejste sit hoved så han så overlegen ud. Det lod til at virke, for vagten tog et lille skridt bagud.

”Mit navn er Jorka Hethenal. Jeg er kommet for at hente en fange.”

Vagten så søgende på ham. Skævede til navnen omme bag ham, og rakte den skarpe ende af sværdet ud mod dem.

”Legimitation.”

Jorka gjorde et kort suk. Han havde håbet på at det ikke ville ende sådan. At endnu en måtte lade livet på hans vej, men nogle ting var større end et enkelt liv.

”Jeg har ikke brug for legimitation.”

Vagten begyndte at gå imod ham. Klart besluttet på at ende livet på den gamle mands liv, hævede han sit sværd. Jorka viftede med hånden, som gav han den rådne luft en lussing. Vagten hamrede igennem luften og bragede ind i væggen til venstre. Et højt metallisk smæld ekkoede igennem gangene. Jorka stod helt stille imens han lyttede. Der lød ikke til at være nogen reaktion på larmen. Lettet så han ned på Mat, hvis øjne stirrede stift på liget.

 

***

 

Sneen dalede ned fra den himlen, hvis kolde luft gjorde det ubehageligt at trække vejret. Vingerne baskede af alle kræfter i en kamp imod den skarpe vind. Fremad! Sneen ramte til tider øjnene, men et hurtigt blink ville feje dem væk. De sorte fjer afspejlede det kraftige lys fra den nye sol, idet kragen fløj mod Syrakos. Den havde et brev. En nyhed om en katastrofe der allerede havde ramt vestens konge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...