Trolddomsseglet

Verden står splittet. De 2 huse er under opsejling til krig, og ingen kan vide sig sikre.
Men et tredje hus er ved at rejse sig, med planer om at underlægge sig de andre. For at gøre dette må hun have fat i en umådelig stærk kraftkilde: Trolddomsseglet.
Hun indleder en jagt for at finde den, og det leder hende til navnernes landsby, hvor Trolddomsseglet bliver overbragt til navnen Elrom. Med dronningen i hælene skal han overbringe kraftkilden til et af de 2 huse, som måske endda selv vil misbruge den.

7Likes
89Kommentarer
1649Visninger
AA

11. Kapitel 11

 

Hjulene rungede mod den hårde jord, idet 2 sorte heste trak den majestætiske vogn. Raknna stod på den og så nærmest gudelig ud. Hendes hår var blevet sat op så det virkede vildt og truende. Kronen rejste sig som et skarpt bjerg på hendes hoved, og var i sig selv et helt kunstværk. I hendes venstre hånd holdte hun på en lav stav med en lilla sten, og den højre holdt på seletøjet. Hendes blik var stift, idet hestevognen kørte over bakken. Ved hendes side red Bastian. Uden at kikke vidste hun at han havde et diskret smil i ansigtet. Dette var hans del af aftalen. Rakkna vendte hovedet bagud, så det vilde hår svingede omkring hende. Hun så hendes magt i et levende billede. Hundredevis af fodsoldater marcherede bag og ved siden af dem som et stort beskyttende skjold, og hendes næve.

Hun vendte hovedet mod sin anden allierede. Hordal fra Ygdrasol. Han gengældte hendes blik med et selvsikkert smil. De var der alle. Alle samlede under én alliance, og ét hus. Første gang i Akariins historie havde de samlet sig i en så stor magt som de havde nu. Og for første gang ville de fuldstændig udrydde Syrakos. Men først var det Bastians hjemby Magda der skulle erobres tilbage.

Solen havde lige rejst sig fra horisontens kant, og kastede et dramatisk gyldent lys over himlen.

Hæren marcherede over en høj bakke, og jo længere de kom op jo mere af den verden de levede i kunne man se. De nåede toppen, og lige på den anden side kom Magda til syne. En rettere pæn lille by. Fuld af velstand og penge. I midten rejste der sig en høj kirke som et tårn. Raknna skævede ved tanken om deres guddom. En mandlig gud der styrede jordens ild og himlens vand.

Fra byen kunne man ane den enorme hær dække mere og mere af den brede bakke. Da hele hæren var samlet omkring Magda, rejste Raknna sin hånd. Der var fuldstændig stille. Det var nervepirrende, og hun kunne mærke hvordan spændingen steg.

Hun nød det.

”Vi har været undertrygt for længe.” sagde hun for sig selv. Hendes blik var blødet op, idet tankerne synligt flagrede i hendes sind. Pludselig blev blikket stift. Koldt.

”Vi har været undertrygt for længe!” brølede hun så hele byen kunne høre det, ”Og nu er vores tid endelig kommet!”

Raknna rejste sine hænder. En iskold aura fyldte luften omkring hende. Det blev mere og mere intenst, næsten uudholdeligt. I ét hamrede hun hænderne frem foran sig med et klagende brøl, og en kæmpe søjle af is og frost slog ud af hende og bragede igennem luften. Den ramte bymuren som i en trykbølge blev fuldstændig frosset til. Hun smilede selvtilfreds, og rakte hænderne ud mod den. Hun bredte dem fra hinanden i en rivende bevægelse. Mere og mere bredte hun sine arme, så de stod helt ude til siderne hos hende. Muren begyndte så småt at slå revner hele vejen fra bund til top, som når man går på is der er for tynd. Raknna skreg af kraft, idet hun bredte armene helt ud i en hård bevægelse, og hele siden af muren eksploderede indad. Enorme murbrokker hamrede ind i de forreste bygninger, idet gader blev knust. Raknna trak vejret hurtigt af forpustelse. Udmattelsen tog over, og hun faldt næsten ned fra vognen.  Bastian så på imens hans hjem blev destrueret. Han var målløs. Både over hendes enorme kraft, men også over hans by. Det var ikke hans fjender der var dernede, men hans borgere.

Skrig og råb hørtes dernedefra i støvet. Den pirrende stilhed fortsatte hos hærens mange soldater som afventende så på. Da støvet havde lagt sig, kunne Raknna se hvordan de små figurer i byen begyndte at samle sig til en lille hær.

 

Inde i Magda, oppe i det øverste tårn i kirken stod en ravnemunk lænet ud over vinduet. Han så på hvordan Magdas hær samlede sig udenfor bymuren, men også hvor mange gange større Akariins hær var. Og den eksplosion … magi! Han spurtede hen mod sine mange krager der sad på sine pinde i det lille rum. Han greb panisk om en af dem, og førte den over til et gammelt skrivebord. Her tog han papir og pen frem, og med febrilske bevægelser skrev han et brev. Ord smuldrede i hans gamle hænder, men han blev ved. Han så hurtigt på det, som om det var vigtigt at se om det stod pænt og lige, men denne gang var det rodet men læseligt. Han rullede brevet sammen, og med lynets hast stemplede han det med Magdas symbol. Et lille mærke af kirken i byen og deres guddom ovenover blev synligt i det røde stearin.

Hurtigt blev brevet bundet om kragen, og munken sendte den af sted mod Syrakos.

Han stod et kort stykke tid, velvidende om deres undergang. Med forpustede skridt bevægede han sig mod vinduet igen, og så døden komme nærmere.

 

Bastian henvendte sig til Raknna. Han frygtede og respekterede hende, men vidste udmærket også at den respekt var gengældt.

”Ærede Dronning, dette er mit hjem. Jeg er på vor alles vegne dybt taknemmelig for deres redning, men at ødelægge de sten mine forfædre byggede op, og kaste dem imod min familie er ikke at redde dem!”

     Raknna tog orpustelsen til sig. Udmattet rettede hun sin ryg, og så ned på ham.

”Du har nok ret, Bastian. Jeg skal nok sørge for at dine undersåtter ikke bliver såret. Men soldaterne vil jeg ikke sky nogle midler med.”

Han skænkede hende et usikkert nik. 

     Bastian så med skræk mod hans by. Selv soldaterne var engang hans. Den eneste grund til at de rent faktisk står der og udøver modstand er fordi Syrakos har befalet dem det. Måske truet dem med at torturere deres familier hvis de ikke adlød. Det var en massakre!

 

 

 

 

 

     Raknna hævede sin stav. Hæren begyndte med ét at flytte sig fremad, som små maskiner der ikke kendte til andet end kommando og adlyd.

Hurtigere og hurtigere gik de, idet hele hæren pludselig løb fremad mod den lille flok af soldater. Der var ingen strategi. Ingen taktikker. Intet andet end den destruerede mur, og at hakke og hakke og hakke i alt hvad der stod i vejen. Det tog ingen tid. Fra der hvor Raknna stod, kunne der ikke høres meget. Ikke andet end et par halvkvalte skrig og nogle få sværd der slog ind i hinanden. Men hun vidste der ikke skulle mere til. Syrakos arbejdede med frygt. Frygten for at der i virkeligheden ville være en kæmpe uovervindelig hær lige bag byens murer, men nej. Det var ikke andet end en fascade. En løgn. Syrakos var svag, det vidste hun. Det var hende der ville bringe frygt. Frygt, død og ødelæggelse. Nu kunne det ses. Hele Akariin var samlet igen, og denne gang for alvor.

Hæren bevægede sig ind i byen hvorefter de spredte sg ud for at bringe terror. Skrig, brøl og klingende sværd genoptog landskabet. Man kunne næsten smage jernet i luften.

     Bastian så ned mod bymuren, idet hans øjne ramte en lille blodig plet på jorden. Den lille flok af skrækslagne soldater var fuldstændig lemlæstede. Deres kroppe ødelagte. Man kunne knap se hvem der var hvem mere. Alle der gjorde modstand blev nådesløst hakket ned.

     En mindre flok af Raknnas soldater samlede sig uden for kirkens port, idet de forsøgte at slå den ind. Efter et flertal af slag, lykkedes det dem at bringe den ned. Der var en underlig stilhed inde i kirken. Det var som om at al lyd i et kort øjeblik forsvandt, og det eneste man kunne høre var en fjern klagen.

Soldaterne så sig nysgerrigt omkring, men med sværdene klar. Der var højt til loftet, og helt øverst kunne man se 4 mægtige lysekroner. Gyldne vinduer strakte sig som bjerge i den bagerste ende af kirken, hvor alteret stod. Det sendte et nærmest helligt lys ned mod dem. De tøvede kort, men bevægede sig helt ind.

”I er ikke velkomne her!” brølede en kraftfuld stemme, der rungede igennem hele kirken. Soldaterne gav et sæt fra sig, og samlede sig i en lille klump, klar til forsvar. Der kunne høres skridt. Tålmodige skridt der bevægede sig ned langs de gamle trapper. En hvidlig silhuet kom mere og mere til syne, idet den gik ned mod dem. Til sidst kunne skikkelsen ses tydeligt. En ældre mand i en hvid munkekåbe. Han havde et mindre skæg, men langt hår der næsten nåede hans lår.

”I er ikke velkomne her.” gentog han.

Han syntes rolig. Selvsikker på at de ikke kunne røre ham. Soldaterne omringede ham, hvorefter de pegede deres våben mod munken.

”I er ikke velkomne her!” brølede endnu en stemme. Endnu engang hørtes de samme tålmodige skridt. Den gamle mand stod igen ved trappen. Nej, han stod også imellem vagterne. Der var to!

”I er ikke velkomne her!” brølede flere stemmer, og flere munke med præcist samme udseende og stemme kom ned fra trapperne og omringede soldaterne. De så sig panisk omkring, idet munkene samlede sig. Der var i alt 7 af dem, og de alle stod bare der i et kort øjeblik og så tomt på dem. Pludselig tog de med jernfast greb om soldaterne, og uden problemer knuste deres kranier trods hjelm, vred dem i luften som vejede de ingenting. Skar og hakkede med sølvknive i dem der stadig trak vejret. Det tog inden tid. En stilhed fulgte, da en af munkene skar halsen over på den sidste soldat. Uden at sige et ord, uden at se på hinanden, med blod ud over sig bevægede de sig med de samme tålmodige skridt op af trapperne.

 

”Jeg tager derned.” sagde Raknna til sig selv så Bastian kunne høre det. Hun svingede med seletøjet, og den majestætiske hestevogn rullede ned mod Magda. Hun stoppede op ved den ødelagte bymur. Hoppede af hvorefter hun betragtede hendes værk. Hun mærkede kort et stik af ubehag idet hun så på de lemlæstede kroppe der engang var soldater. Klingende svær kunne høres inde fra byen, men det var ikke lige så konstant som før. Det havde tonet ud.

Det tog ikke lang tid før hun opdagede hendes hær der var samlet uden for kirkens port. De syntes at holde deres våben imod den, som om den kunne æde dem når som helst. Raknna bevægede sig derhen imod. Hun kunne se hvordan vagterne skævede mere og mere til hinanden jo længere hun nærmede sig. Hun stoppede op allerforrest ved cirklen af vagter. Der var noget derinde. Noget som holdte selv hendes krigere ude af kirken, og hun ville ind og finde ud af hvad.

     Kirkens murer omsluttede hende idet hun bevægede sig ind. Den enorme bygning var et mesterværk i sig selv, et sted for fred. Men nu syntes det ikke at være meget andet end et slagtehus. Krigere lå spredt ud på stengulvet. Blod klistrede sig til murerne og langs bænkene. Det gav et sæt i hende.

     Pludselig kunne hun mærke noget. Det var som et pust i hele kroppen. Hendes hud sitrede og sindet skreg om at komme væk. Men hendes krop stod frosset til gulvet. Hun kunne ikke flytte benene.

”Du er ikke velkommen her.” lød en ældre stemme. Tålmodige skridt bevægede sig ned af trapperne.

Raknna forsøgte at se hvem der talte, men kunne intet se. Skridtene kom nærmere. De blev højere. De nærmest bragede igennem salen, igennem hendes hoved så hun var nødt til at holde sig for ørene.

”Dronning Raknna Agna af Arakiin, De er ikke velkommen her.” ordene skar flænger igennem luften, idet de ramte hende med hårde slag.

Hun begyndte at kunne se noget. En hvidlig silhuet nærme sig. Raknna spærrede øjnene op ved synet.

En ravnemunk!

Idet han nærmede sig, viftede han med venstre hånd og porten bag Raknna hamrede i. Hun vendte sig hurtigt om, tog fat om portens håndtag og hev af alle kræfter. Hun skulle væk! Væk nu! Hun hev og hev, men han holdt den godt fast med sine kræfter. Han nærmede sig mere uden tøven. Hun så hurtigt tilbage mod ham. Vendte sig for at hamre på porten. Låst. Lukket. Hun skreg af desperation.

”Dine forbrydelser har ingen grænser, Dronning.”

Ravnemunkens lange hår lettede sig i luften, som var det vægtløst.

”Dine forbrydelser vil vende tilbage til dig som straf.”

Han hævede armene. Hun kunne mærke hvordan hele salen blev elektrisk.

”Og din straf er døden.”

Pludselig kunne hun se hvordan flere udgaver af ham dukkede op bagest i kirken fra højre og venstre, og bevægede sig ned mod hende. De gik som maskiner med hastige skridt. Hurtigere og hurtigere lige til de løb. Spurtede. Krigere omme bag porten råbte og skreg imens de panisk forsøgte at åbne porten op igen. Raknna vendte sig imod munkene. Hun var omringet. De stod bare der og stirrede tomt på hende. Sjæleløst.

”Og din straf er døden.” hviskede stemmen.

     Pludselig tog den forreste munk fat i hende, og svang hende ud midt på gulvet som vejede hun ingenting. Hun landede hårdt på stengulvet, men før hun overhovedet nåede at komme op på benene igen mærkede hun hvordan munken hev hende op i hendes hår. Hun skreg af smerte. Forsøgte at vride sig fri, men hans greb var fast. Med et hurtigt ryk flåede han sin anden hånd ind i hendes bryst og tog fat. Et blodrødt lys stod ud af hendes bryst, og skriget blev voldsommere.

”Og din straf er døden!” brølede munken og strammede til.

Raknna mærkede hvordan smerten skar igennem hende som brændte knive. Mærkede hvordan hendes hud blev ætset op. Hendes energi forsvandt lige så langsomt. Hun mærkede hvordan han tog den fra hende, som en igle der sugede blodet ud af dets offer indtil der ikke var mere tilbage. Hendes hud blev fuldstændig hvid, hendes øjne sorte, og hendes blodåre fuldstændig blå. Skriget blev ved, som havde hun uendelig luft i lungerne. Hendes sanser begyndte så småt at forsvinde fra hende. Først hendes syn. Omsluttet af mørke, kunne hun mærke munkens hånd inde i sit bryst og hvordan livet ebbede ud af hende. Hendes følesans slap ud af hendes greb. Hun kunne ikke tænke. Alle følelser var borte. Alt forsvandt ud af hendes krop, indtil der intet var tilbage. Intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...