Mit navn er Daniel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
"Daniel, kend dig selv." Nemmere sagt end gjort. Hvorfor skal jeg sætte mig selv i en bås? Jeg vil hellere være fri, fri som den fugl der ejer himlen eller fri som den ræv der ejer jorden.

1Likes
2Kommentarer
214Visninger
AA

5. Mørket i lyset

Jeg vågnede med en dunkende hovedpine. Mine øjenlåg hang sammen, det tog al kræft bare at få mine øjenvipper væk fra hinanden.

Rummet var badet i lys. Vi havde været for trætte om natten til at tænke på, at solen en gang ville stå op. Scarlett sov ved siden af mig. Hendes dybe vejrtrækninger gjorde mig rolig. Folk ville sikkert snakke om den dag, til den fest, hvor jeg, sov med skolens pæneste pige.

Jeg kiggede over på vækkeuret der stod ved siden af sengen. Klokken var 8:37. Min krop var allerede vågen, så det ville ikke nytte noget, hvis jeg blev liggende i Scarletts alt for store seng. Jeg besluttede mig for at gå neden under og se hvor slemt det var.

Sengen knirkende næsten ikke, da jeg rejste mig op for at snige mig ud af døren. Jeg kiggede tilbage på Scarlett, da jeg stille hev håndtaget ned. Hun gryntede lidt, men vendte sig ikke om. Hun sov stadig.

Mit hjerte bankede i mit bryst og jeg kunne næsten ikke fatte, at jeg havde tilbragt min nat i Scarletts seng. De fleste drenge ville have slået ihjel for det. De fleste drenge ville også have prøvet på noget mere. Jeg sukkede.

Lyden af tabt glas skar igennem huset. Jeg hørte stemmer. Der blev råbt og grinet på samme tid. Min nysgerrighed trak i mig, for at finde ud af, hvem der var blevet natten over. Ligesom dig? Det undrede mig, for den mystiske, mørke dreng, virkede til at få alt til at ske. Han var bestemt og havde kostet rundt med Marc, for at få festen lukket ned.

Jeg gik ned af trappen. Stemmerne blev tydeligere. Jeg genkendte to af stemmerne. Det var drengestemmer.

Stuen var pæn. Det kom som et chok, for da jeg havde skubbet mig forbi alle, var her rodet. Der havde ligget røde kopper overalt. Nogle af møblerne havde været væltet og folk havde opført sig som vilde. Der havde endda været nogen der havde skrevet på væggen, med rød læbestift. Jeg spærrede øjne op, da jeg så den mystiske dreng sidde i sofaen, med benene oppe på sofabordet, i fuld gang med at diagere folk med sort tøj.

Vi fik øjentakt. Han smilede et halvt smil, der fik hans mørke øjne til at se venlige ud.

”Godmorgen, tændstik,” sagde han. Han lagde en arm op på ryglænet af sofaen og gabte.

”Har I været her hele natten?” spurgte jeg.

Han grinede. ”Nej,” svarede han. Hans mørke blik slap mit og begyndte at spejde ud over stuen.

”Hvad laver I så her?” spurgte jeg. Jeg bed mig i kinden, for ikke at spørge om flere ting på en gang. For jeg vidste, jeg kun ville få svar på én af de ting, jeg spurgte om.

Han rejste sig for sofaen og gik forbi mig, uden at kigge på mig. Han duftede godt. Han duftede af et varmt bad og sæbe. En lille snært af cigaretter, men den hang ikke ved.

Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet. Jeg lænede mig op af dørkammen, mens jeg holdt øje med ham der tændte for det kolde vand. Han brugte sin hånd som en skål, og drak. Da han kiggede på mig igen, dryppede der vand fra hans mundvige. Jeg skulle kæmpe imod, for ikke at gå over og fjerne vandet med mit ærme.

”En af drengene, mistede noget værdifuldt i går,” svarede han endelig. Han fjernede selv vandet med bagsiden af hans hånd.

Han havde en sort stram T-shirt på, så man kunne se hvor veltrænet han var. Jeg nåede lige at tænke, at han havde en bedre krop end ham Marc, før han stod foran mig. Han kneb øjne sammen, og skimmede mig, fra start stil slut. Jeg kunne mærke hans ånde.

”Du stiller en masse spørgsmål,” sagde han tørt. Jeg nikkede som svar. Jeg stod som lammet. ”Jeg ved ikke om jeg kan lide det eller ej.”

”Hvad mistede en af dine drenge så?” sagde jeg. Jeg prøvede at lyde sjov, men jeg lød mere som en nervøs lille teenager, der skulle imponere sine forældres venner.

Han gik et skridt tilbage. ”Ikke noget du ville forstå,” han skubbede sig forbi mig og gik sin vej igen. Han vil have jeg skal jagte ham. Jeg sank en klump, den tanke kom ud af det blå.

”Måske kan jeg hjælpe?” sagde jeg, mens jeg småløb efter ham, som en lille hund.

”Nej,” han vendte sig hurtigt om mod mig. Kulden i hans stemme var ikke til at tage fejl af, jeg skulle gå min vej. ”Din skjorte er krøllet og dit slips er væk. Sødt du havde slips på.”

Svar igen. Ikke græd, hvis styrke. Jeg blinkede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Tak for the heads up,” jeg lød mere sur end jeg regnede med, men jeg fik det ud af det, som jeg havde regnet med. Drengens smil forsvandt og han kneb øjne sammen. Han drejede rundt på hælen og forsvandt ind i stuen igen.

”Så går vi, drenge!” hørte jeg ham sige. Det var det sidste jeg hørte fra ham, inden han forsvandt ud af hoveddøren.

Lyset omfavnede hans mørke silhuet og væk var han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...