Mit navn er Daniel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
"Daniel, kend dig selv." Nemmere sagt end gjort. Hvorfor skal jeg sætte mig selv i en bås? Jeg vil hellere være fri, fri som den fugl der ejer himlen eller fri som den ræv der ejer jorden.

1Likes
2Kommentarer
213Visninger
AA

6. Familiemiddag

Jeg var taget hjem sent på eftermiddagen. De fleste af timerne, var blevet brugt på at berolige Scarlett. Hun havde skreget og hevet sig selv i håret, da hun var kommet nedenunder og set hvor rent der var. Hendes hjerne kunne ikke flette sig rundt om idéen om, at nogle fremmede drenge, havde gjort rent. Jeg var stadig forbavset over hvordan de fik læbestiften af væggen.Jeg havde prøvet at berolige hende, ved at fortælle, at jeg kendte drengene. Gid jeg gjorde.

På vejen hjem, havde jeg formået at sparke en sten ind i en bil og sørget for at gå ud på vejen uden at se mig for. Smart. En gammel dame have råbt af mig, og sagt at jeg skulle have briller, efterfulgt af ”ungdommen nu til dags”. Det havde ikke rørt mig, for mine tanker var et helt andet sted. Mine tanker fór rundt. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i dem.

Da jeg endelig nåede hjem, var solen næsten på vej ned.Klokken var nok et sted mellem 18 og 19. Jeg havde taget en omvej igennem parken, havde sat mig i en gynge i noget der føltes som ti minutter, men mere eller mindre havde været en halv time. Jeg kom først ud af min trance, da mor havde ringet. Overrasket over, at jeg stadig havde strøm på, fortalte jeg, at jeg havde været nødt til at hjælpe Scarlett med at gøre rent.

Da jeg endelig kom hjem og havde smækket døren efter mig, følte jeg mig endelig rolig.

”Hej, skat!” råbte mor udefra køkkenet. Jeg svarede tilbage med et grynt. ”Kom her ud, skal snakke med dig.”

Åh nej. Jeg smed skoene over i hjørnet af entreen og traskede ud i køkkenet. Min skjorte var krøllet og mit slips var stadig væk. ”Ja?”

”Hvad så?” Jeg fik øjenkontakt med hende i ruden. Hun så træt ud. ”Var det en god fest?”

Jeg nikkede.

”Hvad lavede I? Har Scarlett det godt? Det er evigheder siden I sidst sås,” hun vendte sig om mod mig, med en skarp kniv i hånden. ”Hun er en sød pige. Hende burde du ses med noget mere.” Hun nikkede af sine egne ord og vendte sig igen om for at skære grønsager.

Jeg mumlede som svar.

Jeg vidste godt at mor og far ikke havde det særlig godt for tiden, det var derfor far aldrig var hjemme mere. Når de troede at Lucy og jeg var gået i seng og sov dybt, begyndte de at skrige ad hinanden. Mest over ligegyldige ting. Lucy bankede altid på min dør, fordi de vækkede hende. Jeg lod hende sove i min seng, mens jeg sad ved skrivebordet eller jeg satte mig ud på trappen. Far havde været mor utro og nu ville han gøre det godt igen. Det var derfor hun så så træt ud, hun lå for det meste vågen om natten og bad til Gud og alle de andre guder der nu end kunne hjælpe hende.

”Vi spiser om lidt,” sagde hun. Hun puttede maden på bordet uden at sige mere den aften.

Mens vi spiste tænkte jeg på festen. Jeg tænkte på Scarlett, på hvor rent der var blevet, på den mængde alkohol jeg havde indtaget og på de sortbeklædte drenge. Jeg prøvede at lade være med at tænke på ham. Hans ego ville blive for stort, hvis han vidste at jeg tænkte på ham.

Far brød mig ud af min tankegang: ”Hvordan går det i skolen?” Han kiggede først på mig og så på Lucy.

Lucy startede med at grine. ”Vi er ikke begyndt i skole endnu. Det er stadig sommerferie!”

Jeg vendte øjne og mor sukkede højt. ”Du er ikke interesseret nok i dine egne børn, til at vide at de ikke er begyndt i skole endnu.” Sagde jeg. Far kiggede stift på mig. Dybt i hans blik, kunne jeg se at han skammede sig.

Jeg takkede for maden, tog min tallerken ud og forsvandt ud af køkkenet. Efterladt med kun én tanke, jeg vidste hvad jeg skulle gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...