Byen

28904
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2017
  • Opdateret: 2 aug. 2017
  • Status: Igang
Fremtids roman om to unge mennesker Ea og Gagan der bor i en af Megabyerne i en dystopisk fremtid. Indenfor murene er der fred, men udenfor hærger voldsomt vejr, sygdomme og de frygtede Rabiesramte.




AA
aa

1. Søndag

Jeg slår øjnene op i mørket.

Udenfor sover byen og lydene er dæmpede så tidligt om morgenen. Her i den lavere del af blokken, kan man knapt høre gadefejernes maskiner gennem vindues ruderne, de mange rør gemt inde i væggene hvisker blidt, men ellers er der stille på mit kammer.

 

Som altid om søndagen er Gagan den første der fylder mine tanker. Mit hjerte banker utålmodigt ved tanken om at jeg måske får ham at se i dag. Det er spil af tid at håbe, Jeg har ikke hørt fra ham i flere måneder og chancen for at han dukker op i dag er minimal. Jeg sukker og presser næven mod min brystkasse, hvor mit hjerte stædigt fortsætter sin lille trommesolo. Søndag har været en fast dag for os, siden vi mødtes for syv år siden, men pludselig holdt han op med at komme og jeg aner ikke hvorfor. Jeg burde ved at det er spild af tid at bekymre sig, for som moster Magriet altid siger: ’Intet nyt er godt nyt’, men jeg kan ikke lade være. Han så ikke godt ud sidste gang jeg så ham og hvad som helst kan være sket i mellemtiden.

 

Jeg stønner frustreret og sætter mig op. Da jeg tænder lyset falder det på dragen på mit natbord. Den er smuk og detaljeret tegnet, selvom farverne er blege fordi min lillebror trænger til nye tusser. Dragen bugter sig gennem luften, langt under den ligger byen som en oktogon formet skygge. Når man ser nærmere, kan man se at et par klamrer sig til dens ryg, deres lange mørke hår blafrer bagud i vinden. Evan scanner altid sine tegninger og lægger dem op på sin blog:’EvansGelium’ på byens intranet, før han forærer originalerne væk, ofte til mig. Han er i gang med en ny serie, som er ret populær, denne gang en historie om drager. På trods af sine snart 12 år er han overbevist om at de findes udenfor muren. Når jeg siger de kun findes på film, protesterer han: at før i tiden fandtes zombier også kun på film. Jeg siger de heller ikke findes, men jeg lyver, for hvad er Rabies ofrene udenfor murene, hvis ikke de er zombier?

Jeg hænger tegningen op ved siden af flere andre der hænger på væggen over min seng. Fire stykker tape må række til at han får lavet mig en ramme. Evans evner stopper ikke der, senge tæppet på min seng har han quiltet ud af vores tøjrester, faktisk bærer alle rum i vores tre værelses lejlighed præg af hans kreative evner.

 

På gulvet i gangen synker mine tæer ned i det lune uldtæppe, endnu et af Evans værker. Gangen forbinder hele lejligheden: mit kammer, køkkennichen og stuen, far og Evans fælles soveværelse og badeværelset, der støder op til mit kammer. Hvis jeg vil ha et brusebad må jeg som de fleste andre på salen gå i Hamammen, men den er ikke åben endnu så jeg sætter mit skulder lange brune hår op i en praktisk hestehale og vasker mig i håndvasken. Derefter børster jeg tænder imens jeg betragter mit ansigt i spejlet: Jeg har min mors store men sørgmodige øjne: blå med lange mørke vipper omkring, de er det pæneste ved mig. Resten er kedeligt: som alle andre i den lavere del af byen er jeg havregrødsbleg, vi lever i skyggen af de mange etager over os og får sjældent direkte sol. Engang efter en usædvanlig lang solrig weekend ved ydre voldgrav fik jeg dog alligevel fregner på næseryggen. Gagan drillede mig, han prikkede mig på næsen og sagde at jeg lignede en Opper. Jeg lod som om jeg blev sur, men var i al hemmelighed smigret over at blive sammenlignet med en fra de øverste etager. Fregnerne er blegnet for længst, men jeg stryger en finger over min næseryg, og smiler ved mindet. Jeg vidste godt at han løj, min glød bliver aldrig som en Oppers, men Gagan har altid set det bedste i mig.  Mit smil blegner og mit bryst føles hult. Det gør ondt at han pludselig ikke har tid til at se mig mere. Jeg bider mig i underlæben, der er smal som Evans og overvejer igen om jeg skal blive hjemme, og tage mig af Evan i dag? Gagan kommer sikkert ikke alligevel og Laura kan møde mig senere og vandet vil være iskoldt. Men sandheden er at jeg lever hele ugen for de få timer jeg har for mig selv i vandet og søndag er min eneste fridag, fordi far holder fri og tager sig af Evan og jeg skal ikke på arbejde. I dag må Evan klare sig uden mig. Jeg trækker resolut i den tykke tørdragt jeg har fået af Magriet og går ud i køkkenet.

 

Stående i vores turkise køkken spiser jeg en rest koldt kyllingekød fra i går. Som alt andet inventar på vores sal er skabe og borde lavet af Trex indfarvet i turkis, som er vores sektors farve. Kaffemaskinen plinger og jeg skyller maden ned med en kop kaffe. 

’Ved Gaia!’ sværger jeg da jeg i min hast brænder tungen på den skoldhede væske.

 

Jeg ser hen over køkken disken ind i stuens halvmørke hvor de Små blå blink fra min fars tablet på stuebordet fanger mit blik. Min far glemmer ofte at tjekke sin indbakke, men dosen af Evans medicin ændrer sig konstant afhængig af resultatet af hans målinger, derfor er det op til mig at sørge for at han får den rigtige behandling.

’Du har haft hele dagen til det.’ Mumler jeg irriteret. Jeg vasker hurtigt min kop og tallerken af, før jeg går ind og åbner min fars tablet, der tænder med en lille melodisk lyd. Ganske rigtigt er der en besked fra klinikken: Evan tal er faldet igen og skal til tjek i morgen. Heldigvis kan jeg lige nå det mellem skole og mit arbejde.  

 

Ti minutter senere lukker jeg mig ud af lejligheden. Der er stille på gangen, klokken er lidt over seks og alle på salen sover. Det passer mig fint, der er alligevel ingen jeg har lyst til at møde. De få venner jeg har, kommer fra andre blokke. Det tykke gulvtæppe æder grådig lyden af mine hastige trin gennem den lange korridor. Jeg bor i den sydlige del af den ca. 3 km lange sal og der er små 800 meter til det sydlige Atrium.  Lyssensorer klikker lavt da de registrerer mine bevægelser og lamperne tændes ned af gangen. Deres dæmpede skær følger mig på vej, de er stadigt indstillet til natbelysning og giver alt et brunligt skær. Det blå tæppe og de røde dørkarme mister deres klarhed og de falmede farver giver gangen en drømmeagtig stemning.

Da familiegangen ender bliver gulvtæppet afløst af mørkt træ og gangen åbner sig op og breder sig ud foran mig i et større rum. I midten af rummet står den sydlige Hamam med buede vægge dækket af små turkise fliser. Til hver side er der store vinduer og altandøre, der om sommeren åbner op til brede altaner. Foran vinduerne, der nu er mørke, står træbænke og palmer. I det lille område mellem kvindernes og mændenes Hamam pludrer et lille springvand. Gangen snævrer ind igen og der kommer igen lokaler på begge sider, jeg går forbi kantinen og gennem single salen med de mange tre til fem personers boliger, før jeg kommer til udgangen. Der sidder en enkelt søvnig nattevagt, som egentlig er overflødig siden vi har scannere sat op ved døren, men nogen har besluttet at det føles tryggere med en bemandet dør. Jeg genkender ham som Tommy fra grundskolen.

Han ser knapt nok op fra sin tablet, da jeg forlader vores sal og går ud af døren.

 

 

Lyset er hårdt og gråligt i det offentlige atrium mellem blok 4 og 5, der er højt til loftet og jeg skutter mig mod kulden i luften. De tykke glasydervægge strækker sig fra gulv til loft og om dagen strømmer lyset kan man se over til nabo husene, men nu er glasset sort og alt jeg ser er en spøgelsesagtig genspejling af mig selv. Cafeen og butikken der sælger te og brød er lukket så tidligt om morgenen. Jeg går mod elevatoren langs rækværket der omkredser det flere meter brede tomrum i midten af atriummet. På den anden side, i blok fem bor min veninde Laura. Hvis man ser op kan man se helt op til 88. sal. til glastaget øverst oppe, hvis man ser ned, er der knapt så langt, da jeg kun bor på tredje. Jeg går fordi den første elevator, der kan tage dig så langt op, dit etage pas tillader, mit rækker kun til og med 6.sal, men i dag skal jeg ned, så jeg vælger den næste. Jeg trykker på knappen og venter. De røde tal lyser op på væggen over elevatoren.

7.

6.

5.

4.

3.

 

Dørene går op med en metallisk lyd. Jeg holder mit håndled op mod scanneren, et stille bip godkender mit armbåndog jeg kan træde ind i den tomme elevator. Dørene lukker sig med den samme metallisk lyd bag mig, før jeg bliver ført ned under jorden.

 

 

3.

2.

1.

0.

-1

 

 

 

 

Jeg træder ud i kælderetagen, min ånde danner fine små skyer i den kolde luft, de lyser op foran mit ansigt. Da dørene bag mig lukker, forsvinder de med lyset. Jeg vender mig forskrækket rundt i mørket og leder desperat efter knappen, der kan bringe elevatoren og lyset tilbage, min hånd famler på den kolde metalplade ved siden af døren og finder den hurtigt, men før jeg trykker på den tager jeg mig sammen og trækker vejret dybt et par gangeEn lyssensor må være gået i stykker, men der vil være flere længere inde i tunnellen. Her er mørkt, men jeg kender jo vejen. Med armene strakt ud foran mig finder jeg den ene væg, med hænderne føler jeg mig frem langs murene og rynker på næsen, de er fugtige og dækket af et blødt svampet materiale.  Endelig registrerer en sensor mig og starter en kædereaktion af lamper der med små klik tænder ned ad den dunkle gang, de danner små øer af lys på det fugtige gulv der strækker sig foran mig. Jeg ånder lettet op og fortsætter med hurtige skridt igennem tunnelen, ivrig efter at komme til voldgravs zonen. Da jeg endelig når frem til opgangen, løber jeg hastigt op af trappen og ud gennem døren til den yderste zone. Lettere forpustet spejder jeg ud over zonen, ikke for at se efter ham, siger jeg til mig selv, men mit hjerte banker forræderisk hårdt. Det kan spare sig energien, her er tomt for mennesker, han er her ikke. Skuffelsen svier og det er med en hul fornemmelse i brystet jeg går ned af trappen.

 

Voldgraven.

Afstanden mellem højhusene bag mig og muren er større her, end i resten af byen og striben af himmel over mig er bredere. Der er mørkt så tidligt om morgenen, gadelamperne er det eneste lys på kajen, de dæmpede lygter på muren får vandet til glimte. Muren selv er over 100 meter høj, og fortoner sig i mørket over mig. Den er 30 kilometer lang og strækker sig hele vejen rundt om byen, sammen med den 10 meter dybe voldgrav, beskytter den byens et par millioner indbyggere mod de farlige tilstande udenfor. Selv herinde kan vi mærke de voldsomme storme og byens tv viser ofte reportager fra redningsaktioner af overlevende fra byens plantager og tilfangetagelse af Rabies ramte. Og vi har alle set billeder af de ødelagte ruiner af tidligere tiders mindre beskyttede byer, før de byggede murene. Så vidt jeg ved er der slet ikke nogen mennesker tilbage derude. Alle lever som os, i andre byer, trygt forseglet bag deres egne mure.

 

Jeg går hen til en af de mange paller der står spredt udover kajen og smider overtøjet, jeg trækker badehætten på hovedet og er omhyggeligt med at skubbe håret ind under kanten så det ikke bliver vådt. Den disede morgenluft føles bidende mod mine kinder og jeg ved at vandet vil føles endnu koldere, alligevel går jeg utålmodigt hen til kanten. Jeg inhalerer dybt et par gange og så hopper jeg i. På trods af den tykke vinterdragt går der et chok igennem min krop da jeg omsluttes af det kolde vand og jeg kommer gispende op til overfladen. Først efter flere kraftige svømmetag vender varmen tilbage i mine lemmer. Jeg svømmer de ca. tre en halv kilometer som blokken er lang og tilbage igen. Frem og tilbage indtil jeg mister tids-fornemmelsen, men efter to baner har jeg det bedre, min krop føles sitrende energisk, ikke anspændt og rastløs, som før. Som altid når jeg er her, føles mit hoved lettere, mine tanker klarere. Jeg plejer at føle mig 100 kilo lettere når jeg er her, men i dag tynger Gagans fravær mig stadig. Hvis bare jeg vidste hvorfor han ikke kommer her mere, så kunne jeg stoppe med at bekymre mig.

 

 

Et højt pift afbryder min svømme tur.

’Hej Tøs! Så er svømmeturen ovre!’

Min veninde Laura står på kajen og vinker til mig. Jeg svømmer hen til kanten, hun giver mig en hånd og jeg kravler stivbenet op af vandet.

’Uf! Ea. Du er iskold!' hviner hun da hun har fået trukket mig op på land.

'Åh det her er ingenting, da jeg hoppede i var der is flager på vandet!’ Jeg giver hende et tænderklaprende grin.

 Hun ser måbende ned i vandet, men klapper munden i da det går op for hende at jeg laver sjov.

’Pff!’ Hun kaster et håndklæde i mit fjæs.

’Ih tak.’ Jeg tørrer mit hoved og min dragt. Det giver et svup da jeg hiver min badehætte af og mit hår lægger sig varmt om min frysende nakke.

Laura sætter sig på en palle.

'Jeg forstår godt at Magriet ikke vil have at du svømmer alene, især når det er så koldt.'

Mit grin forsvinder. Hvis Magriet hører at jeg svømmer alene om morgenen, er det slut med det.

Hun ruller med øjnene. 'Bare rolig din hemmelighed er sikker hos mig, men det er for koldt at være i vandet i dag.'

'Hm.' Jeg tjekker bekymret mit armbånd. Min kropstemperatur er oppe på normal nu, men jeg ikke ved hvor langt nede den var da jeg var i vandet 'Jeg håber ikke jeg får minuspoint.'

Hun snøfter. ’Jeg tror ikke du af alle, behøver at bekymre dig om noget!’

’Kun min far.’ Han holder altid øje med mine tal.

Hun ser vantro på mig. ’Han kan da ikke klage, har han set din Logbog?’

’Dagligt!’ stønner jeg. ’Og han stresser altid op til evalueringen, hvis jeg kan fjerne lidt af presset så går det ikke så hårdt udover Evan.’ Ikke fordi min far forventer nogen af ham, men Evan higer efter den mindste form for anerkendelse op til evalueringen og jeg håber at det er mere sandsynligt at far ser ham, hvis han ikke skal bekymre sig om mig og mine resultater.

’Uh!’ Vrisser Laura. ’Den mand har bare ikke fortjent at være jeres far!’

Jeg ved hun mener det godt, men det stikker alligevel i mit hjerte. Det tog hårdt på ham at miste vores mor, jeg husker stadig hvordan han var før hun døde og det er måske det eneste der gør at jeg stadig holder af ham, det og håbet på at han kan vende tilbage til at være som før.

’Han har sit at kæmpe med.’ siger jeg stille.

’Det har vi jo alle.’ Laura rækker mig et blødt tæppe og jeg tager taknemlig imod det og sætter mig ned ved siden af hende. hun placerer en varm kop imellem mine kolde hænder. Duften af kakao møder mine næsebor og jeg snuser saligt ind. Drikken får varmen til at brede sig hurtigt i min krop, men det der varmer mig mest er Lauras venskab. Jeg har ikke altid haft hende, jeg var en enspænder og ensom indtil jeg blev flyttet til skolen i centrum, hvor jeg mødte hende og Olav.

 

Her i den yderste zone, kan man se et godt stykke af himmelen. Dette er en af grundende til at jeg elsker den ydre voldgrav, her er en helt anden følelse end i resten af byen. En følelse af frihed og åbenhed.  

Vi sidder lidt i tavshed imens står solen op og gør stemningen lysere.  Himlen over os forvandles langsomt fra sort til blå. Snart er toppen af blokken bag os malet varmt gul. De mange vinduer bag os glimter i solen, mens skyggen der først dækker alle 39 etager, langsomt skrumper ind, lysner og fader ud. Til sidst er vi ikke længere indhyllet i mørke, men omgivet af dagslys. Vi sidder i den sydlige ende af gaden og kan se porten til blok 5 og port sluserne i vandet.  Alle zoner i byen kan lukkes af i tilfælde af krig, eller som ved den store epidemi, men nu står portene åbne.  To unge mænd komme løber ind gennem porten fra zone 5 og videre, Før de stopper ved træningspladsen i midten af blokken.

Laura roder rundt i sin store lærredstaske og tryller to sandwich frem med et: ’Ta da!’

'Jeg har spist morgenmad.' siger jeg automatisk, før jeg tænker mig om. Jeg ser grådigt på den sandwich hun holder op foran mit ansigt. Heldigvis protesterer min mave med en høj rumlende lyd. Laura løfter et bryn højt i vejret. ’Måske der er plads til brunch.’ siger jeg med et skævt smil og snupper maden ud af hendes hånd og hun griner.

Jeg sluger sulten sandwichen, jeg forbrænder meget når jeg træner og min krop har brug for brændstof og som så ofte før var der ikke mad tilovers i vores køkkenskabe til at smøre en madpakke til at dække min glubende appetit.

Et hold synkron svømmerne kommer luntende forbi os i deres matchende pastelgule velour dragter og hoppende hestehaler. Vi kan høre dem fnise og pludre hele vejen hen til træningspladsen hvor de slutter sig til de unge mænd fra før. Som de fleste andre på denne årstid komme de kun for at træne på landjorden, men om sommeren er her fyldt af mennesker i vandet, der dyrker udspring, svømmer eller spille vandpolo.

Gagan plejer at spille vandpolo. Folk går ikke så meget op i zoner her og hvor du kommer fra, især ikke vandpolo spillerne, det eneste de går op i er om du kan bruges til noget i vandet.

Jeg er god til at svømme og dykke, men foretrækker at være tilskuer til vandpolo. 

Flere fra Vandpolo holdet begynder at dukke op omkring os, selvom de stadig kun kommer for at træne på landjorden mødes de her hele vinteren. Jeg ser en velkendt skikkelse, ikke Gagan, men Olav. Han kommer smilende hen mod os.

'Hey tøser!' Hans kraftige lyse hår er skulderlangt. Hans gråblå sweatshirt matcher hans øjne der skifter mellem mig og Laura. Jeg lærte ham og Laura at kende da jeg startede på skolen i centrum. Første gang jeg mødte dem troede jeg de var kærester, men Laura har altid stædigt afvist at de er mere end venner.

'Hey, drengerøve.' Hun lægger hovedet på skrå og smiler til ham og de holdkammerater der følger med ham. Olav spærrer øjnene op da han registrerer at jeg har svømmedragt på.

’Du har sgu da ikke været i vandet i dag?'

 'Selvfølgelig, har hun det!' Svarer Laura irriteret for mig.

'Jeg er bange for at jeg kommer til at betale for det i aften.' siger jeg og smiler skævt.

'Pyt, du kan tåle det.' Siger Olav og blinker til mig. Han henviser, som Laura, til min berygtede perfekte borger log.

'Sig det til min far.' Mumler jeg for mig selv og gruer for i aften, når han vil gennemse vores resultater på storskærmen i vores stue.

'Og du har holdt en palle varm til mig.' Han blinker til Laura og gør tegn til at sætte sig ned på hendes udbredte tæppe. Hun ruller irriteret med øjnene, men gør plads til ham.

 

Olav kom ikke alene. En høj skikkelse står foran mig og skygger for solen. Jeg læner mig tilbage for at se hans ansigt, men lyset bag ham lægger det i skygge. Han vender sig da en af de andre gutter taler til ham og nu kan jeg se ham. Han er blond og velklædt, jeg gætter på at han kommer fra 6. sal eller over, jeg føler mig nusset ved siden af hans pletfrie udseende. Olav præsenterer ham endelig som Alex, han kender ham fra Medielinjen. Lauras øjne lyser op da hun hører at han studerer journalistik, sikkert ved tanken om at Alex kunne have sladder om de kendte. Olav interesserer sig kun for sport og vil være sportsreporter, mens Laura er vild med skuespillere og musikere.  Alex smiler og tager Lauras fremstrakte hånd. En duft af dyr cologne møder mine næsebor da han sætter sig ned på den anden side af mig. Jeg forsøger at rykke tættere på Laura for at give ham plads, men samtidigt læner hun op af mig og det gør det svært at flytte mig. Hun læner sig ind foran mig og ser på ham med skinnende øjne.

 

-’Har du noget insider viden om DeBazementz, eller måske Sergio?’ spørger hun ivrigt. Jeg stønner indvendigt ved tanken om at skulle høre mere om hendes favorit idoler.

Han smiler undskyldende.

-’Mit speciale på linjen er om udenbys nyheder desværre, ikke kultur.’

Hun falder skuffet sammen, men så ser hun håbefuld ud.

 -’Sergio, han er da fra en anden by oprindeligt?’

Han trækker på skuldrene og ser beklemt over på Olav for hjælp.

Laura skuler selv mod Olav.

 -’Hvorfor er der ingen af jer der interesserer jer for vigtige nyheder?’

-’Hey sport er vigtigt!’ siger Olav indigneret og starter et mindre skænderi med Laura der straks sprutter:

-’I modsætning til kunst?’

 Jeg smiler lidt af mine dramatiske venner, der fortsætter deres diskussion uden at ænse andre.

 Alex ser på dem med løftede bryn.

 -’Er de altid sådan?’

-’Kun hvis de taler om sport, musik eller film, så… ja.’ Ler jeg.

-’Og hvad med dig er du til sport eller kultur?’ han ser vurderende på mig.

-’Jeg er lidt til begge dele, men kunstner genet er det kun min lillebror der har fået, jeg kan ikke andet end at svømme.’

 -'Det er nu ret imponerende at du svømmer på den her årstid.'

Hans klare blå blik glider nedad min krop og jeg ser selvbevidst ned af min krop der ser tyk og blød ud i mit polstrede tøj .

-’Nå ja min dragt.’ Jeg rødmer ved tanken om jeg et øjeblik troede han tjekkede mig ud. -'Den er jo godt polstret. Så er det ikke så slemt.'  

-'Alligevel.’ Han gyser. -’Træner du til noget bestemt?'

-'Nej.' Jeg ryster på hovedet. -'Ikke rigtigt.'

-'Så det er bare for sjov at du hopper i iskoldt vand en vintermorgen. Så vidt jeg har forstået endda før solen er stået op.’  Han hæver et bryn og ser skeptisk på mig.

-'Det er forår.' Jeg smiler skævt.

-'Officielt måske, men sig det til termometeret!'  Han gyser igen og hans næse er blevet en smule rød, det bryder hans ellers perfekte facade og får mig til at slappe lidt af. Jeg ryster på hovedet af mig selv over at være så overfladisk at jeg har brug for at andre skal have fejl for at jeg kan slappe af.

-’Jeg har bare brug for det.’ Indrømmer jeg. -’Det er en hobby, men med skole og arbejde har jeg kun tid søndag morgen.’ Han læner hovedet bagover og kommer med en medfølende lyd.

 -’ Ditto her. Jeg er begravet i opgaver, vores professor er en ren slavepisker.’ Han peger mod muren i retning af klatre væggen og udspringene. - 'Jeg plejer selv at lave udspring, men jeg holder mig fra det i vintersæsonen.'

-'Hvorfor har jeg ikke set dig før?'

Han smiler skævt.

-'Du har faktisk mødt mig før.'

-'Åh?' Jeg rødmer skyldbetynget over at jeg ikke kan huske ham.

-'Jo, jeg tror jeg gjorde din kæreste vred.' Han ser sig over skulderen, som for at tjekke om der skulle stå en vred kæreste bag os lige nu.  Jeg ved ikke hvad han taler om , men det gør Olav åbenbart for han bryder ind i vores samtale:

-’Mener du Gagan?’

-'Hendes kæreste?' Sprutter Laura ved siden af mig. 

Jeg ser irriteret på hende og før hun siger mere om hvorfor vi selvfølgelig ikke er kærester, svarer jeg hurtigt:

- 'Han er bare en ven.' Men jeg spekulerer på om han egentlig stadig er min ven? Jeg synker en klump og skotter mod Alex, han smiler, tydeligt tilfreds med mit svar og jeg undgår hans lidt for direkte blik.

Olav skuler mod Alex.

-’Jeg prøver faktisk at overtale Alex til at overtage Gagans plads på holdet, men han gider ikke.’ 

Alex løfter skuldrende beklagende.

 -’Min styrke ligger i udspring, ikke holdsport, desværre’.

-’Kommer Gagan ikke tilbage til holdet?’ Spørger jeg med en synkende følelse i maven. Jeg håbede at han ville dukke op igen når sæsonen starter igen her om et par måneder.

-’Han påstår han ikke har tid.’ Siger Olav og ser tvær ud.

-’I har jo ikke en chance uden ham.’ Stønner Laura og løfter opgivende hænderne.

’Hvornår så du ham sidst?’ Spørger jeg. Lige nu er jeg ligeglad med holdet og næste sæson, jeg vil bare gerne høre nyt om Gagan.

’I lørdags, på gaden. Han hang ud med drengene og en toplækker opper dame.’ Han nikker til Alex. ’Du ved hvordan de elsker bad boys på toppen.’

Den synkende følelse bliver værre og jeg blinker febrilsk med øjnene, Jeg ved ikke om det er tanken om Gagan i ringen eller at han er sammen med en opper kvinde der får dem til at svide.

Olav ser på Alex med et indforstået smil og griner:

’Måske vi skulle prøve en tur i kamp ringen næste weekend? Være badboys for en weekend?’

Det får Laura til at fnyse højt. ’Din gris!’

’Nej tak, det er ikke noget for mig.’  Ler Alex høfligt og skæver til mig.

Jeg ser væk. Jeg tror han er interesseret i mig, men jeg er stadig ved at sluge den bitre pille at Gagan ikke har tid til overs til os, hans venner, men tilsyneladende masser af tid til Opper damer.

Laura strækker sig og gaber så ser hun på sit ur. ’Nå Ea, Hamammen er åben nu. Skal vi gå?' spørger hun mig.

Jeg nikker lettet og begynder at rejse mig, men Alex lægger en hånd på min arm.

-'Vent.' Han bider sig i læben -’kommer du til evaluerings-festen?’

-’Det gør hun!’ Siger Laura højt og syngende bag mig. Jeg ruller med øjnene og giver Alex et stift grin.

Han besvarer det med et blændende hvidt smil, der ærligt talt gør mig blød i knæene og får min stive grimasse til smelte og før jeg ved af det, fniser jeg som en lille pige. Han smil bliver bredere.

-’Godt…så ses vi der?’ Siger han.

’Ja.’ Jeg nikker, vender mig hurtigt før han ser mig rødme og følger efter min irriterende Kirsten giftekniv af en veninde.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...