Self'destruction

Ville i stoppe jeres goals, hvis det sårede andre?
Catanelia's mål for hende selv, sårede andre. Hun prøvede at stoppe det, hun prøvede at starte med at spise.
Men hvis i havde forældre det plejede at være ligeglad med jer, og ligepludselig ville bestemme over jer? I var den populære på skolen, men perfektion ikke var perfekt nok? Presset er for stort, og Cat vil gøre alt for perfektion.

Følg med i Catanelia's hverdag med Anorexia Nervosa

2Likes
8Kommentarer
465Visninger
AA

4. Let's (NOT) eat

 

Catanelia's synsvinkel.

Jeg åbnede øjnene og mærkede at jeg havde noget i armen. et drop, og jeg kunne regne ud at det sikkert var noget sukker pis de sprøjtede ind i min krop, nu havde jeg gået så lang tid og fået alt det lort ud af mit system og så propper de bare mere ind? de værdsætter da hellere ikke hårdt arbejde...

"Du ved godt at det ikke er sundt det du gør ikke?" Jeg blev helt forskrækket da jeg hørte hans stemme, jeg kiggede op, og ganske rigtigt der sad den mystiske fyr, og kiggede på mig.

"Jeg ved ikke helt hvad du mener" Svarede jeg snerpet, magtede ikke at han skulle til at belære mig, når jeg ikke engang kendte ham

"Tror jeg godt du ved Cat" Sagde han og blinkede, efterfølgende af et kækt smil

"Hvor kender du mit navn fra?" Min stemme løb ud af munden på mig, og min stemme rystede.

"Alle kender dit navn haha, du var ret kendt blandt alle her på skolen, som du nok husker" Svarede han igen flabet.

Hold nu kæft han var flabet! Det var pisse irriterende, og alligevel lidt dejligt, at hans stemme ikke flød med medlidenhed, men istedet snakkede han til mig som en ligemand, ligesom når han snakkede til alle andre.

"Så siger vi det, men hvor fanden er jeg henne?" Spurgte jeg, og kiggede rundt, altså hvor fanden var jeg?

"Skolesygplejsken, du besvimede ude på gangen, så bar dig her ind." 

Jeg fik en klump i halsen, han havde båret på mig? Nu vidste han sikkert hvor fucking tung jeg var, hvor fed jeg var, hvor var det dog pinligt.

"Nå, hvornår må jeg gå så?"

Men inden han nåede at svare blev døren åbnet, og en ung lyshåret dame, med en hvid kittel kom ind af døren. 

"Hejsa Catanelia, har du det bedre?" spurgte hun, med en stemme der lød så falsk, at hun kunne være købt i kina haha 

"Fint nok, bare lidt klamt i fylder mig op med det der sukkervand pis" svarrede jeg surt, for det var virkelig klamt! og jeg ville rigtig gerne have det ud..

"Det er det der hjælper dig til at få det bedre, din krop havde ikke mere nærring, og dit blodsukker var alt for lavt Catanelia! jeg har ringet til din mor, og hun fortæller mig du har lidt problemer med det?" spurgte hun, med hendes falske søde stemme igen.

"Min mor tror jeg har problemer med det" Hvæste jeg tilbage.

Hun satte sig ved siden af mig, så nu sad der en læge på den ene side og en mystisk dreng på den anden side, og jeg anede faktisk ikke hvorfor han stadig var herinde? hvorfor skulle han høre det pis som lægen fyrrede af

"Catanelia, jeg ved godt det er svært at forstå når man ikke selv kan se det er et problem. Men med din højde og alder er 31 kilo slet ikke nok at veje! Du må da kunne se at det er et problem, det skader dine organer, dine knogler og dig selv." sluttede hun af med.

Sagde hun lige min klamme vægt foran ham den flotte dreng??? jeg skyndte mig at kigge hen på ham, og han sad med et overraskende blik i sine øjne, synes han at jeg var så fed, han syntes sikkert jeg var klam nu.

"Du havde ikke behøvet at sige min vægt! tag det her pis ud af min arm, sådan at jeg kan skride ud af det her fucking lorte rum!" Råbte jeg af hende, og hvis mine øjne kunne dræbe, var hun bestemt død nu.'

"Du bliver nød til at sidde med det lidt endnu, din krop har brug for mere for at kunne fungere funktionelt."

"Tag det fucking ud af min arm nu!"Råbte jeg så højt jeg kunne

"Rolig nu Cat, forhelved." Hviskede den mystiske dreng til mig

Jeg fik kuldegysninger, men han skulle fandme ikke tro at han kunne få mig til at have dette lort i min arm, jeg ville have det ud og så skulle de fandme også gøre det!

"Det kan du squ sagtens sige, det er ikke dig der bliver tvunget til sådan noget pis her" Hvæsede jeg af ham.

Mit hjerte bankede hurtigere, og jeg kunne mærke jeg blev varm i hovedet. Min arm bevægede sig hen mod droppet, og hurtigt havde jeg rykket det ud. Jeg rev dynen af mig, og rejste mig, men faldte hurtigt tilbage i sengen, da mit hovede kørte rundt. 

"Catanelia, det er det jeg siger, din krop har ikke fået nok" Sagde hende damen bekymret.

"Luk" var mit eneste svar

Jeg tog en dyb indånding og prøvede så igen, denne gang kom jeg op på benene og gik hen i mod døren. Fuck dem.. Da jeg kom ud af døren, stod der et par stykker, jeg anede ikke hvad de ventede på, men fandt hurtigt ud af det der de så mig, ALLE  kiggede på mig, men jeg var fucking ligeglad. Jeg skulle ud og løbe, jeg skulle forbrænde det her lort af mig, sådan at det ikke blev til fedt på min blævrende mave.

Mit hoved vandrede rundt igennem menneske mængden, og fik øje på Pattie. Hun rystede på hovedet med tårer i øjnene, og løb hurtigt hen til mig, hun svingede armene rundt om mig og krammede mig. Jeg mistede pusten, jeg blev så forskrækket. Hun, hun, hun krammede mig?

Jeg kunne mærke at mine øjne løb i vand, men jeg nægtede at vise de andre at jeg græd. Men jeg kunne ikke lade være med at tage mine arme rundt om hende og kramme hende tilbage, hvor havde jeg dog savnede hendes kram, hendes duft og bare hendes nærvær. 

"Jeg troede der var sket dig noget, jeg var så bange!" Hulkede hun med en rystende stemme.

"Intet skade sket Pat" Hviskede jeg tilbage til hende.

"Jeg savner dig Cat! vil du ikke godt lade vær at skubbe mig væk?!" Græd hun

Hun slap grebet fra mig, og kiggede i mine øjne, og self så svag jeg var, begyndte mine øjne at fylde op med vand igen, og det eneste jeg kunne var at nikke tilbage til hende, jeg kunne ikke få et eneste ord ud, jeg var målløs, og inden i var jeg så glad, havde jeg virkelig fået hende tilbage?!

                                                                                           ***

Sveden rendte ned af min pande, jeg var løbet rundt om skolen 3 gange, og nu hjem. Jeg havde nok brændt godt og vel alt det sukker vand af de havde puttede i mig, Men tanken om at jeg skulle hjem og spise aftensmad nu, og at min mor havde fået beordret at glo på mig ind til at jeg havde spist om, skræmte mig så meget! jeg havde gået og tænkt og tænk hvilken undskyldninger jeg kunne komme på, jeg kunne vel have fået influenza? men hun ville sikkert ikke hoppe på den, da jeg har brugt den før.. Jeg måtte finde ud af et eller andet, for jeg skulle ihvertfald ikke spise en hel potion mad.

Jeg åbnede døren, og smed mine sko af. Jeg kiggede undrene ned på skoene, min fars stod her? havde han virkelig fået nosser nok til at se sit barn, det var da helt utroligt! En underlig følelse i maven kom frem, da tanken om at jeg skulle se min far for første gang efter indlæggelsen, nervøsiteten kom frem, og jeg var helt ude af mig selv.

Mine tunge skridt, var snart nået ind i køkkenet, og lugten fra maden som tydeligvis var kylling, og sikkert noget mere til kom ind af mine næsebor, jeg hadede lugten af mad, for jeg vidste at jeg så skulle til at blive sur, finde på undskyldninger osv. for ikke at spise. 

Jeg rundede hjørnet, og så min far og min mor sidde ved bordet. De ventede sikkert på at jeg kom hjem, jeg var så også kommet en halv time for sent hjem, da jeg jo lige skulle løbe lidt ekstra, men det behøvede mine forældre jo ikke og vide. Jeg satte mig ved bordet, og kiggede frem og tilbage på dem, de sagde intet, de sad bare og kiggede, hvilket freakede mig ud, det var da uhyggeligt!

"Øøøøh, har i tænk jer at sige noget" Spurgte jeg svagt, da mit hoved gjorde ondt.

Det eneste min far gjorde var at kigge op og ned af mig

"Hvorfor kom du senere hjem?" Svarede min mor så endelig

"Jeg snakkede med Pattie" Ja, jeg løj, men fuck det. Min mor nikkede, og smilede lidt.

"Det er helt utroligt du er hjemme i dag?" udbrød jeg, og kiggede på min far, før jeg kunne nå at stoppe mig selv.

"Ja, der var heldigvis ikke noget arbejde, så vi kan alle sammen spise sammen i dag" svarede han, og smaskede det mest falske smil, jeg nogensinde havde set på. 

Jeg grinte lidt for mig selv, hvor var det her da dybt latterligt, vi sad alle sammen her og legede at vi var en glad lykkelig kernefamilie, når ingen af os i virkeligheden ville være her! Havde faktisk lyst til at sige det til dem, men ville ikke skabe flere problemer.

"Nå, lad os spise" Sagde min mor muntert.

Mine øjne farrede hen på bordet, der stod kylling, salat, flødekartoffler, hvidløgs flutes, og hvis jeg gættede rigtigt stod der sikkert også en dessert til efter maden. I tænker nok det lyder rigtig lækkert huh? Men nej, jeg fik den sygeste kvalme, bare ved at tænke på at jeg skulle spise alt det der.

Min mor begyndte at fylde på min tallerken, da hun var færdig kiggede jeg ned, en helt fyldt tallerken med klamt klamt mad.. Jeg kiggede over på min far han nikkede, og kiggede ned på maven som tegn på, du kan godt. Men det kunne jeg ikke...

"Spis nu min skat" Mumlede min mor med mad i munden,,

Jeg nikkede bare, kæft det her blev min domme dag, jeg tog min gaffel og tog noget salat i munden, jeg tyggede, tyggede og tyggede...

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes i så? i må meget gerne give ris og ros! vis den til jeres venner, like og fav, så bliver jeg rigtig glad!! I må meget gerne skrive hvad i tror der kommer til at ske! 
- Kys M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...