Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7913Visninger
AA

1. Sandheden

Jeg kigger på mig selv i spejlet og mine skuldre falder sammen. Jeg sukker, for hvad der føles som den tusinde gang i den sidste måned.

Jeg har enorme, dybe, mørke render under mine matte blågrå øjne, og mit mørkebrune hår er livløst og fladt. Mine læber er tørre og sprækket og bærer sjældent et smil. Det eneste jeg har kræfter til er det kedsommelige, hårde udtryk, jeg altid render rundt med.

Jeg smører mine læber med min læbepomade og smiler til mig selv i spejlet. Det forsvinder hurtigt igen, da det bare var endnu en grimase.

”Kom nu, Amelia! Jeg skal også til!” Jeg ruller med øjnene og åbner badeværelsesdøren. Jeg kommer ansigt-til-ansigt med min bedsteveninde Stephanie. Hun smiler stort til mig – også selvom jeg blot sender hende et kedsommeligt blik.

”Op med humøret, A, vejret er fantastisk i dag!”

”Ingen kalder mig A.” Kun Louis. ”Vejret er altid godt.”

”Hvis jeg ikke må kalde dig A eller Mila, hvad er der så tilbage?” Stephanie står i døråbningen mellem stuen og badeværelset.

Jeg kigger ikke på hende, da jeg svarer.

”Amelia.” Stephanie sukker. Hun lukker badeværelsesdøren og efterlader mig alene.

Alene, tænker jeg, det er det eneste, jeg nogensinde er. Jeg sukker og nipper til min sorte kaffe. Det hjælper med at holde mig vågen, når mareridtene ikke gør.

Jeg står for mig selv og kigger ud af vinduet på verdenen under mig. Det får mig til at føle mig mindre, end jeg allerede føler mig.

Verdenen har glemt mig – det er som om, jeg slet ikke eksisterer mere. Hvem er Amelia Sophia Tomlinson? – det er der ingen, der ved.

Det eneste verdenen kan huske er alle de dumme ting Lily Davis har udsat dem for. Ingen huske de gode ting jeg har gjort.

Min tvillingebror, Louis, vil ikke snakke med mig, og min lillesøster, Charlotte, ignorer mig. Jeg har kun familien Beverly, Stephanie og min mor, Johannah.

Det burde være nok, ikke? Jeg burde være glad for, at der stadig er nogen som gider at snakke med mig efter det, jeg har gjort.

Familien Beverly – Clarissa, Benjamin, Matthew og Kenneth – behandler mig ikke anderledes end før, men de kendte også alle sammen til min hemmelighed før resten af verden.

Jeg har endnu ikke forstået, hvorfor Stephanie var så hurtig til at tilgive mig. Når alt komme til alt har jeg holdt det lige så meget skjult for hende som alle andre. Jeg havde troet, at hun ville reagere på samme måde som Louis – ved at fjerne mig totalt fra sit liv. Jeg prøver ikke på at være utaknemmelig – jeg er dybt taknemmelig over at have en veninde som hende.

Jay er ligesom familien Beverly – hun kendte allerede til det, så det gik hende ikke på. Hun kommenterede også, at hun ville elske mig uanset hvad – hun er min mor, det skal hun sige.

Jeg lader en enkelt tårer kærtegne min kind, da jeg tænker på min mor. Jeg har ikke set hende i så lang tid. Jeg har ikke kunnet få mig selv til at besøge hende. Mine yngre søskende gider mig ikke mere, og jeg undgår så vidt som muligt at gå udenfor.

Normalt bekymrer jeg mig ikke for andre meninger om mig, men der her er helt anderledes. Jeg har alle øjne rettet mod mig i et forsøg på at finde nye ting at hade mig for.

”Amelia!” Jeg blinker og kigger på pigen ved siden af mig. ”Jeg har prøvet at komme i kontakt med dig i, sådan, to minutter. Er du okay?” Hun kigger på mig med bekymret brune øjne. Jeg ved, at de er bekymret for mig, men jeg kan virkelig ikke tage mig af det.

”Aldrig haft det bedre,” svarer jeg i en sarkastisk og monoton tone. Stephanie blinker en enkelt gang og sukker så. Hun tager fat i min hånd og begynder at hive mig efter hende.

”Hvad laver du?” Spørger jeg irriteret. Hun fortsætter mod døren, uden at svarer mig. Jeg stopper i mine skridt, så Stephanie næsten falder og giver slip på min hånd. Hun kigger forvirret på mig.

”Jeg går ikke der ud, igen.” Jeg vender ryggen til hende og går hen til der, hvor jeg stod før. ”Jeg kan ikke.” Jeg blinker tårerne væk.

”Vær nu sød, Amelia! Det eneste du har lavet den sidste måned er at kigge ud af det vindue. Du har ikke trådt mere end ti skridt ud af lejligheden i de sidste to uger.” Jeg kigger på hende over min skulder og ser, at hun har tårer i øjnene. ”Jeg er bekymret for dig.”

”Det ved jeg.” Jeg siger ikke andet.

”Hvorfor er du så, så selvvisk?” Jeg vender om og kigger surt på hende.

”Er jeg selvvisk?”

”Du er den mest selvviske person, jeg kender. Du laver ikke andet end at have ondt af dig selv!” Det var dråben som fik mit bæger til at flyde over.

”Måske er jeg selvvisk, og måske har jeg ondt af mig selv! Du har ingen ide om, hvordan jeg har det. Jeg har mistet alt! Jeg har mistet min familie, – som jeg ikke engang havde lært at kende endnu! – hele verden hader mig og min karrier er forbi. Du skal ikke komme her og tro, at du kender bedre til det, end jeg gør!” Jeg råbte måske lidt af hende, men jeg kan ikke lade være. Jeg er bare så frustreret, irriteret og forvirret. Stephanie siger ikke noget til udråb – hun kigger bare på mig med store, uskyldige øjne.

Jeg stønner opgivende – Stephanie er van til min opførsel, så jeg kommer ikke uden om det her.

”Fint.” Hun jubler og krammer mig.

”Du kommer ikke til at fortryde det!” Jeg ruller bare med øjnene og går ind på mit værelse.

Jeg fortryder det allerede.

Stephanie ved lige præcis, hvilke knapper hun skal trykke på for at få mig til at føle mig skyldig.

Jeg træder ud af badet ti minutter senere og skynder mig at få noget tøj på. Jeg vælger noget afslappende at have på, men alligevel noget jeg kan være bekendt at vise mig offentligt i. Jeg sætter mit lange, brune hår op i en rodet knold og tager mine mørke, latterligt dyre solbriller på.

”Endelig! Jeg troede ikke, at du ville komme ned.” Stephanie kigger på mig med en overraskelse der pisser mig af.

”Der er kun gået tyve minutter,” svarer jeg bittert og går ud af hoveddøren. Stephanie følger efter mig hen til hendes bil og sætter sig ind på førersædet ved siden af mig. Hun starter motoren og starter turen ind mod centrum.

”Hvad skal vi?”

”Shoppe!” Stephanie hviner og parkerer ude foran det kæmpe shopping center. Jeg mærker farven i mit ansigt forsvinde ned i min mave. Jeg løfter mine solbriller, så jeg kan kigger på hende.

”Du er vel ikke seriøs?” Jeg håber ikke, at hun er seriøs.

”Så seriøs som dagen er lang!” Hun er meget seriøs. Jeg placerer brillerne tilbage på min næse og kigger på den store, offentlige bygning foran mig.

”Jeg har ikke noget penge.” Jeg prøver at komme med en undskyldning for ikke at skulle gå med der ind. Stephanie sukker opgivende og tager min pung ud af min skuldertaske. Jeg kigger forvirret hen på hende, imens hun lyner den op. Hun viser mit guldkort frem for mig.

”Ingen penge, var?” Jeg grimasser og tager mine ting ud af hendes hænder. Hun griner bare af mig, fordi hun ved, at hun har ret. Man kan kun have et guldkort, så længe man har over 50.000 kr. på sin konto. Jeg retter på mine solbriller og smækker bildøren på plads. Jeg følger irriteret og surt efter hende. Mit udseende er ikke så meget grunden til, at jeg bliver genkendt – det er mit navn, som sender advarselsklokker hos halvdelen af jordens befolkning. Hvis du ikke allerede har hørt om: ”Sandalen Amelia Tomlinson”, så har du boet under en sten i den sidste måned.

”Hvor vil du hen først?” Spørger Stephanie i det sekund, vi er kommer fordi de kameramænd der altid står ude foran centeret. De håber, at de kan få et godt billede af en berømthed som laver en fejl eller som bare ser frygtelig ud.

Eftersom jeg ikke tiltrækker meget opmærksom med min mundering, og fordi Stephanie ikke er berømt på nogen måde, så slap vi helskindet igennem det.

”Hjem,” svarer jeg koldt og bittert med armene over kors. Stephanie svarer ikke. Hun tager fat i min hånd og hiver mig med ind i den nærmeste tøjbutik med udsalg. Jeg kigger forvirret rundt på alle de gule og røde skilte. Stephanie ser dette og ruller med øjnene.

”Ja, vi kan altså ikke alle have råd i rigtig mærkevarer tøj.” Hun peger ned på mit tøj. Jeg kigger ned ad mig selv og løfter et øjenbryn. Hun sukker frustreret: ”Du bærer rundt på den nyeste Louis Vuitton taske i ægte læder med hæle der matcher og et rosa guld Gucci armbåndsur med læderrem.”

Jeg ser pludselig, hvad hun mener. Jeg ligger mærke til hendes tøj for første gang; helt almindelig, billig skuldertaske og banale, sorte Converse.

Og jeg som troede, at det var et almindeligt, afslappende outfit.

”Resten er meget normalt, med det der er så overdrevet.” Måske har hun ret. Jeg væmmes ved mig selv, og den person jeg er blevet til. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville blive et luksusdyr.

Jeg tager uret af og ligger det ned i min taske. Uheldigvis kan jeg ikke gøre så meget ved resten.

Jeg kigger rundt omkring mig, fordi jeg er frygtelig paranoid. Jeg føler at alle øjne er rettet mod mig, imens de kritiserer mig med deres øjne.

”Op med humøret, Amelia! Lev lidt – vær lidt ligeglad. Shop!” Jeg kigger tilbage på hende uden at udtrykke en mine. Uden at sige noget til hende vender jeg mig om for at kigge på tøjet uden rigtigt overhovedet at kigge.

Kort tid efter kommer Stephanie valsende over til mig med noget tøj i hænder.

”Prøv det.” Hun skubber mig ind i et ledigt prøverum. Jeg kigger på mig selv i spejlet og på stablen af tøj i mine hænder. Jeg smider det på gulvet og sidder mig på den lille skammel i hjørnet. Jeg fjerner mine solbriller fra min næse og kigger på mig selv i spejlet. Matte, grå øjne kigger tilbage på mig med mørke render, der matcher. Min hud er glat uden så meget som en fejl eller plet i syne.

Der er vel én god ting ved ikke at skulle have makeup på hver dag.

Tanker for mig til at smile mens tårer presser sig på bag mine øjne.

Uanset hvor meget jeg prøver at komme videre, så er det ikke muligt for mig lige nu. Jeg savner at være Lily Davis alt for meget til bare at glemme hende ligesom resten af verden har.

For at være ærlig så tror jeg ikke, at jeg kan finde én person – som ikke kender mig – som stadig lytter til min musik, og jeg gør mig ked af det.

Jeg vil aldrig kunne finde på at vise eller fortælle hvor ked af det, jeg egentlig er. Ti minutter efter rejser jeg mig fra skamlen og tager mine solbriller på. Jeg tager fat i det tætteste stykke stof og går ud. Jeg lader resten ligge, fordi det ikke er mig der får penge for at ligge det væk. Jeg går forbi Stephanie og direkte op til kassen.

”Har du fundet noget?” Spørger pigen bag disken. Jeg ruller med øjnene bag mine briller og finder mit kort frem. Jeg giver det til hende, og hun bipper det ind i maskinen. Imens hun tror, at jeg ikke kigger på hende, tager hun et hurtigt kig på navnet og gisper.

Lily Davis?” Hun spytter nærmest sine ord ud. Jeg løfter et øjenbryn af hende. Jeg havde helt glemt hvilket navn, der står på det. Det må jeg virkelig få fikset.

”Undskyld mig?”

”Du hørte mig, din sæk! Jeg fatter ikke, at du var min rollemodel. Jeg ved ikke, hvad jeg så i dig.

Men nu ved jeg det. Du havde mig hypnotiseret og manipuleret ligesom resten af verden. Du er ikke andet end en led, møgforkælet primadonna der går i designertøj!” Jeg tårer min kind af det sted hun spyttede på mig, men for hende så det anderledes ud. ”Skal du til at tude nu også?” Jeg ruller med øjnene og tager mit kort ud af hendes hånd. Jeg tager tøjet i min hånd og stopper det ned i min taske, imens og sørger for, at hun ser min designertaske.

”Det er meget smigrende, at du ikke kan lade være med at sige så venlige ting til mig, men vær så venlig i det mindste at holde dit mundvand for dig selv.” Pigen kigger rasende på mig.

”Du er en skændsel for Tomlinson-navnet – du fortjener ikke at bære det.” Jeg kan se på hende ansigtsudtryk, og hun tror, at hun har fået mig ned med nakken. Men som hun siger, så jeg er en Tomlinson, og det er jeg ikke for sjov.

”Nej, det gør jeg sikkert ikke,” svarer jeg med et træk på skulderne. Hun kigger forbavset på mig: Hun havde nok håbet, at det ville have fået mig til at løbe grædende ud af butikken. Jeg løfter mine solbriller og blinker til hende med et kunstigt, kækt smil, før jeg placerer den tilbage på min næse.

”Elsker din bluse,” tilføjer jeg og går ud af butikken med mit hoved højt.

”Hvad gik det lige ud på?” Spørger Stephanie overrasket, forvirret og forundret.

”Nogen gange må man kæmpe ild-mod-ild, og andre gange må man holde sin mund. Men uanset hvordan du end vender og drejer det, så vil det altid være den frygtelige sandhed.”

Turen hjem var stille.

Senere selv samme aften da jeg så fjernsyn dukkede mit ansigt pludseligt op. Jeg griber fjernbetjeningen og skruer op for lyden.

”Amelia Tomlinson var set offentligt i dag for første gang siden hændelsen i sidste måned. Den forhenværende sangfugl har nægtet både interviews og offentlige komsammener lige siden. En kilde har fortalt at sangeren råbte og skreg af hende helt uden grund, og jeg citerer; ”Hun er bare så modbydelig, at jeg aldrig håber, jeg møder hende igen!” Er unge Tomlinson ved at mistet det sidste greb af sin fornuft?” Jeg skruer ned for lyden og vender tilbage til mit modeblad.

”Irriterer det dig overhovedet ikke?” Jeg hopper og vender blikket mod dørkarmen, hvor Stephanie.

”Selvfølgelig gør det det.” Jeg vender tilbage til mit blad. ”Men jeg er ikke kun en sanger.” Stephanie af alle mennesker burde kende til det.

”Du ser så skide fornuftigt og rationelt på tingene, og det irriterer mig. Har du aldrig lyst til at skrige og slå på noget?”

”Det gør jeg også. Du er der bare ikke til at se på det.” Jeg ville aldrig lade andre se til, imens jeg mister både selvkontrol og disciplin. Stephanie laver en frustreret lyd og skynder sig væk fra mig. Jeg kigger op fra mit blad og hen på, hvor hun stod lige før. En enkel tåre løber ned ad min kind, men jeg tårer den hurtigt væk med et slag med håndledet.

Min neutrale, sort telefon ringer ved siden af mig. Denne gang er det min lyserøde telefon som er lukket inde i en skuffe på mit værelse. Min mave trækker sig sammen, da jeg ser, hvem der ringer. Jeg sætter det på medhør og ligger ned ved siden af mig.

”Hvad har du på hjerte, min kære broder?” Spørger jeg og kigger videre i mit blad. Louis ringer aldrig til mig – han snakker aldrig til mig generelt – så jeg er ikke interesseret i at høre, hvad han har at sige. Men fordi jeg er blevet opdraget godt, svarer jeg selvfølgelig på hans opkald. Det er bare ikke min skyld, hvis jeg lyder som om, jeg er ligeglad.

”Var det virkelig det, der skete?”

”Hvorfor er du interesseret?”

”Fordi det også er mit navn, du sviner til!” Jeg sukker tungt og fjerner højtaler. Jeg holder telefonen op til mit øre og smider mit blad fra mig.

”Du har ignoreret mig i en måned; du har praktisk talt frastødt mig og smidt mig ud af min egen familie, og du tror, at jeg har tænkt mig at fortælle dig noget?”

”Var det det, der skete?” Gentager han. Jeg vender det hvide ud af øjnene og prøver at nedtrykke mine følelser.

”Nej.” Jeg ligger på og smider telefonen fra mig på sofaen. Jeg tager mig i håret og falder sammen på gulvet.

Jeg sidder sådan resten af aftenen.

 

Tideligt næste morgen bliver jeg vækket af, at min telefon ringer. Jeg overvejer at lade den ringe, da der typisk ikke kommer noget ud af at svare på mine opkald.

Men lige før den går på telefonsvaren, svarer jeg på opkaldet alligevel.

”Hvad?” Spørger jeg træt og irriteret.

”Sover du stadig?” Spørger Clarissa Beverly forfærdet. Jeg kigger på uret på bordet ved siden af mig og løfter et øjenbryn.

”Jeps, tydeligvis.”

”Jamen klokken er halv to?”

”Jeg havde en hård dag i går.” Jeg får det sagt lidt hårdere, end jeg havde tænkt mig at sige det. Clarissa er stille et sekund.

”Det er faktisk derfor, jeg ringer. Jeg vil gerne invitere dig hjem på middag i aften.” Jeg er stille i nogle sekunder, imens jeg overvejer mine muligheder.

”Okay,” svarer jeg. ”Vi ses senere.” Jeg ligger på, før hun kan siger noget andet og ligger mig tilbage på sengen som en søstjerne.

Det er længe siden, jeg har set familien Beverly.

Lige siden det der skete i sidste måned, har jeg holdt alle andre end Stephanie lidt på afstand. Det er kun fordi Stephanie tilbød at flytte ind i min lejlighed, at hun overhovedet stadig er her.

Middag med Beverly – det bliver hyggeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...