Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7934Visninger
AA

11. Lettere vej

Jeg har ikke grædt så meget før; ikke engang dengang det skete. På et tidspunkt kom jeg til det punkt, hvor jeg var ligeglad med, om der var nogen som kunne hører mig. Jeg forsvandt helt ind i min egen verden fyldt med selvynk og selvhad. Jeg havde så ondt af mig selv, fordi jeg har gjort det her ved mit eget liv, at jeg har ladt det ske lige for øjnene af mig.

Jeg grad mig selv i seng, så da jeg vågnede i morgen, var jeg svimmel og desorienteret. Jeg var gået ind på mit badeværelse, og kommet ud igen tyve minutter senere som en ægte zombie. Ligesom alle andre morgenen, bortset fra i går eftermiddags, skænkede jeg ikke mit spejlbillede et blik eller en tanke. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg ser ud, men jeg kunne heller ikke være mere ligeglad på det givende tidspunkt.

Jay er bekymret for mig, jeg kan se det stråle ud af hendes øjne. Hun tror ikke, at jeg ligger mærke til det, men det gør jeg. Jeg kan mærke hendes øjne hvile på mig mere end på sine andre børn. Jeg kan mærke den bekymring der følger med at være forældre, en følelse jeg er alt for bekendt med fra mine adoptivforældre.

Jeg grimasser ved tanken om Penelope og mine mundviger bevæger sig længere ned end normalt.

 

Og Jay er bekymret. Amelias mor har ikke gjort andet end at bekymre sig for sin datter siden den dag, Amelias liv sagde farvel og verdenen vendte hende ryggen. Johannah kigger på sin datter og hendes mundviger peger med det samme ned mod gulvet. Hun kan se spændingen og presset ose ud af hende i en tyk, usynlig røg. Hun ved, at hun ikke kan gøre noget ved det, før Amelia er klar til at bede om hjælp. Og Amelia beder ikke om hjælp før den dag, hun indser hvor meget, hun i virkeligheden af brug for.

”Hvad tænker du på?” Spørger Johannah fra sin plads ved komfuret. Amelia blinker og ryster så på hovedet, som om hun kan ryste tankerne ud af sit hoved.

”Ikke noget.” Jay tror ikke på hende i ét sekund, men hun har ikke tænkt sig at snage. Hun har set, hvad denne Penelope kvinde har sagt om Amelia, og som mor kunne hun se lige igennem løgnene, næsten hurtigere end med sine egne børn.

Jay har aldrig fået at vide, hvad Amelia kan have gjort for at modtage så stort et had fra sin moderfigur. Hun har aldrig følt sig mere magtesløs i hele sit liv, end hun gør lige nu. Hun vil ønske, at hun kunne tage Amelia med sig hjem til Doncaster, men hun ved også, at hun aldrig vil kunne få Amelia til at tage med. Amelia har boet i Doncaster hele sin barndom, så Jay ved, at det kun vil rive op i en masse minder, både gode og dårlige, og Jay ved, at det er det sidste Amelia har behold for lige nu.

Uanset hvor meget Johannah prøver at få sin datter til at snakke, kommer hun ingen vegne med det. Hun ved, at der kun er én person som kan gøre det. Det er vidst på tide, at hun anlægger et lille, overraskende besøg hos sin eneste søn.

 

Stephanie kunne ikke falde i søvn i går aftes. Hun hoved vare fyldt med alt for mange tanke, og lyden af sin bedstevenindes gråd fik hende næsten til selv at græde. Stephanie har det så dårligt over, at hun ikke kan gøre noget for at stoppe det. Det hele falder tilbage på én bestemt person. Alle som kender til historien kan regne ud, at det kun er Louis og Amelia selv som kan gøre noget ved denne situation. Resten af dem kan blot give et lille skub og være der, hvis det hele falder til jorden.

Stephanie sidder i stuen sammen med Amelias søstre og prøver at se fjernsyn. Det er ekstra svært, når hun har fire piger til at stirre på hende. Endelig giver hun op.

”Hvad?” Spørger hun opgivende og kigger tilbage på sin bedstevenindes små søskende. Daisy er den første til at sige noget.

”Hvem er du overhovedet?” Spørger hun. Stephanie sender hende et løftet øjenbryn, men der bliver ikke sagt andet.

”Jeg er Amelias bedsteveninde,” svarer hun og vender sin opmærksomhed tilbage til tv’et.

”Kendte du til Lily Davis?” Spørger Félicité. Stephanie føler sig straks ubehageligt til mode. Hun ved, hvilken samtale det her kommer til at blive. Det er en samtale som kun Amelia kan have med dem.

”Ja,” svarer Stephanie kort uden at kigge på nogen af dem. Hun føler, at hun bliver forhørt at en flok mindreårige. Selvom det ikke er hundrede procent rigtigt, så er det, det eneste, hun kan svarer til det.

”Hvordan?” Spørger Phoebe. Stephanie sukker dybt og trækker på skulderne.

”Det er ikke min hemmelighed,” svarer den unge voksen og gør sit bedste for at ignorer de stirrende øjne.

”Hvad laver du i hverdagen.” Stephanie er ved at blive træt af alle spørgsmålene fra den familie, hun ikke kender.

”Jeg går i skole ligesom jer.” Der er stille et øjeblik. Det eneste som kan høres er lyden fra fjernsynet.

”Hvorfor?” Det er den sidste dråbe for Stephanie. Hun rejser sig fra sofaen og går ind i køkkenet til Amelia og Johannah. Stephanie bliver velkommet af en meget stille stilhed. Hun vil kunne hører en nål ramme gulvet, så stille er der.

”Hvad sker der her?” Spørger hun. Da hun ikke fået et svar, bakker hun ud af rummet og går i stedet op på sit værelse. Hende seneste tanke er, hvorfor der var så stille. Det var som om, at der overhovedet ikke var nogen til stede i rummet. Hun undrer sig over, hvad der er sket som har slugt deres opmærksomhed.

 

Jeg sidder fuldstændigt i mine egne tanker, så det er først efter Stephanie er gået, at jeg ligger mærke til, at hun overhovedet havde været der. Jeg hørte ikke, hvad hun sagde, men det må ikke have være vigtigt. Havde det været vigtigt, så havde hun været helt op og råbe det ind i mit ansigt for at få min opmærksomhed.

Jeg kigger op på Johannah som virker til stadig at være fanget i sit eget hoved. Jeg vælger at lade hende være i fred og går ind i stuen. Pigerne sidder og snakker sammen indtil de optager mig i døråbningen.

”Hvad snakker I om?” Spørger jeg. Jeg er ikke interesseret, men jeg vælger at spørge alligevel.

”Ikke noget,” svarer de kor. Det virker næsten til at være øvet. Jeg rejser et øjenbryn af dem.

”Okay.” Jeg trækker på skulderne og tager fjernbetjeningen og skifter kanalen til noget, som jeg gerne vil se. Selvom jeg prøver at ignorer det, så kan jeg mærke fire par øjne stirrer hele vejen ind i min sjæl, og jeg kan ikke lide det.

”Hvorfor kigger I på mig?” Spørger jeg. Jeg er irriteret, men jeg viser det ikke. Det er mine yngre søskende, og jeg vil ikke have, at det får det forkerte indtryk af mig. Jeg får mit spørgsmål til at lyde som om, jeg laver sjov.

”Hvorfor holdte du det hemmeligt?” Spørgsmålet ryger lige ud af Daisys mund, før hun kan stoppe det. Det er tydeligvist ikke et spørgsmål, som hun havde i sinde at spørge. En hver muskel i min krop spænder, at jeg sidder tilbage som en urokkelig statue. Félicité og Charlotte kigger på Daisy med irriteret blikke, og Daisy holder en hånd over sin mund, som om hun er bange for, at hun kommer til at sige andet som ikke skal siges.

Daisy behøver ikke at udspecificere spørgsmål, jeg ved præcist, hvad hun mener. Normalt ville jeg overhovedet ikke have svarer på spørgsmålet, jeg havde blot ignoreret det og fortsat min dag, som om det aldrig var sket, men denne gang er det min søster som spørger, og jeg kan ikke få mig selv til at lade være med at svare.

”Det var lettere,” svarer jeg uden at kigge på dem. Da det eneste jeg modtager er stilhed, får jeg det på fornemmelsen, at ingen af dem havde regnet med at få et svar.

”Det var lettere, fordi jeg ikke behøvede at konfronterer min familie.” Jeg synker en ekstra gang, da jeg siger ordet ’familie’. På det tidspunkt havde jeg ingen anden familie end familien Beverly, og de vidste det allerede. Penelope som skulle forestille sig at være min mor, havde vist sig fra sin værste side. Og efter den måde hun behandlede mig på for et par måneder siden, er jeg mere end glad for, at jeg har fjernet mig selv fra deres giftige selskab. Det er lettere at give dem den forklaring end at skulle smide mig selv ud i en længere forklaring ingen af os gider at hører på.

”Jamen, vi er din familie,” piber Lottie. Jeg kan mærke tårerne presse på over hendes ord. ”Vi ville have forstået, hvis bare du havde fortalt os det.” Jeg synker klumpen i min hals og trækkerne vejret dybt.

”Så nemt er det ikke,” hvisker jeg med et lille smil og tårer i øjnene. Jeg har ikke tænkt mig at græde foran mine små søskende. Jeg rejser mig langsomt op fra sofaen og vender ryggen til dem.

”Hvad skal du hen?” Spørger Phoebe.

”Ja, vi vil bare snakke,” tilføjer Daisy. Jeg fortsætter med at gå, og jeg lukker hoveddøren i bag mig. Jeg står i vores opgang i et øjeblik, før jeg endelig lader tårerne falde frit ned ad mine kinder endnu en gang. Jeg krymper sammen på gulvet og krammer mine ben til mit bryst.

Charlottes ord har fået mig til at indse én ting. At jeg aldrig, hundrede procent, kommer til at have en familie eller være lykkelig. Og tanken gør mig deprimeret.

Jeg har aldrig åbnet så meget op for noget før, som jeg gjorde overfor pigerne, og det har efterladt mig med blandede følelser. Lyset for enden af tunnelen forsvinder længere og længere væk, og jeg kan mærke, at mit liv langsomt glider mellem mine fingre.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sidder der, men på et tidspunkt åbner min hoveddør, og en person sidder sig ned ved siden af mig. Jeg behøver ikke at kigger, før jeg ved, at det er Stephanie. Hun efterligner min position, og vi sidder i stilhed et øjeblik, før Stephanie afbryder den med et spørgsmål, hun ved, at hun aldrig fået et ordentligt svar på.

”Er du okay?” Jeg trækker bare på skulderne og svarer ikke et øjeblik.

”Jeg ved ikke, hvad jeg laver mere, Steph,” svarer jeg i en lav hvisken og kigger intenst på væggen foran mig.

”Det gør jeg,” svarer hun. Jeg fjerner mit blik for væggen for at kigge på min bedste veninde. Hun fortsætter ikke.

”Hvad?” Spørger jeg endelig.

”Jeg ved godt, hvad du laver, Amelia. Du gør alt, hvad du kan for at komme over det, der er sket. Men du prøver at gøre det alene. Det her er ikke noget, du kan gøre selv, du er nødt til at lade andre hjælpe dig.”

Jeg udstøder en hånlig lyd, ”Hvem skulle det så lige være? Det er ikke nogen som gider mig, når jeg skubber dem alle væk.” Der er noget ved hendes ord som får mig til at være ærlig med hende for første gang i meget lang tid.

”Amelia, du har mig. Du har din mor, Jay. Du har endda dine yngre søskende, selvom de ikke forstår det alle sammen. Vi er din familie, og vi holder for meget af dig til at se, at du ødelægger dig selv på den her måde.

Men du er nødt til at lade os hjælpe dig.”

Jeg svarer hende ikke, jeg kan ikke få mig selv til overhovedet at kigge på hende. Jeg skammer mig over mine ord og mine gerninger. Jeg skammer mig dybt.

Stephanie rejser sig fra gulvet, ”Din familie skal snart hjem, så hvis du vil sige farvel.” Hun fuldfører ikke sin sætninger, før hun er forsvundet ind i huset igen. Jeg sidder tilbage med flere blandet følelser, end da jeg kom her ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...