Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7936Visninger
AA

4. Kun lidt bedre

”Er han virkelig yngste?” Jeg sender Stephanie et blik, og hun løfter hænderne i forsvar, imens hun mumler, ”Jeg er bare nysgerrig.”

Jeg sukker og trækker på skulderne. ”Jeg gættede. Jeg tror ikke nogen af os faktisk ved det. Jeg føler mig som storesøsteren i hvert fald.” Stephanie siger ikke mere.

”Kan vi ikke bare sidder her og se tv resten af dagen?” Stephanie nikker og rejser sig fra sofaen. Hun og tænder for tv’et og vores PlayStation. Jeg rejser mig også fra sofaen og går ind i køkkenet.

”Jeg bestiller Pizza på Justeat,” råber jeg over min skulder.

”Du er en engel!” Jeg griner af hendes svar og tager min telefon fra min taske på skrivebordet. Jeg rynker brynene, da får fat i et papkort. Jeg holder det op i lyset og kigger på det. Jeg løfter begge øjenbryn i overraskelse.

Harry Styles har lagt et nummer i min taske. Hvorfor har han nu det? Det er der absolut ingen grund til.

”Har du bestilt?” Jeg går ind i stuen med kortet i den ene hånd og min telefon i den anden. ”Hvad har du der?” Jeg giver hende kortet uden at svarer hende og sætter mig ned på sofaen.

”Harry har lagt et nummer i din taske?” Spørger hun forundret og forvirret.

”Åbenbart.”

”Ring til det!” Siger hun begejstret. Jeg kigger mærkeligt på hende.

”Så du slet ikke noget af det, der foregik i det lokale, da han var der?” Stephanie ruller med øjnene.

”Jo selvfølgelig gjorde jeg det, jeg er ikke blind! Jeg synes stadig, at du skal ringe til det.”

”Hvis du er så nysgerrig, så gør det selv.”

”Virkelig?” Spørger hun begejstret. Jeg trækker bare på skulderne og laver en ’jeg-er-ligeglad’ håndbevægelse.

”Slå dig løs.” Imens Stephanie leger telefonfis, går jeg ind på min Justeat applikation og bestiller de to pizzaer, vi altid bestiller. Stephanie rejser sig fra sofaen og går ind i køkkenet.

Ti minutter senere kommer hun ind i stuen med det største smil.

”Jeg har ikke engang tænkt mig at spørge,” mumler jeg uden at kigge væk fra min serie.

”Godt, det gør det hele så meget nemmere.” Jeg kigger hen på hende med et løftet øjenbryn, men hun trækker bare uskyldigt på skulderne.

”Du har ikke tænkt dig at sige noget, har du vel?”

”Nope!” Jeg sukker og fokuserer tilbage på min serie. Men jeg følger ikke rigtigt med, jeg har for travlt med at undre mig over, hvad Stephanie nu har rodet mig ud i. Jeg har en dårlig følelse.

 

Min dårlige følelse bliver bekræftet, da det ringer på døren næste dag, og Harry står og kigger tilbage på mig.

”Hvad laver du her?” Spørger jeg forvirret og bander i alt hemmelig over, at jeg ikke blev advaret, så jeg kunne gøre mig selv bare nogenlunde præsentable.

”Jeg er her for at snakke.” Jeg nikker og træder til siden, så han kan komme ind.

”Hvordan vidste du, at jeg bor her?”

”Stephanie.” Jeg nikker bare og puslespillet falder langsomt på plads. Det er derfor, Stephanie ikke er her.

Vi sætter os ind i stuen og stilheden falder hurtigt over os.

”Det er godt at se dig,” siger jeg hurtigt og smiler et lille smil. Harry kigger overrasket på mig. ”Ja, jeg er faktisk glad for at se dig, Harry.” Han falder ud af sin dagdrøm og sender mig et smil.

”Jeg er også glad for at se dig, Amelia.”

”Hvorfor er du her?”

”Jeg går ud fra, at du fandt kortet?” Jeg nikker. ”Jeg ville gerne snakke med dig, men jeg kunne ikke gøre det foran alle de mennesker, så jeg lagde det i din taske i håbet om, at du ville ringe til mig.”

”Hvorfor ringede du ikke bare selv til mig? Louis har jo mit nummer?” Jeg mærker et stik i mit bryst, da jeg siger hans navn.

”Louis og jeg er ikke rigtig på bølgelængde lige for tiden.” Mine øjne bliver store i overrasket.

”Hvorfor dog ikke det?” Harry sukker.

”Har du set alt det på nettet der omhandler ’Larry Stylinson’?” Jeg nikker og rynket pande. ”Det er derfor.”

”Og mine løgne gjorde intet bedre.” Det var ikke et spørgsmål.

”Det er ikke din skyld, Amelia. Det har været under opsejling i lang tid, vi har bare ikke kunne se det.” Jeg nikker bare ude af stand til at svare.  

”Kan du nogensinde tilgive mig, Amelia?” Spørger Harry ud af det blå. Jeg blinker og kigger blankt på ham.

”Jeg er ikke sur på dig, Harry.” Han kigger på mig med et blik, jeg ikke kan læse, og jeg fortsætter. ”Jeg har aldrig været sur på dig. Jeg elskede virkelig, at du holdte så meget af Louis, og jeg blev kun trist over, at jeg ikke også kunne lære ham at kende. Du havde alle rettigheder til at være sur på mig, og hade mig for det, jeg trak Louis igennem. Jeg er en kælling, og jeg ved godt. Men alligevel gjorde jeg ikke noget ved det.”

Der er stille et stykke tid, og jeg sidder akavet og venter på, at Harry skal sige noget.

”Du er et godt menneske, Amelia.” Jeg smiler lidt over kontrasten i ordene i forhold til sidste gang, jeg snakkede med ham.

Jeg smiler bare, men jeg siger ikke noget.

Jeg føler mig nu ikke som et ret godt menneske.

 

”Jeg slår dig ihjel, Stephanie,” siger jeg i det sekund, hun kommer ned ad trapperne næste morgen. Hun stopper midt på trappen et kort øjeblik, før hun fortsætter og smider sig i stolen foran mig. Jeg rækker hende en af kopperne med kaffe, og jeg tager en slurk af min egen.

”Jeg går ud fra, at det gik godt i går?” Spørger hun med et smørret, tilfreds smil spillende på læberne.

”Jeg hader dig.” Jeg tager en slurk af min kaffe. Stephanie griner og drikker af sin kaffe. 

”Du elsker mig for det.”

Jeg sukker. ”Ja, uheldigvis.” Stephanie gisper.

”Uheldigvis? Hvad skal det så lige betyde?” Jeg smiler et lille smørret smil men svarer ikke.

”Vi skal ud med Matthew og Kenneth i dag,” siger Stephanie og skifter emne. Jeg fryser et enkelt sekund.

”Nej, ’vi’ skal ikke nogen steder.”

”Kom nu, Mila!” Jeg bliver sur.

”Jeg hedder Amelia!” Råber jeg og rejser mig fra stolen for at gå ind i stuen. Min bedsteveninde følger efter mig.

”Undskyld, men du er nødt til at tage med mig!”

”Hvorfor skulle jeg gide at gøre det?”

”Fordi du skal ligge et godt ord ind for mig,” svarer hun ufortrødent, da hun ser det blik, jeg sender hende.

”Skal jeg ligge et godt ud ind om dig til Matthew? Hvad får dig til at tro, at jeg overhovedet har tænkt mig at kigge på ham?”

”Fordi jeg er din bedsteveninde, og du elsker mig?” Jeg knurrer af hende og ruller med øjnene.

”Har du virkelig tænkt dig at bruge det kort?” Hun ved, det virker.

”Jep!” Jeg er så træt af hende nogen gange.

”Fint! Jeg tager med.” Stephanie hviner og krammer mig. ”Men jeg lover intet.”

Normalt vil man tro - at når ens bedsteveninde sætter en op til at skulle snakke med den fyr, man er dybt træt af – at det resulterer i at de to personer igen bliver perlevenner.

Det er overhovedet ikke sådan det blev.

Den slags hører til de eventyr, vi fik fortalt, da vi alle var børn.  

Det planede sig ud, som Stephanie gerne ville have det, og så alligevel ikke. Tøsen havde den her fantasi om, at hvis hun satte Matthew og jeg i et lokale sammen, ville jeg smelte helt automatisk, fordi ”hvem kan modstå hans charme?” som Stephanie siger.

 

Jeg følger irriteret og utålmodigt efter Stephanie. Jeg ved ikke, hvor vi er, men jeg er ligeglad. Chips og en serie lyder meget bedre end den her tortur lige nu.

”Op med humøret, A. Vejret er skønt!”

”Ingen kalder mig A. Vejret er altid skønt,” svarer jeg mindre entusiastisk end hende og ruller med øjnene. Det er som om, vi er fanget i en cirkel.

”Stephanie!” Jeg reagerer på stemmen og drejer hovedet på samme tid som Stephanie. Jeg trækker vejret dybt og krydser mine arme over mit bryst med rynket panden og intet glimt af det mindste smil.

”Matthew, her ovre!” Steph vinker drengen over mod os med et stort smil. Hun trækker længere ind i den sofa, hun sidder i, og Matthew sætter sig på sædet ved siden af hende. Han sender Stephanie et smil, hvorefter han kigger hen mod mig. Noget i hans blik ændrer sig, men det er væk lige så hurtigt, som det kom. Jeg kan ikke forklare hans blik – det er noget, jeg ikke har set før. Han smiler ikke til mig, tværtimod. Han virker nærmest sørgmodig. Jeg bryder vores øjenkontakt og kigger hen på Stephanie, hvis blik flakker mellem os. Jeg sender hende et blik, da jeg fanger hende blik, og til sidst nikker hun forstående. Hun ved bedre end at stille spørgsmål på givende tidspunkt.

Nogle minutter senere falder endnu en stilhed over os, da deres samtale slutter. Både Stephanie og Matthew kigger på mig som om, de forventer, at jeg har noget at sige. Jeg løfter blot et øjenbryn af dem og kigger igen væk.

”Amelia, kan jeg snakke med dig under fire øjne.” Jeg kigger på ham.

”Nej.” Stephanie sender mig et blik som siger: ’det er det perfekte tidspunkt’. Jeg ruller øjnene og sukker opgivende.

”Klart,” siger jeg bare og rejser mig fra mit sæde. Jeg går ud af fordøren med Matthew lige bag mig. Jeg vender mig endelig for at kigge på ham.

”Snak,” kommanderer jeg. Han smider sig selv ud i en lang forklaring om hvor ked af det, han er, og hvor meget han savner mig, og blah, blah, blah. Jeg stoppede med at lytte efter for noget tid siden.  

”Du skal ikke tro, at jeg bare tilgiver dig, fordi du siger undskyld. Der skal mere end bare en undskyldning til for at fikse det her.” Matthew er stille. ”Men lad os snakke om den eneste grund til, at jeg overhovedet er her i dag.” Han kigger op på mig med triste, grønne øjne, hans blonde hår flagre i vinden. ”Stephanie kan lide dig, og du skal gøre noget ved det. Der kommer aldrig til at ske noget mellem os to, og Stephanie er et rigtig godt menneske. Snak med hende, lær hende at kende, så jeg kan komme hjem her fra.” Med det sagt, går jeg ind til Stephanie igen.

 

”Han snakkede rent faktisk til mig!” Hviner Stephanie, da vi endelig kommer hjem senere den dag. Vi sad i den café i næsten tre timer. Steph og Matthew snakkede løs, og jeg sad og lyttede til musik og kiggede igennem alle mine sociale medier på min telefon op til ti gange.

”Lytter du overhovedet efter, hvad jeg siger til dig?” Jeg blinker og indser, at jeg har dagdrømt, imens hun har fortalt mig om sin dag.

”Jeg var der selv, Stephanie, jeg kan udmærket huske nummer udvekslingen og krammet og de lange dybe samtaler, hvor jeg ikke hørte efter, fordi det ikke rager mig.” Det er ikke min mening at snerre ad hende, men det har været en meget lang dag. Jeg sukker opgivende og smider mig på sofaen med mine arme foldet over mine øjne.

”Jamen er du ikke bare en lille solstråle.”

”Ligeså skøn som vejret.”

Nogen gange undrer jeg mig over, hvordan Stephanie kan holde mig ud, og hvorfor hun overhovedet gider.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...