Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7910Visninger
AA

16. Hjælp

Der ser ud til, at det bliver svære, end jeg troede at få Louis til at snakke til mig igen. Vores skænderier var fjollet, og jeg skammer mig over det. Jeg har rakt ud efter Harry for at få ham til at hjælpe mig, men han ser ud til at være til meget hjælp, når det kommer til stykket.

”Jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at sige, Amelia. Du ved, hvordan har er. Det fik ikke ret godt sidste gang, jeg prøvede at snakke med ham om dig.” Jeg nikker, selvom jeg ved, at han ikke kan se mig.

”Det er okay, Harry, tak fordi du prøver alligevel.”

Jeg bliver ikke nævnt i medierne mere; jeg er gamle nyheder, hvilket jeg har intet i mod. Det betyder bare, at jeg kan gå rundt udenfor uden at frygte en ond kommentar eller blikke, der siger mere end ord.

Jeg har indset, at der ikke kommer til at ske noget nyt mellem Louis og jeg, før der er en af os, der finder frem i deres stædige natur. Den person ser ud til at blive mig, og det er præcis der, hvor jeg befinder mig lige nu.

Jeg står ude foran One Directions hoveddør og hamre på deres hoveddør indtil der er en der åbner. Jeg hører en irriteret stemme fra den anden side af døren, før den bliver åbnet. Jeg smiler et smil til Harry, før jeg skubber mig forbi ham og ind i deres hus.

”Hvad laver du her, Amelia?”

”Jeg er her for at gøre noget,” svarer jeg og går op ad trapperne til det område, hvor jeg ved, at drengene har deres værelse. Jeg stopper op ved døren for enden af gangen, og jeg kan lige til at banke på døren, da en hånd stopper mig. Harry vender mig om, så jeg er ansigt-til-ansigt med hans krøllet hår og grønne øjne.

”Hvad?” Spørger jeg forvirret med et løftet øjenbryn.

”Du kommer ikke derind,” siger han bare og gider slip på min overarm. Jeg kigger på ham mere forvirret end før.

”Hvorfor ikke det?”

”Fordi der ikke er nogen af os drenge som har formået at komme ind på hans værelse, siden vi flyttede ind.”

”Stephanie kom ind,” siger jeg og trækker på skulderne. Harry sukker.

”Hun nærmest trang sig selv ind, men det er ikke det, jeg vil sige, Amelia.”

”Hvad så?”

”Hvorfor lader du ham ikke bare være for en stund? Jeg mener, der er kun gået et par uger siden I kom tilbage fra England.”

”Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med det her, Harry, og helt ærligt så er jeg også ret ligeglad med, hvad du har at sige. Der her er min familie, og jeg forventer ikke, at du forstår, hvad det hele handler om.”

”Jeg tror, jeg forstår, hvad et drejer sig om.” Jeg løfter et udfordrende øjenbryn af ham.

”Nå, så det gør du? Lad mig høre, så.”

”Du er bange for, at han ikke vil kendes ved dig mere.” I et kort øjeblik kigger jeg bare på ham.

”Ligesom jeg sagde før, så forventer jeg ikke, at du forstår, hvad de hele drejer sig om.”

”Hvad drejer det sig så om?” Spørger en stemme bag mig. Jeg vender mig om som en hvirvelvind og ser min tvillingebror stå i døråbningen til sit værelse.

”Hvor meget har du hørt?”

”Det hele - I står lige foran min dør, og I snakker ikke lavt.” Jeg nikker bare og kigger væk fra hans dømmende blå øjne. Efter et kort øjeblik kigger jeg endelig op på ham, men min hals snører sig sammen, og jeg kan ikke få mine ord ud. Jeg sukker og løber en hånd i gennem mit bølgede hår.

”Hvad vil du gerne sige?” Spørger Louis i en blød og trøstende stemme. Jeg synker og trækker vejret dybt, før jeg endelig åbner munden igen.

”Jeg skammer mig, Lou, jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg havde absolut ingen grund til at behandle dig på den måde, som jeg gjorde. Jeg ved, at du bare prøvede på at hjælpe mig. Jeg ved nu, hvorfor jeg opførte mig på den måde derhjemme, og jeg-”

”Hvorfor?” Jeg blinker og rynker panden.

”Hvorfor hvad?”

”Hvorfor opførte du dig så irritabel og skubbede mig væk fra dig?”

Jeg trækker vejret dybt: ”Jeg var ikke klar til at modtage hjælp fra nogen - specielt fra familie - fordi jeg ikke ville fremstå som det skrøbelige, ubrugelige familiemedlem som resten af verdenen så mig som.” Jeg stopper op for at tage endnu en dyb indånding, så jeg ikke begynder at græde. Louis kigger på mig med et blik, jeg ikke kan læse.

”Jeg forstår dig, Amelia, og jeg tilgiver dig, selvom der ikke er noget at tilgive.” Jeg kigger uforståelig på ham. ”Jeg burde have gjort noget. I stedet for at smide benzin ind i flammerne, burde jeg have gjort noget for at stoppe det. Det her er lige så meget din skyld, som det er min, og jeg håber at du kan tilgive mig.” Så meget for ikke at græde; en tyk tåre løber ned ad min kind og jeg udånder en rystende åndedrag.

”Jeg har intet at tilgive, Lou, du gjorde intet forkert.” Jeg træder et skridt tættere på ham og folder mine arme omkring hans talje i et kram. Hans arme ligger sig i en cirkel omkring min egen talje. Sådan står vi et stykke tid; bare os to i total stilhed.

”Er du klar til at modtage hjælp nu?” Spørger Louis et stykke tid senere. Jeg behøver ikke at tænke, før jeg kender mit svar.

”Ja.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...