Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7950Visninger
AA

14. Genforeningen

Det er som om alt luft bliver slået ud af mig, og jeg får det svært ved at trække vejret. Mit hjerte banker, og mine hænder ryster. Alt lyd omkring mig forsvinder, så det er kun ham og jeg, der er til stede. Bekendte blå øjne kigger tilbage på mig, og den her gang er det ikke i et spejl.

Félicité, Daisy og Phoebe giver slip på mig, og jeg forsøger at trækker vejret dybt. Det er som om det ikke når ned i mine lunger. Det er som om det stopper på halvvejen, og det er det samme luft som kommer ud igen.

Jeg ligger ikke mærke til, at Jay efterlader rummet med mine yngre søstre. Jeg ligger ikke mærke til, at pigerne brokker sig over, at de skal tilbage i seng. Jeg ligger ikke mærke til, at Louis er lige foran mig, før køkkendøren bliver lukket. Lyden skære igennem stilheden som en kniv, hvorefter tæppet ligges over os endnu engang. Jeg blinker og kigger op på Louis som står lige foran mig uden skyggen af et smil.

Fedt, tænker jeg for mig selv, han er ikke glad for at se mig.

Jeg vidste, at jeg ikke burde være kommet, tænker jeg og ryster svagt på hovedet.

”Sig noget.” Jeg tager mig selv i at afbryde stilheden. Jeg kigger væk fra Louis og kigger ned på klinkegulvet.

”Det er godt at se dig, Amelia,” svarer han med et meget lille, men stadig tilstede, smil. Jeg er ikke overrasket over hans ord. Ikke efter Stephanie forklarede det hele for mig den anden dag.

”Det er også godt at se dig, Lou,” svarer jeg i en lille hvisken. Louis’ øjne lyser op, da jeg bruger hans kælenavn. Der er igen stille.

”A…” Mit blik flyver op på ham, og jeg kan ikke selv styrer min reaktion. Jeg får tårer i mine øjne og min underlæbe begynder at dirre. Jeg bider min underlæbe for at stoppe bevægelsen, men i sidste ende lykkedes det ganske få tårer at undslippe mine krystal blå øjne, som jeg deler med min tvillingebror.

Åh, hvor har jeg dog savnet at hører det kælenavn. Uanset hvor meget jeg end hader det, så er jeg glad for endelig at hører det igen.

”A,” gentager Louis og træder et lille skridt tættere på mig, så han står kun en halv meter fra mig. ”Du må ikke græde.” Hans ord får et trist smil frem på mine læber, imens flere tårer løber ned ad mine kinder.

”Det er så svært,” svarer jeg med grødet stemme og tørrer tårerne væk fra mine kinder. Min kommentar har to betydninger, men jeg ved, at Louis forstår lige præcis, hvad jeg snakker om.

Louis tager mine hænder i sine: ”Det ved jeg, Amelia, men jeg er her for dig nu, uanset om du vil have det eller ej. Jeg har været den værste bror i den sidste tid, men jeg var ked af det og skuffet, og jeg kunne ikke se tingene fra din synsvinkel. Men det kan jeg nu, og nu er jeg her for dig, så vi kan gå igennem det her sammen, ligesom det burde have været lige fra starten.” Jeg nikker blot ved hans ord, da jeg intet andet har at sige.

Louis trækker mig ind i et længeventet kram, og jeg hulker ind i sin brors trøje, som havde jeg aldrig grædt før. Jeg lader det hele komme ud, så jeg kan forsøge at starte på en frist i et nye år.

 

”Så I er gode venner igen?” Spørger Stephanie. Hendes stemme dirrer med begejstring og hendes øjne lyser op som julelysende i baggrunden. Jeg nikker, og hun hviner. Jeg griner et lille grin og prøver at tysse på hende.

”Er han der nu?” Spørger hun. Jeg nikker blot endnu en gang, og uden at sige et ord vender jeg kameraet over mod Louis, så hun kan se både Louis og jeg i samme billede. Louis smiler og vinker.

”Wooow, I ved jo, hvad man siger om enæggede.” Hun fuldfører ikke sin sætning, før hun bliver distraheret af en efterhånden bekendt fransk stemme i baggrunden. Hun smiler undskyldende til mig, og jeg smiler.

”Det er fint, gå, vær sammen med din familie.”

”Tak, chéri, vi snakkes efter ferien, okay? Hils familien Tomlinson fra mig og ønsk dem en god jul. Tillykke med fødselsdagen i morgen - begge to!” Med det afslutter hun opkaldet, og jeg er efterladt i en behagelig stilhed med min tvillingebror. Louis og jeg er de eneste tilbage i huset. Jay og pigerne er taget ind i byen for at se pynten og lege i sneen, og hvad ikke.

”Hvad savner du mest?” Spørger Louis, imens han kigger ud i luften. Jeg kigger forvirret på ham.

”Hvad mener du?”

”Ja, altså af at være berømt?” Jeg sukker og kigger ud ad vinduet på den store mængde af sne der ikke ser ud til nogen sinde at holde op med at falde. I forhold til hvor lidt tid, der er gået, så har jeg tænkt virkelig meget over det.

”Jeg savner ikke det at være berømt, Louis, jeg savner musikken,” svarer jeg endelig lidt tid efter. ”Berømmelsen kan jeg sagtens foruden - jeg nødt ikke ligefrem at have alle op i min røv over alt, jeg foretog mig. Jeg savner at lave musik, Louis, jeg savner at synge.”

Louis svarer ikke, så jeg fortsætter.

”Jeg savner at være ude i offentligheden uden at blive set ned på, og uden at der er nogen der hvisker og peger fingre, når de tror, at jeg ikke kigger. Jeg savner at være sammen med venner uden, at det har nogen speciel betydning. Jeg savner min familie.” Jeg trækker vejret dybt, før jeg fortsætter. ”Jeg savner, hvordan mit liv var før,” hvisker jeg, imens jeg fortsat kigger ud ad vinduet. Sneen afspejler mit liv.

Falder, falder, falder.

Koldt og midlertidigt.

”… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, A. Ikke udover at jeg har tænkt mig at hjælpe dig med hvad end, du har brug for.” Jeg smiler et lille smil og hviler mit hoved på hans skulder.

”Jeg forventer ikke mere,” svarer jeg og lukker mine øjne. Få minutter efter falder jeg langsomt i søvn med lyden af min brors stemme i mine øre og et smil på mine læber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...