Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7913Visninger
AA

9. Familien og planerne

Jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg ikke vil snakke med nogen om, hvad der skete for to måneder siden, men når min tretten årige lillesøster kommer hen og spørger mig om nøjagtigt det spørgsmål, så er det svært at sige nej.

”Hvorfor holdte du det hemmeligt?” Spørger Lottie, efter jeg har forklaret noget af det fra min synsvinkel. Jeg har kun fortalt hende meget overfladisk om, hvad der skete, altså hvordan det skete, og hvorfor.

Jeg trækker på skulderne, ”Det var nemmere at holde det for mig selv, så der ikke kom nogen følelser i klemme.”

”Men der gjorde der jo,” svarer hun så.

Jeg rynker panden, ”Hvad mener du?”

”Dine følelser kom i klemme. Altså, jeg synes ikke, at det er en rar følelse, når jeg lyver overfor min mor eller mine søstre. Det kan ikke have være rart for dig.” Jeg smiler lidt over hendes ordvalg.

”Det er heller ikke godt at lyve, så det håber ikke, at du nogensinde gør igen - du har jo set, hvordan det kan ende ud.” Lottie nikker bare sender mig et smil.

”Jeg kan huske, da Louis fortalte mig, at jeg skulle holde mig fra Lily Davis. Jeg kan huske, at jeg ikke havde lyst, fordi der var noget ved hende, som jeg godt kunne lide. Og så var hun god til at synge - bedre end Louis, synes jeg.” Jeg smiler lidt for mig selv. ”Jeg håber ikke, at hun er væk for altid,” tilføjer Lottie og forsvinder ind i stuen til sine søstre. Jeg sidder tilbage, alene, i mine egne tanker, mens jeg tænker over hendes ord.

”Det gik da meget godt,” kommentere Jay og sidder sig på stolen ved siden af mig.

”Vi mangler en,” svarer jeg og kigger ud i luften, stadig fanget i mine egne tanker. Jeg hører Johannah sukke fra ved siden af mig.

”Han skal nok komme på et tidspunkt. Han kommer til at indse sin fejl, og så er vi her til at velkomme ham.” Jeg kigger forbavset på hende.

”Har du ikke snakket med ham?”

”Nej,” svarer hun og sukker. ”Han har ikke ringer, og han svarer ikke på min opkald, så jeg er stoppet med at prøve at komme i kontakt med ham. Som jeg sige, så skal han have tid til at komme sig over det, det er meget svært for ham, og det er jeg sikker på, at du godt ved.”

Jeg sukker, ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre Jay. Jeg tror ikke, at jeg kan se ham i øjnene mere efter det, jeg har gjort ved ham. Jeg holdte en del af mit liv hemmeligt for min egen familie, og jeg forstår ham fuldt ud, når jeg siger, at jeg ikke vil kunne tilgive, hvis jeg var i hans sted.”

”Han skal nok tilgive, når han kommer til det punkt. Uanset hvad der er sket, så kommer han tilbage. Jeg kender min søn, når jeg siger, at han nok allerede har tilgivet dig.” Jeg kigger på hende et stykke tid, før jeg bare ryster på hovedet og går ind i stuen til mine søster.

 

Tideligere fortalte Stephanie sin veninde, at hun tog hjem til Matthew.

I virkeligheden endte hun hos One Direction, hvor hun denne gang har en aftale med en af medlemmerne.

”Fik du fat i dem?” Spørger han i det sekund, han ser hende i døråbningen. Stephanie nikker med et stort smil.

”Ja, de snakker sammen i lejligheden lige nu.” Louis smiler det største, oprigtige smil længe og inviterer pigen indenfor. De går ind i den tomme stue og sidder sig på en af sofaerne side-om-side.

”Hvordan gik det, da hun så dem?” Spørger Louis. Stephanie bliver helt varm indeni ved tanken om sin bedstevenindes ansigtsudtryk, da hun opdagede, hvem det var.

”Åh, det var et fantastisk syn, Louis, du skulle have set det. Hun stod bare og kiggede på dem i den længste tid. Jeg kunne se blikket i hendes øjne, det er et blik, jeg ikke har set så længe. Åh, Louis, hun var glad for første gang i lang tid. Det var den bedste ide.” Louis smiler, men han har ikke noget at sige.

”Hvorfor snakkede du ikke selv med dem?” Spørger Stephanie nysgerrigt, selvom hun godt selv kan regne det lidt ud. Louis’ smil falmer.

”Jeg kender min mor. Hun vil have, at jeg også skal være der, og jeg ved, at jeg ikke kan sige nej til hende. Jeg er ikke klar til at se Amelia igen, ikke lige nu.” Han kigger på Stephanie med et blik som næsten kan betragtes som bedende. Men hvad skulle han dog bede hende om?

”Hvis min mor spørger efter mig, så sig til hende, at jeg ikke ved, at de er her, okay? Jeg er ikke klar til at stå til ansvar for nogen af dem lige nu.” Oh, tænker Stephanie, det er det, han vil bede om. Den spinkle pige nikker og sender ham et betryggende smil. Selvom hun ikke kender drengen eller forstår hans grunde, har Stephanie alligevel nok venlighed i sit hjerte til at respekterer ham på trods af det. Hun har ikke tænkt sig at fortælle Johannah om det, selv ikke sin bedsteveninde vil hun røbe noget over for.

Amelia er en indviklet person, som Stephanie tit har svært ved at læse og forstå. Stephanie ved, at Amelia ikke spørger ind til Matthew, overhovedet, så på den måde, er det nemt for Stephanie at lyve overfor sin bedsteveninde. Amelia kunne heller ikke finder på, overhovedet, at spørge ind til Louis, så Stephanie føler sig sikker i sin sag. Også selvom hun har det dårligt over at lyve.

 

Vi har aftalt, at pigerne sover på madrasser og sofaerne i stuen, og Johannah sover på de ene lille gæsteværelse, som Stephanie og jeg har i vores lejlighed. Jeg vidste ikke, at de kom, og jeg vidste ikke, at Stephanie har aftalt med dem, at de skal overnatte her et par dage.  Jeg har noget i mod det, jeg havde regnet med det, men det havde været rart at få det fortalt på forhånd, så man ikke står med håret i postkassen, når personen som har aftalt det ikke er her. Stephanie har været væk i et par timer nu, og jeg regner heller ikke med, at hun er hjemme inden for de næste par timer. Jeg ved, hvor meget hun holder af Matthew og hans familie, og jeg er sammen med min egen familie, så det er helt fint med mig, hvis hun ikke kommer hjem i dag.

”Skal vi ikke gå ud og spise?” Spørger en af tvillingerne, da vi nærmer os spisetid. Mit smil falmer, og jeg kigger hen på Jay som allerede kigger på mig. Jeg trækker vejret dybt og sender Phoebe et lille, tvunget smil.

”Ikke i dag, Phoebs.” Hun surmuler og ligger armene over kors. Heldigvis kan hun forstå et nej.

”Hvorfor?” Spørger Daisy som tydeligvis ikke forstår det.

”Ikke i dag, Daisy,” svarer Daisys mor og sender hende et spidst blik. Hun sætter sig tilbage i sit sæde og efterligner sin søster. Jeg sender Jay et taknemmeligt smil. Det er ikke, fordi jeg ikke vil hygge mig med min familie, som jeg er sammen med for første gang, jeg har bare ikke overskuddet til at skulle se mig selv på nettet over en udflugt i byen. Rovdyrene med kamera er ude efter hvad som helst, de kan komme i nærheden af, uanset hvor ynkeligt det end må være. Og hvis musikindustriens største bedrager og løgner forlader sit hjem efterlader det altid en overskrift et eller andet sted. Selvom det måske vil se godt ud for mig, at jeg bliver set med min familie, så er jeg ikke klar til, at det sker endnu.

”Hvorfor går vi ikke ud i køkkenet, så Amelia og jeg kan lade mad?” Johannah vifter sine børn ud i køkkenet, og jeg følger stille med.

”Jay.” Jeg fanger min mors opmærksomhed. ”Er det okay med jer, hvis jeg går op og ligger mig lidt?” Jay nikker forstående og fortsætter ind i køkkenet med mine søstre. Jeg kigger hen på dem og smiler, hvorefter jeg vender ryggen til dem og går op på mit eget værelse. Jeg lukker døren bag mig og beslutter mig for at tage et hurtigt bad, så jeg kan få samlet mine tanker.

Jeg træder ind i det varme vand og sukker fremfyldt. I lang tid står jeg der bare, med lukket øjne, og lader mine tanker løbe frit. På et tidspunkt blander vandet sig med mine tårer, og jeg åbner mine øjne.

Jeg træder ud af bruseren og tager fat i et håndklæde, så jeg kan komme videre med min dag. Jeg trækker i mit undertøj og det tøj, jeg havde på før. Jeg laver min morgenrutine, hvor jeg denne gang beslutter mig for at gøre noget ved mit hår. Jeg stryger over mit fugtige hår med min plejende hårolie, hvorefter jeg tager min hårtørrer og lader mine bløde krøller dukke op efter så lang tid. Jeg smiler et lille smil til mig selv i spejlet og tager min mascara fra min makeup-taske. Jeg kigger på den et øjeblik og ligger den så fra mig. Jeg slukker lyset og lukker døren bag mig. Jeg tager mine briller fra sengebordet, og forlader mit værelse. Jeg går ned ad trapperne, og jeg er velkommet med en himmelsk duft. Jeg går hen til min familie og sidder mig ved siden af Lottie på en af bagstolene.

”Hvad laver du, Jay?” Spørger jeg med et stort smil. Jay kigger tilbage på mig et øjeblik, før hun vender sig mod sin kokkerering igen. Måske tredive sekunder senere vender hun sig hurtigt om og kigger på mig endnu engang. Jeg er ved at putte en drue i munden, da jeg opdager, at alle kvindelige personer i rummet kigger på mig.

”Hvad? Har jeg noget i ansigtet?” Spørger jeg og begynder med det samme at mærke rundt i mit ansigt, men jeg finder intet.

”Dig og Lou ligner hinanden så meget,” kommenterer Félicité forundret. Phoebe og Daisy hviner begejstret, og Johannah og Charlotte kigger på mig med store smil.

”Okay…” Mit smil falmer med det samme ved tanken om min tvillingebror.

”De kunne være enæggede,” siger Félicité begejstret og kigger på sin mor med et stort smil. Jay kigger på mig et øjeblik, hvorefter hun trækker vejret dybt og fjerner maden fra komfuret. Hun ligger skeen fra sig og vender sig om mod os endnu engang.

”Det er de også,” svarer hun med et stort smil. Jeg kigger overrasket på hende med åben mund.

”Virkelig? Ligesom Dais og mig?” Spørger min lillesøster og hviner endnu engang med sin tvillingesøster. Jay nikker uden at tage øjnene fra mig.

”Amelia og Louis blev født den 24. december 1991 med kun få minutter imellem dem.”

”Hvem er så ældst?” Jeg kan ikke lade være med at spørge, det er bare som om, jeg er nødt til at vide det.

”Det er du, Amelia, med omkring fem minutter. Det er ikke ret meget, men -”

” - det er nok,” afbryder jeg hende. Jeg smiler ikke. Jeg kan ikke lide at snakke om min bror, ikke engang med vores egen mor.

”Så havde du ret alligevel, Amelia,” lyder det fra døråbningen til køkkenet. Jeg kigger på Stephanie og ruller med øjnene. Jeg spiser den vindrue, jeg har i hånden og rejser mig fra stolen.

”Hvad skal det sige?” Spørger Johannah forvirret. Stephanie trækker på skulderne, og jeg siger intet.

”Lad os bare sige, at Amelia vidst føler sig som storesøsteren i det forhold allerede.” Ingen siger noget efter det. Johannah kan regne ud, hvad hun mener, og derfor behøves ingen ord at sige.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som tænker tilbage til det frygtelige interview med Ellen den dag, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste som husker det, som var det i går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...