Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7922Visninger
AA

2. Ensidigt skænderi

I det sekund jeg trådte ind ad døren blev jeg overvældet af den nostalgi stedet har for mig. Det er nogle måneder siden, jeg har været her sidst, og selvom jeg kun boede her i cirka et år, holder huset flere minder end mit barndomshjem.

Jeg lukker døren bag mig og tager mine sko af. Jeg går ind i køkkenet, som jeg ved lige præcist hvor er henne, og med det samme ser jeg Mrs. Beverly og Mr. Beverly stå og lave mad. De er travlt optaget, så de ser ikke, at jeg står i døråbningen. Jeg smiler et lille smil og banker forsigtigt på dørkarmen. Deres hovedet vender sig med det sammen hen mod mig og Clarissa sender mig et stort smil.

”Amelia,” sukker hun, og slipper alt hun har i hænderne for at komme hen til mig. Hun trækker mig ind i et af de kram, jeg har savnet mest – en moderlig omfavnelse. ”Det er godt at se dig, skat.” Jeg mærker tårerne presse sig på, og jeg griner en lille, tårefyldt latter.

”Jeg har savnet dig,” hvisker jeg og begraver mit ansigt mellem hendes skulde og hals. Clarissa holder mig ud fra sig i en armslængde og kigger på mig. Jeg har ikke gjort noget for at skjule hvad det hele har gjort ved mig.

”Skatter,” hvisker hun og kører sin tommelfingre let hen over mine mørke render under mine øjne. ”Du må passe bedre på dig selv.”

Jeg vælger ikke at lyve overfor hende.

”Jeg ved ikke hvordan mere.” En tåre løber ned ad min kind, og jeg prøver at blinke resten væk.

”Kom og bo hos os igen.” Hendes forslag rammer mig dybt i hjertet, og jeg lader endnu en tåre slippe fri. Jeg ryster på hovedet.

”Det kan jeg ikke.” Clarissa nikker med et lille, trist smil og krammer mig endnu en gang ind til sig.

Jeg kigger hen på Benjamin som kigger på os med triste øjne.

”Det var ikke meningen, at vi skulle være triste alle sammen,” siger jeg med en tvunget latter.

”Kom her!” Jeg smiler igennem mine tårer og går hen til Benjamins åbne arme. Jeg har altid synes, at Benjamins kram er behagelige. De får mig til at føle mig hjemme, og de får mig til at føle mig tryg. Er det ondt at sige, at de er bedre end Kens kram?

”Jeg har savnet dig,” mumler han ind i mit hår og kysser toppen af mit hoved. Jeg tåre løber ned ad min kind, men jeg svarer ikke.

”Amelia?” Jeg træder et skridt tilbage og kigger hen mod den døråbning, hvor jeg kom ind for kun fem minutter siden.

”Hey, Matthew.” Jeg smiler og vinker akavet til ham. Han har et blink i øjnene, som får mig til at se væk. Mine sorte sokker bliver pludselig meget interessante. Et par arme folder sig rundt omkring min talje, og jeg kigger op og ser med det samme det bekendte blonde hoved. Jeg lukker øjnene og lader ham kramme mig tæt ind til mig. Jeg folder mine egne arme omkring hans nakke og begraver mit ansigt i hans skulder.

I det øjeblik et par tårer falder ned ad mine kinder, løsriver jeg mig fra Matthew og tørrer tårerne væk med en irriteret håndbevægelse. Jeg snøfter og trækker vejret dybt.

”Du ser godt ud,” siger jeg og smiler et meget lille smil. Han ser ud, som han altid har gjort. Den eneste forskel er, at han ikke smiler mere. Han kigger grundigt på mig med en trist og seriøs mine.

”Jeg vil virkelig ønske, at jeg kunne sige det samme.” Jeg modstår fristelsen til at rulle med øjnene, og i stedet smiler jeg et kæmper, kunstigt smil.

”Nå, så du synes ikke, at jeg er pæn?” Spørger jeg grinende og laver en latterlig positur. Matthew smiler stadig ikke.

Jeg sukker.

Jeg ved, at han er bekymret for mig. Jeg har ikke snakket med ham siden den dag i centret, jeg har ikke kunnet få mig selv til at svare på hans beskeder.

Jeg smiler et prøvende smil til ham og ligger min hånd på hans skulder. Han kigger på min hånd, før han kigger tilbage på mig.

”Det skal ikke være så bekymret – jeg har det fint!” Jeg smiler et overbevisende smil til ham som på samme tid fortæller ham, at vi ikke snakker om det her. Han nikker bare og smiler et lille smil.

”Nå, skal vi spise?”

 

Imens vi spiser, prøver Matthew at snakke med mig om det, der skete for en måned siden.

”Hey, Amelia?” Jeg kigger på ham og smiler et meget lille smil.

”Ja?” Han virker nervøs.

”Hvordan går det? Sådan virkelig?” Jeg trækker bare på skulderne uden at kigge på ham.

”Det har jeg fortalt dig.” Jeg skærer et stykke fra min kylling og putter det i munden.

”Nej – det har du faktisk ikke, Amelia.” Jeg mærker skyldfølelsen i maven.

”Jeg snakker ikke med dig om det her.” Jeg kan mærke den utilpasse atmosfære fra de andre ved bordet. Jeg kigger stadig ikke på ham, imens jeg spiser min mad.

”Hvornår så?!” Han hæver sin stemme og råber af mig denne gang. Jeg ligger stille mit bestik fra mig og rejser mig langsomt fra bordet, imens jeg holder en hånd frem for at stoppe Clarissas strøm af ord. Matthew sidder lige overfor mig, så jeg vender mig om og går om ved siden af ham. Matthew rejser sig også fra bordet og kigger på mig med onde, såret øjne.

”Vil du virkelig have mig til at sige det foran din familie?” Matthew nikker bare uden at sige andet.

”Du har såret mig lige fra starten. Du har kysset mig op til flere gange, vel vidende om at jeg ikke har noget for dig. Jeg har prøvet at være din ven, men du har ikke gjort andet end at skubbe mig væk fra dig lige præcis på grund af den uenighed.

”Jeg ved tilfældigvis, at du er træt af at blive set ned på som et barn, så det kan ikke passe, at det er mig der skal være den voksne i det her. Jeg har aldrig haft travlt med at vokse op – det er dig der har travlt med at opføre dig som den voksen, du ikke er!

”Så fortæl mig igen hvorfor du synes, at det er relevant på nogen måde at spørge ind til, hvordan jeg har det efter det, du forudsagde!” Til sidste råber jeg mine meninger ind i hans hoved, og jeg er fuldstændig ligeglad med, at alle andre sidder rundt om os.

”Jeg havde det fint før den dag. Jeg havde alt! Jeg havde en familie; jeg havde et arbejde, jeg elskede; jeg havde gode venner. Men det var ikke nok for dig, at jeg var din ven. Du ville have mere, og det resulterede i, at jeg var nødt til at fortælle dig min hemmelighed. Du ville være mere sammen med mig og opleve mit glamourøse liv. Du var grunden til, at jeg ikke er glad mere; du er grunden til, at alle i hele verden hader mig; og du er grunden til, at har mistet alt!” Jeg kan ikke holde op, nu hvor jeg er begyndt. Matthew fortsætter med at kigger ondt på mig, men jeg kan se tårerne i hans øjne. Men uanset hvor ked af det han bliver, får jeg det ikke dårligt med mine ord.

”Louis snakker ikke til mig mere, og jeg mødte aldrig andre end Charlotte. Jeg har brugt hver dag i den sidste måned på at gå rundt og have ondt af mig selv.

”Vil du vide, hvorfor jeg aldrig går ud?” Jeg venter ikke på et svar, før jeg fortsætter. ”Jeg går aldrig ud, fordi jeg modtager dømmende blikke – de hvisker, og de peger. Jeg har haft utallige piger til at skrige af mig, fordi jeg er så dårligt et menneske. Vil du vide, hvordan jeg har det med dét? Jeg har aldrig haft det værre i hele mit liv.”

Jeg tager en dyb indånding og blinker tårerne væk men lader mine våde kinder være. Det er helt stille. Ingen laver så meget som en lyd.

Jeg går hen til Clarissa ved bordets ende, og hun rejser sig op, da vi får øjenkontakt.

”Tusind tak fordi jeg må komme, Clarissa. Det var… hyggeligt.” Jeg giver hende et lille kram og tørre mine kinder. Jeg ligger en hånd på Benjamins skulder og sender ham et lille smil. Jeg skænker ikke Matthew et eneste blik, da jeg går ud af huset og tager hjem uden at se tilbage.

Hyggeligt? Det er da i hvert fald det sidste, det nogensinde kunne blive.

”Hvordan gik middagen? Jeg synes, du er tideligt hjemme.” Stephanie sidder i stuen og ser tv, da jeg træder ind af døren lidt senere. Jeg svarer hende ikke, jeg smider mig blot på sofaen og stirrer meningsløst på tv’et.

”Hey, er du okay?” Spørger Stephanie og slukker for fjernsynets lyd. Jeg trækker på skulderne. Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle hende. Det kommer ikke ligefrem til at gøre nogen forskel.

”Jeg har det fint.” Jeg har sagt det så mange gange, at det er blevet et mantra for mig.

”Du ved, at jeg altid er her for dig, hvis du har brug for at snakke.” Jeg nikker bare og trækker mine ben op til mit bryst. Jeg hviler mit hoved på mine knæ og stirrer bedrøvet på væggen foran mig.

Nogen gange er jeg virkelig taknemmelig for Stephanie. Jeg håber, hun ved det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...