Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5264Visninger
AA

9. ~ 9 ~

1 måned senere

Han stod med hænderne omkring håndvasken og prøvede at trække vejret roligt. Han så op og mødte sine egne øjne i spejlet.

Fjols! Idiot!! Se hvad du har gjort! Irriteret skubbede han sig væk fra håndvasken og gik ud i stuen igen. Der var gået en måned siden Eve’s tilståelse, hvor hun mere eller mindre var flyttet permanent ind hos ham. Hun var gravid, uanset om hun var hans mage eller ej, ville han ikke svigte barnet der groede i hendes mave.

Han havde modvilligt aftalt med Drake at han skulle hjælpe Amy med at komme op og ned af trappen. Han var nødt til at holde sig langt væk fra hende. Det var dog begyndt at tære yderligere på ham - igen noget der kun burde være muligt hvis han havde mærket hende. Han sukkede irriteret og trak en hånd ned over sit ansigt.

Hvad har du gang i? Havde ulven spurgt op til flere gange. Han vidste godt at det var skruen uden ende, at han lige så stille var ved at dø både fysisk og mentalt.

Eve havde konstant et smil klistret til sit ansigt, men hendes blik var trist. Han spekulerede på om det var hendes maske - hun gjorde i hvert fald et ihærdigt forsøg på at skjule sine følelser for ham. Hendes mave var allerede relativ stor taget i betragtning af hvor langt hun var henne. Hvor langt hun burde være henne.

Abigail var kommet forbi få dage efter Eve var flyttet ind for at finde ud af hvorfor han ikke kom på besøg længere. Hun var stoppet op i døren og havde stirret på Eve der sad henslængt i sofaen med en hånd kærtegnende på sin mave.

“Åh. Hej svigermor” Havde hun sagt. Abigail havde vendt sit brændende blik mod Caleb og set strengt på ham. Stillet ham det samme spørgsmål med sit blik som hans ulv havde. Hvad har du dog gang i?! Derefter var hun vendt om på hælen og gået igen. Han havde ikke set noget til hende siden.

Jeremiah derimod var kommet over dagen efter og taget ham med ud i skoven på jagt. De havde lagt deres tøj i et kammer dertil inden tunnelen sluttede og forvandlet sig da de kom ud i skoven så de kunne kommunikere i deres ulve form.

Caleb. Hvad sker der?

Jeg har gjort Eve gravid. Jeg kan ikke bare svigte hende nu.

Den sorte ulv var stoppet op og havde set undrende på den hvide med sit store hovedet på skrå.

Hvordan kan det lade sig gøre? Caleb, Amy har været her i hvert fald i 3 måneder! Det ville jo betyde…. Den hvide ulv afbrød ham.

Ja... Jeg var sammen med Eve efter at jeg hørte kaldet. Den sorte ulv knurrede højt.

Caleb! Du har svigtet Amy. Hvad værre er ved hun det ikke engang. Og se på dig! Du ødelægger fuldstændig dig selv med den situation du har bragt dig i! Den hvide ulv knurrede tilbage.

Jeg ved det!! Jeg ved det, ok? Men… for helvede! Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre Amy til min mage?! Det er hendes mor der er skyld i alt det der er hændt mig. Det var hendes slags der dræbte mine forældre! Den sorte ulv havde taget et skridt tilbage og sat sig på bagbenene. Jeg prøvede at omstøde kaldet. Det var en desperat handling fra min side at være sammen med Eve. Og nu betaler jeg prisen. Den hvide ulv bøjede i nakken og hylede op mod stjernerne som den nat lyste forunderligt klart.

De havde ikke talt mere om det. Faktisk havde han ikke set noget til dem siden. Aria var kommet med jævne mellemrum med en kurv fra sin mor med mad, frugt og andre sager i, og havde leget 10 spørgsmål til professoren med Eve.

Hun havde siddet hos dem tidligere på dagen og fortalt stolt hvordan hun for få dage siden havde hjulpet med at klippe gipsen af Amy, og han havde set hende bevæge sig rundt i dalen fra vinduet. Han havde på fornemmelsen at hun snart ville glide væk fra ham, for altid - i samme sekund han tænkte den tanke skændte han på sig selv. Var det ikke det han ønskede? Den situation han var i nu, med Eve som hans partner var jo lige præcis det han havde håbet på den aften da han var gået ned til mødestedet.

En idé havde rumsteret i hans hovedet i nogle dage efterhånden, og han vidste at han måtte få det ud af verdenen hurtigst muligt. Inden at det var for sent.

Han sukkede og trak sin jakke over skuldrene med besvær.

“Hvor skal du hen?” Eve satte sig op i sofaen, forundret. Han havde ikke bevæget sig ud af huset hele måneden.

“Op til Nanna.” Hun rejste sig og fulgte ham ud af døren. Hun tog hans hånd så han stoppede op og så ned på hende. Hun så ikke på ham, men ned i jorden. Hvad tænkte hun på?

“Vi ses.” Sagde hun stille og kyssede ham ved hans mundvig. Hun havde utroligt nok ikke lavet andre tilnærmelser i den tid hun havde boet hos ham. Det gik først op for ham nu.

På turen ned til dalens ældste vendte mange sig for at sende lange blikke efter ham. Han kunne høre deres hvisken så snart han var gået forbi dem. Mange havde sikkert hørt at Eve var hos ham i øjeblikket (snakken gik foruroligende hurtigt i dalen.) og han så direkte syg ud. Begge dele noget de kunne sladre om.

Han var kun lige kommet ind i Nannas hytte og taget overtøjet af før hun kaldte.

“Det er mange år siden…” Det var simpelthen ufatteligt at hun stadig levede. Hun havde allerede været old gammel dengang han som dreng var blevet sendt over til hende af alphaen.

Han stod i døren til hendes opholdsstue og så sig omkring. Intet havde ændret sig. Hun sad i sin gyngestol foran pejsen og hendes rynkede fingre gled hen over perlerne i hendes halskæde. Hun så op på ham med et ømt smil.

“Fenris. Jeg har ventet på dig.” Han sukkede opgivende og satte sig i stolen der var placeret lidt fra hendes egen.

“Det er ikke mit navn.” Den gamle kone lagde hovedet på skrå.

“Nej ikke dit Caleb. Din ulv.”

“Skovens herre…” Mumlede han stille i mistro. Nanna trak på smilebåndet.

“Du tror stadig ikke på mig.” Han svarede ikke da det mest af alt var en konstatering fra hendes side. “Men det er heller ikke derfor du er her.” Hun rakte sine hænder frem med håndfladerne op. Caleb lagde sine hænder i hendes og hun trak vejret skarpt ind ved kontakten. Hun havde skræmt ham fra vid og sans da han som barn havde siddet med hende på denne måde. Hun vendte det hvide ud af øjnene og talte med en mere sælsom stemme.

“Du er i dyb smerte. Dit sind svækkes for hver dag der går, og med det følger din forstand. Ulven kan ikke leve uden sin vært, og omvendt. Du er døende.” At høre hende sætte ord på det han allerede vidste sendte en kuldegysning igennem ham. “Du har afholdt dig fra kaldet - ulven dør langsomt på grund af dette.” Hun så undersøgende på ham med hovedet på skrå. “Utroligt at du i det hele taget har været i stand til at holde dig fra hende, og så, så længe.” Hun så tænksomt hen for sig. “Hvad er dit spørgsmål?”

“Eve bære et barn. Er det mit?” Han kunne ikke engang se Nanna i øjnene under spørgsmålet og så ned i jorden.

“Ved du det da ikke?” Spurgte den gamle kone med en leende stemme.

“Jeg vil blot være sikker.” Hun nynnede en melodi for sig selv mens hun rokkede let frem og tilbage.

“Forståeligt. Du er ved at ofre dit liv for et barn du ikke ved med sikkerhed er dit. Normalt ville det slet ikke kunne lade sig gøre, men i dit tilfælde kan alt vidst ske” Hun trak på smilebåndet med et medfølende blik.

“Barnet tilhøre kaldet. I er begge ødelagte sjæle der forsøgte at snyde skæbnen.” Nanna slap hans hænder, og pejsen knitrede. Den gamle dame trak vejret forpustet.

“Fortæl mig Caleb. Hvorfor tror du, at du forvandlede dig så tidligt?” Han så perplekst på hende.

Han trak på skuldrene. “Universets form for en joke” Hun grinede højt til svar, lænede sig frem og lagde blidt en hånd på hans overarm.

“Kunne det tænkes?” Begyndte hun “At Fenris fornemmede jeres mage i dawnbreakeren? At forvandlingen var for at beskytte hende?” Han sendte hende et næsten vredt blik.

“Nej! Nej, det var ikke derfor!” Han rejste sig og var næsten på vej ud af døren da hun talte igen.

“Havde du ikke forvandlet dig og dræbt godt en tredjedel af angriberne hvad tror du så at der var sket?” Han stoppede op og så sig over skulderen. “Risikoen for at hun var blevet dræbt i tumulten, og dermed også din mage, var stor. For stor.”

Hun har ret. For første gang nogensinde sendte ulven sine minder til ham. Det var dog meget sagt da det mest af alt var billeder der fór forbi hans indre øje. Men de bekræftede alt det både Nanna og ulven sagde.

“Caleb.” Det var første gang hun havde talt til ham ved hans navn. “Stop denne farce. Red dig selv. Og hende - hun vil heller ikke overleve længe uden dig.” Han så på den gamle dame.

“Tak…” Hviskede han. Han hev sin jakke af stumtjeneren og fór ud af døren. Han ville gå til hende, og… ja hvad han havde tænkt sig måtte han finde ud af efterhånden. De havde knap snakket i det stykke tid hun havde været i dalen, og da slet ikke den sidste måned. Og så skulle han troppe op og kræve, hvad?

Allerførst skulle han styr på alt det med Eve.

Hun må ha’ vidst hvad han ville få at vide - gad vide om hun allerede havde taget sine ting og var gået. Nannas ord var det eneste der gjorde at han ikke var rasende på hende. “I er begge ødelagte sjæle der forsøgte at snyde skæbnen” uanset hvordan han vendte og drejede det måtte det jo være hendes mage der havde gjort hende gravid - og hun havde åbenbart, ligesom ham, svært ved at acceptere sin skæbne.

Da han nærmede sig huset så han at døren stod åben. Han hørte stemmer derinde og stillede sig ved siden af døren for at lytte efter. I den her situation var han ligeglad med om det var uhøfligt.

“Hvor lang tid har du vidst det…?” Han genkendte stemmen fra manden men havde svært ved at placere den.

“En lille måned.” Svarede Eve stille. Hun sukkede.

“Hvorfor sagde du ikke noget? Hvorfor kom du i det hele taget ikke tilbage?”

“Fordi det er uretfærdigt!” Svarede hun ophidset. “Du er ikke andet end en hvalp. En dreng! Det er som en dårlig joke.” Der lød en dyb knurren.

“Der er intet uretfærdigt i kærlighed - Du.Er.Min…” Vedkommende trak vejret dybt som for at få hold på sig selv og fortsatte. “Jeg har givet dig tid, Eve. Min tålmodighed rækker kun så langt. Du bære mit barn. Tro ikke at jeg slipper dig nogensinde igen.” Caleb mente at han havde lyttet længe nok og gik ind i huset. Han stoppede i døren og spærrede øjnene op.

“Drake??” Nu da han tænkte efter var drengen begyndt at vokse i højden voldsomt indenfor de sidste par måneder, specielt den sidste, og hans stemme havde også ændret sig i forbindelse med hans forvandling. Han var nu højere end Eve, næsten en fuldvoksen ulv.

Drake sendte ham et skævt smil. “Du skulle ha’ set hende da jeg fortalte hende det. At hun var mit kald, min mage.” Han så ømt på Eve. “Hun nægtede at tro på mig, men indbød mig alligevel til hendes seng.”

“Kan du ikke se det kære storebror? Hun gik i panik da hun fandt ud af at hun var gravid. Hun forsøgte at ændre kaldet til hende, ligesom du har gjort lige siden du bragte Amy hertil…”

“Sig.ikke.hendes.navn!” Afbrød Caleb med en knurren. Drake trak ligegyldigt på skulderen. Eve så forundret op på Caleb - som om sammenhængen netop var gået op for hende. Han havde aldrig fortalt hende at han havde følt kaldet.

“Nej, nej. Men ser du-” Han så nu på Eve med et brændende blik. “Du slipper aldrig fra mig. Og nu er det blot bekræftet. Barnet er mit.” Eve sukkede opgivende og gik forbi både Caleb og Drake ud af døren mens hun holdte hovedet højt. Caleb morede sig et øjeblik over det hyr Drake ville få med hende, samtidig med var han sikker på at han netop havde den tålmodighed det krævede for at håndtere hende. I sandhed et perfekt match.

Drake så undersøgende på Caleb med hænderne i sine lommer. “Jeg ville skynde mig hvis jeg var dig.” Han så forvirret på sin lillebror.

“Hun er rejst ud af dalen. Hun er på vej væk.” Han så forvildet på ham og mærkede efter i sit kald, det som han ellers havde forsøgt at ignorere i så mange måneder. Han havde ret. Forbindelsen blev dårligere, og dermed også hans sind. Han blev svagere for hvert skridt hun tog væk fra ham.

Han styrtede ud af døren. Ulven i ham var rastløs, lidende - ligesom ham selv.

Giv os ro… find hende. Tiggede ulven ham om. Desperationen var tydelig i tanken.

Der var på tide at han accepterede sit liv, og sin mage.

Han måtte bringe Amy hjem! 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...