Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5245Visninger
AA

7. ~ 6 ~

New york

Det havde været alt det Aiden havde lovet, og mere til. Godt nok var det ikke et sæde ved de ældste, men hvem bekymrede sig også om dem nu om dage?

Alt havde ændret sig 7 måneder efter de havde bortvist Cait. Som i alt. De var nu dødelige, og det skræmte Ashley mere end noget andet. Hun så ned på sine hænder der var begyndt at vise tegn på alderdom og knyttede dem i frustration. Hun var sikker på at Cait’s gamle hold vidste hvad der foregik, og eftersom at Damien var skredet nogle måneder forinden var der kun 2 tilbage.

De havde tortureret Drew i flere dage før Jennifer havde fortalt dem det hele. Cait havde været gravid og hun bandede for sig selv over at de havde ladet hende gå. Det umulige barn var blevet født, og med det kom dødeligheden. Hun var overbevist om at ved at dræbe dette barn kunne de omgøre det hele! Få deres udødelighed igen!

Hun havde stiftet en ny gruppe, Superi - alle de dawnbreakers der tænkte som hende og underkastede sig var velkomne. Hun havde sendt sine hold, Vendetes, efter Cait igen og igen, og dem der endelig kom levende tilbage kunne også fortælle om et barn hun og Damien havde med. 5 år efter var tilbagemeldingerne at Cait ikke længere rejste barnet og Ashley havde stoppet opgaverne mod hende - det havde kostet hende for mange folk, og når barnet alligevel ikke var i nærheden var det ligegyldigt.

Hun havde holdt Drew og Jennifer indespærret i isolation i næsten 10 år før hun havde smidt dem på porten, udhungrede og udstødte. Hun var ligeglade med dem, og havde brug for pladsen eftersom et af hendes bedste hold var vendt hjem med deres største håb for at finde barnet.

Damien.

Efter 8 år med daglig tortur og udsultning af ham var hun næsten ved at give op. Damien havde intet fortalt og hun var imponeret over hans stædighed.

“Igen..” Sagde hun ligegyldigt og en hunter svingede pisken atter engang, hvis haler havde små kroge for deres ende. Damien skreg ud i smerte da pisken flåede hans hud op.

“8 år Damien... “ Hun gik op foran ham hvor han hang i sine arme i nogle kæder fra loftet. “Synes du ikke selv at du har fået noget?” Vreden i hans blik mod hende var tydelig, men hun tiskede blot af ham.

“Det må du selv om…” Hun knipsede en enkelt gang med fingrene og hunteren fortsatte sin tortur mens Ashley forlod rummet til Damiens skrig. Hun gik ned af gangen mod hendes lokaler med hænderne foldet foran sig. De var ikke kommet nogen vegne! Hun var nødt til at finde en anden indgangsvinkel - hvordan kunne hun få ham til at tale?

“Du ser så eftertænksom ud min dronning.” Aiden stod lidt længere fremme, lænet op af muren.

“Elskede.” Hun smilede ømt og rakte sin hånd ud for at tage hans. Deres fingre flettede sig ind i hinanden mens de gik videre side om side.

“Det er jeg også” Svarede hun. “Vi er ikke kommet et skridt nærmere på at finde det barn og det frustrere mig. Han nægter at tale. Hvem skulle ha’ troet at han kunne stå imod så længe?” Aiden trak på smilebåndet.

“Damien har altid beskyttet dem han holdte af, om det så kunne ende med at koste ham livet. Hvorfor tror du han lavede sådan en scene dengang jeg skulle ha’ Cait med ud på den opgave?” Hun studerede hans ansigt med et let løftet bryn.

“Fortæl mig ikke at han elsker hende?” Aiden nikkede.

“Og dermed også barnet… Jeg tror vi er nødt til at angribe det her på en anden måde.” De fortsatte i stilhed til de nåede deres fælles gemakker. Den unge menneske kvinde der var lænket til hjørnet krøb sig sammen ved lyden af døren der gik op. Ashley så på hende med flammende øjne. Hun havde først været fornærmet over at Aiden kunne finde på at tage hende med i deres seng, men hun var blevet glad for hendes lille legetøj.

“Gør ham klar kære.” Ashleys fingre løb kærtegnende hen under hendes hage og kvinden nikkede til svar med nedslåede øjne. Aiden gik over til hende mens han åbnede sine bukser.

Ashley gik over mod sit arbejdsbord hvor hun så på de forskellige kort. De havde ledt alle steder. Måske de kunne udnytte Damien, men hvordan? Hun så over mod Aiden og kvinden og en idé slog ned i hende.

“Vi har tortureret ham de sidste 8 år, og han har stadig ikke overgivet sig… Men det er også ligegyldigt, vi ved hvor barnet er. Vi skal nok nå vores mål alligevel” Aiden så over på hende med et løftet bryn som for at spørge hende om hvad pokker hun talte om. Først og fremmest diskuterede de aldrig de følsomme oplysninger i nærheden af slaven, dernæst var den anden del løgn. Hun trak blot på smilebåndet og blinkede til ham.

Ashley krængede sin kjole af og lagde sig på sengen. Aiden trak sig ud af kvindens mund og frigjorde hende fra lænkerne så hun kunne bevæge sig over mod sengen.

*

Han nynnede for sig selv, den sang han havde sunget for Amy hver aften. Det var det eneste der havde stoppet ham fra at miste forstanden fuldstændig. Hans ryg sviede mens sårene helede langsomt. Ashley var i sandhed blevet et monster.

Lyden af døren der stille blev åbnet i den anden ende af gangen og listende fødder fangede hans opmærksomhed. Det her var ikke nogen dawnbreaker. Låsen blev slået fra og en ung kvinde kom ind til ham. Et menneske.

“Shhh.” Hendes pegefinger var oppe foran hendes tyssende læber. Hendes øjne blev store da hun så sårene på hans ryg. “Du godeste…” Hviskede hun. “Kom, vi må væk herfra.” Hun rakte en hånd frem og han så tøvende på den. Var det her et trick? Ved den første berøring så han sporadiske minder fra hendes liv, og især de sidste par år havde været intet mindre end helvede på jord. Hun hjalp ham op at stå, og de skyndte så meget de kunne ned af gangen mens han støttede sig op af hende.

“Hvem er du?” Hviskede han da hun lænede sig frem for at se om kysten var klar. Han vidste det nu godt i forvejen, men det var mere høfligt at spørge.

“Jeg hedder Sarah…” Svarede hun stille tilbage. De fortsatte ned af gangen til de nåede en bagdør han aldrig havde set før eller kendt noget til. “Kom, denne vej.” Hun skubbede døren op og de gik ud i det klare måneskin. Damien tog et skridt væk fra hende og spredte sine arme ud mens han trak vejret dybt, fangede så meget af den friske luft han kunne i ét åndedrag.

“Hvordan kendte du til den her dør?” Hun smilede usikkert.

“Jeg fandt nogle tegninger på bordet over hulen efter de var faldet i søvn. Jeg fandt ud af hvor du var, og hvor vi kunne komme ud.” Hun tav og en skygge gled foran hendes øjne.

“Jeg fik en oplagt chance og måtte tage den. Jeg havde hørt om en anden fange her i grotten og jeg kunne ikke efterlade dig her.” De stod på toppen af en skråning og hun så ud over skoven mens hun talte.

“Ashley sagde noget med at de er tæt på deres mål…?” Fortsatte hun spørgende. Alle muskler blev spændt i Damiens krop og han greb fat i hendes skuldre så de stod ansigt til ansigt.

“Er du sikker?! Snakkede hun om barnet?!” Han søgte sporadisk i hendes minder endnu engang og fandt det han ledte efter. Det var sandt. Hans hjerte hamrede afsted i brystet og knuden i hans mave blev hårdere.

“J..ja!” Stammede hun, overrasket over hans intensitet.

“Vi må afsted.” Hviskede han og spejdede ud over skoven. Hvor er du taget hen?! Tænkte han for sig selv.

“Vi?” Spurgte hun overrasket.

“Mit gæt er at du ikke når langt til fods. Og hvis du så skulle nå tilbage til din familie hvor lang tid tror du der går før Aiden fanger dig igen?” Hun sank en enkelt gang, og indså at han havde ret.

“Her, kravl op på min ryg.” Hun så først forvirret på ham. “Du kan ikke følge med i mit tempo.” Forklarede han.

“Jamen, dine sår...” Hun krængede tasken af sin ryg og hev nogle bandager frem. Hendes små hænder bandt hurtigt hans ryg ind så det værste var dækket. Hun tog tasken på ryggen igen og Damien gik i knæ så hun kunne nå ham. Hendes arme viklede sig omkring hans hals, og da han rejste sig krydsede hun sine ankler foran ham så hun ikke faldt af. Hun var foruroligende let.

Han hoppede ned af skrænten mod træerne og Sara hvinede i hans øre, hvor hun hurtigt holdte en hånd over sin mund for at dæmpe lyden. Han løb alt det, hans i forvejen svækkede kræfter, tillod.

“Hvor skal vi hen?” Til trods for hendes spinkle udseende holdte hun sig fast uden problemer.

“Ja.. Hvis bare jeg vidste det. Jeg aner ikke hvor hun er.”

“Hun?”

“Ja barnet.. Men…” En tanke slog ned i ham. Det eneste hun havde interesseret sig for, dét hun havde spurgt allermest ind til havde altid været ulvene. Selvfølgelig!

“Vi skal nordpå.” Konstaterede han, og drejede skarpt mod nord. Amy, jeg kommer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...