Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5245Visninger
AA

5. ~ 5 ~

19 år tidligere, Caleb 6 år gammel

“Far, se, se!” Han lå ved kanten af søen og pegede ned på fiskene der svømmede forbi. Han elskede at ligge der, dag ind og dag ud og holde øje med dem.

“Ja de er fine.” Hans far klappede ham på toppen af hovedet og rodede let rundt i hans sorte hår som han gjorde ofte.

“Du er sådan en god dreng.” Hans mor sad lidt derfra og rakte armene ud mod ham som for at invitere ham ind i sin favn. Han rejste sig og løb ind i hendes arme hvorefter de begge væltede rundt mens hun klukkede glad. Hun havde fået amputeret det ene ben ved knæet for nogle år siden grundet en ulykke, og var derfor stærkt afhængig af hans far. Det havde dog aldrig slået hende ud. Hans mor var den stærkeste kvinde han kendte.

Der havde netop været en vielse i dalen, de havde set på fra den anden side af søen men ikke deltaget direkte. Han havde hørt sine forældre snakke om at de ikke burde ha’ lukket dem ind i første omgang. Han havde spejdet efter kvinden det hele handlede om og tænkt for sig selv at hun var utrolig smuk. Næsten smukkere end hans mor.

De havde bredt et tæppe ud og spist aftensmad ved søbredden. Det var en varm sensommeraften og der kom latter og sang fra den nærliggende fest. Han lå i sin mors skød og hendes hænder aede blidt hans hår. Han var næsten faldet hen da et uhyggeligt hyl lød ikke langt fra dem. Ned af bjergsiden kom 2 dusin personer løbende. Det var umuligt! Selv om han ikke var så gammel vidste han at ingen kunne nå dem i dalen, og slet ikke over bjerget!

Hans far stod op og rejste børster på det pels der allerede var begyndt at komme frem under forvandlingen mens han knurrede højlydt.

“LØB!” Hans mor skubbede ham i retningen af deres hus.

“Nej mor!” Han nægtede at gå og prøvede at hjælpe sin mor op at stå - hans far var allerede i kamp med dem der havde nærmet sig. Af flere omgange faldt hans mor ned igen, han var bange og frustreret over sig selv at han ikke kunne hjælpe sin mor med at flygte - at han ikke var stærk nok.

“Det nytter ikke noget Caleb! Du er nødt til at løbe uden mig!” Det blev hans mors sidste ord da lyden af hans fars dødshyl fik hans hjerte til at fryse til is.

En af de djævle havde stukket en kniv dybt ind i hans bryst og han forvandlede sig tilbage til menneske igen i et ryk. Hans mor skreg op i sorg og forskrækkelse hvilket tiltrak opmærksomheden fra en af de andre. Caleb så, næsten i slowmotion, at der blev kastet en kniv direkte imod ham.

“Nej! CALEB!” Hans mor havde med en kraftanstrengelse kastet sig op foran ham og taget imod kniven i sit bryst. Djævlen grinede hoverende og hans isblå øjne hvilede på ham.

“Mor! NEJ MOR!” Hun faldt om, fuldstændig livløs mens han fortvivlet forsøgte at ruske hende til live igen. Han skreg igen og igen, det næste skrig mere rædselsslagen og frygtindgydende end det forrige.

Dræb! Dræb! Dræb!

En altoverdøvende smerte overtog hans krop, og lyden af hans knogler der brækkede og samledes på ny et andet sted larmede i hans øre. Hans smertensskrig fortsatte til han ikke kunne andet end at hyle.

Han knurrede og en blodrus overtog hans sind. Han dræbte alt og alle i nærheden, flåede hovederne af og brækkede knogler midt over med hans kæber til der til sidst ikke var flere der nærmede sig. Han registrerede fjernt at de løb væk, og rusen og adrenalinen foretog sig støt og roligt fra hans krop.

Skridt bag ham fik ham til at vende sig rundt og knurre på ny. Blide øjne stirrede ind i hans sjæl og beroligede ham. “Rolig.. Det er ok - bare tag det helt roligt.” Han genkendte ikke stemmen, men den var som balsam for hans sind. Hans knogler brækkede igen indtil han var tilbage i sin spinkle drenge skikkelse og faldt udmattet om.

“Se hans hår? Hvordan kan det overhovedet være muligt?!”

“Ingen forvandler sig så tidligt!”

“De har dræbt Joe og Rebecca!” Han klynkede svagt ved lyden af sine forældres navne.

“Shh, det skal nok gå, jeg har dig.” Han blev løftet op, og duften af blomster fyldte hans næse. Tårerne trillede ned af hans kinder da han drejede hovedet for at finde trøst i armene på personen.

 

7 år tidligere, Caleb 18 år gammel

Han lå på ryggen i græsset ved søbredden. Han besøgte sit eget personlige mindesmærke hvert år på den skæbnesvangre dag for at mindes sine forældre.

Normalt var det først omkring 16 års alderen at man forvandlede sig første gang, at man blev én med sin ulv. Men for Caleb var det gået helt af helvede til.

Dalens ældste, en gammel dame ved navn Nanna, havde set Caleb en enkelt gang før hun havde konstateret det umulige. Det traume der fulgte at se sine forældre dræbt havde været nok til at kalde hans ulv til sig, og ikke en hvilken som helst ulv, selveste skovens herre. Men hun fornemmede også at de ikke var én, ulven havde taget bolig i hans sind og afventede den dag hvor de, eller rettere han ville blive hel.

Caleb var ikke sikker på at han troede på alt det overnaturlige vås. I hvert fald ikke det med at det var skovens herre og alt det fis. Det blev dog hurtigt tydeligt for ham at han vár splittet, at ulven var en anden personlighed indeni ham. De første par år havde det været svært at leve med, og der havde været mange ufrivillige forvandlinger hvor han ikke havde kontrol over sig selv.

Den eneste der kunne få ro på ham, den eneste hans ulv lyttede til var Abigail. Hun havde været den eneste der havde turde at nærme sig ham dengang efter den første forvandling og hun havde fungeret som en plejemor lige siden. Hans forhold til Abigail og Jeremiah havde dog aldrig været helt problemfrit grundet de stadig anså den dawnbreaker som familie. Hende der i sidste ende havde forårsaget hans forældres død.

Han havde med tiden lært at acceptere deres holdning til de djævle, ligesom de havde accepteret hans uvilje overfor dem.

“Ligger du nu der og tænker igen?” Eve stod med armene foldet under sine bryster og så ned på ham.

“Mmh. Gør jeg tit.” Hun lagde sig ned i græsset ved siden af ham og hendes fingre flettede sig ind i hans. De havde været sammen sådan lidt på må og få i et lille halvt år - intet seriøst. Godt det samme for han kunne godt mærke at det begyndte at lakke mod enden for hans vedkommende.

Hun havde været brandhæmmende for hans indre bål, for en tid. Nu var hun forudsigelig, underdanig. Kedelig. Han var dog ikke helt sikker på hvordan han skulle få fortalt hende det. Han var udemærket godt klar over at hun følte meget mere for ham end hvad han nogensinde havde gjort for hende.

“Skal vi gå hjem til dig?” Hun var rullet op på siden og så forelsket ned på ham. Det var som regel kode for “skal vi gå hjem og ha’ sex.” og lige nu var det måske netop det han havde brug for.

“Ja…” Havde han svaret, ikke engang orket at maskere den ugidelighed der dryppede fra hans stemme. Men hun havde ikke bemærket det, blot kysset ham sultent og hjulpet ham op at stå.

Han stod og så hen på det sted hvor hans forældre havde ladet sit liv for at redde hans.

Få det nu bare overstået. Havde hans ulv sukket, han kendte ham efterhånden bedre end nogen anden og vidste at han bare stod og trak tiden ud. Med et suk fulgte han med Eve op til sit eget hus.

 

Nutid

Caleb satte sig op i sengen, først forvirret mens han så sig omkring. Havde det været en drøm? Det var så længe siden at han sidst havde drømt om sine forældre. Han rejste sig og gik mod spejlet i gangen.

En sammenbidt voksen mand med pjusket hvidt hår og markerede muskler havde stirret olmt tilbage på ham. Lange røde rifter løb ned af hans overarme der vidnede om gårsdagens hændelser. Han sukkede mens han trak en hånd ned over sit ansigt.

Du kunne bare ha’ lyttet. Svarede ulven. Han rystede på hovedet og gik ud på badeværelset for at smide noget vand i ansigtet.

Hvordan vil du bortforklare dem?

Bortforklare hvad, og overfor hvem?! Han vidste godt at ulven hentydede til Abigail. Hun ville spørge til dem så snart han ville træde ind af døren derover. Intet kunne gemme sig for hendes falkeblik, heller ikke løgne. Han gik hen til vinduet og så over mod deres hus.

Det var stadig tidlig morgen og solen var endnu ikke stået op. Han troede ikke sine egne øjne da han så pigebarnet sidde på taget uden for vinduet til gæsteværelset. Hvordan var hun i det hele taget kommet derud med sit brækkede ben?

Han tog sig selv i at stirre på hende, og som hun sad der i månelyset og stirrede op på stjernerne var hun fortryllende at se på.

Prøv nu bare og gå over og snak med hende. hvad skulle der kunne ske? Han gryntede til svar. Ulven lokkede med ham, puffede ham støt og roligt mod det de begge vidste var uundgåeligt.

Så lad gå da… Han tog en cardigan fra kommoden og gik ned af trappen mod sin egen hoveddør. Da han åbnede den blev han hilst med en knytnæve lige i ansigtet der sendte ham tilbage ind i huset. Han knurrede højt og var på benene igen i løbet af ingen tid.

5 unge mænd banede sig vej ind i hans forgang og knækkede deres knoer.

“Jeg har hørt en lille fugl synge om at du forgreb dig på Eve.” Han løftede et bryn. Var det dét som det her handlede om?

“Hvem fanden tror du lige at du er?! At du bare kan tage de kvinder du har lyst til uden at det har konsekvenser!!” Gad vide hvad hun havde fortalt dem. Forgreb sig var måske en lettere overdrivelse eftersom hun villigt (meget villigt endda) var gået med til det. At det ikke var endt som hun havde håbet, og at han havde snydt hende var så en helt anden snak.

“Hvad med at i bare lige så stille vender rundt og skrider igen.” Foreslog han tørt. Normalt bakkede han ikke ud af et slagsmål, men lige nu orkede han ærlig talt ikke at slås - slet ikke med en flok hvalpe.

"Og lade dig slippe så nemt? Glem det!” Råbte den yngste og angreb ham. Selvom de var 5 havde Caleb alligevel kunne give dem kamp til stregen i noget tid, de bevægede sig igennem stuen nedenunder og ødelagde alt på deres vej. Da de to stærkeste havde overmandet ham og holdt ham nede mod gulvet mens de andre sparkede og slog ham måtte han se sig selv slået. De fortsatte til de mente at han havde fået nok og efterlod ham slemt tilredt og blødende. Han rejste sig prøvende, svajende lidt frem og tilbage. Havde han fået en hjernerystelse?

Han tørrede sin næse af i ærmet og det var fyldt med blod. Han prøvede at rydde op efter slagsmålet men faldt forover da han ville rejse en stol op. Han var meget svimmel og tog sig til hovedet. Hans syn var sløret da han så op mod døråbningen hvor pigebarnet stod og studerede ham.

“Gå din vej…” Sagde han grødet, han havde det bestemt ikke godt. Hun svarede ikke, lagde blot hovedet let på skrå mens hun så ham an. Hun humpede ind i stuen på sine krykker.

“I har da haft jer en lille fest.” Konstaterede hun og så sig omkring. Ironien var tydelig i hendes stemme.

“Hold din kæft… Gå nu bare!” Hun så på ham med et løftet bryn.

“Det er jeg ikke sikker på at du overlever” Svarede hun tørt og humpede over mod ham. Hun støttede sig til krykkerne mens hun forsigtigt satte sig på gulvet ved siden af ham. Hun rev det nederste af sin kjole af, han holdte vejret ved synet af hendes lår, og hun rev det over i 2 igen. Han knurrede advarende af hende da hendes hånd med det ene stykke stof svævede lige foran hans pande.

“Du bløder voldsomt. Vi er nødt til at få standset det værste inden jeg henter Abigail.” Den måde hun talte til ham på, lettere irriteret men alligevel ømt og bestemt fik ham til at falde til ro. Det er kun midlertidigt, tænkte han for sig selv. Han lænede sit hovedet ind mod hendes hånd og hele hans krop summede ved hendes berøring. Han trak vejret i dybe stød, dels på grund af hendes nærhed, dels på grund af smerterne der tog til.

“Jeg har vist aldrig fået fortalt dig mit navn.” Konstaterede hun, og han åbnede øjnene kort for at se ind i hendes. Nej det havde hun ikke, og han havde heller ikke spurgt. Han ønskede ikke at kende det, han havde ikke behov for det.

“Jeg hedder Amy.” Hendes stemme var stille og blød.

“Amy…” Gentog han med en hvisken. Ulven i hans indre knurrede tilfreds, og et kort øjeblik var alle forsvar nede og ulven i ham nåede igennem.

*

Hans øjne var blevet flammende orange - magen til dem han havde sendt mig dagen før.

“Amy… Vi har ventet på dig.” Hans stemme var grov, som sandpapir, slet ikke hans egen. Han rykkede tættere på mig, tættere end nogensinde før. Mit hjerte hamrede afsted i mit bryst - jeg kunne ikke bare sådan lige rejse mig og gå, på grund af det brækkede ben. Jeg holdte vejret mens jeg afventede hvad han havde tænkt sig at gøre.

“Vi vil gøre krav på dig.. En dag…” Han afbrød sig selv med et støn af smerte og holdte en hånd mod sit hovedet.

“Abigail…” Hviskede han med sin egen stemme. Det andet stykke stof jeg havde fra min kjole bandt jeg rundt om hans hovedet så den holdte det første stykke stof ind mod såret på hans pande. Jeg støttede ham så godt jeg kunne så han kunne komme ned at ligge. Han lå på gulvet med lukkede øjne mens jeg rejste mig med besvær for at hente Abigail.

Det kunne kun gå for langsomt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...