Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5324Visninger
AA

19. ~ 19 ~

~~
7 dage senere


Snestormen var voldsom, og vinden rev i alt omkring dem. De havde været i ulveform næsten hele dagen blot for at kunne holde på varmen. Caleb kunne ikke huske hvornår han sidst havde oplevet et så voldsomt vejr, men det var vel typisk når man forlod alt det man kendte?


Heldigvis havde han fortsat den han holdte af, tænkte han for sig selv og skævede mod den lysebrune ulv der ledte an. Amy havde taget styringen da de forlod den velkendte skov der omkransede dalen - naturligt eftersom hun havde set mere af verdenen udenfor end han nogensinde havde. Han havde en fornemmelse af at hun nød det, at have styringen, da alt andet var ude af deres kontrol.


Frustrationen og længslen brændte i hans indre, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke knurre som reaktion på dette. De havde kun talt om det allermest nødvendige, og hver gang Caleb forsøgte at åbne Pandoras box, og få problemerne ud af verdenen lukkede hun i som en østers og lukkede ham totalt ude, også af sit sind. Han trængte til hende, trængte til at vide at de var ok —at de nok skulle klare den, sammen!


De nærmede sig noget der mindede om et gammelt efterladt savværk, der ville give dem læ for vejret. De trængte begge til at hvile sig. Åbningen var for smal til at de kunne komme igennem i deres nuværende form.


Vent lidt. Bad han hende i tankerne, og forvandlede sig for at gå ind. Kulden og sneen der piskede mod hans bare hud var næsten tortur mens han pressede den gamle rustne dør mere op så Amy kunne komme ind i sin ulve form. Da hun var inde, skubbede han døren tilbage igen, og lukkede åbningen.


Hun satte sig på bagbenene, fortsat i sin ulveskikkelse, og det var tydeligt at se på hende, selv i den skikkelse, at hun trængte til at sove. Caleb bandt rebet op som holdte tasken på plads, hev en trøje ud af den og hev den over hovedet.


“Du har brug for at sove.” Hun fnøs til svar, indenfor den sidste dag var hun blevet tiltagende irriteret og havde distanceret sig yderligere fra ham.


“Amy.” Startede han mere bestemt. “Forvandl dig tilbage!” Han var ved at ha’ fået nok! Jo han havde dummet sig, meget endda, men hvis de ikke talte om det kom de aldrig ud over det, og han var ingens hvalp! Han havde givet hende tid og plads!


Hun sendte ham et skarpt blik hvorefter hun adlød. Hun stod med armene over kors, og prøvede at smelte ham med sit blik.


“Vi er nødt til at tale om det her, du kan ikke gå og være sur på mig for evigt!”


“Hvad hvis jeg har lyst til det?”


“Hva?” Han glippede et par gange med øjnene. Han havde ikke forventet et svar fra hende, han var blevet så vant til at han talte mens hun blot ignorerede ham.


“Hvad hvis jeg har lyst til at være sur på dig for evigt? Hvad hvis jeg har lyst til at give dig sådan et lag tæv?! Jeg er så VRED, Caleb!!” Hun blev mere og mere sur jo mere hun talte og han kunne se hvordan hun allerede dirrede af adrenalin og skiftevis åbnede og lukkede hendes knytnæver.


“Så gør det.” Nu var det hendes tur til at glippe med øjnene af ham. “Slå mig.” Lokkede han, næsten nedladende. Hun fnøs, og tog et skridt i den anden retning mens hun rystede sine hænder.


Han vidste at han legede med ilden, men han havde på fornemmelsen at det her måske netop var det der skulle til. “Eller ja det, kunne jeg vel næsten ha’ sagt mig selv.” Hun så tilbage på ham over sin skulder. “Det vil jo være et oplagt nederlag.”


Han havde trykket på præcis de rigtig knapper, tydeliggjort ved at hun med et arrigt opråb løb mod ham, kampklar. Han vendte sig i sidste øjeblik, og selvom han undveg hendes knytnæve blev han væltet omkuld af et hårdt spark. Hun var hurtigere end han havde forventet. Det her var ikke et spørgsmål om at han ville have at de skulle slås - det her handlede mere om at hun skulle ha’ afløb, have aggressionen ud. Og han kendte selv ingen bedre måde.


Han sparkede benene væk under hende, og hev fat i hendes arm da hun væltede. I én fejende bevægelse sad han overskrævs på hende. Hendes blik var flammende, mens hun opkogt skreg højt af ham. Før han kunne nå at agere trak hun anklerne op mod sit bryst, og krydsede dem foran ham, og tvang ham bagud så han væltede. Hun satte sig ovenpå hans brystkasse og klemte ind om hans arme med lårene mens hun slog løs på ham.


“Din.Store.SKID” Råbte hun, mens hendes slag tiltog i styrke. Han kunne uden problemer vælte hende af, men lå stille, tog imod det som for ham var straffen for hans gerninger. Han havde modtaget de slag der var værre, men meningen bag disse gjorde smerten mere intens. “Hvorfor?!” Hendes vrede blev langsomt afløst af en lav hulken mens hun langsomt skubbede sig ned af hans overkrop så slagene landede på hans brystkasse i stedet, mens de aftog i styrke.


Han løftede langsomt overkroppen fra gulvet og satte sig op med Amy på skødet. “Fordi jeg troede at jeg havde svaret på alting. Fordi jeg ikke vidste bedre.” Han tørrede sin mund af med håndleddet for at få det værste blod væk. “Fordi jeg ikke vidste hvor godt livet med dig kunne være.”


“Du er stadig en idiot.” Konstaterede hun stille, mens hun holdte om sig selv.


“Vi er ikke uenige.” Hans hænder hvilede på hendes hofte, det her var det tætteste de havde været hele ugen. “Jeg savner dig.” Og det var sandheden. Selvom de havde været sammen havde hun føltes så langt væk. Hun lænede sig frem så deres pander hvilede mod hinanden, og trak vejret dybt.


“Hvad skal jeg stille op med dig…” Spurgte hun med øjnene lukket. Automatisk ledte hendes spørgsmål hans tanker hen på alle mulige scenarier, tanker han ikke engang forsøgte at skjule for hende.


Tænker du nogensinde på andet?! Spurgte hun ham i tankerne.


Ikke når det gælder dig. Svarede han, tog chancen og lænede sig frem for at kysse hende.


~*~


Dagen efter var stormen stilnet så meget af at det var muligt for dem at rejse videre uden at forvandle sig. Selvom det havde været lidt omstændigt uden nogle ordentlige steder at ligge, havde de begge fået afløb i løbet af natten… Et par gange. Han smilede fortsat smøret.


De havde krydset grænsen til Canada nogle dage forinden, og var næsten ude af bjergområdet. Han stoppede op og vendte sig om. Alt han kendte, hans barndomshjem havde han efterladt for at følge hende.


Fjollet, tænkte han for sig selv, mens han var i dalen tænkte han ikke ret meget over hverken personerne eller stedet, men nu… Han savnede dem og dalen, han savnede den omkringliggende skov, og fiskene i søen. Tåbeligt…


Han var udmærket klar over at de ikke kunne ha’ holdt Amys tilstand hemmeligt for evigt - før eller siden var de blevet opdaget, og måske var det bedre at det var sket nu end senere. Det var ikke sikkert at de var sluppet derfra med livet i behold i det tilfælde.


Han gik i sine egne tanker da han så op og var lige ved at gå ind i Amy som var standset.


“Hvad så?” Hun så forvirret ud, næsten søgende med rynkede bryn.


“Jeg ved det ikke.. Jeg.” Hun trak vejret ind gennem næsen et par gange, nærmest som om hun havde fået færten af noget. Det var ikke unormalt for ulvene at deres lugtesans blev forstærket efter den første forvandling, også når de var i deres menneskeform. Hun spærrede pludselig øjnene op. Pas på!


Kort efter var de omringet af op til flere personer. Caleb bandede sig selv langt væk mens han stod ryg mod ryg med Amy. Han burde ha’ fanget deres lugt for længst, men han havde været for langt væk i sine tanker til at bekymre sig om det. Han knurrede faretruende. Dawnbreakers.


Caleb, vi er nødt til at tænke det her igennem. Vi ved ikke hvad de vil. Han skævede over sin skulder for at se på hende.

Jeg er ikke vild med det. Svarede han mens han vendte opmærksomheden tilbage mod væsnerne foran ham. De stod alle blot og så passivt på dem, som om de ventede på nogle, og blot sørgede for de ikke flygtede.


Jeg ved det godt. Stol på mig. Hun tvang hendes stemme til at lyde selvsikker, men han fangede bekymringen bagved.


Jeg stoler på dig. Men prøver de på noget…! Advarede han mens han så omkring sig. De stod fortsat blot og så passivt til.


Aftale. Konstaterede hun til sidst i tankerne. Deres opmærksomhed blev draget af puslen og stemmer der nærmede sig dem. Cirklen åbnede sig og ind mod dem gik en høj ældre mand. Han havde meget lidt hår tilbage på hovedet, og det han havde tilbage havde et sølvgrå skær.


“I er vist langt væk hjemmefra.” Konstaterede manden med smil i stemmen. Hverken Amy eller Caleb svarede ham.


“Kom med. Vi gør jer intet.” Han vendte sig om, og begyndte at gå, men de blev fortsat stående. Caleb skævede ned mod Amy. Hvad synes du? Amy skævede tilbage.


Jeg ved det ikke… Jeg. Jeg ved ikke om vi kan stole på ham.


“Det kan i.” Svarede manden på deres tænkte spørgsmål til hinanden. “Jeg har en du gerne vil møde Amy.” Lyden af hendes navn fik hendes øjne til at udvide sig, og hun så op på Caleb, næsten bedende. Han trak vejret dybt ind, og så sig vagtsomt omkring.


“Ok, vi går med. Men reglen gælder stadig.” Caleb så op, og fastholdt blikket med den ældre mand. “Prøver i på noget, er i færdige.” Manden nikkede en enkelt gang ærbødigt for at vise at han forstod, og vendte sig atter engang og gik.


Amy og Caleb gik side om side, mens de resterende dawnbreakers fulgte efter i respektfuld afstand.


“Hvad sker der? Hvem tror du han har til fange?” Amy så forvirret op på Caleb.


“Hvad får dig til at tro at vedkommende er en fange?” Hviskede hun til svar. Caleb trak på skuldrene.


“Antog jeg bare. Jeg ved ingenting lige nu, alt er nyt herude.” Han rystede overkroppen som for at ryste følelsen af nervøsitet af sig - ikke en følelse han var vant til.


De nærmede sig noget der lignede nogle store porte hugget ind i bjergsiden. Han var sikker på at vidste man ikke præcis hvor de var lokaliseret fandt man det aldrig. Der stod 2 vagter som åbnede porten da selskabet nærmede sig.


“Jeg håber du er sikker på det her, jeg er ikke sikker på at vi slipper væk herfra i live hvis vi kommer derind.”


“Jeg er sikker. Der sker os ikke noget.” Forsikrede hun ham, men han måtte indrømme for sig selv at jo tættere de kom på portene, des mere ængstelig og utålmodig virkede hun.


Hvad var de gået med til??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...