Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5264Visninger
AA

18. ~ 18 ~

“Er du sikker på at det er en god idé?” Caleb stod lænet op af muren ved døren, mens han surmulede.

 

“Selvfølgelig er jeg sikker.” Konstaterede jeg for 10. gang, og hev en trøje over hovedet.

 

“Jeg er ikke klar til at dele dig med nogen endnu…” Konstaterede han med en mumlen. Jeg himlede med øjnene med ryggen til, og vendte mig om med mit mest strikse udtryk.

 

“Caleb - Vi har ikke lavet andet end at ha’ sex i den seneste uge! Vi bliver nødt til at komme udenfor en dør! Jeg bliver nødt til at komme ud og tale med andre mennesker.” Han skubbede sig fra væggen og stillede sig foran mig. Hans blik alene var nok til at starte alle mulige fantasier, og jeg måtte klemme øjnene hårdt i for at skubbe dem væk. Jeg måtte være stålfast.

 

“Jeg kan godt li’ at ha’ sex med dig.” Hviskede han og lænede sit ansigt ned så han kunne bide blidt i min hals.

 

“Det kan jeg også, men der ér altså andet i livet!” Prøvede jeg lidt mere bestemt. Han trak sig lidt væk og så på mig med smalle øjne.

 

“Du giver dig ikke?” Jeg rystede på hovedet, mens jeg kæmpede mod et begyndende smil.

 

“Fint!” Hans lettere frustrerede opråb gjorde det ikke nemmere for mig at holde masken, han virkede mest af alt som et barn der ikke fik sin vilje. “Så lad os gå..”

 

Drake havde været på besøg dagen forinden og foreslået at vi kunne mødes med ham og Eve på mødestedet i aften. Det var en velkommen afveksling - det blev dejligt at komme ud af huset for en gangs skyld. Ikke at den sidste uge ikke havde været skøn! I så lang tid havde jeg følt at der manglede noget, aldrig følt mig helt tilpas. Mærket var første skridt til at den følelse endelig forsvandt, og nu følte jeg mig mere i live end nogensinde.

 

Jeg kyssede Caleb blidt på kinden mens min hånd hvilede på hans anden. “Det bliver hyggeligt, bare vent og se.” Han fnøs af mig med et smil på læben.

 

Jeg havde ikke forvandlet mig siden den dag, dog var det heller ikke fordi jeg havde prøvet. Caleb havde advaret mig imod det, eftersom en kvindelig ulv aldrig var set før. Han havde forklaret at en alpha er meget territorial. Alt hvad der styre dem er behovet for at passe på deres land og flok. Det betød at en evt trussel, specielt efter angrebet, ville blive slået hårdt og hurtigt ned på.

 

Hele situationen var mest af alt uvirkeligt - og det sagt selvom jeg nok har haft den mest uvirkelige opvækst man kan have. Jeg tænkte kort på hvordan det mon havde været at vokse op i en ganske almindelig familie, med ganske almindelige forældre og almindelige problemer. Jeg rystede på hovedet af mig selv, da tanken efterlod en sørgmodig klump i min mave.

 

“Skulle vi afsted eller hvad?” Caleb stod nede i entréen og kaldte op til mig.

 

“Jeg kommer!” Jeg rettede lidt på tøjet og så på mig selv i spejlet. Jeg havde i dagens anledning ændret hårfarven til en skarp pink. Klumpen i maven vendte retur da det automatisk ledte tankerne hen på Damien. Mon han stadig var i live? Hvis ja, hvor var han så henne? Jeg følte et stik af dyb savn der gav mig lyst til at lukke døren og blive i sengen med Caleb alligevel.

 

“Nu holder du op!” Skændte jeg til mig selv. “Du trænger til det her, det gør i begge to! Også selvom han ikke vil indrømme det.” Jeg nikkede en enkelt gang til mit spejlbillede og vendte rundt for at gå ned af trappen.

 

“Hvem talte du med?” Caleb stod klar med jakken på, og så på mig med et løftet bryn da jeg kom ned af trappen.

 

“Orh ikke nogen - bare en fornuftig person.”

 

“Mmh.” Nynnede han af mig, og lagde blidt en hånd på min ryg mens han ledte mig ud af hoveddøren

 

 

~*~

 

 

Jeg sad ved baren og sippede til min 3. øl jeg netop havde fået rakt af bartenderen, før Caleb var gået med Drake over til den anden ende af lokalet. Det havde faktisk været rigtig hyggeligt. Jeg sad fraværende og fulgte flaskens munding med en finger da jeg så Eve nærme sig i kanten af mit synsfelt.

 

Hun havde ellers ikke forladt Drakes side hele aftenen, og hendes attitude havde været svær at afveje. Hvad ville hun nu?

 

“Her sidder du så…” Startede hun, med en nedladende tone. Forvirret så jeg mig over skulderen. Hun stod med armene over kors, flankeret af 2 jævnaldrende kvinder, som begge så mindst lige så indædt ud som hun gjorde.

 

“Det gør jeg jo?” Jeg vendte opmærksomheden tilbage mod flasken, i håbet om at hun ville fange min afvisning. Jeg havde ikke lyst til at skændes, og min fornemmelse var at det netop var det hun var kommet for.

 

“Alt gik fandme så godt, indtil du absolut skulle dumpe ned i dalen. Hvad med du kravlede tilbage til det hul du kom fra?” Eve’s veninder stod begge og lavede en “uuuuh” lyd, efterfulgt af en lav fnisen. Undskyld, men hva fanden var det her? Jeg fnyste indvendigt over deres opførsel.

 

“Det kræver at du kravler op at hullet først.” Svarede jeg igen hvorefter jeg bundede min øl. Game.On.

 

“Mig?” Hun slog en påtaget latter op. “Kommer fra personen hvis mage er noget af det mest utro skarn i denne dal! Hvor må det være pinligt.” Hendes stemme dryppede af påtaget ynk, og med hendes konstatering havde hun fundet mit ømme punkt.

 

Hvordan fanden kunne hun være gået fra at ha’ undskyldt for blot nogle uger siden, til nu at provokere mig med det.

 

“Gå væk, Eve.” Vreden begyndte som en lille boble i maven der bredte sig langsomt. Tag det roligt. Hun prøver på at gøre dig sur. Messede jeg til mig selv i tankerne.

 

“Du skal fandme ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal!” Råbte hun, så alle i nærheden vendte sig. “Han var min! Og du kom og tog ham!”

 

“Lytter du overhovedet til hvad du selv siger?!” Jeg havde løftet den tomme flaske, og smadrede den nu tilbage ned på baren så den gik i stykker, og min håndflade blev flænset op. Jeg mærkede ingen smerte, vreden og adrenalinen overdøvede alt. “Hvad fanden tror du Drake ville sige?! DIN mage! Som DU venter barn med! Det er fandme godt at kaldet tvinger ham til at elske dig, for jeg kan ikke forestille mig at nogen ku’.” Jeg sendte hende et vredt blik, og gik forbi hende og mod døren. Hvor er du Caleb?! Kaldte jeg i mit sind. Jeg trak vejret i dybe stød, i et fejlagtigt forsøg på at dæmpe vreden der kogte indeni.

 

“Han elskede mig.” Konstaterede hun koldt. “For intet mindre end blot nogle måneder siden lå vi i et hus ikke langt herfra.”

 

Jeg standsede, og klemte øjnene hårdt i mens mind knytnæver dirred af vrede. Ufrivilligt blev mine tanker ledt hen på hvordan de havde set ud sammen den aften. “Hold kæft!” Min stemme var mest af alt en hvisken, men hun hørte mig alligevel.

 

“Selvom du lå og længtes efter ham, bundet til en seng som en krøbling, kom han til mig.” Jeg fornemmede hvordan alles øjne var på os, selv musikken var gået i stå. Hendes stemme blev en gift der borede sig dybt ind i mit sind, og hældte benzin på min flammende vrede.

 

“Hold.Kæft!” Sagde jeg højere denne gang, advarende. Jeg trak vejret i dybe stød. Jeg stod fortsat med ryggen til hende, tvang mine fødder til at tage et skridt efter det næste til jeg stod med hånden på dørhåndtaget. Jeg må ud herfra. Mit blik var sløret, og jeg kunne næsten ikke tænke en tanke. Vreden og adrenalinen var alt overdøvende.

 

“Den aften kneppede han mig hårdt, råbte mit navn! Hvad får dig til at tro at du er nok til ham?!”

 

“Jeg sagde, hold.din.KÆFT!” Jeg mærkede pelsen tordne frem over min hud, og jeg knurrede dybt mens forvandlingen blev fuldbragt. Jeg kunne lugte frygt, så stærkt at stanken sved i mine næsebor.

 

Det var som om at den rationelle og fornuftige del af mit sind blev skubbet væk, og tilbage var en skal der reagerede på instinkt og behov. Og lige nu var behovet at fjerne hendes hoved fra hendes skuldre

 

Jeg bukkede let i forbenene og lagde an til angreb, da jeg blev tacklet fra siden af en anden ulv, og vi begge væltede igennem væggen og ud på græsset.

 

Amy…? Er det dig?  

 

Af vejen Drake! Jeg knurrede dybt, vreden fik pelsen i nakken til at stå oprejst.

 

Amy, du bliver nødt til at tage det roligt! Drake gik frem og tilbage mellem mig, og Eve der fortsat stod inde i bygningen, naglet til stedet med frygten malet i ansigtet. Vagterne er på vej!  

 

Caleb kom løbende ud af bygningen mod mig, og så måbende på den ødelagte væg, hvorefter han vendte opmærksomheden mod Drake og jeg.

 

“Hvad skete der?!”

 

Jeg skal fandme fortælle dig hvad der er sket! Jeg snappede ud efter Caleb der nærmede sig. Det skete fordi du ikke kunne holde din pik i bukserne, derfor!

 

“Amy, jeg er ked af det.” Han holdte hænderne oppe i en beroligende positur. “Jeg ved godt at der ikke er noget jeg kan sige eller gøre der nogensinde vil gøre det rigtigt! Jeg ved at jeg sårede dig, og det er noget der aldrig vil stoppe med at gøre ondt på mig”

 

Jeg skulle til at svare igen, da flere ulve kom løbende rundt om huset og stod i en cirkel omkring Caleb og jeg. Cirklen åbnede sig for at lade alphaen komme ind til os. Mit blod frøs til is, ved synet af ham. Hvad har jeg gjort?!

 

“Du.” Han pegede på mig. “Du har lige nøjagtig en time til at pakke dine ting og skride ud af min dal.”

 

“Alpha, det kan du ikke!” Indvendte Caleb.

 

“Jeg kan gøre hvad jeg vil!” Korrigerede han med tordnende røst, og det blik han sendte Caleb var nok til at få ham til at gå i knæ.

 

“Jeg tog en chance engang, og det resulterede i det værste angreb denne dal nogensinde har set. Den fejl begår jeg ikke igen, du er ikke velkommen her. Derudover truer du min datter - vær blot glad for at jeg ikke henretter dig på stedet!”

 

“Hvis hun bliver udvist tager jeg med hende!” Advarede Caleb, nu stående igen. Alphaen vendte sig mod ham, med et ligegyldigt løftet bryn.

 

“Som du vil, hvide ulv. Hvis i stadig er i dalen om en time sender jeg vagterne efter jer for at dræbe jer begge.” Advarede han, og vendte sig rundt mod bygningen.

 

Forvandlingen tilbage til et menneske skete i ryk, og jeg sad til sidst på jorden med armene omkring mine ben, hvor jeg havde trukket knæene op under min hage. Caleb kom over mod mig og så ned på mig.

 

“Du behøver ikke tage med” konstaterede jeg stille. En del af mig var stadig vred, såret. En anden del var fuld af fortrydelse. Jeg skulle være gået, jeg skulle ikke ha’ ladet hende tirre mig.

 

“Det er meget fint, men det bestemmer du ikke” Svarede han, og lagde armene over kors.

 

“Gu’ fanden er det noget jeg bestemmer!” Jeg rejste mig, og stod så rank jeg kunne foran ham. “Du… du!” Vreden tog fat i mig igen, og denne gang vendte jeg mig om og gik nogle skridt væk fra ham. Ikke igen. Lovede jeg mig selv. Aldrig mere skal jeg forvandle mig uden at jeg selv har kontrol over det.

 

“Vi har kun en time. Kom” han stemme var blid, forsonende. Vi havde ikke diskuteret det her færdig, blev vi nok aldrig, men han havde ret. Vi var nødt til at komme afsted. Han trak sin jakke af og lagde over mine nøgne skuldre, hvorefter vi begge løb tilbage mod hans hus.  

 

 

*

 

 

Abigail stod med tåre strømmende ned af ansigtet, mens hun, og resten af familien, stod ved udgangen af dalen for at sige farvel.

 

“Nu passer i godt på hinanden.” Begyndte hun, og rettede på Calebs krave. “Og uanset hvad Alphaen siger er i altid velkomne her.”

 

“Abigail..” Begyndte Jeremiah, men tav da Abigail sendte ham et blik som kunne få selv den største mand til at føle sig underlegen.

 

“Jeg er skide ligeglad med hvad han siger! Det ender snart med at vi også tager afsted, og selv laver vores egen klan. Hvor alle er velkomne!” Advarede hun, for derefter at snøfte højt og tørre sin næse af i sit ærme.

 

“Kom her.” Bad hun stille, og trak Caleb og Amy ind i sin favn, og krammede dem begge hårdt. De sagde farvel til alle i familien.

 

“Undskyld.. Jeg havde på fornemmelsen at hun ikke helt havde givet slip på sit gamle liv. Men at hun kunne finde på at sige sådan.” Drake knyttede næven kort.

 

“Det er ok.” Sagde Amy med et smil, og trak ham ind i et kram. Caleb havde på fornemmelsen at hun sagde det mere for at give Drake ro i sindet, end fordi hun reelt mente det. “Jeg tror vist at vi var lige gode om det til sidst.”

 

De gik side om side, ud af tunnelen, med 10 minutter tilbage før de skulle være væk. De havde pakket nogle sager sammen i stilhed, de havde faktisk ikke ytret et ord til hinanden siden hun var blevet udvist. De havde begge en rygsæk fyldt med diverse nødvendige ting, mad der kunne holde sig, bandager, ekstra tøj m.m.

 

De kom ud i skoven, og stod i et kort stykke tid og så tilbage mod dalen.

 

“Hvad så nu?” Spurgte Amy og så afventende op på ham. Han prøvede ikke at vise hvor glad han var for at hun i det hele taget ville tale til ham.

 

“Ja..” Startede han med en dyb vejrtrækning. “Nu er vi bare os to. Kom!” Han krængede tasken af skulderen og stoppede det tøj han havde på ned i den, hun gjorde det samme. De sikrede begge taskerne omkring deres ryg med reb, løse nok så de ikke sprang efter forvandlingen.

 

Kort efter løb de afsted, en hvid og brun ulv, side om side, med rute sydpå.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...