Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5285Visninger
AA

12. ~ 12 ~

“Sæt jer.” Abigails blik var fortsat fæstnet på Drake og Eve foran hende, og vi satte os i den ledige sofa. Eve stirrede overlagt på mig, og da det var første gang jeg så hende tæt på så tillod jeg mig det samme.

 

Hun var i sandhed en smuk skabning, sort langt hår, store læber, en smal talje og derudover former nok til 2. Jeg tænkte kort for mig selv at det burde være umuligt at være så velproportioneret - at være så smuk - hvor jeg måtte minde mig selv om at det også havde været mine første tanker om Caleb. Jeg bed mig selv i læben over erkendelsen af at de passede bedre sammen end ham og jeg.

 

“Jeg formoder at du har fortalt hende det?” Abigail så strengt på Caleb.

 

“Ja.” Abigail himlede med øjnene ad hans svar.

 

“Gudske-tak-og-lov!” Hun kastede sine hænder i vejret i en næsten opgivende fægten og begyndte at gå frem og tilbage mellem de to sofaer.

 

“Hvad fanden går der af unge mennesker nu om dage?!” Spurgte hun sig selv, hendes stemme oprevet.

 

“Ikke alene har du!” Hun så strengt på Caleb “ - nægtet dit kald så længe, og så oven i købet haft gang i noget med Eve, men så sandelig om det ikke har været det samme den anden vej!” Hun vendte nu blikket mod Eve der så ned i jorden.

 

“Siden hvornår har nogen kunne “undslippe” sit kald, hvor uretfærdigt man end synes det er?! I ved, bedre om nogen, at det er bestemt i jeres gener på forhånd så hvorfor i det hele taget prøve?!” Hun var meget ophidset og vred - jeg havde i den grad aldrig set Abigail sådan før. Lige nu ville jeg give alt for at mærke det varme og smil der normalt emmede fra hende, og jeg forstod nu pludselig Calebs skræmte blik tidligere.

 

“Ikke kun har i såret jer selv, i har også såret jeres mage! Jeg håber virkelig at i, begge hold, kan komme over den her hårde start, for det har godt nok været et cirkus at overvære!”

 

“Mor.” Drake rejste sig og fortsatte med myndig stemme. “Jeg ved godt det ikke har været perfekt. Det har ikke været traditionen tro, men vi har fundet ud af det, i hvert fald Eve og jeg.” Han så ned på hende med kærlighed i blikket, og Eve gengældte det. Hvad skete der her? Var Eve Drake’s mage?! Var han faren til barnet????

 

“Det er nok at jeg skal være bedstemor i en så ung alder!” Sagde Abigail advarende og satte sig tungt i stolen for enden. “Hvem skulle ha’ troet at et menneske skulle være så stor fortaler for de her traditioner.” Sagde hun leende til sig selv.

 

“Jeg forventer at i alle fire opføre jer anstændigt fremover, er det forstået?” Alle nikkede i enighed og hun rejste sig fra stolen igen og gik ud mod køkkenet. “Amy du må gerne komme med her.” Med hjertet i halsen rejste jeg mig, og fulgte efter hende. Jeremiah vinkede de resterende udenfor, hvor Caleb stoppede i døren og så på mig med et blik der fortalte at det nok skulle gå.

 

Abigail stod og lænede sig ind over køkkenbordet mens hun så ud af vinduet. “Du sagde ikke farvel.” Startede hun med skuffelse i sin stemme. Hun vendte sig og så på mig med korslagte arme.

 

“Jeg…” Begyndte jeg og så alle andre steder hen. “Jeg har været alene så længe. Jeg har aldrig kunnet være nogen steder længe af gangen for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Jeg er bange for at jeg er til fare for jer hvis jeg blev.”

 

“Du er familie.” Sagde Abigail kort. “Selv hvis du ikke havde været Calebs mage havde det ikke gjort nogen forskel.” Jeg smilede kort, men var alligevel bekymret.

 

“Hvad så når de kommer? Hvor mange flere skal lade livet?” Abigail rystede på hovedet og lagde en hånd på hver af mine skuldre.

 

“Først og fremmest ved de ikke at de skal lede efter dig her. Sagde du ikke selv at du ikke kan fornemmes på nogen måde?” Jeg nikkede til svar inden hun fortsatte. “Dernæst hvis de så nogensinde skulle komme vil det aldrig være din skyld. Ligesom at det ikke var dine forældres skyld at vi blev angrebet dengang, hvor uenig end resten af dalen så er i den holdning.”

 

“Du hører til her.” Sagde hun afslutningsvist inden hun trak mig ind i sin favn og krammede mig hårdt.

 

Jeg gik ud af huset igen til synet af Eve der sad på en bænk og snakkede med Aria mens Drake og Caleb så på lidt derfra.

 

“Du overlevede?” Konstaterede Drake med grin i stemmen.

 

“Jep.” Jeg lagde tryk på p’et og gik over mod dem.

 

“Det gjorde vi vist alle sammen.” Sagde Eve tankefuldt, og jeg var sikker på at hun ikke mente skideballen. Hun så op på mig og slog derefter blikket ned igen.

 

“Undskyld.” Hviskede hun og aede Aria over håret som med en uhyggelig tålmodighed sad med hænderne på hendes mave for at afvente en bevægelse fra barnet i hendes mave. Jeg kunne tænke mig at Eve havde forklaret hende at man ikke ville kunne mærke liv endnu, men kendte jeg Aria ret var hun ligeglad.

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. I går havde jeg mest af alt haft lyst til at slå hende ned for bare at være i nærheden af Caleb, en del af mig havde stadig lyst til det. Hvis hun ikke var kommet med de påstande kunne Caleb og jeg måske ha’ fundet ud af det hele noget før? Jo mere jeg tænkte på det des mere irriteret blev jeg.

 

“Tak..” Svarede jeg kort og stillede mig helt op af Caleb mens mine fingre flettede sig ind i hans.

 

“Kom. Vi går hjem.” Caleb strammede taget i min hånd og vi gik mod hans hus.

 

Jeg havde 117 spørgsmål, og hvis Caleb og jeg nogensinde skulle blive et par havde han bare at have et svar parat til mindst 116 af dem.

 

~*~

 

Caleb trak jakken af og hængte den på en knagerække bag døren hvorefter han gik ind i køkkenet. Han tog en vand fra køleskabet og gik tilbage til stuen igen hvor jeg fortsat stod i døråbningen og så mig lidt usikkert omkring.

 

“Hvad så?” Han tog en slurk af flasken mens han så afventende på mig.

 

“Jeg har en masse spørgsmål som jeg mangler svar på.”

 

“Ok.” Han satte sig ned i sofaen og jeg satte mig ved siden af ham med en halv meter mellem os. “Hvad vil du gerne vide?”

 

“Jamen, mange ting. Hvor gammel du er, hvad du godt ka’ li’ at lave, hvad din livret er, hvorfor dit hår er hvidt, dine ar, hvad det her kald betyder-”

 

“Hey, Hey, hey!.” Afbrød han “- én ting af gangen. Først og fremmest er jeg 25. Og hvad jeg godt ka’ li’ at lave?” Han så sig tænksomt omkring. “Jeg elskede at se på fisk… Mens mine forældre stadig levede. Jeg kunne få timevis til at gå med at ligge nede ved søen og se dem flyve rundt i vandet.” Han smilede vemodigt. “Siden da har der ikke været noget som sådan jeg har kunnet li’. Dagene smeltede bare sammen.” Jeg kendte det - alt for godt.

 

“Og dig? Hvad kan du li’?” Jeg lo lidt for mig selv og trak mine ben op under mig i sofaen i skrædderstilling.

 

“Det er lidt fjollet at jeg selv spørger om det når jeg aldrig har skænket det en tanke.” Jeg så ned på mine hænder. “Jeg elskede at klatre i træer. Klatre så langt op at jeg kunne mærke at jeg svajede sammen med trækronerne og kunne se så langt øjet rakte hen over skovene.” Jeg smilede sørgmodigt.

 

“Med henhold til mit hår - Jeg er født med sort hår. Nanna, dalens ældste, mente at det var min krops reaktion på at jeg forvandlede mig for tidligt. Jeg var 6 år gammel, under angrebet...” En skygge gled ind foran hans øjne.

 

“Vi behøver ikke tal-”

 

“Jo. Det er en del af den jeg er, og du har krav på at vide alt.” Han trak vejret dybt inden han fortsatte. “Jeg husker ikke så meget - ikke andet end at følte mig ynkelig og uduelig - svag. Jeg kunne ikke redde min mor. Noget i mig må have kaldt på ulven, på Fenris.” Han smilede kort og så op i loftet. “Dog før i går troede jeg ikke en skid på alt det med skovens herre som Nanna ellers havde prøvet at bilde mig ind. Nu hvor vi er én har han delt sine minder, og jeg ved at det er sandt.”

 

“Skovens herre? Fenris??” Jeg så forvirret på ham.

 

“Vi har et gammelt sagn der handler om den allerførste varulv - Fenris. Hans mage døde i en meget ung alder, og det siges at efter hans død vandrede hans ånd rundt i skoven. Om dagen sørgede han for at intet truede hverken dalen eller hans folk, og om natten gennemsøgte han skovene efter hendes ånd. Han blev kendt som skovens herre, den evige ånd der aldrig får hvile.”

 

“Det lyder ensomt.” Konstaterede jeg, og han nikkede.

 

“Men altså. Normalt forvandler man sig først omkring 16-17 års alderen, så at gøre det så ung... Mange mente at det var et under at jeg ikke døde af det, og de havde nok også ret. Mange af mine ar stammer fra dengang, min første forvandling og de mange der fulgte indtil min krop var stor nok til at klare det. Jeg har haft en del åbne knoglebrud.” Han gøs ved mindet. “Det er Abigails fortjeneste at jeg i det hele taget overlevede de første mange år.”

 

“Hun elsker dig.” Konstaterede jeg. Det var tydeligt at se fra første gang jeg så dem sammen, Caleb var som en søn for hende.

 

“Det ved jeg.” Han trak på skuldrene. “Selve kaldet… Som Abigail sagde er det genetisk betinget. Vi har selv ingen kontrol over hvem det er, men når vi er i nærheden af personen mærker vi en indre trang til at være tættere på. Som regel “slutter” kaldet med at kvinden bliver mærket, altså at han har gjort krav på hende.”

 

“Det var dig der listede rundt efter mig i skoven dengang. Var det ikke?”

 

“Jo.. Da det gik op for mig at du ikke var menneske, og dernæst at du enten var dawnbreaker eller i hvert fald havde tilknytning til dem var der noget i mig der gik i stykker.” Stilheden sænkede sig imellem os. En del af mig var fornærmet over at det var hans holdning (dengang), mens en anden del forstod ham.

 

“Jeremiah fortalte mig hvad der var sket. Under angrebet. Jeg forstår godt at du hader mig.” Han så intenst på mig, som om jeg havde fornærmet ham.

 

“Jeg har fortalt dig en gang at jeg ikke hader dig! Langt fra!!” Han rykkede tættere på mig. “Jeg var splittet. Jeg følte kaldet til dig samtidig med at jeg ønskede at komme så langt væk fra dig som muligt. Det var derfor…” Han tav pludselig og så forlegent væk.

 

“Eve…” Nøjedes jeg med at sige og han nikkede. Jeg vidste ikke præcist hvad der var sket imellem dem, og noget sagde mig at jeg heller ikke havde lyst til det.

 

“Undskyld.” Hviskede han, og hev mig ind i sin favn hvor han begravede sit ansigt ved min hals.

 

“Hey vent lidt.” Jeg prøvede at skubbe ham væk fra mig da hans nærhed distraherede mig. “Du sagde noget med at kvinden bliver mærket?” Han trak sig modvilligt væk.

 

“Jeg troede at spørgetimen var færdig.” Sagde han med et irriteret suk som jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af.

 

“Niks. Så, mærke?” Han satte sig op ved siden af mig og så tænkende frem for sig.

 

“Normalt er det sådan at når man mærker sin kvinde kan man ikke leve uden hinanden. Man får det fysisk dårligt ved afstand, og man kan på en måde fornemme hinandens sindsstemning. For alle andre end alphaen skal mærket være skjult, et privat sted - alphaen mærker sin kvinde der hvor halsen møder kravebenet så det er synligt for alle. Men…”

 

“Vi har begge haft det dårligt i den sidste måned.” Han nikkede.

 

“Jeg tror ikke at vi har brug for det, men jeg har et instinktivt behov for at mærke dig, meget stærkt endda. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er at jeg brænder efter det - på alle måder at gøre krav på dig. Men ikke endnu - ikke før du er klar.”

 

“Hvordan foregår det?” Jeg løftede min arm op over sofaryggen og hvilede den dér mens jeg støttede mit hovedet med hånden.

 

“Jeg skal bide dig. Arret der kommer derfra er mærket.”

 

“Seriøst?”

 

“Mmh” Nikkede han. Jeg gøs ved tanken.

 

“Det lyder til at det kommer til at gøre ondt.” Han nikkede igen.

 

“Det tænker jeg også at det kommer til.” Stilheden sænkede sig atter engang. Jeg studerede hans ansigt, og især hans øjne. Der var nu en konstant flammende orange der omkransede det ravgule i hans øjne.

 

“Den nat - da jeg kom over til dig.” Jeg behøvede ikke at uddybe, vi vidste begge hvilken jeg talte om. “Det var som om du var en helt anden person et kort øjeblik. Med alt det der er sket i dag og i går kan jeg gætte mig frem til at det var ham her Fenris? Han sagde at en dag ville i gøre krav på mig. Var det mærket han hentydede til?”

 

“Mja, også det.” Et smørret smil fandt vejen til hans læber, og det slog mig at jeg elskede at se ham sådan. Smilende, glad.

 

“Har i mænd ikke andet i hovedet?” Spurgte jeg tiskende.

 

“I hvert fald ikke når det kommer til dig, og da er det kun mig der må tænke sådan.” Korrigerede han, og lignede en der spiste mig med øjnene.

 

*

 

“Det er jeg også helt ok med” Svarede hun med et smil og lagde sig ned i sofaen væk fra ham. Han lænede sig ned for at løfte hendes fødder op på sit skød og masserede dem blidt en af gangen.

 

“Mmm, det er dejligt..” Han mærkede hvordan hun langsomt slappede af.

 

Sammensmeltningen mellem ham og Fenris havde været forvirrende, overvældende og smertefuld. Men da hans læber havde mødt hendes var alt i ham forenet, og han følte en større ro i sit sind end hvad han kunne huske nogensinde at ha’ følt.

 

Det eneste der betød noget, det eneste han bekymrede sig om var at hun havde det godt, var tilfreds og at hun var hans i alle henseende. Han havde tvunget sig selv til at give hende plads til at vænne sig til situationen, også fordi han i store træk selv havde brug for det.

 

Meget var faldet på plads i hans indre, han var hovedkulds forelsket i hende, det var der ingen tvivl om - Men hvordan kunne han forklare hende, så hun forstod hvor seriøst han mente det, uden at lyde som en hykler eftersom at han før kysset ikke ville kendes ved hende.

 

De havde brugt eftermiddagen og aftenen på at snakke om alt og ingenting - Lært hinanden bedre at kende og han havde elsket det. Elsket at se hende smile og hendes entusiasme ved at fortælle noget om hendes forældre. At hun var halv dawnbreaker var efterhånden kun en mindre detalje. Han havde stadig ikke meget tilovers for dem, men Amy var en helt anden snak.

 

Hun var faldet i søvn på sofaen til den knitrende lyd fra pejsen, og han havde løftet hende op i sin favn og båret hende op til soveværelset. Han hjalp hende forsigtigt af med tøjet mens hun i søvne vendte og drejede sig. Hun var ubeskrivelig smuk, faktisk uanset hvilken form hun pådrog sig. Og hun var hans. Han knurrede dybt af tilfredshed og lagde sit hovedet ned til hendes hals hvor han indsnusede hendes duft. Hun drev ham til vanvid! Lige nu krævede det al hans viljestyrke for ikke at flå det resterende tøj af hende og kræve hende fuldt og helt. Bare tanken om at sænke sine tænder ned i hendes hud. En kilden løb igennem kroppen bare ved tanken.

 

“Snart min engel…” Hviskede han og kyssede hende blidt på håndleddet. Stedet var perfekt, ikke kun, kunne hun skjule det ved behov, men det ville også referere til hendes slægt - de var jo trods alt en slags vampyre. Tanken om dét kunne være den afgørende faktor for at hun ville overgive sig hurtigere end hvad han regnede med.

 

Han hev trøjen over hovedet og trådte ud af sine bukser så hurtigt det var ham muligt så han kunne ligge sig ned til hende. Han sov fantastisk med hende - hun gav ham ro.

 

Han trak hendes spinkle krop ind til sin i ske og hun sukkede tilfreds i søvne. Han kyssede hende blidt bag øret og planen for den efterfølgende tid udklækkede sig i hans tanker.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...