Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5240Visninger
AA

10. ~ 10 ~

En morgen var det pludselig Drake der stod klar til at hjælpe mig ned af trappen. Jeg havde spurgt til Caleb men han havde blot trukket på skuldrene uden et svar. Jeg havde spurgt dem alle de efterfølgende uger uden at nogen kunne give mig et svar - jeg kunne sværge på at Abigail næsten havde set sammenbidt ud ved spørgsmålet.

Jeg havde overhørt at de havde talt om at han var sammen med en Eve. Jeg kan huske at jeg blev vred, at mine hænder havde dirret af arrigskab. Efter det værste var aftaget havde jeg spurgt mig selv, hvorfor? Alt med Caleb havde været så forbandet forvirrende, både vores generelle samtaler (eller mangel på samme), men især mine følelser for ham.

Jeg følte mig kold, og død indeni uden hans nærvær og det blev værre dag for dag. Jeg talte dagene for hvornår gipsen skulle af, og de dage jeg havde lagt til efterfølgende for at være sikker på at jeg kunne gå godt nok på benet at jeg var klar til min rejse. Jeg ønskede ikke at være her mere. Det gjorde simpelthen for ondt.

Aria havde hjulpet med at klippe gipsen af, vældig fascineret af det hårde materiale. Hun havde efterfølgende forsøgt at sætte det på sit eget ben for at sammenligne, hvor jeg havde svært ved ikke at grine. Jeg kom til at savne den pige.

Min første morgen hvor jeg selv - helt selv - kunne gå ned af den åndssvage trappe, var en sejr helt i sig selv. Jeg havde det ret godt med det hele indtil jeg så Drake der sad ved spisebordet og prikkede til hans uspiste mad. Han var for alvor skudt i vejret på det seneste og var på højde med sin far nu.

“Er du ok?” Han så op og sendte mig et hurtigt smil.

“Nej. Det er jeg ikke.” Jeg satte mig ved siden af ham og ventede på at han skulle fortsætte. Han sagde aldrig noget medmindre at det var fuldstændig gennemtænkt.

“Vil du tale om det?” Havde jeg prøvet da han ikke uddybede sin konstatering. Han rejste sig og så resolut ud mod døren.

“Jeg tror at det er nemmere at jeg viser dig det.” Han tog min hånd og hev mig med sig om bag deres hus.

“Øhm… hvad er det lige præcist du har tænkt dig?” Han smilede kækt til mig.

“Bare rolig. Ikke noget uartigt.” Han slap min hånd og fortsatte yderligere nogle skridt før han stoppede op.

“Det er ved at være noget tid siden men jeg har ikke vist det til nogle andre endnu. Du bliver den første.” Han krængede sin jakke af og kastede den over til mig hvorefter han faldt forover og gispede i smerte. Lyden af knogler der brækkede og samledes igen var uhyggelige, men jeg kunne ikke se væk. Det var det her jeg havde ønsket at overvære. Efterhånden som pelsen groede ud af hans hud blev hans næse forlænget, hans øre større og flyttede sig længere op, samt hans krop mere smal. I løbet af 20 sekunder havde han forvandlet sig fra Drake til en lysebrun ulv der stod og logrede voldsomt med halen med tungen ud af munden.

Den gik over mod og i en cirkel omkring mig. Lige så tilbagetrukket og stille Drake var som person, lige så glad og imødekommende virkede hans ulv. Den slikkede mig glad i hovedet og jeg grinede mens jeg kløede den bag øret.

“Jeg rejser snart.” Sagde jeg stille. Ulven stirrede på mig, og jeg fornemmede den tænksomme Drake inde bag de orange øjne. “Vil du hjælpe mig?” Ulven lagde sit hovedet tungt på min skulder, som for at give mig et kram, og mine arme gled omkring dens hals hvor jeg gemte mit hovedet i pelsen. Jeg tog det som et ja.

“Men jeg kommer til at savne jer. Ganske forfærdeligt.” Jeg havde aldrig haft venner, aldrig haft en så rolig tilværelse. Min tid i dalen havde vist mig hvordan mit liv kunne ha’ været - hvis ikke alt havde været fuldstændig fucked up. At skulle tilbage til at holde alle væk i armslængde og paranoiaen som uden tvivl ville komme igen var ikke en fortrøstningsfuld tanke.

Det var nu et par dage siden og han havde holdt sit ord. Han havde hjulpet mig med at finde madvare der kunne holde til rejsen og pakke tasken færdig til denne dag. Der var ingen hjemme for en gangs skyld, Abigail og Jeremiah havde taget Aria og Ash med ned til søen for at spise dér. Jeg havde takket nej til at tage med, og Drake var blevet tilbage med besked til de andre om at han snart ville komme.

“Er du klar?” Jeg fnøs af ham.

“Det bliver jeg vist aldrig. Men jeg er nødt til det.” Han lagde sig hovedet på skrå og så mig an.

“Vidste du at ulve føler et kald til deres mage?” Jeg rystede på hovedet til svar.

“Når vi har forvandlet os første gang er vi klar til kaldet. For nogle sker det hurtigt, for andre går der år.” Jeg så interesseret op på ham da jeg pakkede det sidste i tasken.

“Har du da følt kaldet?” Han nikkede, og for første gang nogensinde så han irriteret hen for sig.

“Hun vil dog ikke rigtig være ved det. Hun har overgivet sig én gang, men hun skal nok komme igen. Heh, ligesom en anden jeg kender.” Hentydningen forstod jeg ikke helt, og jeg var lige ved at spørge ind til det da Drake så ud af døren med et bestemt blik.

“Jeg er nødt til at gå. Jeg tror det her er min chance for at vinde hende over én gang for alle.” Han hev mig ind i et kram. “Alt skal nok gå” hviskede han inden han gik.

Jeg smed tasken på ryggen og gik ud af døren. Ved Calebs hus så jeg dem. Eve kyssede ham og vredt knyttede jeg mine næver. Godt at jeg var på vej væk.

“Gud jeg vidste slet ikke at de var et par.” 2 kvinder i nærheden sladrede åbenlyst om dem.

“Nej heller ikke her. De er dog et godt match. Utroligt at hun allerede bære hans barn. De har haft travlt.” De fnisede indforstået mens mit blod frøs til is. Hun var gravid. Forræderiske tåre brændte bag mit øjenlåg og jeg drejede om på hælen og gik mod tunnelen.

Du er simpelthen for åndssvag. Begyndte min indre stemme.

Se på hende! Hun er alt hvad en mand kan drømme om. Du? Du er alt hvad han hader. Jeg skubbede tasken længere op på min ryg mens jeg lod tårerne få frit løb.

Det havde ikke været andet end et eventyr. For hvert skridt jeg tog føltes mine fødder tungere. Murerne var allerede ved at rejse sig igen. I det øjeblik fortrød jeg at jeg ikke havde efterladt et brev til dem. Jeg havde aldrig fået sagt tak.

På den anden side af tunnelen gik jeg i en tilfældig retning. Jeg havde gået i noget tid da jeg stoppede op - der var noget der mindede om et tag bag nogle træer. Kunne det være?

For en kort stund glemte jeg alt om ulvene, dalen, ja selv Caleb mens jeg løb mod hytten. Det var dén. Den jeg havde ledt efter!

Mine fingre løb kærtegnende hen over bjælkerne væggene bestod af, og jeg åbnede langsomt døren og gik ind. Hvis man så bort fra det tunge lag støv der var overalt så det ud som om de havde forladt det samme morgen. I den ene side af den lille hytte lå en bunke pelse der sandsynligvis havde udgjort en seng, og i den anden ende stod et bord som bestod af en masse stykker træ der var bundet sammen.

Havde far været håndværker? Hvad havde han lavet mens han var menneske, før han mødte mor? Spørgsmål jeg nok aldrig ville få svar på. Jeg nærmede mig bordet og samlede den bunke papirer op derop derpå. Jeg pustede støvet væk som gemte på en tegning. Det forestillede skitser af min far i forskellige stillinger, og ansigtsudtryk. Han havde været en smuk mand, og Abigail havde ret. Jeg havde hans øjne. Mine fingre løb kærtegnende hen over skitserne.

Jeg bladrede videre til den næste og så endnu en side med mange skitser af en ung (meget ung) Jeremiah, hele bunken bød på forskellige skitser af dyr, en sort ulv (det måtte være Jeremiah) og til sidst en side med en enkelt skitse på af mor. Hun så ikke ud som jeg huskede hende, denne version af hende havde kort lyst hår og et undrende ansigtsudtryk. Var det mor før hun mødte far? Jeg krængede tasken af ryggen og puttede tegningerne deri. Jeg kunne gætte mig til at mor var kunstneren, både ud fra at der kun var en enkelt skitse af hende selv, men jeg synes at kunne mindes at hun var en god tegner

Inden jeg åbnede døren lænede jeg min pande imod den og trak vejret dybt. Mit livs mål var fuldført. Jeg havde nået alt det jeg ønskede. Hvad skulle jeg nu? Drukne mig selv nede i havnen? Eller vandre videre på må og få i ensomhed? Ingen af idéerne var særligt opløftende.

Jeg gik ud af døren og noget fik mig til at se mod højre. En hvid ulv brændte mig med sit blik og jeg stod helt stille.

“Kom, æd mig.” Lokkede jeg. Jeg vidste godt at det var en af ulvene fra dalen, og at de fleste af dem var fremmedfjendske. At blive taget på fersk gerning så tæt på dawnbreaker hytten ville ikke falde i god jord. Jeg håbede næsten at den ville tage imod mit tilbud da den gøede en enkelt gang og satte sig på bagbenene. I løbet af kort tid stod nu den person jeg mindst havde forventet.

“Caleb.” Hviskede jeg åndeløst. Han så herrens ud mens han roligt gik imod mig kun klædt i et par shorts. At tale til ham var forløsende et sted i mit sind. Mit blik blev hårdt da jeg kom i tanke om Eve.

“Hvad laver du her?” Han tog et skridt imod mig. Hans blik var neutralt, nok den pæneste måde han nogensinde havde set på mig.

“Hvor er du på vej hen?” Jeg lo let af hans spørgsmål. Hvorfor bekymrede han sig nu om det?

“Hvorfor? Du er jo ligeglad med mig.” Han rystede en enkelt gang på hovedet og tog endnu et skridt tættere på.

“Svar mig.” Han knurrede let og jeg tog et skridt tilbage.

“Jeg er på vej væk. Jeg kan ikke blive her.” Han lagde sit hovedet på skrå som for at spørge mig om hvorfor.

“Det gør for ondt.” Begyndte jeg med en lav stemme mens jeg så ned.

“Jeg skal fortælle dig noget.” Afbrød han inden jeg kunne nå at fortsætte. “Noget jeg burde ha’ fortalt dig den dag du vågnede op efter faldet.” Han tog 3 lange skridt og tårnede sig op foran mig. Hans duft var berusende mens jeg så op for at bevare øjenkontakten.

“Du er min mage.” Sagde han lavt mens han fokuserede på mine læber. “Jeg har prøvet at holde mig væk, men jeg kan ikke mere. Det slår mig ihjel.” Han lænede sit ansigt ned mod mit.

Jeg tog et skridt tilbage mens jeg rystede på hovedet. “Så hvad? Fordi du er ved at dø beslutter du dig pludselig for at vil have mig?? Det er for sent.” Tårerne vældede op i mine øjne endnu engang. “Eve er gravid.” Konstaterede jeg og tog endnu et skridt baglæns.

“Barnet er ikke mit.” Jeg rystede lidt kraftigere på hovedet.

“Det er ligegyldigt. Jeg…” Jeg tav og bed mig selv i læben. Jeg måtte væk fra ham. “Farvel. Caleb.” Jeg drejede om på hælen og gik med faste skridt. 

Jeg håbede at han ville stoppe mig, men for hvert skridt jeg tog blev jeg mere og mere mismodig. Og da gik op for mig hvorfor jeg havde haft det så underligt i nærheden af ham i al den tid.

Jeg var forelsket i ham.

Jeg hørte ikke skridtene bag mig før en hånd blev lagt på min skulder og jeg blev rykket rundt. Han holdte mig ind mod hans brystkasse i et jerngreb så jeg næsten ikke kunne få vejret, og hans øjne var nærmest flammende orange, stærkere end dén morgen.

Du.Er.min.” Det var næsten som 2 stemmer der overlappede hinanden. Han så ned på mig med en dyrisk vildskab og med en dyb knurren lænede han sit ansigt ned mod mit og angreb mine læber med en arrigskab der tog pusten fra mig. Tiden gik i stå og jeg glemte alt omkring mig mens mine hænder automatisk fandt vej ind i hans hår for at hive ham længere ned mod mig. Det var ham der trak sig væk først og så på mig med nye øjne. En ømhed jeg ikke havde set før emmede fra ham, og hans hånd kærtegnede blidt min kind.

“Amy… Kom med hjem.” Hviskede han åndeløst og kyssede mig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...