New Sights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hejsa. Navnet er Nova Campbell. Jeg er 19 år, og nej min yndlings radiokanal er ikke Nova fm.
Jeg har mistet flere mennesker det sidste års tid, deriblandt min far og bedste veninde. Far er flyttet, min veninde er død. Jeg trænger bare til forandring.

Nova beslutter sig for at flytte hjem til sin far i England for et stykke tid, og lad os bare sige, at det skaber problemer, drama og uforudsigelige situationer.
Nova får viklet sig ind i yderst komplicerede forhold, med unikke personer af begge køn. Og da Nova finder ud af en omvæltende nyhed, har hun brug for sine nye venners hjælp, til at finde hvad hun søger. Og så er der jo også den der forbandende ting, kaldet følelser, der ikke laver andet end mere rav i den. Især når man ikke har styr på familierelationerne. Hverken sine venners eller egne...

// I denne Movella er Zoe 24 år og ikke 27. Dermed er Joe 22 i stedet for 25. Ellers er alt som i nutiden, bortset fra at Joe også bor i Brighton//

20Likes
22Kommentarer
2715Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Friendship goals.

Friendships goals

England, Brighton. 15:34

 

"Det er bare mig!" råber jeg ind i entréen, mens Zoë og jeg banker skoene af udenfor. Kulden fra de kolde klinker fryser mine sokkebeklædte fødder til små buttede istapper.

"Far, Zoë. Zoë, far," introducerer jeg dem akavet, med nogle næsten ligeså akavede fagter. 

"Rart at møde dem Hr. Campbell," hilser Zoë på bedste manér og trykker hans hånd med begge sine, i en omklamrende sandwich. 

"Fornøjelsen er min Zoë," smiler far tilbage og kalder Abigail herind. De to kvinder hilser begejstrede, inden far og Abigail trækker sig tilbage fra deres påtrængende position, og forsvinder ud i køkkenet. 

"Kan jeg låne jeres badeværelse? Jeg skal pisse" spørger Zoë ucharmerende og smiler lusket.

"Din pissepatrulje starter dér," klukker jeg og peger mod trappen.

"Taaaaak," mumler hun syngende og lunter mod trappen.

 

"Hr. Byron er her!" lyder Jia-Lins stemme fra hoveddøren. Jeg rynker næsen i væmmelse og vender mig i retning mod hende, der dog er ude af mit syn.

"Sig jeg ikke er her!" brøler jeg irriteret tilbage til klinkevæggen, der poleret står blokerende mellem os.

"Det hørte jeg godt!" lyder Byrons dybe, vrængende stemme. Og at høre på Jia's overrumplede skrig, maser han sig forbi hendes robuste krop i døren. Ganske rigtigt, kommer den fornemme voldtægtsmand tumlende ind i huset - hvor betrykkende.

 

"Du er klam." snerrer jeg instinktivt, med et falsk smil, og begynder at overveje mine selvforsvars muligheder. Er det muligt at slå folk bevistløse med et maleri? Kan jeg lige få tid til at google det?

"Giv mig fem minutter til at forklare, det er alt jeg behøver," beder Byron tiggende, og samler sine håndflader i en hellig bøn.

"Spyt ud." Jeg kigger mod uret, på væggen bag ham, og gør mit bedste for at presse viseren hurtigere frem. 

Han når ikke engang at starte sin patetiske undskyldning, før Zoë kommer trippende ned af trappen i hendes egen lille regnbueverden. 

"Byron?" spørger hun forvirret og hopper ihærdigt ned af de sidste trin, på nippet til at glide på gulvtæppet.

"Hey Zoë." brummer Byron og giver hende et forvirret nik. Jeg skuer frem og tilbage mellem de (tilsyneladende) gode venner.

"Hvad fuck sker der her?" bryder jeg tavsheden og kigger forbløffet mod Zoë efter en forklaring.

"Byron er min brors ven, hvordan kender du ham?" sender hun et ligeså forbavset spørgsmål tilbage.

"Nårh, gode gamle By to the Ron her? Han er såmen' bare den ulækre voldtægtsforbryder, der bor inden ved siden af," fnyser jeg sarkastisk og sender Zoë et desperat blik. Få ham ud! 

"Jeg beklager meget, at du så hvad du så i går, men jeg var syreskæv. Stangberuset," prøver han halvhjertet, som om det er hans mor, der har tvunget ham over for at undskylde.

"Du var ved at voldtage en 15-årig - En 15-årig, Byron! Er du klar over hvor fucking klamt det er!?" hvæser jeg frustreret og søger efter det mindste hint af skyld, men aldrig i mit liv har jeg set en, der ser mere ligeglad ud end Byron lige nu. Zoë derimod, står med et fjæs som en treårig i kamp mod et 7år+ puslespil.

"Ja, og jeg fortyder det skam også. Du kender mig ikke, jeg..." Jeg sætter afbrydende en hånd op og sætter hårdt foden i gulvet. 

"Nej, og det vil jeg så sandeligt heller ikke komme til. Så hvis du vil være sød at slæbe dig selv og din perverse lille hjerne med dig ud, ville det være alletideres." Jeg fanger mig selv i at lave min mors kendetegnende smil, mens jeg genner ham væk.

Inden han når ud ad døren, beslutter jeg mig for at tilintetgøre ham helt - Nova-stil.

"Oh Byron, du har tabt noget." Det kræver hele mit yoga-tæmmede sind, at bevare en venlig tone.

"Huh?" mumler han forvirret i sin drejning. Først da hans rådne fjæs vender mod mit, fortsætter jeg.

"Din fornuft, respekt og værdighed." Jeg smiler efter ham, mens han rystende på hovedet fortsætter ud.

 

"Okay var det ikke lidt hårdt?" begynder Zoë og bryder dermed sin egen tavshed. Nej se allesammen! - Den kan stadig snakke!

"Jaer, nej hvor er det synd for ham. Jeg er sikker på, at han havde det forfærdeligt, da den onde, lille pige tvang ham til at kysse hende. Uha altså." snerrer jeg sarkastisk.

"Det var ikke det jeg mente, men jeg kender Byron, han er ikke sådan." prøver hun, tydeligvis overvundet til den mørke side. Hvad bestak han dig med Zoë? Duftelys og potteplanter?

"Ved du hvad? Måske betyder det bare, at du er nødt til ikke at kende ham, for at se hvordan han virkelig er!" Zoë slår overrumplet blikket i gulvet, ned mod poolen i kælderen.

Jeg fanger hendes blik i vandets genspejling og nærmest tvinger det op igen.

"Gå med mig over til ham, så kan vi få ordnet det rod her," mumler hun anspændt.

Siden hvornår har jeg givet hende lov til at køre mor på mig?

"Fint," vrænger jeg snerpet tilbage. Hvis hun må køre mor, så må jeg køre teenagedatter.

"Far, vi går lige!" skråler jeg ud i køkkenet, og får et ufølsomt 'okay' smidt i hovedet.


"Så du tilgiver mig?" Byron lyder faktisk oprigtigt lettet. Det er sikkert skuespil. I nabolaget her får børn sikkert dramaundervisning som 4-årige.

"Ja, men det gør min blære ikke, hvis ikke jeg snart finder et toilet." Byron peger smilende mod en trappe, uhyggelig magen til vores.

 

Jeg prøver den første dør jeg støder på - Nope. Videre til næste. Jeg finder ikke et toilet, men et overdrevet fedt kontor. Jaer, jeg ved det, et kontor - hvor fedt kan det være? Men der er bare noget yderst tilfredsstillende over de nærmest skinnede bøger, der står snorlige i reolen, og koskindet på gulvet, der strækker sig hen over gulvet, under den blanke skrivebord.

Jeg træder nysgerrigt ind på det forbudte territorie. Jeg glider ned i den himmelske, bløde skrivebordsstol. Hellige kødboller! - Hvis alle havde sådan nogle kontorer her, ville kontordamer måske smile lidt oftere.

Mit blik lander på et billede i ramme på bordet. Det er af en lille baby, Byron formodentlig. Han står med en lille hvid bamse i hånde. Jeg havde en akkurat magen til, da jeg var lille. Måske er Byron og jeg slet ikke så forskellige...

Jeg skynder mig ud fra kontoret og lister nedenunder igen. Tanken om at have noget tilfælles med Byron giver mig gåsehud.

Fuck.

Jeg glemte at tisse.

"Jeg må hellere se at komme hjemad," afbryder jeg Byrons åbne mund og kaster jakken over skuldrene.

"Kommer du Zoë?" skynder jeg på hende, mens mine fødder glider ned på plads i skoene, og starter deres tissetrængende trippen.

"Jeg bliver lige her lidt, inden jeg kører helt hjem. Vi ses på arbejdet," smiler hun stolt over min nogenlunde evne til at tilgive.

"Men vi er cool?" Når Byron at slynge ud, før det er høfligt acceptabelt at smække døren i midt i en sætning, og lade som om man ikke hørte det.

"Jaja."


"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis Nova finder ud af det! Du siger ikke et ord Jia!" Fars hårde ord vælter mig om kuld, da jeg træder ind af døren. 

"Hvad er det lige præcis, jeg ikke må finde ud af?" bryder jeg ind og smider min jakke på gulvet. Jeg braser ind i stuen og stiller mig trodsigt med armene i siden, overfor en rædselsslagen far.

"Ikke noget skat. Der... Der er visse ting du bare ikke må vide." Han prøver at smile, men det lykkedes ikke.

"Mr. Campbell." Både far og jeg retter synet mod Jia-Lin, hvilket får hende til at rømme sig flovt.

"Miss Nova har ret til at vide," hun slår straks blikket i jorden, klar på sin straf.

"Nej, det har hun ikke. Det er mit valg. Gå du ovenpå inden jeg fyrer dig," vrisser far muggent og sender Jia-Lin ovenpå med et sæt.

"Jeg finder ud af hvad end du snakker om før eller siden, det ved du godt ik?" siger jeg truende, men roligt. 

"Jeg vil sørge for den tid aldrig kommer. Tro mig skat, det er for din egen skyld." Han ryster på hovedet rigtig 'far-agtigt', overbevist om, at han ved hvad der er bedst for mig.

"Tro mig far.." efteraber jeg hans tone.

"-Jeg skal nok selv bestemme hvad der er bedst for mig, okay?" afslutter jeg brat, uden at give ham mulighed for at svare, inden jeg flyver op ad trappen.

 

"Jia!" brøler jeg efter den hemmelighedsfulde skikkelse, der ikke er til at tage fejl af, som lusker rundt henne ved fars kontor. Hun giver et lille hop, inden hun skynder sig ind på kontoret og lukker døren.

"Hey!" skråler jeg frustreret og løber hen ad gangen.

"Hvad har min far fortalt dig?" afpresser jeg hende gennem døren, mens jeg hiver desperat i håndtaget. Jeg ved, at der ikke er en lås til kontoret, så hun holder mig ude, udelukkende med hendes kropsvægt presset mod døren.

"Jeg ved intet," lyder hendes ufattelig dårlige løgn, skingert fra den anden side.

"Luk op!" råber jeg, på kanten til at skrige, mens jeg hamrer hånden mod døren. Mit pludselige udbrud chokerer hende nok til, at hun i et split sekund falder fra døren. -Nok tid til at jeg formår at hamrer døren op i ryggen på hende.

Flot, Nova. Bra-vo.

"Jia! Undskyld!" udbryder jeg forbavset og falder ned på knæ til hende.

"Undskyld, undskyld, undskyld," mumler jeg ned mine hænder, der forskrækket dækker min mund.

"Det ik gør noget. Miss Nova ikke skade mig med vilje," mumler hun forsikrende til sig selv, men kommer et kort øjeblik i tvivl.

"-Vel?"

"Nej! Nej, nej, nej!" udbryder jeg og kigger mod hendes hænder, der tager sig ømt til ryggen.

"Miss Nova gå ind på sit værelse. Jeg okay," ler Jia-Lin og rejser sig klagende op.

"Er du sikker?" skæver jeg skeptisk til hende, men hendes ivrige nik kan ikke modsiges, så jeg smiler og sjokker mod værelset.

 

 

Min telefon vibrerer hysterisk i lommen, og jeg må erkende, at der er én der ringer, da den ikke vil stoppe igen.

"Hallo? Hvem snakker jeg med?" spørger jeg høfligt til det ukendte nummer.

"Hey Nova, det er mig. Joe." Jeg kan nærmest høre på ham, at han smiler. Eller også er det bare mit eget smil, der overdøver alt.

"Hvor har du mit nummer fra?" anklager jeg ham forvirret og kaster mig i fodenden af sengen.

"Byron," forklarer han betryggende. 

"Oh," sukker jeg overdrevet lettet (over at han ikke er en sindssyg stalker) og kravler med spastiske orme-bevægelser længere tilbage i sengen, så jeg når op til hovedpude.

"-Vent, hvor har Byron mit nummer fra?" tilføjer jeg undrende med rynkede bryn. 

"Aner det det..." undrer Joe sig tøvende.

"-Men altså, der var en grund til jeg ringede," fortsætter han begejstret, og jeg kan høre ham fumle med speederen i en bil. Jeg lader der være en pause, for at vise ham, at han kan snakke videre.

"Jeg er på vej over til Byron, og jeg ville bare lige høre om du ikke også kom over. Du bor tæt på ham, ik'?"

"Jeg bor så tæt på man kan komme. -Betyder det så at du også har tilgivet ham?" Jeg vinkler tankeløst en tot hår omkring min finger, mens jeg lever mig mere og mere ind i vores telefonsamtale. Det er næsten som om han er her ved min side.

"Også? Har du tilgivet ham?" fnyser Joe forbavset i den anden ende.

"Hvorfor så overrasket?" vrænger jeg grinende og klemmer min telefon fast mellem skulderen og øret.

"Du virker ikke som den undskyldende type.." mumler han tøvende og ler.

"Jeg lægger på nu, inden du fornærmer mig yderligere," vrænger jeg sippet og fnyser smilende. Mit venskab til Joe minder mig om mit venskab til Ofelia. 

"Lyt dog til dig selv. Snakker så fornemt, man skulle tro du var født og opvokset i Byrons familie!" vrisser Joe ironisk og lægger selv på før jeg får chancen. Sikke en skøn skovl.

 

"Far, jeg tager om til Byron igen," mumler jeg semi-akavet efter vores lille skænderi.

"Det gør du så ikke. Jeg vill ikke have, at du er hos den dreng længere. Han er dårlig indflydelse," konstaterer far beskyttende sender mig et intimiderende blik. Det er da også bare typisk. Jeg har valget mellem en mor, der ikke giver nogle fucks overhovedet om, hvad jeg laver, hvor jeg er, eller hvorfor jeg gør som jeg gør. -Eller en far, der er sikker på, at jeg planlægger hele byens undergang, hver gang jeg nyser.

"Nu tager jeg helt sikkert derover. Ses far," smiler jeg flabet og tumler ud af døren.

"Nov-" hører jeg arrigt bag mig og truller tilfredst over mod Byrons hus, med min fars irriterede suk for ørerne. 

 

"Jeres dronning er ankommet!" synger jeg ind i stuen og løber mod sofaen og laver en syg tackling i luften over den, inden jeg klasker ned på sofapuderne til Joe og Byron.

"Nova? Jeg sværger du gik ud af den dør for et par timer siden. Nu er du her igen?" klukker Byron tilfredst og spreder selvsikkert armene til hver sin side på sofaens ryglæn, mens han sender mig et lusket smil. Han er sandelig ikke sløv til at finde tilbage til sit flabede selv, så snart han har fået accepteret sin undskyldning.

"Så du har været her i dag alene Nova. Nå nå nå nå," griner Joe smørret med et drillende blik og pifter. Jeg ruller øjne ad ham og smider den nærmeste pude i krateret på ham.

"Hvis du absolut er så interesseret, blev jeg hevet herover for at tage imod en undskyldning," forklarer jeg til hans luskede grin og sender ham et irriteret blik.

"Og jeg er evigt taknemmelig. Du er nu meget skøn," brummer Byron hæst, og får mig helt til at glemme hvor klam han er. Sådan som han sidder der i sofaen med sit åndssvage smil, kan jeg kun se den flabede, men dog lidt chamerende dreng, der gav mig et sexet blik i døren på vej ud af mit værelse, efter at have inviteret mig i byen.

"Kys ham nu bare," sukker Joe klukkende og smider min angrebspude tilbage på mig. Jeg opdager, at jeg bare sidder og glor smilende på Byron, og mine røde kinder vil så sandelig ikke gå glip af den akavede fest.

 

"Byron! Hvem er dine gæster?" bliver der råbt med en fistel stemme fra køkkenet.

"Bare Joe og Nova!" brøler Byron tilbage og sender mig sit sexede blik. Okay en eller anden slå mig. Byron er klam, ikke sexet.

"Nova?" lyder nu en forbavset mandestemme, og pludseligt dukker en bredskuldret, muskuløs mand op i stuen. Han har tatoveringer på begge hans overarme, men jeg bider specielt mærke i én. -Byons lille baby hånd. Hvor cute.

Han glor underligt på mig. Føler nærmest han er i gang med at tælle mine fregner på 7 meters afstand.

"Halløj," hilser jeg anspændt, og manden river sig ud af sin fascinerede trance. Jeg sværger, at hvis han også voldtager en, så er jeg altså færdig med det her familie for good.

Byrons far giver mig et solidt nik, inden han strsks er væk igen. Er jeg  overvældende?

"Ser ud til hele den her familie er hovedkuls forelsket i dig Nova," mumler Joe klukkende for sig selv og trutter med munden.

"Hvem er ikke forelsket i mig?"  vrænger jeg tilbage og kører hånden gennem mit hår. Joe lader som om han tænker kraftigt og tager fat i flæsket på hans hage med pege- og tommelfingeren.

"Et grovædende hundyr, der altid skal svare igen, og som har en røvsyg humor? Jeg tror jeg vælger at springe over den kø," svarer Joe kvikt igen, og jeg må nikke anerkendende. 


"Nå, dette hunkønnede væsen, skal altså til at hjemad," konstaterer jeg midt i en mundfuld kage og bevæger mig over mod Byron. 

"Vi ses," smiler jeg fredeligt, og skriver for alvor under på vores fredskontrakt, ved at give ham et knus.

"Vi ses," svarer han hæst ind i mit hår. Jeg mærker varmen i kinderne finde tilbage, så jeg skynder mig ud i gangen. Hvad er der galt med mig? Byron er ikke sød, venlig, eller loyal. Men han er dog sexet, charmerende og lækker...

Nova! Stop det!

Jeg skal lige til at træde udenfor, da jeg opdager, at det har regnet mens jeg har været her. Og geniet her traskende ligesom herover uden sko. 

Jeg pifter ind mod stuen og får et par drengede 'hvad nu'? tilbage.
"Joe, kom herud!" skråler jeg bossende, og som forventet dukker han trofast op med det samme. What a goodie two shoes. Hvilket gør os perfekte sammen, da jeg er Nova no shoes.

"Jeg har glemt mine sko. Gider du?" spørger jeg og kigger tiggende fra ham og ud på indkørslens våde asfalt. Han sukker smilende og ryster på hovedet, men går dog hen til mig og går ned i knæ. Jeg hopper grinende op på hans ryg og presser mine lår mod siden af hans bryst.

"Hyp hyp," vrænger jeg kommanderende og hviner fnisende, da Joe syntes det er en god idé at hoppe fremad.

 

 

"I bor altså virkelig hyggeligt!" siger Joe begejstret, mens han trasker rundt og fumler ved alle de små billedrammer i reolerne, og potteplanterne i vindueskarmene.

"Hmmm, så skulle du se mit hjem i Danmark. Det er småt og hyggeligt," forklarer jeg mumlende. Jeg savner ikke så meget mor. Hun var væk lang tid før jeg tog afsted. Men jeg er begyndt at savne KK. Måske burde jeg lige give ham et ring? 

"Det her billede virker bekendt," mumler han undrende og viser mig et lille billede, som jeg aldrig har langt mærke til. Det er et billede af en baby-mig, der truller rundt på en blå løbecykel. Jeg er så lille, at jeg ikke kan se det er mig selv, men mor havde det samme billede stående i stuen derhjemme.

"Det er mig som lille," forklarer jeg smilende og kigger taknemmeligt på de oppustede æblekinder jeg havde som lille. Jeg sætter pris på at de forsvandt. Gud bevarer mig.

Joe løfter forstående øjenbrynene, inden han sætter billedet på plads, men det virker som om han ikke tror på, at det er mig. I know honey. What a glo' up!

"Kan jeg låne jeres badeværelse? Jeg skal tisse." spørger Joe, med en underlig sippet stemme.

"Ja, hvis du stopper med at lyde som dronningen af England?" fnyser jeg forvirret og peger mod trappen. Han ruller smilende med øjnene og rejser sig.

"Tuttelu!" mumler jeg nynnede efter ham med min tykkeste engelske accent, og lader fingrene bølge i et fimset vink.

Jeg er yderst taknemmelig for at Byron har givet Joe min nummer. Jeg bonder ligeså godt med Joe, som jeg gjorde med KK derhjemme.

Jeg fisker min telefon op fra revnen mellem sofapuderne, og finder KK's nummer frem. Det føltes som en evighed med de torturerende bip.

"Bell, Hej!" udbryder han forpustet, som om han er løbet til røret. 

"Holà, bonjour, halløjsovs," spytter jeg grinende ud og sætter mig i lænestolen, der er så bred, at der kunne sidde tre mig'er i den.

"Jeg troede du ikke ville snakke med mig?" spørger han forudret.

"Og hvorfor nu det?" 

"I mine voicemails sagde jeg, at hvis du ikke ringende tilbage det næste døgn, skulle jeg nok lade vær' med at kontakte dig," forklarer han, stadig forvirret.

"Nårh, dem slettede jeg uden at høre dem. Kom nu til sagen." Min utålmodighed er åbenbart morsom for ham, for han udstøder hans lille grine-grynt.

 

"Altså, det her kommer til at lyde som om jeg er sindsyg nok til at få en psykolog fra den lukkede..." hvisker han lusket og hemmelighedsfuldt, og jeg gør mig klar på, at han siger et eller andet fuldstændig ligegyldigt som; 'Haha, der fik jeg dig, jeg skal bare skide'.

"Jeg tror Ofelia er i live."

Min spektakulære evne til at grine, når der virkelig (virkelig) ikke burde grines, får lyst til at tage et smut forbi vores samtale.

"Er du fuldstændig skudt? Ofelia døde på hospitalet, det ved du!" Jeg hidser mig en anelse op over hans idioti. Dumme folk irriterer mig, har jeg sagt det før?

"Bell.." begynder KK, da Joe kommer lettet fra blæren og op, luntende ned af trappen.

"Vent lige KK," siger jeg halvhjertet ind i røret, mens jeg giver Joe en tyssende finger og dirigerer ham mod sofaen.

"Okay, jeg er klar til at høre dit pis," fortsætter jeg med en ironisk glæde i røret. Joe betragter mig fascineret. Han undrer sig nok over hvordan det danske sprog giver mening for nogen. For at være helt ærlig Joe, forstår vi danskere det ikke engang.

"Bell. Ofelia blev misbrugt af sine forældre," hvisker KK seriøst, så det stivner i mine fingerspidser. 

"Men hendes forældre forguder hende jo? - Selv nu hvor hun ikke er her længere," modsiger jeg ham nægtende. Hvis sådan noget skete for Ofelia ville hun fortælle mig det. Det ville hun altså!

"Jeg har fundet en side fra hendes matematikbog, hvor hun har tegnet sig selv blive slået af sine forældre, Bell. Måske er Ofelia ikke død. Måske er hun flygtet?" Hans håb i stemmen er kvalmende.

"KK, Ofelia tegnede tit bizarre ting. Hvorfor er du så sikker på meningen bag en tilfældig tegning, der er blevet tegnet i jordens mest røvsyge fag?" vrisser jeg af ham og ruller af instinkt med øjnene.

"Jeg ved det bare. Stol på mig Bell. Jeg har ret," prøver KK intimiderende, men han gør ikke andet end at overbevise mig om, at han har brug for professionel hjælp.

"Og hvordan skulle en 19-årig fake sin egen død? Det er ikke muligt KK. Hun er død," hvæser jeg af ham. Nu begynder jeg langsomt at huske hvorfor vi langsomt blev skilt ad, da Ofelia gik bort. Vi er stædige kællinger begge to, og uden den overstædige dronninge-kælling, kan vi ikke enes.

"Jeg magter ikke det her, gå i seng," snerrer jeg frustreret og trækker røret fra øret, før han kan nå at slynge noget mere kræftfremkaldende lort ud. 

"Men klokken er kun..." lyder det ud i rummet, før jeg lægger på og maser telefonen ned i lommen.

"Gammel ven," trækker jeg på skulderne og tripper over til Joe i sofaen. Et ucharmerende gab forlader mine læber, og udmattet putter jeg mig tæt ind under Joes arm. Han kunne blive min personlige krammebamse. Jeg håber næsten, at en eller anden rådden gut knuser mit hjerte, så jeg har en undskyldning for bare at ligge i Joes varme favn og råæde fra en bøtte is.

Friendship goals.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...