New Sights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hejsa. Navnet er Nova Campbell. Jeg er 19 år, og nej min yndlings radiokanal er ikke Nova fm.
Jeg har mistet flere mennesker det sidste års tid, deriblandt min far og bedste veninde. Far er flyttet, min veninde er død. Jeg trænger bare til forandring.

Nova beslutter sig for at flytte hjem til sin far i England for et stykke tid, og lad os bare sige, at det skaber problemer, drama og uforudsigelige situationer.
Nova får viklet sig ind i yderst komplicerede forhold, med unikke personer af begge køn. Og da Nova finder ud af en omvæltende nyhed, har hun brug for sine nye venners hjælp, til at finde hvad hun søger. Og så er der jo også den der forbandende ting, kaldet følelser, der ikke laver andet end mere rav i den. Især når man ikke har styr på familierelationerne. Hverken sine venners eller egne...

// I denne Movella er Zoe 24 år og ikke 27. Dermed er Joe 22 i stedet for 25. Ellers er alt som i nutiden, bortset fra at Joe også bor i Brighton//

20Likes
22Kommentarer
2715Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Buh-bye!

Buh-bye!

Danmark, Billund. 2:45

Lufthavne skræmmer mig. Alle de mange klokkeslet og destinationer, gates og mennesker. Jeg studerer nøje alle jeg kommer forbi, med mistanke om, at de skulle være terrorister med bomber i taskerne. Ikke, at jeg tror jeg kunne stoppe dem, hvis det rent faktisk skete, men så er jeg da forberedt på at dø.

'Hr? Vil du være sød at sprænge din dims et andet sted?.... -Be om?'

Jeg omgåes blandt savlende kroppe med uglet hår, poseøjne og joggingbukser, der slæber proppede kufferter efter sig. Ikke at jeg ser bedre ud selv, men whatever. Jeg er klam på en cute måde. Ingen kan være klam som mig, det er et af mine mange talenter. Samt børste tænder og hår på samme tid, bruge min fødder til stort set alt og altid formå at klemme mere mad ned fra buffeten, uanset hvor meget min mave klager sig.

Jeg løfter mine kufferter op på et rullebånd og vinker farvel til mine babyer, inden jeg forsætter gennem sikkerheden og videre hen til mit gate.

Det er den største lettelse at dumpe ned i det relative komfortable flysæde og kigge ud på mor, der står og vinker ihærdigt til mig inde fra. Jeg samler hendes falske smil op og sender en tro kopi tilbage, før jeg retter blikket fremad og sætter mine høretelefoner i den lille skærm foran mig. Der går ikke længe, før en stuardesse kommer gående i den smalle gang og rækker flyets høretelefoner ud til folk. Jeg jager hende væk med en vrissen hånd. Satme nej, om jeg vil tillade de små plastik-djævle at voldtage mine øre nogensinde igen. 

Og lige der - I mit perfekte sæde, i det perfekte fly med den perfekte destination, sætter der sig en gammel mand med voldsomme vejrtrækningsproblemer sig ved min side. Jeg tager en dyb indånding og skruer op for min film, Jurassic world, men hans gryntende lyde trænger tydeligt ind til mig, camoufleret blandt dinosaurbrøl. Det minder mig om... Jeg glemte at sige farvel til astma-peter. 

 

 

 

"Far!" Jeg bliver ærlig talt en smule forskrækket over min egen glæde. Sidst jeg talte til min far, var det noget i retningen af 'tag din billige luder med dig hjem og bliv der! Jeg vil aldrig snakke med dig igen!'

Far derimod, virker som om han forventende glæden. Hvor arrogant. Men fuck det, det er rart at kramme ham igen. Luderen, hans nye klamme kælling af en kæreste, har han heldigvis ikke slæbt med til lufthavnen, men jeg tvivler nu også på, at køtere er tilladt her. Hvis hun var med, ville jeg være indirekte tvunget til at give hende et knus også, og det tør jeg fandme ikke. Hendes bryster er fyldt med så meget lort, at de kan sprænge hvert et øjeblik. Det eneste ægte ved hende er sgu nok dellen, der ihærdigt prøver at slippe fri fra kvæler-bukserne. 

"Nova!" udbryder far, en smule forsinket, mens han trækker sig fri fra vores knus. Det er nok det jeg har savnet mest ved far og England: Mit navn blive udtalt med en chamerende britisk accent. På dansk lyder det mere som en ged med rævesyge, der hoster en radiokanal op. 

Far river insisterende kufferterne ud af hænderne på mig, da jeg rækker ham dem, som om det var hans idé at slæbe på dem for mig. 

Han åbner bildøren til hans sorte Range Rover og puffer mig ind på forsædet. Lugten af ny bil har jeg også savnet. Eller bare ren bil i det mindste. Instinktivt læner jeg mig væk fra bildøren, for at undgå den mystiske plet på sædet, jeg er vant til i mors skrotkasse. Men i den her bil, er det tætteste der kommer på en mystisk plet, mig selv.

Jeg når knap nok at nyde turen, før vi drejer ind til et gigantisk hus, med et par små asiatiske rengøringsdamer, tøffende omkring udenfor, iført arbejdshansker og en haveslange hver. Huset har noget fransk-italiensk over sig. Dele af væggene er en dyb mørkerød, andre hvide, og nogle mere cremefarvet. Skodderne for vinduerne er lavet af rustikt, mørkt træ, og det samme er alle dørerne. Huset er omringet af farverige og tropisklignende blomster, træer og buske. 

I døren står en ikke-bekendt dame. Hun ligner ikke en, der passer ind i huset. Hun har en rodet knold, med få løse totter, der så småt er ved at blive grålige, og hun er iført et par mørkegrå træningsbukser og en blå hættetrøje - Hun ligner en mor.

Jeg træder ud på de skinnende klinker sammen med far, og vi tripper langs stien, hen til hoveddøren og den imødekommende dame. 

"Nova! Rart endelig at møde dig!" Hun smiler begejstret og formår lige at holde et knus tilbage, men iveren i hendes dirrende trippen og flakkende øjne, er ret så afslørende.

"Nova. Det her er Abigail," prøver far til mit forvirrende fjæs, der tydeligvis fatter hat.

"Abigail, det her er min datter, Nova." Hun rækker hånden ud, og jeg tager imod den. Den stakkels skat kunne bruge hele Matas' lager af håndcreme og stadig forveksles med en reptil i mørket.

"Okay fantastisk, men hvem er du lige?" spørger jeg, mere henvendt mod far end reptilmor. Min accent lyder så meget bedre i hovedet. Så snart ordene kommer ud, opsvulmer dansker-kartoflen i min hals, men hey, de forstår mig da. Hun kommer i hvert fald med et lille fnis og træder til siden, som tegn til at vi skal gå ind før hun svarer.

"Jeg er din fars nye hustru." Jeg vender straks blikket truende mod min far.

Hvad fanden er der blevet af luderen?

"Hvad fanden er der blevet af Patricia?" udbryder jeg, både forarget over, at min far allerede har skiftet hende ud som af en eller anden uforståelig grund, var vigtigere for ham end både mig og min mor, men også lettet over aldrig at skulle se hendes botoxfjæs og blævrende fedtsugnings-hud nogensinde igen.

"Patricia og jeg gik fra hinanden sidste efterår," forklarer han og skubber mig ned i en sort lædersofa med et puf i ryggen.

"Tak for at dele det med mig og mor," vrænger jeg ironisk og ruller med øjnene. Abigail og min far laver en anmasende familie-sandwich og sætter sig tæt op ad mig, på hver sin side.

"Du har ikke ligefrem været nem at få fat i," konstaterer han, med den helt rette mængde spydighed i stemmen. Ret det har han dog. Den første uge efter han forlod os, hvor han ringende, både over telefon, skype og facetime, kunne jeg ikke magte at snakke med ham - Jeg hadede ham. Derefter blev det mere til en principsag, og et stædig sind.

"Skal jeg ikke finde noget kage frem?" spørger Abigail alt for engageret, men ikke på en irriterende måde. Bare en 'virkelig glad for kage'-måde, og for første gang med en af mine fars koner, kan det ses. 

"Jo tak," smiler jeg, og hun lyser op som et stjerneskud og skyder ud i køkkenet. 

"Nå Nova, nu skal du høre." Min far sætter sig bedre til rette i sofaen og kigger på mig med et spændt smil.

"-Jeg har skaffet et job til dig, mens du er her i Brighton. Så du kan tjene dine egne penge." Han leder stolt efter en positiv reaktion, men han skal grave virkeligt, (virkeligt) dybt efter den. 

"Hvorfor nu det?"

Jeg behøver sku da ikke et job din klaptorsk? Se dig omkring. Du har en pool i kælderen, hvilket jeg kan se gennem glasgulvet. Det siger vist nok.

Meningen med at tage herhen, var jo ligesom for at slappe af og stresse ned.

"Fordi, det er indenfor noget, jeg er ret sikker på du vil elske." Hans øjne trygler efter nogle helt specifikke ord, så jeg giver dem til ham;

"Hvad er det da?" Han retter energisk ryggen op og tager en indånding før han fortsætter. Ligesom når nogle spørger mig hvad Gossip Girl handler om. You're in for a long ride, honey.

"Det er hos Zoella's Lifestyle & Beauty firma." Navnet siger mig ingenting, men dog har han ramt plet med 'lifestyle & beauty'. Jeg har altid gerne ville være indretningsarkitekt, men ordet 'uddannelse' frister mig ikke.

"Far! Det er perfekt" hviner jeg begejstret. Jeg nikker anerkendende og lader ham give sig selv et mentalt skulderklap, hvilket han tydeligvis også gør.

 

"Nå far, jeg tager lige mine ting ovenpå." Jeg bliver revet tilbage i sofaen, før jeg overhovedet rejser mig, og Abigail placerer et fad småkager foran næsen på mig. Jeg tager et par stykker i ren og skær høflighed. 

"Det har Jia-Li allerede taget sig af, skat." Han nikker mod trappen, hvor jeg lige når at skimte anklerne på tjenestepigen, der slæber modbydelighed et og to med sig op.

"Jeg går nu derop alligevel." Jeg smiler akavet til dem begge og tager en ekstra småkage med på vejen. Igen, bare af høflighed. Jeg er et meget høfligt menneske.

 

"Her Jan-Lu... Li?" Jeg ryster forvirret på hovedet og rækker den forskrækkede dame småkagen. Hun glor bare forvirret på mig, uden at tage den. Ordet 'udlænding' står med skrevet med en fed, sort sprittusch i panden på hende.

"Her," sukker jeg irriteret og maser småkagen i hænderne på hende, så en flok af krummer klistrer sig klæbrigt fast til min svedige håndflade.

"Mang' tak," smiler hun med lukket mund og laver et halvt buk, ved at mase hovedet helt ned i skuldrene og knække sammen i knæene - Den kvindelige version af klokkeren fra Notre Dame.

Jeg tager kufferterne fra hende og ruller dem ind på det nærmeste værelse. Det er nok udlænding for i dag.

 

Her lugter forkert. Af rent dynebetræk, frisk luft, nærmest nymalet. Her lugter dyrt.

Jeg stikker hånden ned i min taske og fumler min deo frem. 10 kroner i normal. Jeg sprayer det aggressivt rundt, som en autist, der prøver at ramme en hveps med hårlak. -Kærlighed til autister.

Nu lugter her hjemligt og billigt. Jeg smider mig i sengen og roder rundt i dynen med nogle spastiske spark. 

-Så er jeg hjemme.

 

Håber kapitlet falder i jeres smag! :) Jeg er i er i praktik i denne uge, så har masser af tid til at få skrevet, da min arbejdstid kun er 4-5 timer dagligt! Derimod skal jeg på skolerejse i næste uge, så der vil der slet ikke være tid til at skrive. Bare lige en lille opdatering herfra :D.

 Ha' det skønt! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...