Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8370Visninger
AA

57. Tænker du på mig?

Kl. 20:58, mandag, d. 25. september, 2017.

Jeg tænker på dig. 

Meget.

Ikke altid bevidst. 

Ofte ting, der associerer til dig.

Som eksempelvis Gulddrengs "Legende" eller Skinz "I Min Zone" - eller mine sorte, ripped jeggings, og min mørkegrønne t-shirt. Mit sølvfarvede undertøj. Cultshakere. Alkohol. Fyre. Sex. Skyld. Skam. 

Jeg vil så gerne have det til at stoppe. Det vil jeg virkelig.

Men jeg aner ikke hvordan. Hvordan får jeg det til at stoppe? 

Hvordan får jeg dig til at stoppe med at... forgifte mit sind og jeg? 

Hvorfor gør det ondt? Hvorfor gør alt ondt? Nogle gange helt reelt fysisk, andre gange i mere overført betydning.

Hvorfor vil du ikke lade mine tanker være?

Der er gået 11 uger. Det er faktisk ret lang tid, nu jeg tænker over det. Hvorfor fylder du stadigvæk så meget? 

Alt fylder.

Tanker om alt muligt. 

Nasty tanker. Ubehagelige tanker. Tanker, der slet ikke er mine egne. Tanker, jeg ikke kan styre. Impulser, der bliver stærkere. I går havde jeg spist "for meget" så jeg gik en tur - hvis jeg gik i præcis en time, i nogenlunde raskt tempo, ville jeg kunne forbrænde det, jeg havde spist for meget, så det gjorde jeg. Jeg troede, at gåturen ville gøre det hele lidt bedre. Få mine tanker til at blive lidt mindre sorte. Men de blev kun mørkere. Jeg brugte hele min gåtur på at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre alting forbi. Hvor let, det ville være at hoppe i åen og drukne. Eller gå ud foran bilerne. Jeg blev så frustreret, og jeg hadede mig selv så meget, at jeg til sidst endte med bare at banke alle lygtepæle, jeg kom i nærheden af. Da jeg kom hjem kunne jeg slet ikke bøje fingrene. De var totalt smadrede. Det gjorde ondt, når jeg holdt koppen med te, jeg havde lavet, i et desperat forsøg på at udøve selfcare, så jeg ikke endte med at sprætte mig selv op. Det fik da også tankerne lidt på afstand. Det er noget lort, for min hånd gør stadigvæk ondt. Jeg havde svært ved at tage makeup på i morges, fordi jeg ikke kunne holde ordentligt på det... og jeg knækker fingre. Ret tit. Hele tiden. Og det gør helvedes ondt, når ens fingre er gule og blå. 

Har jeg lært noget? Næ. 

Jeg kommer til at stå i samme situation om en uges tid. Måske mindre. Måske mere. Men jeg havner der helt sikkert igen. For det gør jeg altid. Tankerne bliver for stærke, og jeg når ikke at bremse dem, før det er gået galt. 

 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad du tænker.

Tænker du på mig? 

Tænker du på politiets afhøring af dig? 

Tænker du på the sweet relief, du må have følt, da du fandt ud af, at efterforskningen blev stoppet? 

Tænker du på den morgen? 

Den søndag morgen, du gjorde mig fortræd? 

Har du det dårligt? 

En dårlig smag i munden? 

Dårlig samvittighed? 

Er du ked af, du gjorde det? 

Er du ligeglad? 

Har du fattet, det var forkert gjort? 

Eller mener du stadigvæk, at det var helt okay, og jeg var "indforstået" med det passerende? 

Hvad tænker du? 

 

Hvorfor kan du ikke bare skrive til mig? 

Hvorfor skriver du ikke? 

Hvorfor siger du ikke undskyld? 

Hvorfor siger du ikke, at det ikke var min skyld? 

Hvorfor siger du ikke, at det var et uheld? 

At du ikke ville gøre mig fortræd? 

Eller bedre endnu - at det var med vilje, men ikke fordi det var mig, men fordi du bare er fucked op? 

Hvorfor siger du ikke, du er ked af det? 

Hvorfor spørger du ikke, hvordan jeg har det? 
 

Vær nu sød at fortæl mig, det ikke er min skyld. 

Lad mig nu slippe den dumme, tossede byrde det er, at rende rundt og tro det.

Det er lige meget, hvem eller hvor mange, der siger, at det ikke var min skyld, for det vil hele tiden føles sådan. 

Men måske, hvis det var dig, der sagde, det ikke var, ville jeg måske tro på det.

Måske jeg så endelig ville kunne komme videre. 

Det føles så uendelig meget, som min skyld. 

 

Du tænker nok ikke på mig.

Du lever nok dit liv videre.

Uden mén.

Uden flashbacks. 

Uden angst.

Uden den kroniske trang til at sætte ild til dig selv eller hælde syre ud over dig selv. 

Uden søvnproblemerne, der gør, at du ikke kan falde i søvn om aftenen, eller finde ro i dig selv.

Uden at mærke fremmede, svedige, klamme mandehænder på din bare hud, steder, hvor du absolut ikke har givet lov til, at de skulle være, hud mod hud. 

Uden at erindre ulækre lyde.

Uden at erindre smerten. 

Uden at erindre følelsen af, at du var vågen, og fuldkommen paralyseret af... ikke engang angst, men bare... chok? 

Uden, at du føler dig komplet magtesløs, og det eneste, du semi kan kontrollere er mad. 

Uden følelsen af krænkelse.

Uden følelsen af vrede mod den, der gjorde dig fortræd, og uden det massive selvhad, der fulgte efter - jeg ved stadigvæk ikke, hvem jeg hader mest... dig eller mig selv? 

Uden følelsen af, at du er uden værdighed. 

Uden følelsen af, at du er beskidt. 

Uden følelsen af, at du er ingenting. 

Uden følelsen af, at du ikke gjorde nok. 

Uden følelsen af skam.

Uden den tunge, ubærlige følelse af skyld. 

Du lever videre. 

Uden nogen af de her åndssvage komplikationer, som jeg døjer med hver eneste dag.

 

Hvorfor er det retfærdigt? 

Det mindste du kunne gøre, var da at tænke på mig i ny og næ. 

Og når du gør, håber jeg du får en dårlig smag i munden.

Jeg håber du ved, hvor meget du har ødelagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...