Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8286Visninger
AA

73. Slight trigger

Kl. 13:18, lørdag, d. 28. april, 2018. 

 

Så sidder jeg her igen. 

Jeg troede jo egentlig, at det her var ovre. 

Eller, det går nok aldrig helt over. 

Men jeg er så meget videre nu, at det fylder mindre.

Jeg troede egentlig slet ikke, at jeg ville være nået her til. Jeg troede slet ikke, jeg ville have sex efter voldtægten, og slet ikke efter 5 måneder. Det var fandeme a wild ride. Men alt løste sig på en eller anden vis, og jeg ved stadigvæk ikke helt hvordan, men det gjorde det. 

 

Og så kommer der alligevel et setback. 

Et setback, når man sidder med de andre sygeplejestuderende og snakker, og en af dem så siger, at hendes fravær er skyhøjt, fordi hun havde influenza den første uge, og lå sygemeldt efter drugrape den anden. 

De ord satte gang i noget i mig. 

Noget ret så ubehageligt. 

Jeg blev mærkeligt jaloux, da hun fortalte om det.

Fortalte, at hun ikke kunne huske noget - jeg kan se både fordele og ulemper. På den ene side må det fandeme være rart, ikke at kunne huske det. Ikke at kunne huske klamme hænder på ens krop, ikke at kunne huske, hvor ondt det egentlig gjorde, ikke at kunne huske, hvordan hjertet slog derudaf... omvendt må det også være forfærdeligt ikke at vide, hvad der er sket med ens krop. Overhovedet. 

Men det var egentlig ikke dét, der gjorde mig jaloux. 

Det, der gjorde mig jaloux var, da hun fortalte, at hun havde vågnet forvirret op, og havde blå mærker på armene og i lysken. 

Jeg blev så jaloux. 

Jeg havde ingen blå mærker. Eller, jeg havde masser. Men de stammede ikke derfra. Jeg havde ét lille luset blåt mærke fra hele episoden, men det blev affejet, fordi jeg havde blå mærker over hele resten af kroppen. Der var jo ingen måde at afgøre, om det bare var mig der var klodset, eller om der var sket mig noget. 

De blå mærker, hun fortalte om, ved lysken... jeg ville fandeme ønske, det var mig. Ville fandeme ønske, at det var mig, der havde haft de blå mærker. Haft det lille, spinkle bevis om, at der var hændt noget, der absolut ikke skulle være sket. 

Men jeg havde ingenting, andet end mit forvirrede hoved, og en nagende tvivl om, om jeg nu var blevet voldtaget eller ej. Kunne man overhovedet sige det, når der ikke var vold involveret? Selvfølgelig kunne man det, men kunne man også det, når man var mig? 

Når det var ens egen skyld? 

Når man ingen beviser havde, andet end et hoved, der ikke kunne bestemme sig for, om det var slemt nok eller ej? 

Når ens hoved blev ved med at sige til en "det her er forkert", men samtidig "der er ikke sket noget"? 

Det hele gik gennem hovedet på mig igen. 

Det der var sket. Fornemmelserne. Alt det bagefter. Med politiet. Med retsmedicineren. Alting. Skolens behandling af mig. 

Hvordan jeg bare gerne ville sige det til nogen, men ikke kunne. 

Hvordan jeg har brændt efter, at sige det til mine vejledere, men nu ikke kan. Hvordan skal jeg kunne det, når hun lige har åbnet op for sin historie? 

Jeg ville bare så gerne kunnet sige til dem, at grunden til, jeg havde været så on edge, da jeg startede, var på grund af det, der var sket. Ville så gerne sige til dem, at jeg klarede det. Ville så gerne kunne sige, at han ikke fik  mig ned på baggrund af det. Ville så gerne sige, at jeg var stærk. 

Men det er jeg jo slet ikke. 

 

Urgh, som det dog fylder. 

Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på det. 

Jeg bliver så jaloux. En vens kæreste var udsat for en vild gruppevoldtægt, og jeg FØLER med den her pige. Det gør jeg virkelig. Men jeg føler mig også undermineret. Ligegyldig. Opmærksomhedskrævende. Hvordan VOVER jeg, at kalde det, der skete for mig voldtægt, når folk tydeligvis har prøvet værre? Hvordan kan jeg holde mig selv ud? Jeg er et forfærdeligt menneske.

Samtidig en syg lyst, en syg... tanke, om, hvis bare det var mig... hvis bare det var mig, så ville folk måske kunne forstå. Hvis jeg havde en grund til at være så sygeligt fucked op, så... ville alt bare være nemmere. Hvis jeg kunne vide med mig selv, at grunden til, jeg har det som jeg har det, er fordi x skete. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Det har jeg bare. Men alle er ligeglade, for der er jo ikke en grund. 

 

... og jeg kan sidde og grine. 

Grine, når jeg tænker tilbage på det, der skete. 

Grine, fordi selv om det gjorde ondt, selv om det var forfærdeligt, det eneste der holdt mig oppe var, at hey, så stor var han ikke, og det var hurtigt overstået.

"Ved du, om han blev færdig?" 

Næ. 

Det ved jeg sgu ikke. 

Det ved jeg stadigvæk ikke. 

Når jeg har sex nu, ved jeg det heller ikke. 

For jeg kan ikke mærke en disse.

Det er som om jeg er totalt detached fra at mærke det, og det er den mærkeligste følelse. 

Det burde man da kunne mærke. 

Ikke? 

Alting er lidt noget rod lige nu. 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det.

Eller jo, jeg har det dårligt. 

Men det har ikke noget med min voldtægt, eller hvad man nu skal kalde det, at gøre. Det er vidst bare mig, der igen er værdiløs. Og dum. Og ligegyldig. 

Jeg bliver så træt i hovedet.

Kan jeg ikke bare for én gangs skyld være nok? 

Være god nok? 

Jeg ville for fanden bare gerne have min kæreste ved siden af mig i fredags, efter alting ramlede sammen om torsdagen, med de her flashbacks. 

Men det kunne han ikke være. 

Han bekymrede sig ikke engang nok, til at spørge, om jeg var okay. 

Jeg tror, han er ligeglad.

Hvorfor skulle han ikke være det? 

Alt han har sagt har været en løgn. 

Én, stor, fed, løgn. 

Først truer han med at slå op, hvis jeg ikke stopper med at selvskade. Fordi det skræmmer ham, og han bliver ked af det, når han ser det. Og vil gerne have, jeg prøver at stoppe, prøver at forebygge, det sker igen. 

Men ignorerer mig så, når jeg siger, jeg har en dårlig dag. 

Jeg mener... do u care, do u really care? 

Hvem fuck gør sådan noget? 

Han er jo ligeglad med mig. Han er sikkert bare bekymret over sit image. Bekymret over, hvordan folk vil se på ham, hvis han er sammen med mig, og man kan se mine ar. 

Han giver ikke en fuck for mig.

Og det tror jeg ikke, han nogensinde har gjort. 

Jeg er ligegyldig. 

Fuck alting er noget møg lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...