Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8365Visninger
AA

66. Skyld og skam?

Kl. 17:18, onsdag d. 10. januar, 2018. 

 

Jeg skal til eksamen om 7 dage. 

Skal starte forberedelse om 6 dage. 

I den forbindelse, er jeg selvfølgelig gået semi i gang med at læse den del af pensum, jeg ikke havde fået læst endnu. 

Jeg er noget til "Den Svære Samtale med Patienten", i Kommunikation for Sundhedsprofessionelle.

... 

Den slog lidt hårdere, end jeg lige regnede med, da jeg læste titlen. 

 

Jeg er kun halvvejs igennem kapitlet, lige nu. 

Men der er allerede åbnet en del op for tankemylderet i mit hoved. 

Der bliver beskrevet ting, som Forandringens Paradoks, og følelser som skyld og skam, og hvordan man håndterer disse, hos en patient. 

Det fik mig til at tænke på kontrasten mellem min primærbehandler i mit behandlingsforløb i psykiatrien, og min traumesygeplejerske på gynækologisk. 

Hver gang, jeg har åbnet op for noget svært hos min primærbehandler, har hun altid fejet det under gulvtæppet. Hun har nok ikke ment at gøre det, men det har altid føltes sådan, og har sat gang i en lang række af negative følelser i mig.

Hvorfor hører du ikke efter?

Hvorfor lytter du ikke? 

Kan du ikke forstå det? 

Jeg ved sgu da godt, jeg ikke burde være sådan her, men jeg er sådan alligevel, så hjælp mig dog! 

Jeg har ikke brug for, du fortæller mig, jeg ikke er overvægtig - jeg har brug for, du fortæller mig, hvordan jeg kan leve med det. 

Eller tabe noget af det på sundere vis. 

Lad være med at fortæl mig, det ikke er min skyld. 

Det ved vi jo alle sammen godt, at det er. 

Og selv hvis det ikke er... 

Hvad så hvis det var? 

Hvad hvis jeg havde fået for meget at drikke? 

Hvad så? 

Jeg ved, du prøver at fjerne min skyld.

Fjerne min skam.

Men den går ikke væk, når du fortæller mig, det ikke er min skyld. 

Den bliver bare ved med at være der.

Æder mig op. 

Når jeg ikke bliver hørt - mødt - i min smerte, hvor skal jeg så gå hen med den? 

Hvad gør jeg så? 

Så kan jeg jo ikke snakke med nogen om den. 

Hvis jeg åbner op, for de nasty ting, der foregår i hovedet på mig... 

Og jeg får at vide, at sådan burde det ikke være...

Jeg skammer mig. 

Fandeme ja, jeg skammer mig. 

Over alt. 

Over at være syg. 

Over at være blevet udnyttet.

Over rigtig mange ting. 

Men når jeg så får at vide, at jeg burde komme over det.

Eller bare gøre noget.

Eller ikke tænke sådan.

Så skammer jeg mig mere.

Så føler jeg mig mere skyldig.

Så får tankerne overtaget.

Så siger de: "Du er så svag, du ikke engang kan klare at have det sådan her - tag dig sammen. Som om nogen gider høre på dig. Du fortjener intet." 

Og så lukker jeg mig selv inde.

Jeg mister tilliden til folk.

Jeg lukker af.

... og jeg får det ultimativt værre.

Jeg havde svært ved at sætte fingeren præcis på, hvad der gjorde mig så gal, når jeg havde været til samtaler med min primære terapeut. 

Men jeg kan se cirklen nu. Den onde spiral, af misforstået hensyn, hun har taget til mig. 

Den onde spiral, der er foregået, når hun har frataget mig retten til at føle og tænke de ting, som jeg gør. 

 

Det var noget andet med traumesygeplejersken. 

"Det er fucking min skyld det hele. Jeg gjorde det her. Jeg fortjener det. Hvorfor er jeg så dum?", siger jeg grædende. 

Sygeplejersken siger: "Hvad er din skyld? Hvis du havde vidst, hvad der ville ske, var du jo ikke gået med." 

"Jeg burde have vidst bedre." svarer jeg.

Hun siger. "Men det gjorde du ikke. Det kan du ikke lave om."

Hun udforsker min skyld. Udforsker, hvor den kommer fra, hvad den udspringer af. Giver mig lov til at være i det. 

"Jeg har løjet. Jeg løj, og jeg skammer mig." 

"Hvad har du løjet om?"

"Jeg sov ikke. Jeg var vågen. Fucking hele tiden." 

"Måske handler det ikke om din skam om løjen, men mere om din skam om realiteten - fordi hvis du var vågen, føler du måske, at du burde have kæmpet mere i mod?"

"Ja." Jeg kunne ikke få vejret. Hun havde fuldkommen ret. Selvfølgelig var jeg ved at gå til af skam og skyld over, at jeg løj. Men hvad værre var skammen; skylden; der lå bag, at jeg bare havde ladet det ske. Ladet tingene forpasse sig, uden at gøre noget ved det. Ikke råbet op, skreget, slået, vredet mig fri. Ikke engang ytret et simpelt fucking nej. Hvordan kunne jeg leve med mig selv? 

"Det forstår jeg godt. Men det er vigtigt du ved, at du gjorde - instinktivt - det, din krop mente, var det bedste. Måske indebar din kamp ikke, at råbe eller slå fra sig. Men det gør den ikke mindre valid. Det var din kamp. Og den er lige så forfærdelig, som alle andres. Det må have været forfærdeligt, ikke at kunne reagere. Det forstår jeg godt. Jeg forstår udmærket godt, at du har det, som du har det. Men du kan ikke ændre det nu." 

Det var selvfølgelig ikke helt sådan, samtalen gik. Ærligt, så kan jeg ikke helt huske det, og jeg vil helst ikke for langt ned af den... sti igen. Ikke lige nu. 

Eyes on the price.

Jeg skal bestå min eksamen. 

Så kan jeg gøre et forsøg på at deale med det her. 

Men faktum var bare, at hun lod mig være, som jeg var. Hun tog i mod mig med åbne arme. 

Det var lige meget, hvad jeg sagde til hende. 

Hun var der bare.

Greb mig i luften og lod mig være til. 

Anerkendte mig. 

Så mig.

Mødte mig, lige dér, hvor jeg var, og hvor jeg havde svært ved at rykke mig fra.

Samtidig med, at hun fik mig til at indse nogle ting. 

Jeg glemmer aldrig den følelse, jeg fik, da hun fortalte mig, at min kamp var på lige fod med alle andres.

Jeg blev så lettet. 

Jeg aner ikke, hvad pointen med det her indlæg er. 

 

Der gik bare nogle ting op for mig. Og jeg vil ikke være, som min primærbehandler.

Jeg vil være, som min traumesygeplejerske. 

Det har faktisk en betydning, hvordan man udlægger tingene. 

Der kommer intet godt ud af at forsøge at fratage folk deres negative følelser, for det forværrer situationen. 

De skal nok selv komme ud af det, når de er klar. 

Eventuelt med et skub, men de skal være klar til at modtage det skub. 

De skal nok selv sige til. 

Bare mød dem.

Vær der for dem. 

Hvis de lærer, at være i de følelser, vil de bagefter meget bedre kunne lave om på tingene, og se det i et større perspektiv. Giv det tid. Vær udforskende og nysgerrig, uden at være fratagende. Det er vigtigere, end man tror. 

Jeg har det godt lige nu. Lidt usikker, lidt shaky ovenpå at skulle tænke tilbage. Men okay. 

Jeg føler mig stærk. 

Stærk-ere, i hvert fald. 

Jeg får nok ikke 12 denne her gang. 

Men det er okay. For jeg behøver ikke et 12-tal. 

Jeg behøver bare at være til.

Trække vejret.

Ind og ud.

Jeg er okay. 

... og jeg er lige, som jeg skal, må og bør være. 

Men jeg kan ændre mig.

Hvis jeg vil.

Og når jeg vil. 

Og nej. Jeg fortjente ikke noget af det. Nej, det er ikke okay. Nej, det er ikke fair. Nej, jeg burde ikke føle, at jeg kvæles i skyldfølelse og skam.

Men lige nu, så er det virkeligheden. Og hvis jeg gerne vil have en anden virkelighed - en mere realistisk en - så bliver jeg først nødt til at erkende og se, at det her er min virkelighed nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...