Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8366Visninger
AA

40. Pas

Kl. 21:14, torsdag, d. 31. august, 2017.

 

Jeg havde sindssygt mange ting, jeg gerne ville vende. Men jeg har glemt størstedelen af dem. Bravo. Way 2 go. 

Nå, men jeg kan vel starte et sted, og se, hvor det fører hen? Måske jeg bliver klogere undervejs. 

 

I dag startede ud ret godt. Okay. Jeg var træt, jeg var stresset, i was in a bad mood, men det gik hurtigt over, og pludselig blev jeg totalt overvældet af glæde, og bare... lykke? 

Altså i shit u not, jeg følte mig helt høj, nærmest hypomanisk, det var faktisk en anelse skræmmende, at jeg var i så godt humør???

Der er kommet nogle sindssyge gode nyheder, men i don't wanna jinx it, så jeg siger ikke mere om dét. Men nogen sagde noget, og jeg blev bare så glad, og... jeg tror virkelig, det lettede på humøret. På mit selvværd. 

Samtidig var jeg også faldet over en post på tumblr (eller, jeg har nok opsøgt den, jeg begyndte at followe en blog der dealede med de her ting, jeg dealer med lige nu, og det hjælper mig faktisk ret meget at søge komfort i, at jeg ikke er den eneste, der har nogen af de god awful tanker, som jeg har). 

Og der fandt jeg bare den her, som... det var ikke min situation, men den var close enough, og den dealede med den her skyldfølelse, og den her uvirkelighedsfølelse, som jeg også har. Vedkommende, der havde skrevet det, beskrev bare så perfekt de ting, jeg gik og bedrog mig selv med, fordi jeg virkelig ikke ville indse virkeligheden for whatever reason. Og det gik bare op for mig, at jeg ikke behøvede en yderligere grund.

Jeg behøvede ikke en "bedre" eller mere håndgribelig grund, til at være rasende på dig. 

Jeg behøvede ikke at tigge og be' i mine tanker om, at nogen ville gøre mig fortræd, for at gøre det hele mere legitimt. 

Jeg havde ret til at have det så fucking shitty, som jeg havde.

Jeg fandt ikke på det.

Det var ikke min skyld.

Det var din, det var udelukkende fucking din skyld, og du ved det udmærket godt selv. 

Hvordan kan du ærligt stå ved dig selv? 

Du er så fucking klam, jeg har lyst til at brække mig.

Altså holy fucking shit. 

Jeg er så vred. 

Og det har jeg ret til at være.

Du må have vidst, at det du gjorde, ikke var okay.

Du burde have stoppet.

Jeg burde have sagt noget, men det kunne jeg ikke. 

Og idet, jeg ikke kunne det, burde du vide, at så går den ikke længere.

Så bliver man ikke ved.

Men det gjorde du. 

Og derfor er det udelukkende din skyld. 

 

Jeg ved selvfølgelig godt, at det kun er a matter of time, før jeg igen føler det hele er min skyld, og du er ofret, fordi det er det, alle gerne vil have, at jeg tror.

Jeg tror jeg glemte det, i et af de tidligere indlæg, men min behandler havde i øvrigt the balls til at sige, at det jo havde været en dårlig oplevelse for os begge. For mig nok mest, selve det der skete, og for ham, det der skete bagefter.

Are u fucking shitting me? 

Jeg blev så rasende. Så ked af det. Hvordan kan hun - der burde fucking hjælpe mig - sidde og sige sådan? Ja, måske var det tough for ham, men guess fucking what? Det er kraftedeme en mild straf han har fået, at han har haft ubehag ved at sidde til et fucking politiinterview, og derefter bare fået at vide, at sagen ikke går videre, og det var det. Det er kraftedeme mildt, taget i betragtning af, at jeg sidder her, og ikke kan holde mig selv ud. Don't ever fucking tell me, at han har haft det dårligt... don't EVER fucking sig, at han også har haft det elendigt, ligesom mig... for det er en fucking løgn. 

Det er så meget fucking løgn.

Han kunne have undgået det.

Han kunne have fucking undgået det, hvis han havde ladet mig være i fucking fred. 

Han kunne have truffet et andet valg. 

Det kunne jeg ikke. Ikke på samme måde.

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til.

Jeg troede, jeg var tryg og sikker. 

Jeg troede ikke, der ville ske mig noget.

Hvis jeg havde fucking vidst, hvad der ville ske, havde jeg jo aldrig gjort det.

Jeg var blevet hjemme i min seng, ligesom jeg havde startet med at ytre til ham en kvart milliard gange. 

Jeg skulle have blevet hjemme i min fucking seng..... 

 

Nå. 

Moving on.

Dagen skiftede ret brat fra at være god, til at blive skidt.

Jeg tog til fysioterapi, eller afspændingsgruppe, som det hedder, oppe på psykiatrisk. Det går jeg til hver torsdag. Der har været 2 måneders sommerferie, så det var lidt mærkeligt at dukke op igen, men også rart, fordi jeg var så glad... fyldt med gode følelser. Jeg kan huske, jeg stod og tænkte "det her må være sådan, lykke og gælde føles. Og holy shit, det har jeg kraftedeme aldrig mærket før". 

Jeg klarede selv de øvelser, jeg plejer at have svært ved, ret godt denne her gang, og jeg var pissestolt, over, at jeg trods uroen i kroppen - men en god en, kontra den krible-krablende uro, jeg normalt har - kunne klare selv de rolige, stille øvelser.

Men så broke all hell lose, da vi skulle afspænde. 

Vi havde nærmest kun lige lagt os på gulvet (hvor jeg i øvrigt realizede, at jeg synes det gjorde lidt mere ondt end usual at ligge på det hårde gulv???), før mine tanker fór af sted i det vildeste fucking tankemylders-flashbacks-kaos. 

I don't even - luckily - remember, hvad der fór gennem mit hoved, mens jeg lå der og prøvede at spænde af, men det drænede mig fuldkommen for energi. Jeg ved, der var en trilliard flashbacks og følelser og fornemmelser, og bare, urgh, og jeg fik det så skidt. Min krop blev helt slap igen. Mit humør faldt så langt ned. Jeg var mildest talt deprimeret, da vi var færdige, fordi jeg bare ikke kunne shake den følelse igen. 

Jeg blev så ulykkelig over, at jeg var gået fra ekstrem glæde til ekstrem hopelessness på så kort tid. Jeg syntes virkelig ikke, det var fair. 

Jeg prøvede at drukne det med Royal Blood. Jeg prøvede virkelig. Men da jeg sad i toget på vej hjem, overmandede tankerne mig bare igen, og jeg blev så ked af det, jeg næsten begyndte at græde. Jeg kunne virkelig ikke fatte, mit liv havde ændret sig så drastisk. Jeg blev så ked af det, da jeg indså, hvor meget alt det her pinte mig. Faktisk var jeg tæt på at sige fuck it og lade være med at handle ind igen (hvilket ville have været for fjerde dag i træk), men jeg nåede at overbevise mig selv om, at det var jeg nødt til. Jeg kunne simpelthen ikke blive ved med at søbe hen og spise... nærmest ingenting. Altså, det kunne ikke blive ved. Lige meget, hvor shitty jeg havde det, var jeg nødt til stadigvæk bare remotely at passe på mig selv, også selv om jeg havde taget 400 gram på. 

Så jeg steg af toget og fik handlet, og til min skræk mødte jeg så en jeg engang arbejdede med, der nu havde skiftet arbejde, rest in peace, jeg håbede lidt, han ikke ville genkende mig, men nope, he recognized me straight away. 

Han er lidt gammel, og probs alkoholiker, og jeg har spottet ham ryge hash også, så.... like lidt off the rails. Han virkede altid sur. Jeg var pissebange for ham, dengang jeg arbejdede i supermarkedet med ham. Og så en dag fik jeg det vildeste fucking breakdown, og han opdagede det, og han tog mig under sin vinge. Han var så sød. Han blev ved mig. Hans vagt var slut, og egentlig kunne han bare tage hjem, men han blev ved min side hele resten af min vagt; han bad mig endda tage hjem, fordi jeg var så ked af det og angst, men jeg kunne ikke, for min mor kendte ikke til min sygdom, så... i had to stay, og han blev sammen med mig. Det var så sødt. En anden gang brød jeg også grædende sammen, og han krammede mig. Så stramt, lige som jeg havde brug for i det øjeblik. Og han købte tit sodavand til mig, og han var altid bekymret, når jeg var på arbejde, hvis han spottede, jeg ikke spiste så meget (selv om jeg selv syntes jeg spiste rigeligt). Han var the best. Men jeg synes også det er akavet at møde ham, fordi han ved så meget, og sadly opdagede han jo så, det var mig. 

"Hvordan har du haft det?" Jeg var nødt til at svare ja. Jeg kunne ikke så godt stå nede ved supermarkedet og sige, jeg havde det af fucking helvedes til... 

Vi smalltalkede lidt, og han bad mig passe godt på mig selv.

 

Så gik jeg hjem, glad for at brænde lidt ekstra kalorier af, fordi jeg er dumb as fuck, og lige så snart jeg kom hjem startede flashbacksne og de dårlige tanker bare all over igen. 

Det irriterer mig virkelig, jeg ikke kan huske, hvad der gik gennem hovedet på mig. Jeg ved bare, jeg havde det fucking skod.

Det sad ved det meste af dagen. Jeg kunne forsøge at tvinge tankerne lidt væk indimellem, men de var der stadigvæk og lurede, og tittede frem på de dummeste tidspunkter, hvor de lige syntes, at nu var det sgu nu. Fucking belastende. 

Senest var her til aften, da jeg vaskede op, og da jeg var færdig. Jeg satte mig på gulvet og bare kiggede op i loftet. Jeg var i så dårligt humør. Igen kan jeg ikke huske specifikt hvad der gik mig på, andet end at det havde noget med, u know, at gøre. Så det var pretty odd. 

Jeg har stadigvæk bare lyst til at drikke mig selv i et fucking koma eller sådan noget shit. Jeg håber lidt inderligt på, at min krop at some point bare er all "nope" og pass-outer eller et eller andet fedt, så jeg får et break, for er du sindssyg, hvor magter jeg bare not this shit anymore.

I want out.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...