Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8366Visninger
AA

61. Mere stress

Kl. 22:06, fredag, d. 20. oktober, 2017.

 

I dag er... en dag. Jeg er træt. Jeg går nok i seng, inden alt for længe. Jeg tænkte bare, at jeg lige ville pop-in, inden der gik alt for langt tid igen. Alting er hårdt synes jeg.

Jeg skulle have læst 100 sider til i tirsdags. I didn't. 

Jeg startede i praktik tirsdag. Jeg kom lidt for sent. Det gjorde heldigvis ikke det store. Men vi er... ti studerende, eller sådan noget. Fordelt på to afdelinger. Og i tirsdags mødte vi alle sammen. Det var horribelt. Jeg var så ængstelig. Jeg brød mig virkelig ikke om det. 

Jeg var allerede enormt ængstelig, fordi på samme afdeling, er duden fra campusfesten. Ham, der også er sygeplejerske. Han arbejder på afdelingen. Hvor fucking uheldig kan man være? Og han var selvfølgelig på arbejde i tirsdags. Hvor fucking uheldig. Kan. Man. Være.

Heldigvis skulle jeg være på den anden afdeling, så chancen for at støde ind i ham blev mindre. God bless. Han er sød nok, tror jeg, i don't know. Jeg kan ikke rigtig finde rundt i det. Jeg vil så gerne ville ham. Jeg vil så gerne synes, at han er sød. Jeg vil så gerne... idk, se, at vi kunne blive noget, i guess? Men det kan jeg bare ikke. Jeg føler ingenting, andet end ængstelighed. Når jeg har lyst til at være tæt på ham; craver ham, kan jeg ikke finde ud af, om det er ham, eller om det bare generelt er et andet menneskes tilstedeværelse, eller hvad, det er, der er på spil. Jeg synes det er så svært. Og jeg har prøvet at manipulere ham til at forstå, at jeg er et terrible menneske, og at han absolut ikke skal spilde sin tid med mig, men han er stædig... og jeg er bare bange for at skuffe.

Tirsdag fik jeg også min kalender med mødetider for perioden. Jeg brast i gråd med det samme. Det var bare SÅ meget for meget. Jeg havde informeret dem om, at jeg skulle på Rigshospitalet onsdag, og at jeg gik til behandling torsdag og fredag ovre i psykiatrien. De havde ikke svaret på min mail. I stedet havde de planlagt mit skema for ugen, og de kompenserende for mit fravær, ved at fjerne halvdelen af mine studiedage. 

Det var mere, end jeg kunne klare.

Det var i forvejen hårdt, fordi jeg skal møde klokken 7-15 hver dag, bortset fra weekender og studiedage, og det havde jeg i forvejen depression over... jeg havde håbet, frem til nu, at det ville hedde 7:30-15, men nej. Når jeg skal møde klokken 7, betyder det, at jeg skal hjemmefra klokken 5:30. Det betyder, jeg skal op klokken 4:30. Det er meget mere, end jeg kan overskue. Virkelig meget mere. Og næsten hver uge, havde jeg afleveringer for. Og hver uge skulle jeg forberede noget fremlæggelse. Jeg kunne simpelthen ikke klare det. Det var for meget.

Så jeg gemte mig i et hjørne på afdelingen, hvor jeg stod og græd, og prøvede at vurdere, om jeg skulle søge at snakke med nogen om det eller ej... da ham sygeplejersken så kommer forbi. Akavet much? 

Jeg skynder mig at tørre mine øjne, selv om han nok ikke så mig... men det gjorde han så på tilbagevejen, hvor hans eneste kommentar var "står du og gemmer dig?" og jeg måtte stå... hehe, ja... og min stemme var bare grådkvalt og død. Jesus. Han forslog også, at jeg byttede, så jeg kom ned på hans afdeling, i stedet for den anden... tak, men nej tak. Jeg kan ikke overleve alle de angstanfald, det ville give mig. Så ja. Tirsdag var bare pure shit. 

Onsdag havde jeg så Rigshospitalet, der også bare var pure shit. De ved stadigvæk ikke, hvad jeg fejler, eller hvad jeg skal gøre ved det, og jeg skal bare ignorere generne (forestil jer at have en øjenbetændelse eller allergisk reaktion i øjet... og så have haft det i et år... og få at vide, at I bare skal ignorere det... når I har gået med det i et år...), jeg kunne simpelthen ikke kapere det. Det var bare for meget bad news på én gang. Men jeg prøvede at slappe af. Det gjorde jeg. 

Tog det stille og roligt. Gik en tur ned og handlede. Chillede. Jeg brød dog næsten sammen nede i Kvickly, fordi jeg gik og handlede ind til aftensmad, men det eneste jeg kunne tænke på var bare, hvor langt ude, min spiseforstyrrelse var, og hvor meget den ødelagde, og jeg blev så ked af det over det.

Fik besøg af en veninde, der spontant hoppede forbi. Hun hjalp mig med at lave frikadeller, hvilket blev en enormt stressende oplevelse. Hun havde startet med, at det bare var et kort visit. Hun kom ved 14-tiden. Da vi nærmede os 16-17 stykker, informerede hun mig om, at hun nok blev til 18:30. Dér fik jeg så et meltdown, fordi jeg havde enormt mange ting, jeg skulle nå, inden klokken 20, og at hun skulle blive så længe efterlod mig bare med nærmest ingen tid, til alt det, jeg skulle. Så forslog hun at hjælpe med de her frikadeller, jeg skulle lave. Jeg lavede dem af enormt fedtfattigt kød, og jeg havde en frikalet-blanding... hun er en enorm økofreak, og tror, at hun er enormt sundt, idek, så hun sagde "skal jeg lære dig at lave frikadeller uden alt det der i", og jeg stod bare.... "det kan jeg godt.... jeg kan bare godt lide smagen, der er i det her...." og så snakkede hun om, at så kunne hun lære mig at lave dem uden tilsætningsstoffer i hvert fald, og jeg stod bare.... jeg er enormt ligeglad.... whatever. Men hun gik så i gang... wow bare at tænke på det, får mig til virkelig bare at have lyst til at stikke mig selv ned med en kniv, holy shit.

Nå, men hun tog så kødet, og tog nogle løg, jeg havde købt i, og i stedet for at ælte det, som et normalt menneske, så hapser hun bare straight away et af mine plast køkkenredskaber, som jeg altså IKKE NORMALT BRUGER TIL KØD, men inden jeg kunne nå at stoppe hende, havde hun bare allerede gjort det!!!!!!!!! så klækkede hun et æg ud, og lagde skallen på den tallerken, jeg skulle bruge til min aftensmad senere, som jeg med vilje havde ladet stå!!!!!!!!! wow jeg har faktisk seriøst lyst til at græde, nu jeg gennemgår det igen, hold da kæft, det var enormt traumatiserende for mig, faktisk. 

Så spildte hun så mine NØJE OPMÅLTE havregryn på gulvet :))) så nu ved jeg ikke, hvor mange gram havregryn, der kom i, og jeg ville slet ikke HAVE HAVREGRYN I, I FØRSTE OMGANG, fordi jeg vil gerne have, at mit kød, når jeg laver kød, er gennemsyret af fucking proteiner, fordi det er proteiner, jeg aldrig fucking får nok af, så har jeg ikke brug for FLERE KULHYDRATER I MIN MAD. Ej, hvor bliver jeg ked af det, det er helt vildt, jeg sidder faktisk og tuder nu, og jeg kan bare mærke trangen til at gå amok. Fuck, hvor er det slemt. Og især fordi jeg så har spist nogle af dellerne i dag, og de faktisk ikke er særlig gode. Fuck fuck fuck, jeg er deprimeret over det her.

Og det var egentlig nok det, der skete, faktisk. Udover senere, da jeg så stillede vores kagetallerkener ud i køkkenet, og hun så lige pludselig bare sætter sin oveni min, selv om jeg specifikt har stillet dem ved siden af hinanden i første omgang. Det var bare dråben for mig. Det var SÅ forfærdeligt. 

Jeg var enormt glad og lettet, da hun endelig skred. Eller det vil sige, jeg fik hende smidt ud, lidt før, hvorefter jeg fór grædende rundt i lejligheden og bare havde et massivt meltdown over de åndssvage fucking frikadeller. Fuck, det var horribelt. 

Så senere sidder jeg så og ser bagedysten, og snakker med ham PMU'en, jeg også mødte til campusfest, og at some point, så siger han til mig, om vi ikke godt kan snakke på dansk fremadrettet, og jeg får den SYGESTE eksistenskrise. Altså fullblown. Fordi jeg slår tit over i en mix af dansk og engelsk eller meget engelsk, og så samtidig enormt meget sådan... tumblr-slang. Og det er literally bare en del af min personlighed. Det er en del af mig, og det er en del af den måde, jeg coper med omverdenen på, fordi det at snakke med andre, det at diskutere mine følelser, whatever, altså alt gør mig så fucking ukomfortabel og shitlessly scared, så det hjælper mig at få distance til det, ved at joke med det på dén måde, og jeg følte bare, at det blev revet fra mig - at det også bare var irriterende, at jeg var sådan. Jeg kunne slet ikke være i de følelser, den lille besked gav mig. For helvede.

Jeg gør samtidig også den skønne opdagelse, at jeg til campusfesten først og fremmest var endt på 17 genstande, og ikke 7 eller 15, som først antaget. Nej, nej. 17 fucking genstande. MINIMUM. Så giver det god mening, jeg var så stiv. Jeg stjal heller ikke lidt af sygeplejerskens øl, jeg stjal tre halve fucking øl. Hvad helvede? Jeg har åbenbart også ytret, at jeg enormt gerne ville se ham uden tøj på??? og jeg husker seriøst INTET af det, overhovedet. Dét var horrorfying at få at vide. Hvad værre er, at PMU'en så også lige informerede mig om, at jeg havde boobieflashet twice, og at jeg slet ikke havde opdaget, at det var sket, eller at han gently havde forsøgt at stoppe dem tilbage, hvor de kom fra - hvilket i sig selv var enormt embarassing, og jeg bare stod fuck fuck fuck, så jeg havde forsøgt at cope med ligesom at play it cool, og være sådan "i det mindste var min bh sød, og mine boobs er cute", og han stod "ja, hvis du havde bh på, skal du nok skaffe en anden, for det så ikke ud som om, der var nogen". Kan mit liv blive mere terrible, rent faktisk? Jesus.

Gid jeg var fucking død. Jeg har aldrig været så beruset i hele mit liv, og det er faktisk ikke sjovt, slet ikke at kunne huske noget. Og det giver mig enorm skyldfølelse. Hvilket er komplet ulogisk. Men det giver mig enormt meget skyldfølelse i forhold til... det der skete i juli. Jeg var slet ikke lige så fuld dér, jeg var stort set slet ikke fuld mere, da det skete, men... nu, hvor jeg har fået alt det her at vide om, hvor drunk, jeg var, har jeg skiftet totalt syn på mig selv; det eneste jeg ser, er en billig fucking luder, der hundrede procent fortjente, at noget skete for hende den aften, og hundrede procent fortjente det, der skete i sommers as well. At jeg er klam og ulækker. At jeg er dum, for at lade mig selv blive så fuld. At det hele er min egen skyld. Samtidig mixet op med en HEL MASSE "kan jeg egentlig overhovedet stole på det jeg husker så", "hvad nu hvis jeg var ligeså fuld dengang som jeg var til campusfesten", "hvad hvis jeg har fundet på det hele", "hvad hvis det var min egen skyld, jeg er jo en drunk slut, så det er sikkert min egen skyld, det der skete i sommers, jeg har nok bare fortrængt det", osv. Fuck, hvor jeg bare inderligt fucking hader mig selv.

Torsdag happened, og det var bare en omgang endeløs gråd. Jeg havde først indledende studiesamtale, hvor min vejleder ytrede, at hun var bekymret for mig, og bekymret for, om jeg ville knække, om jeg havde et godt netværk, osv., og det eneste, jeg kunne tænke på var bare "lmao bitch, i already fucking broke". Det eneste, jeg kunne tænke på var bare "hvor skal jeg cutte, når jeg gerne vil cutte igen, for hun smider mig hundrede procent fucking ud af afdelingen, hvis hun ser det". Det eneste, jeg tænkte var bare... jeg er knækket. Jeg er fucking knækket. Så vær sød at hjælp mig.

Jeg følte ikke helt, jeg kom igennem med de ting, jeg gerne ville, selv om jeg prøvede at ytre, hvor meget det påvirkede mig - eksempelvis mine manglende studiedage. Jeg fik forklaringen, ift. at det var, hvis jeg nu blev influenzasyg, at jeg så havde nogle dage, jeg kunne tage fri. Men det kunne jeg bare slet ikke overskue. Er det ikke totalt ligegyldigt, hvis jeg bliver influenzasyg, hvis min psyke er fuldkommen nedbrudt? Så er det jo hips som haps? Men det turde jeg sgu ikke sige. Jeg sagde bare, at det forstod jeg godt. Og det gør jeg. Men jeg har virkelig fucking desperat brug for mine studiedage. Please, please, please.

Derudover fik jeg ændret en af mine afleveringer (eller tre afleveringer) ang. medicinlogbog, fordi vi skulle aflevere pr. gang (3 gange), 2-3 præparateter, vi havde undersøgt, hvor jeg så får lov til at slippe af sted med ét præparat pr. gang. Så dér er jeg taknemlig og heldig. Men resten var bare pure shit.

Bagefter havde vi så møde med skolen, og igen larmede mine tanker simpelthen bare alt for meget, så jeg fik ikke sagt de ting, jeg gerne ville; blandt andet også, at mødetiden simpelthen var for tidelig til, at jeg kunne magte det, og at jeg bare var deprimeret, når jeg stod op, og havde så svært ved at komme af sted, fordi det var så tideligt, og at jeg gerne ville have flere aftenvagter, hvis de ikke kunne ændre lidt på morgentidspunktet. Jeg prøvede også igen at komme igennem med studiedagene, men der blev bare trukket frem på den aftale, vi havde lavet med, at jeg skulle se tiden an... men jeg sagde kun ja til det, fordi jeg vidste, det var det, de gerne ville have - jeg havde jo allerede mærket efter i mig selv, at jeg simpelthen ikke kunne overskue det... så det gik heller ikke skidegodt, det møde. 

Så skulle jeg til afspænding, det gik godt, men også svært. Jeg havde svært ved at mærke min krop, og da jeg så gjorde, så mærkede jeg en masse smerter. Til sidst gik jeg bare fuldkommen kold og faldt i søvn. 

Bagefter skulle jeg have terapi hos min primærbehandler, hvilket faktisk gik rigtig godt - vi så på min OCD og mine OCD-symptomer, og snakkede om det her med kontrol, og følelse af kontrol eller kontroltab, osv.... og så blev det shitty, da vi skulle aftale en ny tid, fordi jeg var jo så terrified, for at lægge det før klokken 15, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue mere fravær, og fordi jeg var så bange for, at få taget endnu flere studiedage, eller ikke få nogen af studiedagene tilbage. Jeg var simpelthen så horrorfied. Hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg lod hende skubbe det til om tre uger. Min næste tid er om tre uger. Jeg falder fucking fra hinanden, og jeg lod hende give mig en ny tid om tre uger. Fordi jeg ikke ville have fravær. Jeg har i forvejen ikke samtaler nok. Og jeg lod hende fucking skubbe det så langt. Jeg græd nærmest hele resten af dagen. Jeg græder igen nu. For det var lige præcis det, jeg frygtede; at jeg ville blive så presset, og følge mig så fanget, at jeg ville udskyde eller opgive min behandling i psykiatrien. Og jeg kan bare ikke gøre noget for at stoppe det. Jeg kan kun se tiden løbe fra mig, og mig selv blive mere og mere stresset og ulykkelig, indtil jeg måske endelig ender med at forsøge at begå selvmord. 

Jeg synes, det er så pisse uretfærdigt, at det skal tælle så hårdt som fravær. Jeg går jo ikke til behandlingerne ovre i psykiatrien bevidst for at pjække og provokere. Jeg går der jo ikke for sjov. Jeg går der, fordi jeg er syg. Hvorfor skal jeg så presses og have endnu mere stress oveni, når jeg i forvejen er syg? Det er ikke fair. Især ikke nu, hvor jeg har opstartet det åndssvage "specielle forløb", som jeg har, for jeg fik at vide på sidste modul, at med sådan et, så kunne man bl.a. få mindre timer. Så hvorfor fuck kan jeg ikke få en eller anden form for dispensation for timerne, som jeg bruger ovre i psykiatrien? 

Derudover har jeg taget munden alt for fuld, i forhold til at pendle mellem praktik på sygehuset, behandling på psyk, og tilbage til praktik på sygehuset. Det er simpelthen for stressende, at gøre begge dele. Fordi jeg skal pile frem og tilbage, skifte tøj, osv. Det er et fucking helvede. 

 

I dag, fredag, vågnede jeg og var så enormt deprimeret, at jeg nærmest ikke kunne rejse mig fra sengen. Jeg havde det så skidt, og blev også liggende enormt længe; så længe, jeg næsten missede toget. 

Praktik var hårdt. Mine vejledere er søde, men jeg føler bare hele tiden, jeg ikke er god nok. Fordi jeg ikke spørger ligeså meget som de andre, og ikke har lige så meget at sige, når jeg bliver spurgt. Fordi jeg er usikker. 

Jeg fik også bekræftet, at det faktisk er enormt svært at pendle mellem sygeplejerske- og patientrollen, da jeg skulle på psyk igen. Det var bare ikke nemt. Min afdeling og psyk ligger nogenlunde i nærheden af hinanden - men min garderobe ligger 10 minutters gang væk. Så jeg skal pile ned i garderoben, og skifte tøj, pile tilbage igen for at komme på psyk, pile fra psyk og ned i garderoben, og fra garderoben tilbage på afdelingen. Jeg får slet ikke tid, til at samle mig om at skulle fokusere eller reflektere over min behandling, fordi jeg skal bare skynde mig at møde op, og så tilbage til praktik. 

Tilbage her, spurgte en medstuderende, jeg har gået i klasse med i to år så, om, hvad jeg fejlede psykisk. Vi havde snakket lidt om det før, og nu spurgte hun så, og jeg havde fået en smule tillid til hende... så jeg fortalte hende, OCD/socialangst, som hørte indunder min skizotypi, og så impulskontrolsbesvær, og en spiseforstyrrelse. Jeg tøvede lidt angående det sidste, fordi jeg synes, det er så pinligt og svært at sige højt. Og hendes reaktion gjorde det ikke nemmere.

Hun sagde nemlig: "Nå, jamen det er da ikke anoreksi, når du..." og så slog hun armene ud mod mig, inden hun fortsatte, og spurgte, om det var noget med at tælle kalorier og den slags. Og jeg stod bare, akavet, paf og ked af det. Og ikke mindst skyldig. 

Jeg var ikke god nok til at have anoreksi. Jeg var ikke god nok, fordi jeg var tyk. 

Logisk ved jeg godt, at anoreksi ikke 100% handler om at være tyk eller tynd, fordi anoreksi-diagnosen også kan gives på baggrund af et enormt vægttab. Logisk ved jeg, at det her ikke burde gøre mig ked af det, for jeg HAR IKKE anoreksi. Jeg har atypisk anoreksi. 

Men følelsen af, ikke at være god nok. Følelsen af at være fed. Følelsen af skyld, over, at jeg både havde spist morgenmad og frokost (en protein-snackbar, og banan+vindruer), var så altoverskyggende, jeg havde lyst til at hænge mig selv. Altså wow, jeg fik det dårligt med mig selv, det gjorde jeg sgu. Jeg havde bare lyst til at kaste min frokost op, selv om jeg vidste, det ikke ville nytte, fordi der var gået for lang tid. Men fuck, jeg fik det dårligt. Fuck, hvor ville jeg bare aldrig spise igen. Det betød også, at jeg ventede enormt længe med at spise igen. Selv om min mave rumlede, og jeg var dårlig, nægtede jeg at spise igen før aftensmad, hvor jeg havde brændt samtlige 400 kalorier, som jeg havde spist, af igen. 

Og ellers har i dag bare været det samme - jeg stod nede i supermarkedet, og blev ked af det, over, hvor meget min ikke-eksisterende spiseforstyrrelse fylder. Hvordan den gennemsyrer alle mine valg.  Det er fandeme hårdt. Alt sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...