Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8191Visninger
AA

64. Kaos

Kl. 17:32, tirsdag, d. 2. januar, 2018. 

 

"Hvordan går det?"

Tjah.

Det går vel. 

Egentlig er det løgn, for tingene går slet ikke. Og så alligevel. Alting kører sin vante gang, og for mange virker jeg nok rimelig "recovered" nu, tror jeg. Og det er jeg vel egentlig også. 

 

Men tingene er stadigvæk svære. Og jeg kan sgu ikke lure, om det er min medfødte sårbarhed, eller om det er på grund af det her. Det hele er bare ét stort rod. 

Mine følelser kører op og ned constance. Jeg går fra at være helt OK, til at være wildly depressed og suicidal seriøst indenfor sekunder. Jeg aner ikke, hvad der foregår.

Intet føles reelt eller virkeligt. 

Alt føles som én stor konstruktion af løgne. 

Og selv om jeg prøver at udforske det, og selv om jeg prøver at rationalisere; ved at række ud og spørge. Real or not real? 

Så selv når jeg får "not real", og jeg dermed kunne slappe af, så slapper jeg ikke af. 

For min hjerne er stadigvæk i totalt overdrive, og skriger af mig REAL REAL REAL REAL REAL, DE LYVER, DE LYVER, DE LYVER. 

Og det kan jeg bare ikke få mig selv til at sige til dem, vel? 

Så jeg sidder bare dér for mig selv og føler, at jeg er ved at gå fra forstanden. 

Jeg er så træt af at være en byrde. Jeg kan fandeme ikke holde det ud. 

Jeg er så needy, jeg har hele tiden brug for rationalisering. Konstant brug for validering og omsorg - og opmærksomhed. Jeg er som en fucking hund, jeg kan fandeme ikke være left unattended, fordi ellers går det HELE bare galt for mig, og jeg hader det. 

Så jeg lukker det hele inde, for jeg GIDER IKKE, være denne her version af mig selv. Jeg gider ikke at skubbe alle dem fra mig, jeg holder af, og som jeg gerne vil have holder af mig, fordi min hjerne er dum. 

Men når jeg lukker det inde, ryger jeg også bare ned i et hul af endeløs depression, crippling anxiety og eksistenskriser og sære vrangforestillinger, som jeg ikke kan finde hoved og hale i. 

 

Jeg har så meget brug for et kram. Så meget brug for noget støtte, noget hjælp. 

Alting falder fra hinanden. 

De sidste to måneder har jeg kastet mere op, end jeg har i hele mit liv - 15 gange. Det lyder ikke af ret meget. Hvis jeg var rigtigt spiseforstyrret, så havde jeg gjort det mere end det ikk? Fuck. Jeg har også taget på. Latterligt meget. Fordi jeg ikke kan stoppe med at spise, og fordi jeg ikke kan kaste nok op. Hvilket så ledte mig til endnu en session af selvskade og cutting. Nice. Troede egentlig lidt jeg var ovre this shit, men nope, november blev måneden, det hele for alvor begyndte at kokse igen, og jeg er trip, trap, træt af det. 

Jeg skal ned til lægen i morgen og snakke om spiseforstyrrelse~~ fordi min læge i OPUS er l i g e g l a d, ligesom min terapeut. Men jeg har mest bare lyst til at aflyse, for jeg ikke lyst til at se hende, når jeg er så tyk. Hun kommer jo ikke til at tro på mig, jesus christ. 

 

Lige cherry on the top, så har vi ham sygeplejersken fra den anden klasse? Yup. 

Jeg aner ikke hvad fuckkk der sker mellem os??? someone explain??? h j æ l p   m i g. 

Men vi har set en del til hinanden, og jeg kan kraftedeme ikke finde hoved og hale i noget!! Nothing feels real!! :)) kill me ded!! :)) og det add'er bare sÅ meget stress i mit liv, at jeg skal forholde mig til ham, forholde mig til mine følelser~ og forholde mig til den kriblende angst for, at han leaver min ass!! og vi er ikke engang sammen, like, så hvad fuck :)) hahaha :)) tag mig eller forlad mig, der er intet midt i mellem, enten er jeg din og du er min, og ellers så må vi bryde kontakt, abort mission :)) men det kan jeg ikke sige, uden at lyde totalt crazy, så jeg spiraler bare endnu længere ind i sindssyge. 

Jeg er så attached til ham nu, og det fucking dræber mig, at jeg ikke ved, hvad fuck han føler??? elsk mig pls 

Han kontrollerer mit humør så sindssygt meget, og jeg ved udmærket godt, at han ikke ved det, og han ikke gør det med vilje, men i swear to god, han kan få mig til at føle, jeg ejer hele verdenen. Han gør mig så glad, når vi er sammen. Når han komplimenterer mig er jeg lykkelig. Når han giver mig omsorg er jeg lykkelig. Når jeg tænker på, hvor fedt det kunne være, hvis vi var a thing... u guessed it, jeg er lykkelig.

Og lige så fucking stærkt kan det hele bare gå op i flammer. For han kan også få mig til at føle mig som den mest usle, dumme, i hele verden. Ikke fordi han er ond mod mig, for det er han ikke. Men jeg er led og ked af, at jeg er så fucking damaged. Fordi det eneste jeg vil det er, at have sex med ham - hella god sex - tilfredsstille ham in every single way, gøre ham glad, spise med ham, alt hvad han vil have. Jeg vil gerne være dén pige. Og det er jeg fucking ikke. 

Jeg er den pige, der sidder og græder på sit værelse flere gange om dagen. 

Jeg er den pige, der ikke kan finde rundt i tingene. 

Jeg er den pige, der stikker af.

Jeg er den pige, der bliver så præsentationsangst, af at være sammen med et andet menneske, at jeg går i baglås. 

Jeg er den pige, der gentagende gange glemmer at trække vejret, eller simpelthen bare ikke kan, fordi hun har angst.

Jeg er den pige, der ikke sover, når han ligger ved siden af mig safe and sound, på trods af, at jeg ved, han aldrig ville gøre mig fortræd. 

Jeg er den pige, der drikker mig i hegnet konstant, fordi jeg ikke kan cope med mit liv, og fordi jeg ikke har lyst til at deale med mig selv, og fordi det er den eneste måde, hvor jeg kan snakke om tingene - og så bliver semiignoreret :))))) 

Jeg er den pige, der tager beroligende medicin og antipsykotisk, inden hun prøver at lægge sig til at sove ved siden af ham, fordi jeg er så fucking angstpræget.

Jeg er den pige, der næsten bliver helt ulykkelig, når han ser mig i øjnene, fordi jeg er bange for, at han ser alle de ting, som jeg ser.

Jeg er den pige, der bliver mildest talt nærmest psykotisk, hvis jeg ikke får en instant reply. 

Jeg er den pige, der hele tiden afslår sex og intimitet, fordi jeg bliver bange. 

Jeg er den pige, der legit har forvoldt så meget åndssvag skade på sig selv, fordi min hjerne er gået i insanity-mode, når der har været det mindste (med ham), fordi jeg er så fucking emotionelt ustabil og affektsvag, at jeg ikke kan kontrollere mine følelser på anden vis end via selvdestruktion. 

Jeg er den pige, der akavet må lyve omkring det. 

Jeg er den pige, der griner og fejer det væk, når han spørger ind til det, selv om jeg i virkeligheden bare gerne vil have et kram, og have at han "tvinger" mig til at tale om det - stiller de spørgsmål, der skal til, og kræver, at jeg svarer på dem. 

Jeg er den pige, der har så meget brug for hans nærvær, men samtidig bare... modstøder det og pure nægter at lade ham være for tæt på af gangen. 

Jeg er den pige, der bare så gerne vil have, at han lytter til mig og beroliger mig, men samtidig kan jeg ikke tale om mine behov, uden fuldkommen at negligere dem - og få ham til at gøre det samme. 

Jeg er den pige, der seriøst tænker "jeg vil dø", hver gang noget ikke går, som jeg havde tænkt.

Jeg er den pige, der er så impulsiv og dum, at jeg går helt amok i selvdestruktivitet, og så minuttet efter finder ud af, at det bare var mit hoved, der var dumt og sagde ting, der ikke var sande.

Jeg er bare ikke den pige, han gerne vil have.

Og jeg er så bange for, at han finder ud af det.

Jeg er så bange for, at han ser de her grumme, grumme sider af mig. 

For jeg er så far in nu, at jeg bare ikke... jeg kan ikke miste ham, tror jeg.

Og det er dumt, for han er ikke engang min, og han er sikkert pisseligeglad med mig. 

Jeg betyder ingenting. 

Det ville være så nemt - og det rigtige at gøre - bare at dumpe mig med det samme. 

Og selv om han siger, at jeg betyder noget, og selv om han siger, han vil mig, så tror jeg ikke på det.

Jeg vil så gerne. 

Men det gør jeg ikke. 

For hvorfor skulle han ville det?

Jeg ved, at det hele er en nådesløs prank om at se, hvor længe han kan lade som om, indtil han ultimativt knuser mig. 

Alligevel har jeg det dårligt over at tænke sådan.

Jeg er så overbevist om, at min sandhed er den eneste sandhed, men alligevel føler jeg mig skyldig og skamfuld, når jeg tænker sådan, fordi... han er jo ikke et dårligt menneske, vel? Det er ikke hans skyld, hvis han dumper mig. Det er min, fordi jeg er så... ja. 

Det hele er så kaotisk, og jeg føler mig fandeme mere ustabil, end jeg har gjort i lang, lang tid. 

Og sex? Puha. Det må komme i en anden entry, for det er kraftedeme noget for sig... hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg sådan her? 

 

Nå ja - og jeg kan ikke stoppe med at drikke, og det er lige meget, om jeg er alene eller ude, for jeg gør det bare :)) og jeg kan heller ikke finde ud af, ikke at drikke for meget... siden campusfesten er jeg bare endt med at være BLACKOUT drunk, hver gang. Jeg husker intet. I'm losing the plot. Så enormt dejlig start på 2018, kan slet ikke vente til at se hvilke horrors det her år fører med sig. 

Jeg prøver selvfølgelig at holde orden i tingene - jeg har anskaffet mig et ugeskema, som jeg prøver at udfylde, for at cope med det kaos, jeg har i mig selv. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er godt, at få lidt struktur på tingene og det er en act of self-care, eller om det i virkeligheden bare er mit behov for kontrol, der også er på vej ud af kontrol? Stay tuned.

 

Sidst, men ikke mindst, tror jeg, jeg vil prøve, at gå tilbage til min gamle stil, jeg havde herinde før. Prøve at skrive med hjertet. For jeg kan mærke på min skrivestil, at jeg røg mere og mere ud af kontrol, kom længere og længere op i hovedet, kørte ned af et sidespor, hvor alt mit tankemylder, al min vrede, al min angst, alting bare blev fyret ned på papiret i endeløs række af sindssyge. 

Jeg vil tilbage, hvor jeg var før. 

Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, for det var så... rent, og uskyldsagtigt. Det kom direkte fra hjertet, og jeg tror ikke, det er noget, der kan forceres frem. 

Men jeg håber, jeg får så meget samling på mig selv og mit hoved, at jeg kan komme dertil igen. 

 

Jeg vil nemlig gerne afslutte det her. Jeg vil afslutte den her historie. 

Jeg vil igennem det, der skete, og jeg vil videre ud på den anden side. Og jeg tror, at distancen, og alt det fucking shit, der er sket i mit liv, det har fået mig et sted hen, hvor at... jeg føler mig klart, til at snakke om det, uden det gør alt for ondt? Tror jeg. Ja. Vi må se. 

 

Jeg vil gerne have, at 2018 bliver det år, jeg recover.

Det år, hvor jeg finder ro i mig selv.

Det år, hvor jeg lærer at passe på mig selv, og tage mine behov seriøst. 

Jeg håber virkelig.

Selv om det... mildest talt ser lidt halvsort ud lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...