Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8161Visninger
AA

69. Hvorfor?

Det gør faktisk ondt på mig, at læse tilbage på. Heldigvis føles det lidt som en feberdrøm, og jeg er ikke kastet tilbage i ubehaget. Men jeg kan mærke, når jeg læser ordene, at jeg bliver ked af det. For jeg kan mærke, hvor meget det påvirkede mig, da jeg skrev dem. Kan huske, hvordan jeg gennemlevede det hele, til punkt og prikke. Jeg ville give alt, for at vide, hvorfor. 

 

Jeg begyndte at falde lidt hen. Alle andre var for længst faldet i søvn.

Da mærkede jeg, at du begyndte at trække i mine bukser og underbukser. I den side, som jeg lå på, prøvede du at få begge dele hevet ned.

Jeg frøs fuldkommen til is. Anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Hjertet hamrede derudaf, og jeg havde svært ved at stykke sammen, hvad der skete.

Jeg klemte øjnene sammen. Blev liggende på siden, uden at røre mig. Tvang mig selv til ikke at gå i panik og hyperventilere. Bedte til, at når du opdagede, der ingen respons var, så ville du stoppe.

Men det gjorde du ikke. Du blev ved. Du kæmpede virkelig, med at få trukket de bukser og underbukser tilpas nok langt ned… og da det lykkedes, så besværede du dig ikke med at trække dem yderligere ned.

Du stak hænderne ned mellem min bare hud, og det stof, du havde formået at løsrive fra mig. Kærtegnede mig på det nederste af maven, nussede på min bare hud, med mere bestemte bevægelser.

Min hjerne stoppede med at tænke, tror jeg.

Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg følte, jeg var ved at blive kvalt, og min hals havde snøret sig fuldkommen sammen. Jeg kunne ikke ytre så meget som ét ord, og jeg kunne slet ikke bevæge mig. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Godt det samme, når jeg alligevel var fuldkommen handlingslammet. Jeg blev ved med at tænke, bede, håbe på, at du lod mig være. Jeg kunne ikke forstå, hvordan… hvorfor, du troede, det var okay. Kunne du ikke se, jeg var bange? Kunne du ikke se, at jeg ikke ville? Kunne du ikke mærke, at jeg ikke havde lyst? Jeg kunne ikke sige noget. Jeg ville så gerne, men jeg kunne ikke.

Du begyndte at… massere mig, tror jeg, jeg vil beskrive det som, meget intimt, og uden jeg rigtig husker hvordan, befandt dine fingre sig i mit underliv. Og dér blev de sgu ved med at være.

Når jeg tænker tilbage på det, har jeg lyst til at sige ”jeg holdt vejret”, men det ved jeg slet ikke, om jeg overhovedet gjorde. Jeg ved bare, jeg ikke reagerede. Jeg var fuldkommen fastfrosset. Jeg havde ingen connection til min krop overhovedet. Jeg kunne ikke samle tankerne. Jeg blev bare ved med at tænke ”hvordan kan du gøre det her”, ”kan du ikke se, det er forkert”, ”vær nu sød at stoppe”. Det mindede mig så meget, om noget, der skete, da jeg var yngre, og jeg kunne slet ikke bære det. Jeg følte mig så frastødt. Af mig selv. Af dig. Af det hele. Hvordan kunne du gøre det mod mig?

 

Min krop blev slappere. Tungere. Jeg følte mig som en kludedukke. Jeg havde ingen kræfter. Ingen kontrol. Jeg mærkede alt, men jeg kunne ikke respondere på noget.

Så stoppede du.

Jeg var ikke lettet, endnu, men jeg mærkede en lettelse brede sig i mig, ved tanken om, at du endelig havde opdaget, at der var noget galt.

Men så begyndte du at prikke til mig.

Skubbe lidt til mig.

Det eneste, der skete var, at du skubbede mig en anelse væk; jeg trillede right back.

Jeg kan ikke helt huske, hvad der skete derefter.

Jeg husker, at jeg hørte dig.

Det lød, som om du slikkede eller suttede på noget?

Jeg gik i panik.

Jeg tænkte ”nu gør han det igen”.

Men nej. Eller jo.

Det du gjorde, var så bare værre.

For det næste, jeg mærkede, var en noget mere skarp smerte i underlivet. Noget mere ubehageligt. Noget, der absolut fucking ikke føltes som fingre.

Jeg havde lyst til at græde. Det gjorde ondt, jeg var bange, jeg ville ikke, jeg var forvirret, jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg havde lyst til at dø.

Men trods alle de følelser… følte jeg alligevel ikke noget. Jeg følte mig ikke til stede. Det gjorde ondt, men jeg var der ikke. Det var ikke mig.

Jeg håbede bare, det snart var overstået.

Det var det. Tror jeg. Jeg ved det ikke helt. Min tidsfornemmelse var væk. Umiddelbart talte jeg tre stød, inden du trak dig? Men fuck knows, om det er rigtigt. Jeg er også ligeglad. Det er totalt lige meget, hvor længe det varede.

Faktum var, at du gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...