Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8184Visninger
AA

56. Hvorfor passer ingen på mig?

Kl. 22:47, lørdag, d. 23. september, 2017.

 

I nat var ikke all that great. 

Jeg kom hjem klokken 23 i går, og skulle i bad og sådan lidt, men det kom jeg ikke. I stedet skyndte jeg mig bare at overspise på alt, hvad jeg overhovedet kunne finde, fordi... hvis jeg spiste inden kl. 00, så ville det ikke tælle. Eller, det ville det. Men jeg havde allerede overspist, så hvis jeg bare skyndte mig at få resten af min sult ud af verdenen, så ville der være en bedre chance for, jeg ikke overspiste dagen efter også - i dag. 

Efter det var jeg så mæt, jeg bare var ved at kaste op, så jeg smed mig ind i sengen, og blev totalt overmandet af skyld og skam. Jeg var klam. En klam en, der havde spist 5.000 kalorier på en dag, og ikke forbrændt én eneste (udover det man normalt forbrænder anyway), så... Det var ikke skidegodt. Jeg fik det så skidt, jeg bare konsekvent blev liggende i sengen, fordi jeg vidste, at det bare ville ende med, at jeg prøvede at kaste op, hvis jeg rejste mig. De næste tre timer, fra klokken 00 til ca. 03, lå jeg henholdsvis og stalkede min tumblr, mens jeg grinede over, hvor fucking ynkelig og depressiv, jeg havde været det sidste års tid, prøvede desperat at finde noget validering i forhold til "sexual assault", stalkede Stop Voldtægts og Aldrig Din Skylds sider... alt i alt ikke ligefrem noget produktivt. Jeg bliver så enormt desperat om aftenen/natten. Det er som om, at jeg fungerer nogenlunde okay i løbet af dagen, men lige så snart mørket sniger sig på, så går jeg bare i sort. Jeg bliver desperat, jeg bliver needy, jeg bliver ulykkelig, jeg bliver ængstelig, jeg bliver opmærksomhedskrævende... jeg bliver nærmest en helt anden person. 

En person, jeg virkelig fucking hader.

 

Jeg sværger, jeg kan virkelig, virkelig ikke gøre for det. Jeg er bare så træt, og så fucking ensom. Jeg skriger og skriger, og der er bare ingen, der giver en fuck. 

Jeg er træt af at bother people med at være depressiv, og jeg er træt af, at være opsøgende og sådan "heyo i dag er en shitty dag", fordi hvornår er det ikke? Hvornår er det ikke en shitty dag? Hele sidste år har været shitty, og det bliver bare ved. Jeg ved, jeg har folk, der siger til mig "skriv nu, hvis der er noget, ikke", men selv de folk når deres grænse. Og det vil jeg ikke have. Så jeg lader være. Jeg lader være med at skrive. For jeg vil ikke skubbe dem over grænsen. Jeg vil ikke gøre dem træt af mig. 

Men det efterlader mig ensom, og ked af det. Lidende helt alene, mens jeg bliver mere og mere frustreret over, at ingen tager sig tid til at se, om jeg er okay. 

Jeg acter out på alle fronter.

Der sker så mange ting, som jeg ikke typisk ville gøre. Jeg flirter med folk hele tiden, og især folk, der er pure fucking poison for mig. Hvad er der galt med mig? Jeg vil hele tiden bare drikke. Jeg er enormt vredladen. Jeg hænger bare slet ikke sammen mere. Jeg vil bare dø hele tiden. Jeg dropper hele tiden opmærksomhedskrævende hints, og wow, jeg hader mig selv for det, men jeg kan bare ikke stoppe. Jeg er hele tiden all "hey lets party" til folk, som ultimativt ikke gider, og jeg er bare all.... øvvvv. Her for nylig skrev jeg med min eksflirt igen, og jeg var all "wow i rly wanna drink right now", og hans response var bare "godnat", like okay, men... du synes slet ikke det er sært, at vi midt i en samtale (om fest), mens jeg sidder alene i min fucking lejlighed, og snakker om at drikke? Alene? Jeg har respekt for, du skal sove, det er slet ikke det, men literally alt jeg gerne ville have du gjorde, var at spørge, om jeg var okay, eller sige det var en dårlig ide, og så kunne du være gået i seng. That's all. Jeg vil have din komfort, og jeg vil have din trøst. Jeg higer efter den som et fucking narkovrag, i swear to god, og jeg er træt af det, men jeg kan bare ikke få følelsen væk. Og i stedet for direkte at sige det, fordi du tideligere ikke rigtig har vist dig at være respektfuld overfor det, der er sket for mig, så kommer jeg med åndssvage day-drinking ting, og snakker om at vi skal se film sammen, giver dig free pass til at rage på mig, hvis vi en dag skulle find ourselves in bed together, altså... hvad har jeg gang i? Hvorfor er jeg så desperat? 

Literally det eneste jeg fucking laver og joker om, ever, på min story og everywhere else er bare "i want to die lol", "psykiatritid", "i want to do so many drugs", "lol i dont feel real", "sos dying", "anyone wanna get real fucking drunk", og shit like that. Still nobody picks up. Ingen laver lige den der - hey, er du okay? I går fik jeg så et respons på en af de her ting... der var "looks like youre not wearing a bra in this pic", fordi jeg ligger under dynen i min seng og klokken er 3:30, men... sure... thanks for noticing... hvad med teksten, der sagde jeg var deprimeret og i dårligt humør? Riiight, not important. Free the nipple. Yes, got it, fuck off, leave me alone. 

Jeg fik også en "havde du en god dag i dag?" i går af en anden fyr, new flirt, og jeg svarede meget honest, at min dag havde været great indtil jeg fik et meltdown, men for whatever reason grinede jeg af det, så det var cool nok, og han skrev "godt at høre du har haft en god dag"... altså virkelig. Jeg direkte siger, it's fucking shit, og still nobody cares. Jeg ved godt, jeg kunne have været mere direkte i mine ord, og ikke joket med det, men honestly, det har jeg gjort før, og idioten leaver mig på "read", så hvis jeg ville have en fucking respons, var jeg nødt til at joke. Why doesn't anyone seem to be fucking able to see through the fucking lies? Jeg er så træt. Virkelig. 

Det er jo ikke fordi jeg bare kan stille mig op og råbe "PAY ATTENTION TO ME, I WAS RAPED AND I FEEL FUCKING TERRIBLE AND IS IN CONSTANT NEED OF ATTENTION AND VALIDATION AND I WANT TO DIE ALL THE TIME PLEASE BE NICE TO ME AND CARE ABOUT MY FEELINGS AND BE THERE FOR ME". Vel? 

Så jeg dør bare. Mere og mere indeni. Fordi jeg er så træt, så ensom, så ked af det, så ulykkelig... 

Jeg tør ikke sige det til nogen. En del ved det allerede, men they don't really care. De spørger i hvert fald ikke ind. Så jeg har bare... stoppet med at fortælle. Det er ikke vigtigt anyway. Der er gået 2,5 måned, efterhånden. I should be over it. Jeg burde være kommet videre nu, ikke? Det var jo ikke så slemt.

Så jeg vil ikke bringe det op. Jeg vil ikke sige, det stadigvæk går mig på, selv om det gør. Jeg vil ikke verbalisere mine behov mere. Jeg vil ikke virke overreagerende eller dramatisk. Men jeg føler mig bare så fortabt.

 

Er det virkelig for meget at bede om, at... nogen bare ser mig? Eksisterer sammen med mig? Spørger ind til mig? Giver mig et kram? Snuggler op i sofaen med mig? Giver min arm et klem? Siger, at alting nok skal blive okay? Siger, at det er fint? Siger, at jeg ikke overreagerer? Siger, at jeg er valid, som jeg er? Siger, at jeg ikke er overdramatiserende? Siger, at jeg er okay? 

 

Noget af det, der gør mest ondt på mig er mit forhold til min "storebror". Vi er slet ikke i familie, in any fucking way, what-so-ever, men han flyttede i nærheden af hvor vi bor, og var helt alene i verdenen, for nogle år siden, så min farfar og hans kone tog ham lidt under sin vinge, introducerede ham for mig og resten af min nære familie, og vi blev lidt som en familie alle sammen, og han blev lidt som den storebror, jeg ikke havde. 

Jeg havde en følelse af, at han altid ville beskytte mig. Passe på mig. Være der for mig. 

Og så ville han ikke bo her mere, og han flyttede hjem til sin rigtige familie igen, og det er fint. Jeg savner ham, men jeg ved, han er glad. Og nu har han en kæreste og et stedbarn (hedder det sådan?), og han er glad, og de er glade, og det er virkelig dejligt. Jeg er glad på hans vegne. Så glad.

Men jeg føler mig også glemt.

Alene. 

Og jeg tror lidt, at mine pointless snapchat stories over min excessive alcohol-and-drugs urge, depression, gråd, whatnot... også måske var lidt for at fange hans opmærksomhed? For, at han kunne skrive til mig "hey sissy er du okay?", "hvem skal jeg banke nu?" eller et eller andet crap. Vi snakker stort set ikke sammen mere, og når vi gør, får jeg altid en vibe af, at jeg er irriterende og bare burde stoppe. Så det gør jeg. Han lever et andet liv nu, og han er glad, og jeg er ikke en del af det nye liv, og det bør jeg bare acceptere, men det er så svært, og det gør virkelig ondt. Og jeg ville bare ønske, at han ville spørge, om jeg var okay. 

For nogle år tilbage blev jeg truet med en kniv til en fest. Det var megafucked, men jeg var for stiv til at fatte det alligevel, det var først lidt tid efter, det rigtig gik op for mig, og jeg var lidt småbange bagefter, men det gik over... men han var der. Han var der, og han sagde, at jeg bare skulle sige til, så ville han kick their ass. Og det savner jeg, tror jeg. Jeg savner den omsorg, han som "storebror", kunne give. 

Jeg savner, at nogen passer på mig, tror jeg. 

For jeg er ikke et sted, hvor jeg kan passe på mig selv.

Og jeg er træt af at falde dybere og dybere.

Det ville være virkelig rart, hvis nogen bare greb mig og passede lidt på mig. 

Vandede mig. 

Hjalp mig op at stå igen. 

Men jeg er alene. Og det dræber mig virkelig. For jeg vil ikke være alene. Ikke mere. 

Jeg er bare så træt af alting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...