Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8207Visninger
AA

54. Hvad er pointen?

Kl. 23:28, mandag, d. 18. september, 2017.

 

Therapy part 2 went fucking terrible, men what's new? 

Vi snakkede om, at jeg synes det var svært at spise, og jeg syntes, det var svært at cope med skyldfølelse, efter at have spist, og at jeg følte mig fed, og at jeg gerne ville tabe mig. 

"Men det er du jo ikke." thank u sO much, omg, i am now cured. 

Seriously??? LOL 

"Du skal ikke lade så ubetydelige folk få så stor betydning i dit liv." wow, i don't think u realize how eating disorders work??? 

Men fuck that, faktum var bare, at det var useless as fuck, og det blev alligevel ikke rigtig taget seriøst, og hvorfor skulle det også det, når jeg ikke fucking har tabt mig, og mit BMI ligger på fucking 21 :)) 

 

Så I figured, at jeg bare måtte tage mig sammen i dag og not overeat, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg spiste lige akkurat max, som jeg har tilladt mig selv, men... i regret that a bit. Fuck det.

Og så sad jeg og tænkte på, at jeg skulle skrive her, og... det kom jeg ikke så langt med. Der var så meget, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville starte med at tage fat på, for jeg har så fucking mange tanker om alt muligt, og så mange ting, jeg... ja, har brug for at få vendt? I don't even know bro. 

Jeg var endelig - i min depression der suddenly occured - kommet frem til en beslutning, om, hvad jeg ville skrive om, og så skete der det, at der blev annonceret, at Jimilian spiller i en af byerne nær mig soon, og damn bro, jeg har prøvet at komme til koncert med ham i 3 år, igås, så jeg var hYPED... 

 

Og that went to shit pretty fucking fast. 

Fordi som sædvanlig er der ikke nogen, der fucking kan tage med, og jeg er ikke stupid nok til at tage af sted alene, for jeg veeed bare, at det ender fucking galt. Så det er out of the fucking question. 

Så jeg begyndte selvfølgelig at smide noget trampermusik på herhjemme i lejligheden, og nu har jeg en ustyrlig trang til at drikke mig pissestiv??? Jeg hader mig selv så truly. Hvad fanden foregår der. Og hvorfor bliver jeg ved med at trigger mig selv på alle mulige mærkelige måder? Altså please stop??? 

Men nej. For jeg satte selvfølgelig lige en playliste på, der minder mig alt for meget om en person, jeg ikke skal tænke på. Hende, der introducerede mig til byen og trampermusik og Jimilian og drugs, og som ultimativt fucking spolerede hele mit liv. Det var bare altid så lit med hende, indtil hun fik en kæreste, og glemte at jeg levede, men... ja, vi lavede altid sådan nogle fucked op ting sammen. Jeg savner hende. Jeg ved, at hun ville have været down for det her. Hvis vi talte. Which we don't. Jeg har prøvet at cutte hende ud af mit liv. Hun var alt for emotionally abusive, og det kunne jeg ikke magte mere. 

Så hvorfor savner jeg hende stadigvæk? 

 

Hvilket leder mig til det, jeg egentlig gerne ville snakke om nu... som jeg skiftede mening til at ville snakke om, i stedet for det, jeg oprindeligt havde planlagt. 

Nemlig smerten ved afvisning.

Hvor fucking lorte sensitiv, jeg er. Jeg ved ikke, om det er blevet værre, efter det her, eller om jeg bare altid har været enormt fucked op? Men det er i hvert fald slemt nu.

Særligt hos det modsatte køn, HAHAHA LET ME DIE. 

Why is it so bad seriøst, fucking kill me. 

Jeg kan virkelig fucking ikke magte mig selv.

Og jeg ved ikke, hvorfor seriøst bliver ved med at opsøge folk, jeg FULL WELL ved, bare vil fuck me over. 

 

Nå, men lad os starte med eksfliiiirt, yeahhhh. Prøvede at få ham til at tage mig til Jimilian, didn't work, fordi han truly hader Jimilian, og ja we had a convo and all, og out of fucking nowhere så skrider luderen i seng, like cool ur tired but also fuck u. 

Lad os tage new flirt.

Fandeme en svær fella at blive klog på. What the fUCK is going on? Fordi jeg ved det ikke. Jeg fatter absolut INGENTING, af, hvad der foregår i vores fucking relation. 

Andet end at han sikkert hundrede p udelukkende ser mig som en dirty lil hoe, som han 10/10 would bang and then throw in the fucking trash, så hvorfor spilder jeg min tid med at obsesse over, hvorfor han ikke svarer? Hvorfor spilder jeg min tid på at prøve at gøre mig god for ham? Hvorfor overskrider jeg mine egne grænser, for at gøre ham tilfreds? Hvorfor vil jeg bare gerne have, at han siger til mig at alt er okay? Like bitch he has some strong as fuck arms, why u no hold me??? cuddle me??? make me feel like i don't want to jump off a cliff and die??? LOL, hvad laver jeg. 

Og nu vi er på det subject alligevel, hvorfor så ikke own op til, at ja... jeg overskrider mine grænser. Jeg prøver at gøre mig god. Jeg prøver, at gøre mig læksi for hans skyld. Jeg prøver virkelig, at være det, han gerne vil have. Jeg prøver virkelig. Jeg prøver at opføre mig, som jeg ved, han gerne vil have mig til, selv om det inderst inde fucking piner mig, fordi jeg væmmes ved mig selv. Jeg sender billeder, jeg egentlig ikke har lyst til at sende, men jeg er for bange til at lade være. Jeg kan ikke magte flere svigt lige nu. Så jeg sucker det op. Jeg prøver at get over myself. Jeg prøver at fortælle mig selv, hvilken fucking baby jeg er. At jeg er bange uden grund.

Wow, there came the tears. Da jeg startede det her indlæg, sad jeg ellers og trampede derudaf. 

Nu sidder jeg så og græder.

Amazing.

Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, at det er fint. At jeg er okay. Og nogle gange er jeg det.

Andre gange falder det hele sammen, ligesom nu. Nogle gange kommer jeg i tanke om, hvor sårbar jeg er, og hvor ondt alting gør, og hvor alene jeg er. 

Jeg kommer i tanke om, at ingen giver en fuck. 

Kommer i tanke om, at drenge er dumme, og de er ligeglade med, om du har det godt eller ej. De er ligeglade med, om din sjæl gør ondt, så længe du er down to fuck, så er det hele okay. 

Jeg savner tryghed så meget. 

Det skræmmer mig også. Helt vildt.

Jeg vil have det, men hvis folk kommer for tæt på, så stikker jeg af. 

Og jeg er bange. 

Jeg tør ikke verbalisere de her needs alt for meget. 

Fordi alle er ligeglade alligevel.

Jeg ender med at blive såret, skuffet og ked af det. Jeg ender med at blive afvist, for jeg er ikke mere værd end det. 

Ligesom nu. Nu gør de det ubevidst. Hvis jeg sagde det, ville de fortsætte. De ville bare gøre det bevidst denne her gang. Fordi så længe jeg ikke vil have sex med nogen af dem, så er jeg faktisk ligegyldig. 

 

Hvorfor er der ikke nogen, der ser, at det gør ondt? 

Hvorfor er der ikke nogen, der tager fat i mig? 

De behøver ikke engang at sige noget.

De behøver bare at svinge armene om mig. 

Se mig. 

Holde om mig. 

Det gør så ondt.

Men jeg tør stadigvæk ikke spørge. 

For jeg vil ikke afvises. 

Jeg kan ikke holde til at blive afvist. 

Ikke mere, end jeg gør i forvejen. 

Fuck, hvor gør det bare ondt. 

Fuck, hvor ville jeg bare ønske, at der var nogen, der nærmest tvang mig til at blive holdt om og nusset om. 

Nogen, der ikke ville stille spørgsmålstegn ved noget, men bare lave den dumme te og curl op i sofaen under dynen med mig og se Peter Plys eller whatever, så jeg ikke følte mig så ensom og uelskværdig. 

Men det kommer ikke til at ske.

For jeg bliver aldrig noget værd.

Jeg kommer ikke til at finde nogen, der kan put up med mit konstante bullshit. 

Jeg kommer ikke til at få børn. Ever.

Jeg ville nok heller ikke kunne magte det alligevel. 

Det er svært at se lyset for enden af alting, når det hele bare gør ondt.

Og hver dag der går, tvivler jeg på, om der overhovedet er noget.

Er der mere? 

Er det sådan her, resten af mit liv bliver? 

For evigt værdiløs, uelskværdig, nytteløs... better of dead? 

Jeg ved det ikke.

Men hvad jeg ved er, at jeg åbenbart ikke har tænkt mig at stoppe med at kaste mig selv ud i reckless relationer der ødelægger mit liv. 

Fordi jeg synes åbenbart det er så fedt. 

Jeg er så tom indeni, og det gør så ondt. Virkelig, virkelig ondt. 

Så ondt, at jeg tror... at jeg tror, at der skal noget andet til, for at overdøve den smerte. 

Noget, der gør mere ondt til. 

 

Jeg er den værste person ever. 

Jeg prøver. Det gør jeg virkelig. Jeg gør mit bedste altid for at være god nok.

Og det er jeg bare aldrig. 

Så hvorfor prøve? 

Hvorfor blive ved med at fejle? 

Hvorfor ikke bare give op nu?

Jeg kan ikke klare flere nederlag.

Har ikke lyst til at klare flere nederlag.

Nederlag og afvisninger.

Nej tak.

Ain't about that life.

Så jeg kan ligeså godt trække stikket, mens legen er god, ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...