Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8198Visninger
AA

63. Hjælp - jeg er bange

Kl. 22:21, fredag, d. 10. november, 2017.

 

I tirsdags faldt alting fra hinanden. Igen. 

Jeg troede, jeg havde fået det bedre. Det troede jeg virkelig.

Troede, at alting var begyndt at komme på rette spor. Troede, at jeg var ovre det, og det ikke generede mig mere. 

Jeg tog fejl. 

For du er stadigvæk i mine tanker. 

Jeg er ikke ovre det. Jeg har bare flyttet fokus. Været for caught up i en masse andre problemer, der er blevet skabt, til at have tid til at tænke på dig. Men så pludselig ud af det blå... så kommer det. Eller hvis noget trigger det. Så kommer det. Alt sammen. Tilbage. Som en lavine. 

 

Jeg har lavet en ny aftale med sygeplejersken fra den anden klasse. Han virker okay. Jeg er enormt ambivalent. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Ved ikke, om jeg kan lide ham, eller lide opmærksomheden. 

Men jeg giver det en chance. 

Jeg prøver i hvert fald.

For jeg er hunderæd. 

Tigger og beder til, at han bliver syg eller noget, så han ikke kan komme alligevel, fordi jeg ikke gider være en pain in the ass og melde afbud, fordi min angst er for meget. 

Men det sker ikke. 

Han kommer i morgen. 

 

I tirsdags skrev vi sammen og jokede lidt, som sædvanlig, og han spørger så, om jeg har noget, jeg gerne vil have, han gør eller ikke gør lørdag, fordi selv om han gerne vil være tæt på mig, ønsker han ikke at skubbe mig over kanten. 

Jeg var overrasket over, at han spurgte. Overrasket over, at han i det hele taget bekymrer sig. Så jeg svarer, at jeg tænker, han bare skal have tålmodighed med mig, og ikke tage sig af, hvis samtalen dør fra min side af, og at der ikke skal være nogen former for intimberøring whatsoever, måske lidt cuddles, men det var også så tæt, som det kom til at blive. 

Så sagde han, at vi måtte "se hvad der sker", og at jeg ikke skulle være bange for at sige fra, og mene det, fordi han godt kunne blive stædig.

Dér frøs alt i mig til is.

Vi havde godt snakket om det før. Han sagde, at han, når han drak, ofte havde brug for mere end ét nej, fordi han blev meget.... ja, stædig. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det før. I hvert fald ikke lagt mere i det. Et nej er jo et nej. Et nej skal ikke gentages. Et nej betyder nej, og ikke "om lidt gider jeg godt". 

Så jeg gik til bekendelse, og sagde, at dér lå mit problem. At jeg gik i frysemode, og at jeg dissocierede. 

Han spurgte, om det betød, at hvis han lavede noget, så ville jeg lade ham gøre det.

Det vendte sig i min mave. 

Jeg havde lyst til at kaste op. 

Stride strømme af opkast. 

Jeg havde lyst til at banke mit hoved mod væggen. 

Og jeg følte mig skyldig. Så fucking skyldig. Og jeg ved ikke engang hvorfor! Jeg skylder ham jo ikke noget. Overhovedet. Men jeg fik det dårligt af at have sagt det. Dårligt over, at forvente, at han ville hjælpe med at passe på mig. 

Så jeg gik i panik. Begyndte at trække i land. Skrev, at det var svært at sige på forhånd, men at der var sandsynlighed for det, og at jeg var rigtig ked af det, og at min hjerne var scrambled. 

Min puls var høj. Jeg havde det vitterligt, som om jeg skulle dø. Det var så ubehageligt.

Han skrev, at det skræmte ham lidt. Fordi hvis han gik i gang med noget, og jeg ikke stoppede ham, og vi så havde sex, så var det potentielt voldtægt. 

Jeg havde endnu mere lyst til at knække mig. Råbe og skrige. Slå og sparke. Flå mit hår ud af min hovedbund. 

Dén besked, den gjorde så ondt. Den satte gang i så mange følelser. Så mange tanker. Så mange selvbebrejdelser. Det hele kørte forfra, som var det dagen efter, du rørte mig, og jeg havde det forfærdeligt. 

Han anerkendte, at det ville være voldtægt, hvis der skete noget mellem os, hvilket jeg er glad for, for så kan han da se, at det er forkert. Omvendt siger han også lidt, at hvis jeg ikke siger/gør noget, så er det et ja. Eller i hvert fald et "jeg stopper ikke, heller ikke selv om det er forkert". Hvordan kan man tænke sådan? Være sådan? Hvordan kan man inde i sit hoved have tanken "okay hvis det her sker, så er det nok voldtægt". For hvis jeg ikke stoppede ham, og jeg tydeligt ikke var med på den... hvorfor ville han så ikke stoppe af sig selv? Hvorfor ville det så ende i sex - eller voldtægt? Hvorfor ville han ikke selv stoppe op, og tænke "det her er fandeme sært, må hellere sørge for, at hun er okay med det"? Jeg forstår ikke den tankegang. Det gør jeg virkelig ikke. 

Og det gav mig sådan en kvalm følelse over mig selv. Over det med dig. For jeg sagde jo ikke nej. Ikke nej, ikke stop, ikke lad være, ikke jeg har ikke lyst, ingenting. Jeg sagde intet. Jeg gjorde intet. Jeg græd ikke. Jeg var fuldkommen passiv. Et andet sted. Og så alligevel ikke, for jeg var lige dér på madrassen sammen med dig. Og sammen med ham den anden, der sov. Jeg var der, men jeg kunne ikke reagere. Jeg lod dig gøre det. Jeg lod dig gøre mig fortræd.

Og med ham sygeplejerskens ord, kan jeg bare ikke lade være med at tænke, mene, føle. At det var min egen skyld. For selv om det var forkert. Så sagde jeg ikke fra. Jeg lod dig gøre det. Så det er min skyld. Min skyld, du rørte mig, min skyld, at du gjorde andre ting ved mig, min skyld, jeg er beskidt og besudlet. 

Og jeg hader det. 

Men det kunne jeg selvfølgelig ikke indvie sygeplejersken i. Så jeg gik bare yderligere i panik. Trak yderligere i land. Sagde, at jeg ikke tænkte, det blev et problem nuher, og at jeg tænkte, at folk jo ikke "bare" har sex. At der er ting, der leder op til, hvor man kan mærke eller krydstjekke, om begge parter vil. At det kunne være, det ville være anerledes, at jeg ville føle mig godt nok tilpas til at sige fra. At det var et tricky spørgsmål. At jeg nok vrøvlede.

Hvad skulle jeg ellers sige? "Tak, for de ord, nu hader jeg mig selv mere, og alting er min egen skyld, og hvorfor kommer du egentlig ikke også bare og gør det samme, jeg er ikke mere værd alligevel"? 

Han skrev, at han ikke ville have noget i mod at have sex med mig. At han blev mere stædig og direkte, når han drak. At hvis man ikke lige sagde noget, kunne han "nå at få min hånd ned i dine bukser". 

Mere kvalme.

Jeg kunne ikke tro mine egne ører. 

Her sad jeg seriøst og krænkede mit hjerte ud. Indrømmede så personlige, og skræmmende ting, som at jeg var bange, at jeg ikke ville, at jeg frygtede, at jeg ikke kunne sige fra i situationen...

Og bliver nærmest mødt af en mur? En mur, der siger "jeg kan ikke høre dig". En mur, der overhovedet ikke er interesseret i at foretage nogen forholdsregler eller andet. En mur, der bare... så længe der ikke bliver sagt nej, er det okay. Hellere bede om tilgivelse end lov, agtig. Hvorfor? 

Jeg fik det dårligere med mig selv. Så jeg skrev, at jeg heller ikke havde noget i mod at have sex med ham, men at hele sexemnet generelt gjorde mig dårligt tilpas fysisk og var angstprovokerende for mig. 

Han skrev, han nok skulle være sød og begrænset, men at en del af ham ville være kontaktsøgende og grænsesøgende. 

Jeg tænkte bare "fuck mit liv". Hvad skulle der blive af mig? 

Jeg hader at sige det højt. Jeg hader det, hader det, hader det.

Men jeg er bange.

Fucking bange.

JEG. ER. BANGE.

For ham. 

Hvilket er fjollet. For jeg har ingen grund til at tro, at han vil mig noget ondt. Jeg har ingen grund til at tro, at sådan er hankønnet. 

Men jeg er bange. 

Det er jeg sgu. 

Bange for at blive gjort fortræd igen. 

Bange for ikke at sige fra - hvad nu hvis jeg ikke kan? Hvad nu hvis min krop svigter mig igen? 

Bange for, at det er min egen skyld, hvis der sker noget. For jeg bad jo om det, ikke? Jeg sagde (nok ikke) ikke fra. Jeg inviterede ham selv hjem. Jeg skulle ikke have lagt op til noget. Etc. 

Samtidig er jeg også bange for at aflyse. Hvilket er grunden til, at jeg trods det her, stadigvæk skal ses med ham i morgen. Fordi jeg er dum i ægget.

Det er præcis ligesom dengang, jeg var 16. 

Jeg er bange. 

Bange for, at ingen vil kunne lide mig, ever.

Bange for at ende alene. 

Bange for, at jeg er uelskelig. 

Bange for, at det her er min eneste chance... så jeg må bare suck it up og get over myself, ikke? Bare tage mig sammen. For helvede, det er jo bare sex... 

Bange for at blive forladt. 

Skyld. 

Jeg føler mig skyldig. 

Flov.

Jeg skylder ham intet.

Men det gør jeg alligevel, ikke? 

Han har trods alt holdt mig ud i... 6 uger. Jeg er en fucking klam luder, hvis jeg bare blower ham off nu, ikke? Så det kan jeg ikke.

Jeg er nødt til at tage mig sammen. 

Det er ikke okay. 

Det er unfair overfor ham.

Han er sød. 

Så jeg kan ikke være bekendt at være en bitch og aflyse.

Vel? 

 

For helvede.

 

Torsdag skriver han så, at han gerne vil have sex med mig. 

Jeg skriver, det vidste jeg godt, men det skete ikke lørdag.

Han skriver, at det ved jeg ikke, om det gør/ikke gør.

Jeg skriver, at jeg er sikker på, han er charmerende, men at jeg mener det, jeg siger.

Han skriver, at hans slutty side måske ikke vil deale med det.

Jeg skriver, at det bliver den nødt til. 

Han blev all skuffet and stuff.

Jeg skrev undskyld. Og at jeg nok ville være nødt til at føle mig meget, meget tryg, inden jeg overhovedet overvejede det.

Han skrev "bare rolig, vi skal nok nå dertil". 

Jeg skrev, jeg ikke var urolig, men at jeg bare ville være helt sikker på, at han forstod, at der ikke var sex på programmet på lørdag... 

Han skrev, at jeg skulle "keep my mind open". 

...

Hvad gør man overhovedet i de her situationer? 

Jeg vil gerne have, at han forstår, at den ikke står på sexy-time, uanset hvad der sker. Jeg vil ikke. Jeg har ikke lyst. Det kan jeg mærke nu, at jeg ikke har. Det kommer ikke til at ændre sig, for tanken er terrifying for mig. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. 

Hvorfor forstår han ikke det? Hvorfor accepterer han ikke bare det? Det er fucking svært at blive ved med at afvise ham. Jeg får det dårligt med mig selv hver evig eneste fucking gang. 

Føler, at jeg skylder ham det.

Føler, jeg skal tage mig sammen.

Føler mig klam.

Føler mig som en narrefisse.

En luder.

Og jeg har ikke lyst til at føle sådan. Jeg vil bare have ret til at bestemme, hvad der sker med min krop - og hvornår. 

Og jeg vil ikke have sex. Og det bliver jeg nødt til at sige nu, for sæt nu jeg ikke kan, når han er her? 

Jeg vil ikke have sex, fordi jeg er bange.

Men også fordi jeg har ondt. 

Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg har stadigvæk ondt. Den dag i dag. Jeg skammer mig over det. Forstår ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. Jeg hader min krop. Jeg hader mit underliv. Jeg hader alting. Og jeg vil ikke have sex, fordi jeg er bange for, at det også gør ondt. Bange for, at jeg fortryder. Bange for, at jeg ikke vil alligevel, hvis først vi går i gang, og jeg så ikke tør sige fra, eller at jeg siger fra, men ham jeg er sammen med ignorerer det. 

Jeg er bange, og jeg vil væk. Jeg kan ikke klare mere.

 

Jeg har brug for at have terapisamtaler igen, med hende inde på sygehuset. Hende, der forstår. Men det kan jeg ikke. 

Og min egen terapeut er komplet useless. Jeg går i et OPUS-forløb, hvor man har terapi-samtaler en gang ugentligt... min terapeut gav mig for tre uger siden en ny aftale. Hun aflyste den aftale i onsdags. Og har givet mig en ny tid, om yderligere tre uger.

Jeg har ikke engang lyst til at have samtale med hende igen. For jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte henne mere. Alting bygger sig op. Jeg aner ikke, hvad der foregår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange hele tiden. Jeg er ked af det hele tiden. Jeg er træt hele tiden. Jeg får mærkelige vrangforestillinger. Jeg er bange for, at min skizo-side acter up igen. Min spsieforstyrrelse er all over the fucking place. Jeg kan ikke stoppe med at spise tonsvis af mad hele tiden, flere tusinde kalorier om dagen (5-7.000). Jeg kastede op igen her til aften, fordi jeg bare hader mig selv og føler alting kører af sporet, og jeg overspiser hele tiden, og jeg taber mig ikke, men tager på, og jeg kan ikke klare det mere.

Men jeg har bare ingen at tale med. 

For alle er ligeglade.

Det er lige meget, hvordan jeg har det.

Jeg er ligegyldig.

Jeg er ikke mere værd, end fucking at blive udsat hele tiden. 

For jeg har ingen problemer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...