Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8184Visninger
AA

41. Har jeg ændret mig?

Kl. 23:25, torsdag, d. 31. august, 2017.

 

Egentlig et ret dumt spørgsmål. For selvfølgelig har jeg det. Who wouldn't? 

Det kan sgu nok ikke undgås, at man ændrer sig en smule, efter sådan noget. A tiny lil bit. 

Og jeg var selvfølgelig godt klar over, at jeg havde ændret mig - jeg var blevet en hel del mere fullblown fucking insane, that's for sure. Men alligevel prøvede jeg lidt at gemme det. At ignorere det. Fortalte mig selv, at så slemt var det ikke, og jeg havde det altid fucking shitty, så whatever, det var sgu nok det samme, som det altid havde været.

Den kamp, jeg har haft med skolen - og stadigvæk har - dræner mig fuldkommen for energi. Og det runger bare i mit hoved "du har det jo ikke skidt, du lyver", "du vil bare have opmærksomhed", "come on, du har det sgu da ikke mere skidt end du plejer, nu må du tage dig sammen". 

Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke "bare" kan tage mig sammen. Jeg ved godt, jeg ikke finder på det. Men det er bare så drænende, og så trættende, og frustrerende, at jeg skal kæmpe sådan. Hvorfor skal jeg bevise overfor dem, at jeg har det så skidt, som jeg siger? Kan de for helvede ikke bare tage mine ord for gode varer og så move the fuck on? Åbenbart ikke. 

 

As per, havde jeg en dårlig dag, i går??? eller i forgårs??? i don't remember. Det betyder nok heller ikke det store.

Men jeg spurgte en, jeg tit har snakket med, om jeg overhovedet var noget værd. 

Jeg føler mig som ingenting. 

Jeg føler mig som fucking garbage.

Jeg føler, at alle bare bruger og udnytter mit "skrog", og faktisk er pikkeligeglade med, hvem der er inden bag ved. 

Jeg fik at vide, at det var jeg. Selvfølgelig var jeg det.

Det hele kom sig af, at jeg - a dumbfuck - har skrevet en del med en fyr, og drillet og teaset, og været sådan all... når han har nævnt sex eller noget i den stil, eller bare... idk det har været fucking akavet at høre ham tale om dominans og alt muligt shit, fordi on one hand, tror jeg truly, at jeg godt kunne, men on the other, i would rather die, men dum som jeg er, har jeg jo bare spillet med på det og været all "det ville være lit as fuck" og det ville det, men i also would have so many anxiety attacks and die før anything even happened.

All of sudden er han all "blablabla og så kunne vi evt. kneppe for sjov" og jeg står??? wait what, r u for real, og så fik jeg bare det sygeste fullblown panicattack, så det var NOICE, fordi,,, lige det jeg manglede.

Og det spiralled så into at jeg var deprimeret as fuck, fordi...... like troede vi skrev sammen fordi vi klingede godt, ikke fordi jeg var en mulig fuckbuddy, hvilket det lidt virkede som om, så jeg følte mig ret... ramt. Ked af det. Var jeg virkelig ikke mere end det? 

Ikke fordi vi skal være kærester og blabla, men, like, troede måske bare det var et upcomming venskab/flirteri, idk, men ikke bare sex og then that's it. 

Men min ven her sagde så, at jeg var noget værd, og jeg stod sådan yea no, i don't think so, og så gik jeg bare i deprimode og var all "fuck hvor har jeg lyst til at dø, jeg vil bare gerne være normal", og han sagde så at det var jeg... men we all know that's fucking lie, jeg er syg i ægget, and that's how it is. 

Og jeg mener det.

Det sker så tit, jeg literally bare gerne vil dø, fordi jeg vil bare så gerne være normal. Og det bliver jeg bare aldrig.

 

Jeg vil ikke være bange, når folk rører ved mig.

Jeg vil ikke gå i panik, når nogen ser mig i øjnene. 

Jeg vil ikke tro, at jeg er uelskelig.

Jeg vil ikke tro, at alle bare er sammen med mig, for at kunne ydmyge mig.

Jeg vil kunne have en kæreste, uden at frygte, det er et setup. 

Jeg vil have et normalt forhold til sex og intimitet og det at knytte sig til nogen.

Jeg vil bare gerne... fucking være normal. 

 

Min ven her begyndte så at forslå indlæggelse.

Not gon' fucking happen, bro. Som om jeg har tid til en fucking indlæggelse man. De vil sgu ikke have mig alligevel. Jeg er ikke syg nok.

Jeg er så fucking syg. 

Men jeg er ikke syg nok.

De giver ikke en fuck, for, at jeg har selvmordstanker. De er pisseligeglade. De er pisseligeglade, hvis jeg siger, jeg har lyst til at gøre noget ved mig selv. Det er pikkeligegyldigt. For så længe, jeg ikke står med et selvmordsvåben i hånden og et afskedsbrev, så er det jo bare tanker, og ikke noget alvorligt, og det kan jeg nok godt selv klare.

Og jeg nikker og siger ja, det kan jeg sagtens. 

Men behøver jeg virkelig skulle så langt ud, for at kunne få hjælp? 

Åbenbart.

Jeg fortalte min ven, jeg ikke var syg nok, og at mine tanker ikke var så slemme, så det var lige meget, og jeg fik tilbage, at han huskede flere gange, hvor de var.

Okay. 

I don't remember, bitch, hahaha, shiiit. 

 

Jeg endte så med at skrive til ham jeg havde det fint. 

Han skrev nej.

Jeg skrev, at det skulle jeg nok få, fordi i dag var bare en dårlig dag.

"Vi ved begge to, at der efterhånden er flere dårlige dage end gode." skrev han. 

Fourth wall break much??? 

Jeg spurgte, om det virkelig var så slemt, og han sagde ja. 

Jeg spurgte, om jeg havde ændret mig.

"Du er bare mere deprimeret, og du vil godt have opmærksomhed, også selv om det er dårlig opmærksomhed, men du er bare svær at snakke med." skrev han så. 

Shiiit, min ven.

Jeg havde ikke selv bemærket, mit mood var blevet så dårligt. Like, sure, jeg vidste, jeg var mere deprimeret, men var jeg nu det??? var jeg nu sikker på, det ikke var fake??? jeg havde jo nok altid været så depri, ikke??? og der var jo ikke noget galt med mig???

I virkeligheden vidste jeg nok godt, at det var værre. Men jeg havde ikke lyst til at gøre noget ved det. Ikke lyst til at indse, at jeg fik det dårligere og dårligere.

 

Det var lidt af en øjenåbner.

Like, i'm not gonna run to the hospital og indlægge mig selv lol, men... 

Jeg er overrasket over, at jeg virkelig har fået det så skidt. Det troede jeg ikke. 

Og jeg troede slet ikke, at andre opdagede det.

Nu snakker jeg med ham her om basically alt, så han ved en del shite, men... alligevel. Altså jeg troede virkelig fucking meget, at det ikke var så slemt. Jeg troede virkelig, jeg bare var normalt depressiv. Apparently fucking not. Amazing. Hvilket minder mig om min veninde også for nylig skrev jeg havde en depression, hvilket jeg blankt afviste lol, fuck. Er jeg deprimeret? What the fuck. 

 

I dag fik jeg så samtidig også en "HAR DU SPIST I DAG?" besked fra ham min ven, og jeg var all, chill, og han var all, har du?, og jeg stod der ja, slap auf, jeg er okay, chill the fuck out, og det ville han bare ikke... 

Og så begyndte han at snakke om spiseforstyrrelse og blabla, like, hold nu bare kæft, og jeg sagde, der ikke var noget galt, og han begyndte at spørge, hvor mange gange jeg tænkte på min vægt??? lol fuck off??? 

og så fucking kom det bare som et lyn fra en klar himmel:

"Når vi snakker går der ikke en eneste dag uden vægt eller at tabe sig, du er fed, du har ikke spist, du har spist for meget, og du mener stadigvæk ikke, du har en sygdom, når det virker som om det fylder 24 timer i døgnet af dit liv? Jeg ved selv hvordan det er at have en spiseforstyrrelse, og jeg mener klart at din er værre end min. Det kan godt være, jeg har tabt mig meget. Men du har ikke engang lyst til at erkende du har en." 

Nej, for hvis jeg havde det VILLE JEG FUCKING VÆRE TYND NU BITCH, FORSTÅR DU MIG? Jesus fucking christ, jeg bliver så træt i hjernen, like fuck off, let me do my thing, lad mig nu tabe de fucking kilo, i want it gone, i want it off, jeg flipper fuldkommen fucking ud, hvis det her shit bliver ved, og jeg er fat as fuck, så what if jeg springer et måltid eller tre over? I'm not gonna fucking die, for min krop har et shit ton af depoter, det kan tage fra???? get over urself??? Derudover, hverken behandlere eller venner har sagt noget om det, så ??? hvis jeg virkelig var close til at blive syg, ville folk sgu nok opdage det??? og desuden har jeg snakket med min læge for nogle måneder siden, eller, 1,5-0,5 år siden, og !! hvis hun syntes det var et problem, var jeg sgu nok røget i behandling, og det er jeg ikke, så ??? don't have a problem. 

Endnu et lyn: 

"1. Man behøver ikke tabe sig for at have en. 2. Jeg kan flere gange huske, du har fortalt, at folk har spurgt, om du er okay eller om du har tabt dig. 3. Måske mener den læge, der ikke er noget galt, men det kommer an på, hvad du har sagt og hvilke tegn du har vist." 

og jeg sagde jeg ikke gad snakke om det, fordi hvis jeg har en "spiseforstyrrelse" så i better lose some fucking weight, ellers går jeg fandeme ikke gennem recovery, forget it my friend, i'm already too fat, i'm NOT gonna gain any more weight, piss off. Folk spurgte engang for tusinde år siden, nu gør de ikke mere, ergo jeg må se fin nok ud. 

Så fik jeg at vide, at jeg stak af fra tingene, lol, selvfølgelig gør jeg det, når jeg bliver bombarderet med alt det her fucking pis??? 

 

Og best of all, som jeg var allermest sårbar, og vi igen snakkede skyld, ang. what happened, fik jeg at vide, at hvis jeg virkelig mente, det var min egen skyld, så kunne jeg bare tro det, men jeg skulle ikke tro det fordi andre sagde det.... 

lol that broke me to pieces. 

Jeg tror virkelig det er sådan. 

Men jeg har også bare fået så fucking mange gange at vide nu, at det er min egen fucking skyld, så hvordan kan jeg tillade mig at tro noget andet? 

I need you to tell me it's not my fault. I need multiple daily reminders, because i forget. 

Lige så snart jeg er alene igen, raser tankerne derudaf, og jeg bliver helt tung af skyld og skam. 

Lige så snart jeg er alene, får de overhånden igen, og jeg kan ikke tænke klart.

Det er min skyld, min skyld, min skyld, min skyld, min skyld.

Vær sød at fortæl mig, det ikke er min skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...