Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8167Visninger
AA

70. Forvirring

Jeg ved ikke, hvordan det foregik. Jeg ved ikke, hvad du lavede. Jeg ved faktisk ikke rigtig noget. Jeg ved ikke, om du brugte kondom. Jeg ved ikke, om du blev tilfredsstillet eller ej. Jeg ved ikke om du afsluttede for dig selv. Jeg aner det ikke.

Jeg ved bare, at du skubbede mig væk.

Ikke meget, men en smule.

Derefter prøvede du at hive mine trusser og bukser på plads.

En smule febrilsk i dine bevægelser, må man sige.

Men det kunne du ikke.

Jeg lå for tungt på den side, du havde trukket dem ned i, så selvfølgelig kunne du ikke få lortet op igen.

Så du opgav, og du lagde dig på plads i sengen, og du tog dynen.

Da begyndte jeg at ryste. Først en mild skælven, hvor mit ben ikke ville være i ro, men ret hurtigt forvandlede det sig til ekstrem rysten, hvor jeg slet ikke kunne styre min krop, og det spredte sig til skuldre og overkrop. Det var samme rysten, som jeg fik, når jeg havde angstanfald.

Du prøvede selvfølgelig at kompensere.

Du smed dynen over mig igen.

Men jeg rystede videre.

For jeg frøs ikke. Eller, det gjorde jeg også, men jeg tror min krop var mere fokuseret på det chok, du lige havde smidt mig igennem. Jeg blev ved med at ryste.

Så til sidst trak du mig ind til dig, smed benet over mine ben, som for at låse mig fast. Det hjalp lidt på rysteriet, fordi jeg af gode grunde ikke kunne blive ved – du var tungere end mig.

Jeg havde lyst til at skrige. Lyst til at græde. Lyst til at stikke af. Jeg kunne slet ikke bære, at jeg skulle ligge her ved siden af dig. Ligge, i dine klamme, svedige arme. Men jeg kunne stadigvæk ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke skubbe dig fra mig. Jeg kunne ikke bede dig slippe mig. Så jeg klemte bare øjnene yderligere sammen og håbede på, at du snart faldt i søvn. Et par gange skubbede du mig væk, men trak mig hurtigt ind til dig igen. Sådan fortsatte det, indtil jeg selv faldt i søvn. Jeg tror, min krop var for udmattet, til at kunne blive ved med at holde sig vågen.

 

 

Jeg vågnede klokken halv otte. I et stykke tid lå jeg bare stille og stirrede op i loftet. Prøvede at orientere mig i rummet.

Alle sov.

Også dig.

Der kørte et tog klokken otte.

Jeg prøvede at rejse mig, men hørte dig brumme, så jeg holdt vejret, og troede seriøst, at nu skulle jeg bare dø. Altså der var intet mere, jeg ville bare dø, lige nu.

Men der skete ikke noget. Du sov trygt videre.

Jeg var gal. Gal over, at du bare lå der og sov. Gal over, at jeg havde hjertet så højt oppe i halsen, at jeg var ved at blive kvalt. Gal over, at jeg rystede. Gal over, at mine trusser sad forkert. Gal på mig selv. Men vigtigst af alt, så var jeg bange. Fuldkommen skræmt fra sans og samling, og med tårer i øjnene.

Jeg nægtede, at vente til toget, der kom klokken ni. Så jeg skyndte mig at få lokaliseret mine ting, og taget mig sammen til at komme op og stå, hvor jeg fik taget mit tøj ordentligt på igen, tog mine ting, og forsøgte at åbne døren, så jeg kunne skride, men jeg kunne ikke finde ud af det. Ikke på lydløse manér, i hvert fald. Så jeg begyndte at græde.

Jeg gik fuldkommen i panik. Jeg skulle ud, og det skulle være nu. Jeg ville ikke være her mere. Jeg ville væk. Jeg ville hjem.

Til sidst vækkede jeg ham fyren, der havde lagt sig til at sove på gulvet – egentlig havde jeg vækket ham en gang, for at sige, at jeg skred, og nu måtte jeg vække ham igen. Han var lidt irriteret, men han kom hurtigt på benene og hjalp mig med døren… han var dog ikke helt lige så diskret, og nærmest smadrede bare døren op, hvilket gjorde mig så panisk, fordi jeg ikke overskuede, at de andre vågnede. Der skete heldigvis ingenting, så jeg takkede og stak af. Jeg sprang over plankeværet og over vejen, for at komme væk, hvis nu de nåede at vågne, og så brød jeg sammen i tårer, mens jeg med hastige skridt gik op til toget. Jeg rystede voldsomt.

På stationen spottede jeg en, jeg gik i folkeskole med, og han sagde hej og smilede, og jeg smilede igen. Håbede, at han ville se, at jeg græd og var ked af det, men det gjorde han ikke. Jeg skyndte mig ind i toget, trippede grædende hele turen hjem, og da jeg kom tilbage til min lejlighed, smed jeg mig på gulvet og tudbrølede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...