Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8167Visninger
AA

55. #AldrigDinSkyld

Kl. 23:52, tirsdag, d. 19. september, 2017.

 

Jeg kom sent op i dag. Klokken var 12 eller sådan noget, hvilket betød, at jeg havde sovet rougly 10 timer. Not a good sign. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang og sådan, jeg ville gerne læse lektier, være sammen med min lillebror, rydde op i lejligheden, og den slags. Men min lillebror kom ikke, og jeg orkede ikke at rydde op, så jeg lå i min seng i mindst en time, og kiggede på henholdsvis "Stop Voldtægts" facebook side, og så fandt jeg også en ny, "Aldrig Din Skyld". Det ville være mildt at sige, at jeg stadigvæk leder efter validering. Dumt nok. 

Men jeg fandt en vis komfort i at sidde og læse nogle af historierne rundt omkring, som begge sider havde delt, og identificerede mig egentlig med ret meget.

Det er dog især pinefuldt, når de der "Er det voldtægt?"-opslag, popper frem, som de jo indimellem gør, og man spotter, hvor ignorante folk er. Jeg så et for nylig med "Jeg var for fuld, for fuld til at sige fra...", og jeg så flere, der skrev "så må du lade være med at drikke så meget", og en der ganske kynisk bare skrev "så har du lært ikke at drikke lige så meget", og jeg havde bare lyst til at SKRIGE, at min alkoholprocent ikke per definition skal være LAVERE END EN MANDS, BARE FOR AT JEG KAN FÅ LOV TIL IKKE AT BLIVE VOLDTAGET ELLER PÅ ANDEN VIS SEKSUELT KRÆNKET I BYEN. Hvad er der GALT med nogle af de folk, der skriver kommentarer til de her opslag? Bare fordi jeg er kvinde, betyder det ikke, at jeg skal have en lavere alkoholprocent end fyre, bare for at være sikker, når jeg færdes i byen? Jeg skal kraftedeme have lov til at være lige så fucking standervissen, som jeg har lyst til at være, uden at klamme typer skal rage på mig af den eller den anden årsag! Jeg skal ikke drikke mindre, for at kunne færdes sikkert - folk skal stoppe med at krænke hinanden. Det er klamt at sige sådan. 

Og for lige at vende tilbage til min egen situation, så jeg var IKKE fucking fuld, da det skete. Det meste af alkohollen havde faktisk nok forladt min krop på daværende tidspunkt. Og jeg blev gjort fortræd alligevel. Så at drikke mindre er ikke ensbetydende med større sikkerhed - ærgerligt, hva? 

For pokker altså.

Nå, men jeg surfede lidt rundt på Aldrig Din Skyld, og blev enig med mig selv om, selv at skrive min historie ind til dem. Så den har jeg netop sendt af sted. Det var lidt svært. Lidt pinefuldt. At gennemgå alle de detaljer én gang til. Men også rart. Jeg var ved at græde nogle gange. 

Men det er okay.

Jeg er okay.

Det var rart, at få det ned på skrift. Det var rart, at få nogle af de ting, jeg så brændende klart husker i min erindring ned på skrift, og ud. Væk. Måske de også havner her i dagbogen. Hvem ved? Jeg tror i hvert fald snart, at det er på tide. Jeg tror snart, at jeg er klar. Klar til at gå i dybden, klar til at fortælle, klar til at få renset min sjæl fra det, der gør ondt. Men ikke endnu. 

 

Grunden til jeg sov så længe, var i øvrigt fordi jeg havde det største, dummeste melt down i går. I nat, nok nærmere.

Jeg skal snart i klinik, og jeg var kommet på en klinikplads, der lå supertæt på mit hjem, og jeg var så ovenud lykkelig for det. 

Så fik jeg så at vide i går, at jeg er blevet rykket. Til en anden klinikplads. Langt væk fra mit hjem. 

Jeg begyndte bare at græde instantly. 

Egentlig startede jeg faktisk med at græde før det. Jo, jeg græd, fordi jeg havde skrevet indlægget, jeg skrev i går. Og så var jeg lige kommet oven på, og så fik jeg den her besked, og så græd jeg bare endnu mere.

Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne få luft. 

Jeg kunne fysisk ikke trække vejret ned i lungerne, fordi min brystkasse gjorde så ondt. Min næse var blokeret af snot. Jeg var så ulykkelig.

Og jeg ved ikke, hvorfor?

Selvfølgelig var det enormt deprimerende, at jeg nu skal meget tideligere op, for at komme af sted til klinikken, og jeg i forvejen har svært nok ved at følge mit daglige studie, men... jeg tror bare, det var alting.

Jeg blev så ked af, at jeg var alene.

Jeg blev så ked af, at ingen kunne kramme mig.

Jeg blev så ked af klinikpladsen.

Jeg blev så ked af skolen. 

Jeg blev så ked af, at mit liv stadigvæk ikke hænger sammen.

Jeg blev så ked af, at jeg stadigvæk ikke er okay.

Jeg blev så ked af, og bange for, at jeg havner i hjemmepleje/plejehjem i næste semester, der varer 20 uger, for jeg klarer det simpelthen ikke. Ikke igen. Jeg er så bange. Og jeg ved ikke, hvorfor i går triggerede den angst, men det gjorde det, og det var bare forfærdeligt. Jeg blev så ked af det og ulykkelig.

Jeg var så tæt på at give op. 

Så tæt på, at jeg virkelig bare ikke gad mere.

Så tæt på, at falde i igen. 

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg prøvede, at slappe af.

Prøvede, at huske på, hvor kede af det, nogle af mine veninder ville blive, hvis de fandt ud af det.

Prøvede at tage et bad.

Og det lykkedes. Jeg fik det bedre. 

Det tog lidt tid, men jeg kunne trække vejret igen til sidst.

Og jeg kom igennem det uden at skade mig selv.

Og det gjorde mig glad og stolt. 

Ikke at følelsen ikke straks vendte tilbage, da jeg vågnede her omkring middag i dag, fordi det gjorde den dag.

Jeg er p.t. ikke på talefod med en veninde fra skolen... jeg blev sur på hende, accidently, fordi hun sagde noget, der i mine ører var enormt offensive, og jeg var spydig, og så blev hun sur... og jeg sagde undskyld, men uanset hvor meget jeg undskyldte, var hun bare ligeglad, og blev ved med at hakke ned på min fejl. Nu har jeg af flere omgange prøvet at glatte det ud, og hun bliver bare ved med at være en fucking CUNT overfor mig. 

Lille lorteluder, jeg fucking sværger.

Jeg er så træt af barnlig opførsel. Jeg er så træt af folk, der ignorerer en i timevis - døgnvis - fordi de er lidt tøsefornærmede. Fucking get over it, det her er hvad 2 uger siden, vi blev uvenner, og du leger stadigvæk fucking baby? Altså kom videre i livet... det er sgu da møgunødvendigt. 

"Det sidste jeg vil er at såre dig" hold din kæft kælling, for du gør literally intet andet, og det ved du udmærket godt selv. Hvis du ikke ville såre mig, så havde du ikke fucking ignoreret mine beskeder i flere timer af gangen, når jeg prøvede at glatte ud. Nu må du lige tage dig sammen. Og du ville ikke spilde fucking flabet, når du så endelig svarer. Så måske du skulle calm the fuck down og bare erkende, at du også er et menneske, der sommetider fucker op, præcis lige som mig. Og så cut the bullshit. 

Wow, jeg er bare fuld af følelser i dag, kan jeg da godt mærke. 

Så er jeg glad og lettet over at have sendt noget af sted... så er jeg sur og bander som en sømand.... og nu er jeg bare numb. Fedt nok. 

 

Men essensen af det her er: jeg har haft en røvdag, været sådan rimelig depressed at times, jeg fucking fryser, fordi jeg er too stupid til at sætte varme på eller gøre noget ved, at jeg fryser, jeg lever cyanoselivet, jeg fik læst lidt lektier, så go me, jeg husker intet af mine lektier, så not so much go me, jeg fik lavet mad, jeg er stadigvæk fanget i spiseforstyrrelseshelvede (som jeg i øvrigt slog behandling op for, og besluttede at nOPE det kom ikke til at ske, deres kostplaner var fucking enorme, og man skulle tage på og alt muligt, lol, ain't about that life), jeg har stadigvæk bare lyst til at græde, men jeg har sendt min historie indtil nogen forhåbentlig kompetente mennesker, og jeg har beskrevet historien for mig selv, og... jeg føler mig stærkere nu, tror jeg. Og træt. Så jeg vil smutte i seng. Snart. Opvasken må vente til i morgen. Det kan den nok godt.

 

Og husk nu - det er Aldrig Din Skyld.

 

Ciao. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...